Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 24 af 1. december 2006 om forretningsorden for Skatterådet med videre
I henhold til § 5, stk. 6, i landstingslov nr. 11 af 2. november 2006 om forvaltning af skatter fastsættes:
Kapitel 1
Skatterådets organisation
Valg af første og anden næstformand§ 1. Skatterådets formand indkalder til konstituerende møde snarest muligt efter rådets funktionsperiode begyndes.
Stk. 2. På det konstituerende møde vælger rådet blandt sine medlemmer en første og en anden næstformand. Valgene har gyldighed for hele funktionsperioden.
Stk. 3. Valgene ledes af formanden. For at opnå valg kræves flertal blandt de af Skatterådets medlemmer som deltager i mødet. Opnår en kandidat til en af næstformandsposterne ikke flertal ved første afstemning, foretages en ny afstemning. Opnår en kandidat heller ikke flertal ved den anden afstemning, foretages en tredje afstemning, hvor den kandidat, der opnår flest stemmer, er valgt. Er stemmerne ved tredje afstemning lige, afgøres valget ved lodtrækning.
Stk. 4. Første næstformanden indtræder i formandens stilling, når formanden er forhindret i at udøve sin virksomhed som formand. Når første næstformand er forhindret indtræder anden næstformand i næstformandens stilling.
Indkaldelse af suppleant
§ 2. Når et medlem af rådet er forhindret i at deltage i et møde, skal medlemmet underrette formanden herom. Formanden afgør, om suppleanten skal indkaldes. Hvis det medlem, der er forhindret, forlanger det, skal suppleanten indkaldes. Suppleanten skal endvidere indkaldes, hvis medlemmet vil være fraværende i mindst 4 måneder.
Stk. 2. Hvis et medlem er forhindret i at deltage i det konstituerende mødeskal suppleanten indkaldes.
Stk. 3. Den, der indkaldes som suppleant for en næstformand, deltager som almindeligt medlem i rådets afgørelser.
Sekretariatsbistand
§ 3. Skatteforvaltningens Skatterådssekretariat yder Skatterådet sekretariatsbistand og udarbejder sagsfremstilling og forslag til rådets afgørelser.
Stk. 2. Lederen af Skatterådssekretariatet fungerer som Skatterådets sekretær og deltager uden stemmeret i alle rådets møder.
Kapitel 2
Sagens forberedelse§ 4. En klage til Skatterådet skal indgives skriftligt og begrundet. Med klagen bør følge i original eller kopi:
1) Den afgørelse, der klages over.
2) Den sagsfremstilling, der er tilsendt klageren, i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en sagsfremstilling.
3) Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som dokumentation.§ 5. Sagsforberedelsen foretages af Skatterådssekretariatet.
Stk. 2. Sekretariatet anmoder skatteforvaltningen om at overdrage det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen.§ 6. Hvis skatteforvaltningen i forbindelse med en klage oplyser, at der kan være grundlag for at genoptage den afgørelse, som ligger til grund for klagen, jf. § 72 i landstingslov om forvaltning af skatter, kan Skatterådet berostille behandlingen af klagesagen. Skatterådet kan herved fastsætte en frist for skatteforvaltningens nye afgørelse vedrørende sagen.
Stk. 2. Beslutter Skatterådet at berostille behandlingen af klagen underrettes klageren skriftligt om berostillelsen.§ 7. Hvis Skatterådets afgørelse af et klagepunkt angår bedømmelsen af de skatte- eller afgiftsmæssige virkninger af et retsforhold mellem klageren og en tredjemand, og er der grund til at antage, at denne tredjemand ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund, kan Skatterådet bestemme, at tredjemand skal anmodes om at udtale sig skriftligt eller mundtligt herom over for sekretariatet. Skatterådet kan endvidere bestemme, at tredjemand skal anmodes om at udtale sig under et skatterådsmøde.
Stk. 2. Hvis der træffes beslutning om at inddrage tredjemand i sagen efter stk. 1, skal klageren skriftligt underrettes herom, inden der rettes henvendelse til tredjemand. Skatterådet kan fastsætte en frist for klagerens afgivelse af bemærkninger hertil.§ 8. Hvis klageren har anmodet om adgang til at udtale sig mundtligt over for Skatterådet, indkaldes klageren med mindst 14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. Skatterådet kan beslutte, at en mundtlig udtalelse skal afvikles ved brug af elektronisk kommunikationsudstyr.
Stk. 2. Skatterådet fastsætter tid og sted for mødet.
