13. marts 2006 VM 2006/12
BETÆNKNING
afgivet af
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg
vedrørende
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om lotteriafgift
(Præcisering af hæftelsesforhold for betaling af afgift samt indførelse af selvskyldnerhæftelse for bestyrelsesmedlemmer)
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Augusta Salling, Atassut, formand
Landstingsmedlem Agnethe Davidsen, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Lars-Emil Johansen, Siumut
Landstingsmedlem Lene Knüppel, Demokraterne
Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut - Suppleant
Skatte- og Afgiftsudvalget har efter 1. behandlingen under VM2006 gennemgået nærværende lovforslag med bemærkninger.
Forslaget blev oprindelig fremsat af det tidligere Landsstyre til behandling på EM05 (EM05/51). Forslaget bortfaldt med udskrivelsen af Landstingsvalget 15. november 2005. Det nye Landsstyre har valgt at genfremsætte forslaget i stort set uændret form.
Forslagets indholdLandstingets Ombudsmand har sin beretning for 2004 (49-1) opfordret til, at det gældende regelsæt vedr. lotteriafgift revideres. Ombudsmanden har særligt ønsket, at der skabes lovmæssig klarhed over hvilke retssubjekter, afgiftspligten påhviler.
Landsstyret ønsker med nærværende forslag at fastslå, at foreninger m.v., der afholder lotteri, hæfter principalt for betalingen af skyldige lotteriafgift.
Medlemmerne af bestyrelsen i de foreninger m.v., der afholder lotteri, foreslås at hæfte subsidiært for skyldige lotteriafgifter. Denne hæftelse bliver aktuel, så snart den forening m.v., der afholder lotteri, ikke har indbetalt afgiften rettidigt. Den almindelige inddrivelsesprocedure foreskriver imidlertid, at inddrivelsesmyndigheden ikke søger skyldige afgifter inddraget, før foreningen, der afholder lotteri, har modtaget rykkere for de skyldige afgifter.
HøringssvarForslaget blev sendt til høring af det tidligere Landsstyre 5. april 2005 med høringsfrist 6. maj 2005. Da forslaget ikke er ændret i nævneværdigt omfang, har det nye Landsstyre ikke fundet behov for en fornyet høring.
Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af forslaget indhentet kopi af de afgivne høringssvar. Høringssvarene har ikke givet anledning til bemærkninger.
Forslagets økonomiske virkningerDa forslagets formål primært er en tydeliggørelse af de allerede eksisterende regler, forventer Landsstyret ikke, at forslaget vil have særlige økonomiske konsekvenser.
HæftelseSkatte- og Afgiftsudvalget har under udvalgsarbejdet særligt hæftet sig ved spørgsmålet om forudsætningerne for bestyrelsesmedlemmernes hæftelse. Landsstyret har i skrivelse af 24. februar 2006 desangående oplyst følgende:
" af forslagets nr. 2 fremgår [det], at "Hæftelsen bliver aktuel, så snart den forening m.v., der afholder lotteri, ikke har indbetalt afgiften rettidigt."
I bemærkningerne til forslaget anføres bl.a., at "Bestyrelsesmedlemmernes subsidiære hæftelse vil derfor kun blive aktuel i de tilfælde, hvor den, der afholder lotteri, gentagne gange ikke har indberettet og indbetalt afgift på trods af inddrivelses-myndighedens anmodning herom.".
Demokraterne har på den baggrund spurgt, hvor mange gange er gentagne gange? Og hvad betyder straks i virkelighedens verden?
Jeg kan hertil oplyse, at udtrykket så snart i lovteksten medfører, at bestyrelses-medlemmerne hæfter for afgiften fra det tidspunkt, hvor fristen for sidste rettidige indbetaling af afgiften overskrides af den forening m.v., der har afholdt lotteriet. Der henvises i den forbindelse til 1. afsnit til nr. 2 i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Udtrykket gentagne gange anvendes i 2. afsnit til nr. 2 i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser. Dette afsnit indeholder en gennemgang af almindelige inddrivelsesprocedurer, dvs. praksis for, hvornår en restance vedrørende lotteriafgift faktisk søges inddrevet hos de enkelte bestyrelsesmedlemmer.
Forholdet er herefter det, at hæftelsen indtræder så snart fristen for sidste rettidige indbetaling er overskredet, men sædvanligvis vil restancen først blive søgt inddrevet hos bestyrelsesmedlemmerne, efter den forgæves har været søgt inddrevet hos den afgiftspligtige forening m.v.
Det kan dog ikke udelukkes, at restancen i visse tilfælde vil blive søgt inddrevet hos bestyrelsesmedlemmerne på et tidligere tidspunkt. Dette kan eksempelvis blive tilfældet, hvis der er tale om en forening m.v., som har betydelige restancer til det offentlige, eller der af andre grunde må antages at foreligge en betydelig kredit-risiko ."
Skatte- og Afgiftsudvalget tager umiddelbart Landsstyrets besvarelse til efterretning.
Skatte- og Afgiftsudvalgets indstillingerSkatte- og Afgiftsudvalget konstaterer, at der jf. Skattedirektoratets restanceoversigt pr. ultimo 2004 udstår over 2 mio. kr. i ikke-betalte lotteriafgifter. Udvalget finder, at dette er et urimelig højt beløb. Udvalget skal på denne baggrund henstille til Landsstyret, at det offentlige tilsyn på dette område skærpes og underlægges mere rigoristiske principper, end der hidtil har været gældende m.h.p. at forebygge yderligere restanceopbygning. Udvalget finder, at nærværende forslag er et egnet tiltag i denne retning. Udvalget skal derfor også opfordre Landsstyret til at udvise særlige bestræbelser for at udbrede kendskabet til den ændrede og skærpede lovgivning.
Et enigt Skatte- og Afgiftsudvalg indstiller lovforslaget til vedtagelse.Med disse bemærkninger skal Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Augusta Salling,
Formand
Agnethe Davidsen
Agathe Fontain
Lars-Emil Johansen
Lene Knüppel