NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT
Kalaallit Nunaanni Inatsisartut
Inatsisartut Allattoqarfiat
GRØNLANDS HJEMMESTYRE
Grønlands Landsting
Landstingets Bureau
Landsstyremedlemmet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked
Johan Lund Olsen
/HER

 

Ulloq/Dato:

J.nr.

01. oktober 2004

01.36.02.02-00006

 

Landstingets Erhvervsudvalg vil hermed gerne indkalde Landsstyremedlemmet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked til møde i Landstingets Erhvervsudvalg, tirsdag den 5. oktober 2004 kl. 10.00 i Landstingets mødelokale 1.

Landsstyremedlemmet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked har fremsat forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om erhvervsfremme indenfor turismeerhvervet og landbaserede erhverv (EM2004/37). Dette forslag til landstingslov vedrører kun opløsning af fonden til lån til etablering af overnatningsfaciliteter (Unnuisa-fonden).

Som Landsstyremedlemmet har skrevet, så hænger dette forslag sammen med den føromtalte omlægning af erhvervsfremmestrukturen. Denne omlægning bliver ikke særskilt behandlet i Landstinget, men fremgår kun i forbindelse med arbejdet med FFL 2005 under eksempelvis følgende konti 17.02.11, 64.10.16, 64.10.17 og 64.10.20.

Der skal ikke herske tvivl om, at udvalget støtter op om Landsstyrets arbejde for at forbedre vilkårene for erhvervsudviklingen. Det samlede udvalg mener, at ideen med forslaget er udmærket, men skal understrege, at det skal være velovervejet og grundigt forberedt.

Dette forslag samt de ovennævnte konti omhandler samme regelgrundlag, og da der ikke er andre direkte relaterede dagsordenspunkter, ser udvalget dette forslag som eneste anledning til selvstændigt at drøfte etableringen af såvel det nye ventureselskab som det nye erhvervsudviklingsselskab med Landsstyret.

Derfor indkalder udvalget Landsstyremedlemmet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked, Johan Lund Olsen til et møde for at få svar på nogle spørgsmål. Disse spørgsmål blev stillet under forslagets 1. behandling, uden at Landsstyremedlemmet umiddelbart kunne svare på disse. De vil derfor blive gengivet nedenfor.

Ifølge Landsstyrets oplæg er det en væsentlig forudsætning, at ventureselskabet har et kapitalgrundlag på mindst 250 mio. kr. I denne forbindelse ønskes spørgsmålene nedenfor besvaret.

1. Sulisa A/S egenkapital har i dag en værdi på 24,9 mio. kr. Det er Landsstyrets forslag, at man udover dette beløb trækker 15 mio. kr. fra bevillingen til den ekstraordinære indsats for uddannelses- og erhvervsudvikling til selskabet frem til 2007. Således vil selskabet disponere over 69,9 mio. kr. i 2007. Hvornår regner Landsstyret med, at selskabet aktivt vil begynde at virke som ventureselskab?

2. Landsstyret peger som mulighed på, at de hjemmestyreejede virksomheder kan komme med et indskud til selskabet i form af kapitaludlodninger, og derudover peger Landsstyret på "andre institutionelle virksomheder" som mulige investorer. Vil de hjemmestyreejede virksomheder blive beordret til at skyde kapital ind i selskabet for at den nødvendige kapital kan blive realiseret? I bekræftende fald, med hvor mange penge?

3. Hvilke selskaber tænker Landsstyret på, når de nævner "andre institutionelle selskaber" som mulige investorer?

4. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger har hjemmestyret gjort for at imødegå eventuelle nedgange i investeringerne?

5. Hvilke planer har Landsstyret, med hensyn til drift og ledelse af selskabet? (Blandt andet direktions- og bestyrelsesansvar med mere).

6. Selskabet skal udover at varetage landbaserede erhverv, turisme, fiskeri og råstofaktiviteter også kunne rådgive kriseramte virksomheder og virksomheder, der er under generationsskifte. Hvor mange flere, udover de allerede ansatte, vil der blive brug for at ansætte i selskabet?

7. Hvilke konkrete opgaver vil Greenland Tourism A/S fremover varetage?

8. Det fremtidige ventureselskab vil også beskæftige sig med eksempelvis fiskeriforhold. Hvordan hænger det sammen med lovens §2, stk. 2, hvor der står, at der efter denne lov ikke kan ydes støtte til formål, der omfattes af landstingsforordningen om støtte til fiskeri, fangst og landbrug?

9. Skal lovens §4 om definitioner om overnatningsfaciliteter fortsat besvares.

 

Med venlig hilsen

Ole Dorph
formand