13. marts 2006 VM 2006/11
BETÆNKNING
afgivet af
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om havne- og krydstogtpassagerafgift>
(Forhøjelse af passagerafgift for krydstogtskibe samt pakkerejseafgift)
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Augusta Salling, Atassut, formand
Landstingsmedlem Agnethe Davidsen, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Lars Emil Johansen, Siumut
Landstingsmedlem Lene Knüppel, Demokraterne
Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut Suppleant
Skatte- og Afgiftsudvalget har efter 1. behandlingen under VM2006 gennemgået nærværende lovforslag med bemærkninger.
Forslagets indholdLandsstyret ønsker med nærværende forslag at hæve afgiften for passagerer fra krydstogtskibe, der anløber havne i Grønland, ligger på red eller ilandsætter passagerer på kysten. Det foreslås, at afgiften hæves fra 300 kr. pr. passager til 450 kr. pr. passager.
Det foreslås endvidere, at der indføres en ny afgift på 450 kr. pr. passager på passagerskibe, der sejler i kombinationssejlads, når passagererne deltager i kombinerede rejsearrangementer, som udgår fra Danmark, Færøerne eller udlandet.
Det foreslås endeligt, at adgangen til at indgå aftaler med Skattedirektoratet om afregning af afgiften udvides til at omfatte passagerskibe, der sejler i kombinationssejlads.
HøringssvarSkatte- og Afgiftsudvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af de afgivne høringssvar. Forslaget blev sendt i høring den 17. december 2005 med svarfrist den 21. december 2005. Høringssvarene har i sig selv ikke givet anledning til bemærkninger.
Udvalget har dog bemærket sig, at flere af høringsparterne giver udtryk for, at høringsfristen har været meget kort. Idet Skatte- og Afgiftsudvalget anerkender, at Landsstyret grundet nyvalg til Landstinget kun har haft kort tid til det lovforberedende arbejde, finder Udvalget det uheldigt, at høringsfristen ikke har været længere. Udvalget henstiller til Landsstyret, at der generelt fastsættes høringsfrister, der er udmålt således, at høringsparterne har rimelig lejlighed til at sætte sig ind i høringsmaterialet, da formålet med høringsrunden ellers forspildes.
Det blev i den forbindelse overvejet under 1. behandlingen af forslaget i Landstingssalen, hvorvidt kredsen af høringsparter har været fyldestgørende. På baggrund af 1. behandlingen i Landstingssalen af nærværende forslag har Landsstyret anmodet Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), arbejdsgiverforeningen ILIK og Arctic Umiaq Line/ATG om at fremføre eventuelle kommentarer til lovforslaget. Efter anmodning fra Skatte- og Afgiftsudvalget er tilsvarende anmodninger fremsendt til SIK og APK. De modtagne kommentarer og tilkendegivelser har ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger under udvalgsbehandlingen.
Benchmarkingudvalgets anbefalingerDet er påpeget flere gange af såvel Benchmarkingudvalget som af det tidligere Landsstyre, at skatter og afgifter som udgangspunkt kun bør pålægges befolkning og erhvervsliv, når de øvrige økonomiske politikker ikke kan finansiere sig selv.
Dette blev bl.a. fremhævet i Landstingssalen af Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender under behandlingen af Redegørelse om en skatte- og afgiftsreform (EM 2003/15). Landsstyremedlemmet udtalte ved denne lejlighed:
"Landsstyret vil i den sammenhæng have som udgangspunkt, at stigninger i den samlede udskrivning af skatter og afgifter er sidste udvej, når besparelser og andre indtægtsmuligheder er udtømt."
Udvalget konstaterer, at der hidtil har været bred politisk enighed om, at turismen i Grønland skal være et hovedelement i en fremtidig selvbærende økonomi. Udvalget finder på denne baggrund, at afgiftsforhøjelser, der risikerer at begrænse turismen i Grønland, kun bør gennemføres med den allerstørste forsigtighed.
Udvalget konstaterer imidlertid også, at Greenland Tourism (GT) har været involveret i udarbejdelsen af forslaget. Udvalget må forstå dette således, at GT efter grundige analyser og undersøgelser i samarbejde med en bred vifte af turistoperatører over hele Grønland har beregnet, at forslaget ikke vil have skadelige virkninger for turismen i Grønland. Udvalget tager dette til efterretning.
Forslagets økonomiske virkningerLandsstyret forventer, at forslaget vil indbringe et merprovenu til Landskassen på 4,3 mio. kr. årligt fra og med 2006. Såfremt Landstinget også vedtager Landsstyrets forslag om ændring af Landstingslov om indkomstskat (VM06/10), som forventes et give et årligt samlet provenutab på 5 mio. kr. for de offentlige kasser, må der samlet i alt forventes et årligt provenutab for de offentlige kasser under et på 700.000 kr.
Denne beregning er baseret på en forventning om, at der vil komme omkring 20.000 krydstogtspassagerer samt ca. 3.000 passagerer, som deltager i pakkerejser, til Grønland i 2006. Der var ca. 15.600 krydstogtspassagerer i Grønland i 2004.
Skatte- og Afgiftsudvalgets indstillingEt flertal i udvalget bestående af repræsentanterne for Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut indstiller forslaget til vedtagelse.
Et mindretal i Udvalget bestående af repræsentanten for Demokraterne indstiller forslaget til forkastelse med denne begrundelse:Demokraterne anser det ikke for hensigtsmæssigt at pålægge kombinationsrejser en afgift på 450 kr., da niveauet for afgiften efter Demokraternes opfattelse er sat for højt, og derfor vil kunne virke som en barriere for en fortsat vækst i turismeerhvervet her i landet.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Augusta Salling,
Formand
Agnethe Davidsen
Agathe Fontain
Lars-Emil Johansen
Lene Knüppel