Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 14. marts 2005 om POST Greenlands virksomhed, remail, poståbning og opstilling af brevkasser m.v.

I medfør af § 4, stk. 2, § 11, stk. 2, § 16, stk. 3, § 22 og § 42 i landstingsforordning nr. 8 af 14. november 2004 om post fastsættes følgende:

 

Grønlands Postvæsens virksomhed

§ 1. Omdeling af almindelige breve finder sted i byer opregnet i bilag 1 med en fast frekvens på mindst 2 gange ugentlig. POST Greenland fastsætter, hvilke ugedage omdeling af almindelige breve finder sted.
Stk. 2. I bygder finder omdeling af almindelige breve ikke sted.
Stk. 3. Almindelige breve skal kunne afhentes hos POST Greenlands samarbejdspartnere i bygder og de byer, hvor omdeling af almindelige breve ikke finder sted.

 

Remail

§ 2. POST Greenland kan i overensstemmelse med reglerne herom i Verdenspostkonventionen afvise viderebefordring af adresserede forsendelser fra Danmark, Færøerne og det øvrige udland, som er indleveret til postbefordring i Danmark, Færøerne eller det øvrige udland af en person bosiddende i Grønland, eller på vegne af en person bosiddende i Grønland, med henblik på viderebefordring til modtagere i Grønland, medmindre:
1) afsenderen eller den postvirksomhed, der har afgivet forsendelserne til postbefordring i Grønland, umiddelbart dokumenterer, at der ikke reelt er tale om forsendelser fra afsendere i Grønland til modtagere i Grønland eller,
2) afsenderen eller den pågældende postvirksomhed accepterer at betale de gældende indenrigske takster for de pågældende forsendelser eller accepterer at betale efter de overenskomster, der måtte være indgået med vedkommende postvirksomhed vedrørende sådanne forsendelser.
Stk. 2. Hvis hverken afsenderen eller den postvirksomhed, der afgiver forsendelserne til viderebefordring i Grønland, vil betale som anført i stk. 1, nr. 2, afgør POST Greenland, om forsendelserne skal returneres til den afgivende postvirksomhed eller destrueres.

 

Poståbning

§ 3. Uanbringelige lukkede forsendelser, der befordres af POST Greenland, og som ikke på anden måde kan bringes afsenderen eller modtageren i hænde, kan åbnes og undersøges af personer, der er specielt udpeget hertil af direktionen for POST Greenland.
Stk. 2. POST Greenland kan åbne forsendelser, hvis det er nødvendigt enten for at fastslå omfanget af en eventuel beskadigelse af forsendelsen eller for at begrænse skadens omfang.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte personer skal underskrive en erklæring, hvori de lover ikke med deres vilje at læse andet i de åbne forsendelser end afsenderens eller modtagerens navn og adresse, samt at de ikke vil meddele uvedkommende noget, som ved denne virksomhed er kommet til deres kundskab.

 

Definition af brevkasse, brevkasseanlæg og brevindkast

§ 4. Som brevkasse betragtes brevkasser til ophængning på stolpe, væg, plankeværk eller lignende.
Stk. 2. Som brevkasseanlæg betragtes et fælles brevkasseanlæg indeholdende en brevkasse for hvert postafleveringssted i etagebebyggelser.
Stk. 3. Som brevindkast betragtes både et rektangulært indkast monteret i døren til de pågældende afleveringssteder og selve indkastet i enkeltbrevkassen.

 

Krav til brevkasser og brevindkast

§ 5. Brevkasser skal kunne aflåses.
Stk. 2. Den enkelte brevkasse eller brevindkast skal forsynes med navneskilt.
Stk. 3. POST Greenland fastsætter nærmere tekniske bestemmelser om navneskiltning af brevkasser.

