09-05-2004 

FM04/23

 

BETÆNKNING

 

Afgivet af Landstingets Fiskeri- Fangst og Landbrugsudvalg

 

vedrørende

Forslag til landstingslov om genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere, og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug.

 

Afgivet til lovforslagets 2. behandling

 

 

Landstingets udvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Aqqalukasik Kanuthsen, Inuit Ataqatigiit, formand
Landstingsmedlem Ole Dorph, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Isak Davidsen, Siumut
Landstingsmedlem Finn Karlsen, Atassut
Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet, suppleant

 

Landstingets Fiskeri, - Fangst og Landbrugsudvalg har efter 1. behandlingen under FM2004 gennemgået forslag til landstingslov om genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere, og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug med bemærkninger.

 

Høringssvar

Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af afgivne høringssvar. Udvalget har noteret sig, at Landsstyret i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget har hørt fem eksterne parter. I tre tilfælde fik høringsparten en væsentlig kortere tidsfrist end fire uger. Udvalget finder dette beklageligt.

 

Spørgsmål

Udvalget har til brug for udvalgets behandling af forslaget anmodet Landsstyremedlemmet for Fiskeri- og Fangst om at besvare en række spørgsmål. Kopi af udvalgets spørgsmål og Landsstyremedlemmets besvarelse er vedlagt nærværende betænkning som bilag.

 

Forslagets tekniske udformning.

Udvalget har fra Landstingets Lovtekniske Funktion modtaget en note om uafklarede spørgsmål vedrørende forslag til landstingslov om genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug. Noten er vedlagt nærværende betænkning som bilag.

 

Forslagets indhold.

Landsstyret ønsker med dette lovforslag, at tilvejebringe et regelgrundlag for, at der kan ydes genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug.

Loven har til formål, at disse erhvervsgrupper i kraft af særlige naturgivne eller personlige omstændigheder kan vurderes til, at opfylde lovens kriterier for at modtage en økonomisk kompensation fra Hjemmestyret. Udvalget har noteret sig, at Landsstyret har valgt at udarbejde dette lovforslag i stedet for at frembringe et lovgrundlag, der ville gøre det muligt at støttetildelingen kunne foregå via en fond.

 

Udvalgets indledende bemærkninger til lovforslaget

Vort lands natur kan være barsk og de i lovforslaget anførte erhvervsgrupper er undergivet naturens luner og tilfældigheder. De grundlæggende naturgivne forhold for erhvervene kan medføre tab eller ødelæggelse af erhvervsrelateret udstyr. Eftersom en del af erhvervsudøverne i de primære erhverv har et meget lille økonomisk råderum, kan sygdom, tab eller beskadigelse af redskaber betyde, at personen ikke kan forsætte i erhvervet og derfor kan risikere at ende som en klient i det sociale system.

Udvalget finder det positivt, at Landsstyret med denne landstingslov har taget initiativ til, at skadelidte erhvervsudøvere får mulighed for, at ansøge om støtte i de tilfælde, hvor de rammes af uforudsete hændelser eller uheld. Således at de via en økonomisk håndsrækning kan genindtræde i deres erhverv.

Udvalget opfatter derfor Landsstyrets forslag som en hjælpeforanstaltning, der har til formål række en broderhånd til de personer, der ikke bliver afdækket økonomisk for deres tab enten via forsikringsordninger eller anden offentlig støtte.

Uanset at udvalget ser mange positive og gode hensigter i lovforslaget er det afgørende, at erhvervsudøvere må have i erindring, at det er vigtig selv at løfte et ansvar for egen tilværelse og ejendom ved at tegne en forsikring - når det er muligt. Ordningen bør ikke kunne bruges som en sovepude. Udvalget skal derfor i den anledning opfordre Landsstyret til at overveje at belyse dette vigtige samfundsmæssige spørgsmål.

Det er udvalgets vurdering, at Landsstyret med fordel vil kunne fremme befolkningens forståelse for denne problemstilling, eventuelt ved i samarbejde med Tusagassiivik og forsikringsselskaberne, at igangsætte oplysningskampagner om emnet.

 

Lovens administration

Lovforslaget indeholder mange muligheder for fortolkning. Udvalget vil ikke kommentere disse men blot forholde sig principielt til enkelte bestemmelser.

Lovforslaget indeholder i § 2. en mulighed for, at Landsstyret kan udøve et skøn om, hvorvidt den pågældende ansøgers manglende eller begrænsede forsikringsmuligheder bør udløse en udbetaling af støtte i tilfælde af uheld mv.

I det omfang denne regel indgår i bedømmelsen af ansøgninger kan det være en administrativ fordel for Landsstyret, at formulere interne retningslinier for i hvilke tilfælde, der skal stilles betingelser om forsikringsmulighed, i henhold til forslagets § 2. Derved kan risikoen for, at lighedsgrundsætningen kan blive tilsidesat i det administrative skøn nedbringes.

 

Forslaget administrative og økonomiske konsekvenser

Udvalget finder det meget positivt, at de omkostninger, der er forbundet med forvaltningen af denne lov vurderes til at være begrænsede og at de derfor kan afholdes inden for direktoratets nuværende ramme. Da behandlingen af ansøgninger i medfør denne lov også skal følge sagsbehandlingslovens principper, bør der i fornødent omfang også afsættes de nødvendige juridiske ressourcer til at løfte opgaven.

 

Udvalgets indstilling

Et enigt udvalg tilslutter sig forslaget og finder det glædeligt, at Landsstyret med lovforslaget har taget initiativ til at udarbejde en lov der skal træde i stedet for den særlige hjælpefond. Udvalget er overbevist om, at landstingslovens fleksibilitet ikke vil lægge hindringer i vejen for, at Landsstyret administrer loven uangribeligt. Således at ansøgninger om støtte i medfør af denne lov modtager en ensartet behandling og lighedsgrundsætningen iagttages.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Fiskeri,- Fangst og Landbrugsudvalg overgive forslag til landstingslov om genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere, og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug til 2. behandling.

 

Aqqalukasik Kanuthsen, Inuit Ataqatigiit

Formand

 

 

 

 

Ole Dorph
Siumut
Næstformand

Isak Davidsen
Siumut

 

 

Finn Karlsen
Atassut

Mads Peter Grønvold
Kandidatforbundet