16. oktober 2006

EM 2006/29

Ændringsforslag

til

Forslag til: Landstingslov nr. xx af xx måned 2006 om forvaltning af skatter

Fremsat af Landsstyret til anden behandling.


Til § 13

1. I § 13 indsættes som nyt stk. 8:
"Stk. 8. Landsstyret kan fastsætte regler, hvorefter skatte, herunder blandt andet restskatter, tillæg, afgifter og renter, kan opkræves sammen med forskudsskatten for ligningsåret eller det følgende år. Landsstyret kan herved fastsætte, at der i stedet for tilskrivning af renter vedrørende skatter, der opkræves sammen med forskudsskatten, opkræves et tillæg."


Til § 24

2. § 24, stk. 4, udgår.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

3. I § 24, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres "stk. 3-6" til: "stk. 3-5".


Til § 40

4. § 40, stk. 9, affattes således:
"Stk. 9. Tab som følge af manglende betaling af de i stk. 1-8 nævnte skatter samt renter af og tillæg til disse fordeles mellem Landskassen og kommunerne. Landsstyret kan efter høring af KANUKOKA fastsætte regler om tabenes fordeling.

 

Bemærkninger til forslaget


Almindelige bemærkninger

Under forhandlingerne mellem KANUKOKA og Landsstyret om bloktilskuddet for 2007 er det på KANUKOKAs foranledning aftalt, at der som hidtil skal ske en fordeling af tab på A-skatter, restskatter med videre mellem landskassen og kommunerne. I lovforslaget lægges der op til, at disse tab alene skal bæres af landskassen mod, at der til gengæld skal ske en reduktion af det kommunale bloktilskud med 15 millioner kr. Fra kommunal side er det anført, at det vil være mere hensigtsmæssigt, at der fortsat sker en forholdsmæssig fordeling af disse tab. Landsstyret har ikke fundet grundlag for at afvise dette kommunale ønske.

Under arbejdet med udarbejdelse af bekendtgørelser, som skal udstedes i forlængelse af en vedtagelse af forslag til landstingslov om forvaltning af skatter er det konstateret, at det vil være hensigtsmæssigt at flytte forslagets § 24, stk. 4, til § 13 og samtidig udvide anvendelsesområdet til at omfatte alle skatter. Bestemmelsen giver herefter mulighed for, at det ved bekendtgørelse kan fastsættes, at skatter kan opkræves sammen med forskudsskatten. Herved kan størrelsen af skatterestancerne nedbringes og administrationen vedrørende opkrævning af skatterestancer begrænses.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Det foreslås, at Landsstyret bemyndiges til at fastsætte regler, hvorefter skatter kan opkræves sammen med forskudsskatten for ligningsåret eller det følgende år. Bestemmelsen, der ikke tidligere har været bragt i anvendelse, giver mulighed for ved bekendtgørelse at bestemme, at skatteyderne ikke skal indbetale restskatter med videre på op til eksempelvis 15.000 kr. I stedet vil disse skatter blive opkrævet sammen med skatterne for ligningsåret eller det følgende år, hvilket i praksis vil ske ved en reduktion af skatteydernes fradrag. Ved anvendelse af denne fremgangsmåde skal der i fornødent omfang tages hensyn til, at der overlades skatteyderen tilstrækkeligt med midler til, at skatteyderen kan opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod for skatteyderen og skatteyderens husstand (trangsbeneficiet).

Ved fastsættelse af reglerne vil Landsstyret blandt andet fastlægge, i hvilken rækkefølge de forskellige skattearter skal dækkes, når de opkræves sammen med forskudsskatten, og om der i stedet for tilskrivning af renter skal opkræves et tillæg.


Til nr. 2 og 3

Som følge af forslaget under nr. 1 udgår § 24, stk. 4, Og der foretages en konsekvensrettelse i § 24, stk. 7, der bliver til stk. 6.


Til nr. 4

Det foreslås, at tab vedrørende indkomstskatter skal fordeles mellem landskassen og kommunerne og at Landsstyret efter høring af KANUKOKA bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fordelingen af disse tab.

Fordelingen vil ske med udgangspunkt i kommunernes og landskassens forholdsmæssige andele af de udskrevne skatter.

Høringspligten indebærer, at Landsstyret inden udstedelse af regler på området skal forelægge disse til udtalelse for KANUKOKA.