Supplerende notat

vedrørende

Forslag til landstingsforordning om ændring af   landstingsforordning om biblioteksvæsen

FM 2005/23



På baggrund af Landsstyrets rettelsesblad af 4. april 2005 har Landstingets Lovtekniske Funktion på ny gennemgået ovennævnte forordningsforslag og fundet anledning til nedenstående bemærkning vedrørende forslagets § 12d, stk. 1.

§ 12 skal ifølge forslaget få følgende ordlyd:

§ 12d. Det Grønlandske Landsbibliotek og de kommunale biblioteker kan udelukke en bruger fra at låne på bibliotekerne, hvis brugeren i væsentligt omfang har misligholdt sin forpligtelse til at aflevere lånte materialer i ubeskadiget stand.

Stk. 2. Udelukkelse fra at låne på bibliotekerne kan tillige finde sted, hvis en bruger er i restance med betaling af gebyr fastsat efter § 12c eller er i restance med hensyn til betaling af erstatning for beskadiget eller bortkommet materiale.

Stk. 3. Bringer brugeren mellemværendet med bibliotekerne til ophør, herunder ved at levere materialet tilbage i ubeskadiget stand eller ved at erstatte beskadiget materiale samt ved at betale skyldige gebyrer, ophører udelukkelsen.

I de almindelige bemærkninger til § 12 anføres det bl.a.:

"Stk. 1. Bestemmelsen er ny. Det foreslås, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til at udelukke lånere fra at låne på biblioteket, såfremt forpligtelsen til at aflevere lånt materiale i ubeskadiget stand er misligholdt i et væsentligt omfang. Bestemmelsen kan således anvendes i de tilfælde, hvor en låner ikke afleverer materiale, som vedkommende har hjemlånt, eller hvor en låner har forvoldt skade på materiale, som afleveres og hvor låneren ikke har efterkommet et krav om at erstatte det lånte materiale. Udelukkelse kan endvidere komme på tale ved gentagen misligholdelse af låneforholdet, således at der i disse tilfælde kan gives karantæne for en bestemt periode for så vidt angår hjemlån. Bestemmelsen knytter sig alene til forpligtelser, der udspringer af lånt materiale og tager således ikke stilling til udelukkelse fra biblioteket som følge af overtrædelser af øvrige regler, herunder overtrædelser af eventuelle ordensreglementer. Bestemmelsen indeholder således ikke hjemmel til udelukkelse fra benyttelse af bibliotekets faciliteter. Sådanne udelukkelser må efter omstændighederne reguleres ud fra bibliotekets eget ordensreglement." (Fremhævelsen foretaget af Landstingets Lovtekniske Funktion)

Det er Landstingets Lovtekniske Funktions opfattelse, at § 12 ikke giver sikker dækning for en praksis, hvorefter biblioteksbrugere i en karantæneperiode udelukkes fra hjemlån alene på baggrund af tidligere tiders gentagen misligholdelse af låneforholdet.

Denne opfattelse er begrundet i,

Lovgiveren foretager således i § 12d, stk. 3, en afvejning mellem på den ene side hensynet til bibliotekernes behov for periodevis at beskytte sig mod ikke-påpasselige brugere og på den anden side ønsket om at holde bibliotekerne åbne for flest mulige brugere, herunder brugere, der tidligere har udvist forsømmelighed. Afvejningen fører til, at ikke-aktuelle mellemværender ikke skal kunne begrunde udelukkelse.

På denne baggrund ser Landstingets Lovtekniske Funktion en reel risiko for, at den i bemærkningerne oplyste mulighed for karantæneperioder på grund af tidligere mellemværender ville blive tilsidesat ved en retlig efterprøvelse, såfremt bibliotekerne måtte praktisere den.

Såfremt den i bemærkningerne beskrevne karantænemulighed ønskes gennemført, vil Landstingets Lovtekniske Funktion pege på muligheden for at skabe et sikkert hjemmelsgrundlag herfor, f.eks. ved at tilføje et nyt stk. 4 til § 12d, som kunne få følgende indhold:

Stk. 4. Det Grønlandske Landsbibliotek og de kommunale biblioteker kan endvidere udelukke en bruger fra at låne på bibliotekerne, hvis brugeren tidligere gentagne gange har misligholdt sin forpligtelse til at aflevere lånte materialer i ubeskadiget stand. Udelukkelsen fastsættes i så fald til en på forhånd fastsat tidsperiode, der ikke må overstige XX måneder fra det tidspunkt, da brugeren har bragt sine mellemværender med biblioteket til ophør.

Det bemærkes, at Landstingets Lovtekniske Funktion med notat af 31. marts 2005 har henledt Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirkes opmærksom på den ovenfor anførte uoverensstemmelse mellem forordningens ordlyd og bemærkningerne, men at uoverensstemmelsen fortsat resterer på nuværende tidspunkt.

 

19. april 2005 Stefan Krehbiel