Stk. 3. Skatterådet kan indkalde repræsentanter for skatteforvaltningen til mødet.
Stk. 4. Skatterådssekretariatet udarbejder et mødereferat over klagerens mundtlige udtalelser. Klageren kan anmode om at få en kopi af Skatterådets mødereferat.§ 9. Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Skatterådssekretariatet en skriftlig redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse.
Repræsentation
§ 10. En klager kan til enhver tid bemyndige en anden myndig person til at varetage sine interesser under sagen. Skatterådet betragter herefter - indtil klageren meddeler Skatterådet, at bemyndigelsen er tilbagekaldt - den bemyndigede som legitimeret til at optræde på klagerens vegne.
Stk. 2. Uanset stk. 1 underretter Skatterådet såvel klager som klagers repræsentant skriftligt om:
1) Skatterådets afgørelse af klagen.
2) Skatterådets henlæggelse af sagen, hvis klagen tilbagekaldes, jf. § 17.§ 11. Et medlem af Skatterådet eller en suppleant herfor kan ikke repræsentere en klager i en sag, der behandles i Skatterådet.
Kapitel 3
Skatterådets møder§ 12.
Skatterådet afholder sine møder i skatteforvaltningen i Nuuk. Formanden kan dog bestemme, at møder afholdes andetsteds.
Stk. 2. Skatterådet udøver sin virksomhed i plenarmøder, dog kan formanden bestemme, at enkelte af medlemmerne deltager pr. telefon eller via andet elektronisk kommunikationsudstyr.
Stk. 3. Formanden fastsætter tid og sted for Skatterådets møder og sekretæren foretager indkaldelse hertil. Møderne er ikke offentlige. Skriftlig mødeindkaldelse skal så vidt muligt fremsendes med mindst 30 dages varsel.
Stk. 4. For de sager, der skal behandles på et møde, skal det fornødne materiale til sagens bedømmelse - medmindre det forinden er tilstillet medlemmerne - ligge til gennemsyn i sekretariatet i mindst 2 hverdage inden mødet.
Stk. 5. Når mindst 2 af medlemmerne forlanger det, skal formanden inden 14 dage indkalde til møde.§ 13. Sagen forelægges på Skatterådets møder af Skatterådets sekretær eller en af sekretæren udpeget ansat i skatteforvaltningen.
Stk. 2. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet af Skatterådet, skal have adgang til at udtale sig under mødet. Til sagens belysning kan rådets medlemmer stille spørgsmål til de fremmødte.
Stk. 3. Skatterådets formand eller i dennes fravær første eller anden næstformand afgør, hvornår forhandlingerne er tilendebragt. Hver af mødedeltagerne kan dog forlange afstemning om, hvorvidt sagen fortsat skal drøftes. Et medlem kan endvidere forlange, at sagen udsættes én gang og at vedkommende medlem får tilsendt sagens akter inden sagens fornyede behandling.
Stk. 4. Når de indkaldte har forladt mødet, finder voteringen sted umiddelbart på grundlag af det på mødet passerede. Formanden eller i dennes fravær første eller anden næstformand formulerer det eller de spørgsmål, hvorom der eventuelt skal stemmes.
Stk. 5. Formanden eller i dennes fravær første eller anden næstformand kan bestemme, at sagen skal udgå til yderligere skriftlig behandling og votering.§ 14.
Skatterådets beslutninger skal indføres i en forhandlingsprotokol. Af protokollen skal fremgå dato for mødets afholdelse, klokkeslæt for mødets begyndelse og slutning samt en fortegnelse over mødedeltagerne.
Stk. 2. I protokollen skal endvidere indføres oversigter, der skal danne tilstrækkeligt grundlag for identifikation af samtlige de af rådet trufne afgørelser. Protokollen bør således i almindelighed indeholde den skattepligtiges navn, skattekommune, CPR/GER/SE/CVR-nummer og den af skatteforvaltningen ansatte indkomst, sekretariatets indstilling samt skatterådets tilsvarende ansættelse. Tilbagekaldes klagen mundtligt i forbindelse med mødet, noteres dette i protokollen, jf. § 17.
Stk. 3. Protokollen skal endvidere indeholde de bemærkninger, som et medlem har krævet tilført protokollen.
Stk. 4. Protokollen skal senest ved næste mødes afslutning underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Medlemmerne kan ikke under henvisning til deres stemmeafgivning eller andre grunde vægre sig ved at underskrive protokollen.§ 15.
