12. oktober 2004

EM 2004/25

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indkomstskat.
(Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender)

 

Svarnotat
(Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender)

 

2. behandling

På vegne af Landsstyret skal jeg takke Skatte- og afgiftsudvalget for det store og grundige arbejde, der er udført i forbindelse med behandling af lovforslaget, samt at det er et enigt udvalg, der støtter lovforslaget.

Som forhåndstilkendegivet fremlægger Landsstyret med nærværende et ændringsforslag. Ændringsforslaget medfører, at udvidet behovsvurderet hjælp også skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på samme måde som for trangsvurderet hjælp. Dette fordi den udvidede behovsvurderede hjælp ikke som forudsat supplerer den trangsvurderede hjælp, men træder i stedet for denne.

Landsstyret har bemærket udvalgets opfordring om at udsende en lovbekendtgørelse eller en sammenskrivning af landstingslov om indkomstskat med efterfølgende ændringer efter vedtagelsen af nærværende forslag. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Skattedirektoratet snarest vil foranledige, at der udsendes en ny sammenskrivning af landstingslov om indkomstskat.

Landsstyret kan tilslutte sig udvalgets bemærkninger om behovet for effektivisering af skatteforvaltningen, herunder at Landsstyret ikke vil tøve med at fremsætte forslag om centralisering af hele eller dele af ligningsopgaven, såfremt samarbejder ikke vinder hurtig og almindelig udbredelse. Landsstyret vil senest til forårssamlingen 2006 fremlægge en evaluering om samarbejderne for Skatte- og Afgiftsudvalget med henblik på eventuel efterfølgende fremlæggelse af lovforslag

Med disse bemærkninger skal jeg på Landsstyrets vegne indstille det fremlagte forslag med nærværende ændringsforslag til overgang til 3. behandling for endelig vedtagelse i den herefter foreliggende form.