 

Regler for opstilling af brevkasser, brevkasseanlæg og brevindkast

§ 6. Brevkasser skal placeres ved indgangsdøren til den enkelte husstand.
Stk. 2. Såfremt den pågældende bygning indeholder flere selvstændige beboelser, skal der opstilles en brevkasse for hver selvstændig beboelse.
Stk. 3. Deles et enfamiliehus eller en beboelseslejlighed af flere husstande, og disse husstande deler indgangsdør, kan en brevkasse anvendes af 2 eller flere husstande, såfremt parterne er enige herom. Brevkassen skal være forsynet med selvstændig navneangivelse for hver husstand.
Stk. 4. To eller flere brevkasser skal opstilles umiddelbart ved siden af hinanden.
Stk. 5. Ansvaret for opstilling af brevkasser påhviler ejeren af bygningen.

§ 7. Brevkasseanlæg skal opstilles i bygninger med flere end tre afleveringssteder, når bygningen er opført ifølge byggetilladelse udstedt efter den 1. april 2005.
Stk. 2. Brevkasseanlæg skal placeres nærmest muligt bygningens hovedindgangsdør på et sted i stueetagen, hvortil omdeleren har let og uhindret adgang og uden ulempe kan foretage aflevering af forsendelser i anlægget.
Stk. 3. De enkelte brevkasser i et brevkasseanlæg skal placeres i naturlig rækkefølge i forhold til de enkelte etager og beboelserne på de enkelte etager. Brevkassen til beboelsen på nederste etage til venstre placeres nederst til venstre i anlægget. Brevkassen til beboelsen på øverste etage til højre placeres øverst til højre i anlægget.
Stk. 4. Såfremt ejeren etablerer aflåsning af bygningens hoveddør, hvorfra der er adgang til brevkasseanlægget, skal anlægget indrettes således, at omdeleren kan aflevere forsendelser i brevkasserne udefra uden at skulle åbne indgangsdøren.
Stk. 5. Ansvaret for opstilling af brevkasseanlæg påhviler ejeren af bygningen.

§ 8. POST Greenland fastsætter nærmere tekniske bestemmelser om placering og montering af brevkasser.

§ 9. Brevindkast i indgangsdøren er ikke tilladt, hvis indgangsdøren er en branddør.
Stk. 2. Ansvaret for opstilling af brevindkast påhviler ejeren af bygningen

§ 10. Bygninger med flere end tre afleveringssteder, der er opført ifølge byggetilladelse udstedt før den 1. april 2005, skal inden 31. december 2005 have opsat brevkasse eller brevindkast for hvert afleveringssted, eller der skal opstilles brevkasseanlæg efter § 6.
Stk. 2. Brevkasser eller brevindkast skal inden 31. december 2005 opsættes ved indgangsdøren til den enkelte husstand i enfamiliehuse, dobbelthuse, række-/kædehuse eller anden form for bolig.

§ 11. § 7, stk. 1, og § 10 gælder kun i de byer, hvor omdeling af almindelige breve finder sted, jf. bilag 1.

 

Regler for udlevering

§ 12. POST Greenland kan undlade omdeling af post til husstande, der ikke opfylder bestemmelserne om opstilling af brevkasser/brevkasseanlæg/brevindkast.

§ 13. Bevægelseshæmmede og andre handicappede, der er ude af stand til selv at tømme deres brevkasse, kan få dispensation således, at forsendelser til den pågældende omdeles direkte til boligen.
Stk. 2. Ansøgning om dispensation indgives til den lokale postmester.

 

Klageadgang

§ 14. Direktoratet for Boliger og Infrastruktur fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.
Stk. 2. Klager over POST Greenlands afgørelser truffet i medfør af denne bekendtgørelse kan påklages til Direktoratet for Boliger og Infrastruktur. Fristen for indlevering af klager er 4 uger efter modtagelse af den afgørelse, der påklages.

 

Sanktion

§ 15. For overtrædelse af § 3, stk. 3, kan der idømmes bøde efter kriminalloven for Grønland.

 

Ikrafttræden

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2005




Grønlands Hjemmestyre, den 14. marts 2005




Jens Napãtôk

/

Dorthe Johannsen


Bilag 1

Bilag 2