29. december 2005

VM 2006/19

 

Bemærkninger til forordningsforslaget

Almindelige bemærkninger

 

1. Indledning:

Landsstyret prioriterer familierne og børnenes trivsel og opvækstvilkår, og har som gennemgående målsætning for sit politiske arbejde, at vilkårene for børnefamilierne altid skal være de bedst mulige. Landsstyret foreslår derfor, at forældreorloven forlænges fra 6 til 17 uger for forældre der får et barn, og fra 10 uger til 21 uger for forældre, der får to eller flere samtidigt fødte børn. En forlængelse af forældreorloven vil medvirke til at give stabilitet og ro i familien, som igen vil give børnene en bedre mulighed for en tryg start på livet.


2. Forslagets hovedpunkter:

Den samlede barselsorlov efter fødsel til forældrene foreslås forlænget fra 24 uger til 35 uger, for forældre der får et barn, og fra 32 uger til 43 uger for forældre der får to eller flere samtidigt fødte børn Efter gældende regler har moderen 15 ugers barselsorlov, faderen har 3 ugers barselsorlov og forældrene har 6 ugers forældreorlov til deling, for forældre til et barn. For forældre til to eller flere samtidigt fødte børn har moderen 19 ugers barselsorlov, faderen 3 ugers barselsorlov og forældrene 10 ugers forældreorlov til deling. Faderens orlov ligger samtidig med moderens barselsorlov. De 11 ugers ekstra orlov foreslås lagt til den del af orloven, som forældrene selv kan fordele indbyrdes, den såkaldte forældreorlov. Dette giver forældre den størst mulige fleksibilitet i at tilrettelægge familiens hverdag.

Samtidig foreslås en ændring af bestemmelsen om finansiering af dagpenge, således at lovgivningen stemmer overens med den eksisterende praksis.


3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige:

En forlængelse af forældreorloven med 11 uger vil koste 18,5 mio. kr. om året i ekstra udgifter til barselsdagpenge fra Landskassen. For kommunerne vil forlængelsen koste ca. 2,0 mio. kr. ekstra om året. Beløbet er beregnet ud fra et tal på 875 forventede fødsler om året og en dagpengesats på ca. 71,69 kr. i timen, dog afpasset de enkelte faggruppers konkrete indtægtsforhold mv.

Der er dog ikke taget højde for, at det ikke er alle forældre, der har ret til at modtage dagpenge under barsel, idet de i forvejen modtager offentlige ydelser som offentlig hjælp, førtidspension m.m. Der er også faggrupper, hvis ansættelse giver dem ret til fuld løn under barsel, også ved en eventuel forlængelse, og som derfor heller ikke er berettiget til dagpenge.

Arbejdstageren vil typisk opleve en indtægtsnedgang på grund af at dagpengesatsen er mindre end en lønindtægt. Det kan derfor tænkes, at det ikke er alle, der ønsker at udnytte alle de 11 ugers ekstra orlov, da der for nogle vil være tale om et kraftigt fald i deres indkomst ved at modtage dagpenge under orlov.


4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet:

Under forudsætning af at den forlængede forældreorlov finansieres ved, at Hjemmestyret betaler dagpenge under orlov, og ikke ved at arbejdsgiver betaler løn under orlov, vil arbejdsgiver ikke opleve øgede udgifter.

Betaler arbejdsgiver ikke løn under orlov, vil den sparede lønudgift kunne dække lønudgifterne til evt. ansættelse af vikar. Arbejdsgiveren vil eventuelt have udgifter til rekruttering af vikar, men udgiften hertil vil arbejdsgiver have også ved de gældende regler.


5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser:

Forslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.


6. Administrative konsekvenser for borgerne:

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


7. Forholdet til Rigsfællesskab og selvstyre:

Forslaget har ingen konsekvenser for forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyre.


8. Høring af myndigheder og organisationer:

Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

KANUKOKA, SIK, Grønlands Arbejdsgiverforening, AK, IMAK, ILIK, PIP, ASG, PPK, Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked, Direktoratet for Sundhed, Administrationsdirektoratet, Skattedirektoratet og Økonomidirektoratet.

KANUKOKA, SIK, Grønlands Arbejdsgiverforening, AK, IMAK, ILIK, Skattedirektoratet, Administrationsdirektoratet, Direktoratet for Sundhed og Økonomidirektoratet har afgivet høringssvar.

PIP, ASG, PPK og Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked, har ikke afgivet høringssvar.

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer af forslaget.

 

Bemærkninger til forordningsforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget betyder, at forældreorloven forlænges fra 6 uger til 17 uger, således at forældrene, udover deres individuelle ret til barselsorlov, tilsammen har ret til orlov i indtil 17 uger, som de selv kan fordele mellem sig.


Til nr. 2

Forslaget betyder, at forældreorloven, for forældre der får flerlinger, forlænges fra 10 uger til 21 uger, således at forældrene, udover deres individuelle ret til barselsorlov, tilsammen har ret til orlov i indtil 21 uger, som de selv kan fordele mellem sig.


Til nr. 3

Forslaget bringer forordningen i overensstemmelse med gældende praksis vedrørende den økonomiske fordeling af udgiften til dagpenge. Dagpenge administreres og udbetales af bopælskommunen, og udgiften refunderes med 90 % af Grønlands Hjemmestyre. De resterende 10 % betales af bopælskommunen. Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførelse af reglen i den nugældende forordnings § 27.

 

Til § 2

Forslaget foreslås at træde i kraft den 1. juli 2006 og har virkning for forældre, hvor barnets eller børnenes fødsel finder sted den 1. juli 2006 og senere.

Personer, der allerede er begyndt på orlov efter de hidtil gældende regler, og hvor fødslen finder sted før den 1. juli 2006, opnår således ikke ret til orlov efter denne landstingsforordning.