Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 13 af 18. august 2006 om bygningsmyndigheden
I medfør af § 21 i landstingsforordning nr. 6 af 19. december 1986 om arealanvendelse og planlægning som ændret ved landstingsforordning nr. 1 af 18. juni 1987 fastsættes følgende:
§ 1. Bygningsmyndigheden udøves af Landsstyret.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen varetager, med ansvar overfor Landsstyret, bygningsmyndighedens opgaver i lokalsamfundet, herunder administrative og tilsynsmæssige opgaver.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler om kommunalbestyrelsens administration af bygningsmyndighedens opgaver i "Bygningsreglement 2006" (bygningsreglementet), som også udgives af Landsstyret.
Stk. 4. Ved uoverensstemmelse mellem dansk og grønlandsk tekst, gælder den danske tekst af hensyn til indholdets særlige tekniske kompleksitet.§ 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved:
1) Opførelse af ny bebyggelse og tilbygning til bebyggelse.
2) Ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelserne i bygningsreglementet.
3) Ændringer i benyttelse af bebyggelse, som kræver overholdelse af andre byggetekniske krav i brand-, sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende.
Stk. 2. Bygningsmyndigheden afgør, hvad der i medfør af stk. 1, nr. 2, skal anses for væsentligt.§ 3. Byggearbejder, der er omfattet af § 2, må ikke påbegyndes uden byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at ansøgeren giver de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af ansøgningen.
Stk. 2. Byggearbejder, der er omfattet af § 2, må ikke tages i brug uden kommunalbestyrelsens tilladelse.§ 4. Kommunalbestyrelsen påser i sagsbehandlingen, at bekendtgørelsen og bestemmelserne i bygningsreglementet overholdes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen påser, at påbud efter bygningsreglementet efterkommes, samt at vilkår fastsat i tilladelser og dispensationer i henhold til bygningsreglementet overholdes.§ 5. Landsstyret kan meddele dispensation fra bestemmelserne i bygningsreglementet. Ansøgning om dispensation sendes til Landsstyreområdet for Boliger, Infrastruktur og Råstoffer.
Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om,
1) hvilke bestemmelser, der søges om dispensation fra, samt
2) hvilket byggeri, der påtænkes gennemført.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal høre berørte naboer vedrørende byggeri, for hvilket der søges dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om bebyggelseshøjde- og afstandsforhold.
Stk. 4. Afgørelse om dispensation efter stk. 1 træffes på det foreliggende grundlag, jf. stk. 2, og kan tidligst træffes, når der er forløbet 3 uger efter, at kommunalbestyrelsen har meddelt naboer til den i dispensationen omhandlede ejendom om, at
1) der søges en dispensation, og
2) eventuelle bemærkninger kan sendes til kommunalbestyrelsen inden 3 uger.§ 6. Klager over de af Landsstyreområdet for Boliger, Infrastruktur og Råstoffer trufne afgørelser, jf. § 5, stk. 1, samt klager over Landsstyreområdet for Boliger, Infrastruktur og Råstoffers afgørelser i henhold til bygningsreglementet kan indbringes for Landsstyret.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. september 2006.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 24 af 9. november 1987 om bygningsmyndigheden i Grønland.
Grønlands Hjemmestyre, den 18. august 2006
Jørgen Wæver Johansen/
Dorthe Johannsen