Skatterådet afgør i tvivlstilfælde, om et medlem er inhabilt. Det pågældende medlem må ikke selv deltage i afgørelsen.§ 16. Klageren kan til enhver tid mundtligt eller skriftligt frafalde en anmodning om at udtale sig mundtligt over for Skatterådet.
§ 17. En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Ved enhver tilbagekaldelse skal Skatterådet skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i Skatterådet som følge af tilbagekaldelsen af klagen.
Stk. 2. Hvis klageren efter § 74, stk. 3, i landstingslov om forvaltning af skatter indbringer sagen for domstolene uden at afvente Skatterådets afgørelse, anses klagen til Skatterådet for bortfaldet. Skatterådet meddeler skriftligt klageren, at klagen herefter er henlagt i Skatterådet.
Kapitel 4
Afgørelser§ 18. Afgørelsen skal være dateret. Afgørelsen skal være begrundet, herunder angive Skatterådets stilling til de af klageren påberåbte omstændigheder og nedlagte påstande, medmindre de nævnte omstændigheder eller påstande må anses for uvæsentlige og uden betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan Skatterådet træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Skatterådets anvisning.
Stk. 3. Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om genoptagelse af en afgørelse, og Skatterådet finder, at genoptagelse burde have fundet sted, skal Skatterådet i afgørelsen pålægge skatteforvaltningen at genoptage afgørelsen.§ 19. Afgørelsen formuleres af formanden eller i dennes fravær af første eller anden næstformand. I sager med mindretalsopfattelser formuleres afgørelsen i fornødent omfang efter samråd med de øvrige medlemmer. Der kan i forbindelse med voteringen træffes anden bestemmelse om udfærdigelse af afgørelsen.
Stk. 2. Kopi af afgørelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende. Samtidig med afgørelsens fremsendelse underrettes klageren og eventuelt andre søgsmålsberettigede om fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene.
Delegation
§ 20. Skatterådets formand kan i overensstemmelse med en af Skatterådet anlagt praksis træffe afgørelser af hastende karakter på Skatterådets vegne. Formandens afgørelser forelægges Skatterådet på et af rådets møder. Formanden kan desuden følge op på sager, der har været forelagt Skatterådet.
§ 21.
Sekretariatet kan på Skatterådets vegne nedsætte ansættelsen i klagesager, når klageren gives fuldstændig medhold. Lister over disse sager forelægges Skatterådet på et af rådets møder.
Stk. 2. Sekretariatet kan på Skatterådets vegne meddele hel eller delvis henstand med betalingen af den del af skatten, der vedrører det påklagede forhold, når særlige forhold gør sig gældende.§ 22. Skatterådet kan under hensyn til skatteforvaltningens arbejdsplaner og bevillinger anmode skatteforvaltningen om at medvirke til at udtage konkrete sager til undersøgelse og forelæggelse for Skatterådet med henblik på vurdering af praksis.
Kapitel 5
Øvrige bestemmelser
Offentliggørelse af Skatterådets afgørelser§ 23. Skatterådet offentliggør afgørelser, som har almen interesse. Ved offentliggørelsen skal navne på fysiske eller juridiske personer, CPR-/GER-/SE- eller CVR-numre og andre person- eller virksomhedshenførbare oplysninger bortset fra Skatterådets journalnummer fjernes eller erstattes af anonyme betegnelser.
Stk. 2. Vurderer Skatterådet, at anonymisering ikke kan ske fuldt ud, skal offentliggørelse undlades.
Vederlæggelse af rådets medlemmer
§ 24. Skatterådets medlemmer, herunder formanden, og suppleanter ydes et vederlag efter reglerne i landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v. for ikke-landstingsmedlemmers deltagelse i udvalg, nævn og repræsentationer og lignende.
Stk. 2. Medlemmer af Skatterådet med undtagelse af formanden kan efter landsstyremedlemmet for finansers nærmere bestemmelse få refunderet udgifter til datakommunikation, telefoni og kontorhold mod dokumentation.
Stk. 3. Skatteforvaltningen stiller relevant kommunikationsudstyr til rådighed for skatterådets formand og afholder alle hermed forbundne udgifter. Desuden ydes formanden en fast godtgørelse på 200 kr. pr. måned til dækning af udgifter til kontorhold med videre.
Ikrafttrædelse
§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Med virkning fra bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves Skatterådets forretningsorden af 11. september 1997.
Grønlands Hjemmestyre, den 1. december 2006
Josef Motzfeldt/
Kaare Hagemann