20. september 2004

EM 2004 / 37

Forslag til landstingslov nr. xx. af yy. 2004 om ændring af landstingslov om erhvervsfremme inden for turismeerhvervet og landbaserede erhverv.
(Opløsning af fonden til lån til etablering af overnatningsfaciliteter ("Unnuisa-fonden"))
(Landsstyremedlemmet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked)

 

Forelæggelsesnotat

 

1. Behandling

Landsstyret har i forbindelse med beslutningen om modernisering af erhvervsfremmestrukturen fundet det hensigtsmæssigt at nedlægge "Unnuisa-fonden", der siden 1997 har kunnet givet støtte til etablering af overnatningsfaciliteter først og fremmest for turister. Fondens aktiviteter har reelt været nulstillet de seneste par år. Der er gennem årene været støtte for ca. 30 mio. kr. i alt.

Den nye erhvervsfremmestruktur, der træder i kraft fra årsskiftet 2004/05 indeholder blandt andet en omdannelse af SULISA A/S til et ventureselskab (et kapitalformidlingsselskab) og en omlægning af Greenland Tourism A/S til et erhvervsudviklingsselskab, der fortsat skal udføre funktioner i forhold til turismesektoren, men samtidig også skal varetage rådgivning af iværksættere og virksomheder inden for landbaserede erhverv.

Grundtanken bag omlægningen af erhvervsfremmestrukturen er at få mere erhvervsudvikling for de samme penge. Omlægningen kræver ikke, at der tilføres øgede driftsmidler fra landskassen, men via sektorprogrammet for uddannelse og erhvervsudvikling er der over finansloven søgt om tilførsel af kapital til ventureselskabet samt til igangsætning af nye initiativer, der først og fremmest skal komme iværksættere og virksomheder til gode med det formål at skabe ny vækst.

Landsstyrets forslag om nedlæggelse af "Unnuisa-fonden" er ikke udtryk for et ønske om at fjerne muligheden for støtte til etablering af overnatningsfaciliteter til turister o.a., men er udtryk for et ønske om forenkling, da der inden for rammerne af de to nye selskaber fortsat vil kunne formidles lån til formålet.

Ved opløsning af fonden tilfalder fondens formue Landskassen og Grønlands Hjemmestyre indtræder i fondens rettigheder og forpligtelser. Det forudsættes, at fondens formue overføres sammen med fondens rettigheder og forpligtelser herunder i forhold til allerede udstedte lån i fonden til det ventureselskab, der efter 1. januar 2005 forventes at løfte disse opgaver. Den hidtidige bevilling til sekretariatsbistand forudsættes at følge med disse opgaver.

Landsstyret skal foreslå, at forslaget behandles i Landstingets Erhvervsudvalg, som allerede har modtaget forslaget om omlægning af erhvervsfremmestrukturen.

Hermed overlades Landsstyrets indstilling til Landstingets velvillige behandling.