16. oktober 2006 EM 2006/31
Ændringsforslag
til
Forslag til: Landstingslov nr. xx af xx måned 2006 om børneopsparing
Fremsat af Landsstyret til anden behandling.
Til titlen
Nr. 1. Lovforslagets titel affattes således:
"Forslag til: Landstingslov nr. xx af xx måned 2006 om børneopsparing".Til overskrift
Nr. 2. Overskriften før § 1 affattes således:
"Berettigede".
Til § 1
Nr. 3. Ordlyden frem til ":" affattes således:
"Et barn mellem 0-18 år er berettiget til en skattefri børneopsparing, når barnet per 1. januar".Nr. 4. § 1, nr. 1- 4, affattes
således:
"1) Er tilmeldt Det Centrale Personregister på en bopæl eller et fast opholdssted i Grønland.
2) Er anbragt udenfor hjemmet i Danmark, på Færøerne eller i udlandet i henhold til landstingsforordning om hjælp til børn og unge.
3) Er anbragt i Danmark, på Færøerne eller i udlandet i henhold til landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap.
4) Eller barnets arbejdsgiver i forbindelse med barnets uddannelse eller uddannelsesophold uden for Grønland er berettiget til uddannelsesstøtte efter reglerne i landstingsforordning om uddannelsesstøtte."Nr. 5. § 1, nr. 6 og 7, affattes således:
"6) Sammen med forældrene i en periode af maksimalt 12 måneder er flyttet uden for Grønland i forbindelse med, at forældrene som led i et ansættelsesforhold er på uddannelse eller efteruddannelse.
7) Modtager tilskud fra Grønlands Hjemmestyre til efterskoleophold uden for Grønland."Til § 2
Nr. 6. § 2, stk. 2, affattes således:
"Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om udbetaling af tillæg til børneopsparingen, herunder regler om opgørelse, beregning og fastsættelse af tillæg. Tillæg, som nævnt i 1. pkt., er skattefri."Til § 3
Nr. 7. § 3 affattes således:
"Barnets krav på børneopsparing, herunder eventuelle tillæg efter § 2, stk. 2, kan ikke overdrages eller pantsættes, ligesom der ikke kan foretages udlæg, udpantning eller arrest i det samlede krav."Til § 4
Nr. 8. § 4 affattes således:
" § 4. Børneopsparingen udbetales efter ansøgning og indsættes på en konto i et pengeinstitut tilhørende barnet.
Stk. 2. Udbetalingen kan tidligst ske ved udgangen af den måned, hvori barnet fylder 18 år. Retten til børneopsparing bortfalder, såfremt ansøgning om udbetaling ikke er indgivet inden udgangen af den måned, hvori barnet fylder 22 år.
Stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af børneopsparingen, at det dokumenteres, at beløbet skal anvendes til:
1) Uddannelse af mindst 1 års varighed.
2) Opførelse eller køb af egen bolig, herunder andelsbolig.
3) Betaling af indskud eller forudbetaling af leje i forbindelse med indgåelse af lejemål. Til disse formål kan dog maksimalt udbetales et beløb svarende til tre gange den aftalte månedlige leje.
4) Forbedring eller udvidelse af bestående bolig.
5) Køb af hårde hvidevarer, møbler og tæpper.
6) Etablering af selvstændig virksomhed, når den samlede anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede formuegoder overstiger børneopsparingen. Der kan ikke udbetales børneopsparing til anskaffelse af personbiler. Deltagelse i et investeringsselskab og lignende anses ikke som etablering.
7) Køb af aktier og anparter i erhvervsdrivende selskaber. Investeringsselskaber anses ikke for erhvervsdrivende i denne sammenhæng."Til overskrift
Nr. 9. Overskriften før § 5 affattes således:
"Børneopsparingspulje".
Til § 5
Nr. 10. § 5 affattes således:
"§ 5. Senest den 30. april hvert år indskydes et beløb i en børneopsparingspulje. Beløbet fastsættes i Landstingets finanslov, på baggrund af antallet af børn, der er berettiget til en børneopsparing.
Stk. 2. Børneopsparingspuljen tilhører Grønlands Hjemmestyre."Til § 6
Nr. 11. § 6, stk. 1 og 2, affattes således:
" § 6. Udgifter til administration af Børneopsparingspuljen fordeles mellem Grønlands Hjemmestyre og Børneopsparingspuljen på grundlag af Børneopsparingspuljens formue.
Stk. 2. Der fastsættes et beløb på Landstingets finanslov til dækning af Grønlands Hjemmestyres andel af administrationsomkostningerne. Beløbet fastsættes på baggrund af Børneopsparingspuljens formue per 1. maj i det år, der ligger før finansloven."
Almindelige bemærkninger
Ændringsforslaget indeholder en række ændringer til den grønlandske version af lovforslaget. Ændringerne er en følge af, at Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg under behandlingen af lovforslaget har anmodet Landstingets Tolkefunktion gennemgå forslaget og udarbejde ændringer til den grønlandske version af EM 2006/31. Landstingets Tolkefunktion har herved foretaget harmonisering mellem termer i lovforslaget i forhold til øvrig lovgivning i Grønland samt oversættelsesmæssige rettelser.
Herudover er der i den danske version foretaget en sproglig rettelse af lovforslagets § 1, nr. 6.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1-4 og 6-11
Forslagene indeholder alene ændringer af den grønlandske version af lovforslaget. Der er således foreslået en række rettelser af den grønlandske tekst og terminologi.Til nr. 5.
Udover ændringer af den grønlandske tekst og terminologi ændres i den danske version udtrykket "flytter" til udtrykket "er flyttet" i lovforslagets § 1, nr. 6.