11. marts 2004
FM 2004/23
Almindelige bemærkninger.
Baggrunden for nærværende forslag til landstingslov er, at der på konto 20.11.50. FL 2004 er afsat 3 millioner kroner til det i forslaget skitserede formål. Såfremt nærværende forslag vedtages, skal disse midler overføres til en særlig tilskudskonto.
Tidligere har der eksisteret "Den særlige Hjælpefond" med bestyrelse og vedtægter.
Imidlertid har der fra Landstingets Ombudsmand været udtalt kritik over administrationen af støtten via Den særlige Hjælpefond. Ombudsmanden kritiserede, at Den særlige Hjælpefond, der måtte anses som et almindeligt forvaltningsorgan, alene blev reguleret ved en vedtægt og dertilhørende retningslinjer. Ombudsmanden udtalte derfor, at det fra Grønlands Hjemmestyres side burde overvejes om der burde skaffes et egentlig lovgrundlag for fonden. Der henvises til Landstingets Ombudsmands beretning for 1998 s. 40-45.
Det er ikke med dette forslag Landsstyrets hensigt igen at lave en fond, men at tilvejebringe et regelgrundlag for støtten for delvist at imødegå denne kritik.
I forbindelse med landstingslovudkast har der været stillet spørgsmål til KNAPK, SPS og Kalaallit Forsikring. Disse kommentarer er indarbejdet i landstingslovudkastet.
Landstingslovforslaget og bemærkningerne har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer. De med * markerede har afgivet høringssvar:
*Familiedirektoratet, KNAPK og *SPS.
SPS havde ingen kommentarer. Familiedirektoratet gjorde i deres høringssvar opmærksom på, at den i dette forslags § 1, omtalte hjælp, i et vist omfang er dækket af § 16 i landstingsforordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige. Da førnævnte hjælp er sekundær i forhold til anden hjælp, vil det for fremtiden følge af vejledningen til landstingsforordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige, at der skal søges genetableringsstøtte før hjælp, i medfør af § 16 i landstingsforordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige, kan søges.
Forslagets økonomiske og administrative konsekvenserDer er af Landstinget på finansloven for 2004 afsat 3 millioner kroner til formålet. Det må påregnes, at administrationen af landstingsloven udgør ½ årsværk for en kontorfuldmægtig.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Til § 1
Det forudsættes, at støtten bliver udbetalt under hensyntagen til lovens formål. Målet skal være, at ansøgeren på permanent basis igen kan indtræde i sin hidtidige erhvervsudøvelse og dermed undgå, at ansøgeren bliver modtager af offentlig hjælp o.l.
Det skal være udbetalingen af den netop ansøgte støtte, der bevirker, at ansøgeren kan fortsætte sit erhverv. Landstingsloven er tænkt som en mulighed for at få støtte til et tab, der ikke dækkes eller kan dækkes andre steder.
Med hensyn til definitioner af erhvervsfiskere, erhvervsfanger og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug, henvises det til den til enhver tid gældende legale definition af disse begreber.
Det forudsættes endvidere sammenholdt med lovens formål, at kun fysiske juridiske personer og ikke juridiske personer kan opnå støtte.
Det skal bemærkes, at det forudsættes, at § 1, stk. 1, skal fortolkes forholdsvist strengt efter ordlyden. Andre omstændigheder, der falder under lovens formål skal behandles efter § 1, stk. 2.
Til § 1, stk. 1.
Tingskade er fysisk skade på fast ejendom og løsøre, herunder dyr. Det afgørende for om udstyret er "erhvervsrelateret" er, om det har nær sammenhæng med og er nødvendigt for udførelsen af erhvervet.
Sygdomsbegrebet følger den til ethvert tidspunkt gældende lægelige definition af sygdomsbegrebet. Det afgørende er, at personen er uarbejdsdygtig. Der skal derfor ved ansøgning om støtte medsendes lægeerklæring som dokumentation. Der stilles ikke krav til sygdommens varighed. Hovedområdet er erhvervsrelateret tab under sygdomsforløbet som har gjort, at tilbagevenden til erhvervet er vanskeliggjort på grund af sygdommen. Et eksempel er en sygdomsperiode, hvor der er sket skade på erhvervsrelateret udstyr pga. manglende vedligeholdelse grundet sygdommen.
Til § 1, stk. 2.
Hensigten med denne bestemmelse er, at landstingsloven tillige skal kunne rumme de tilfælde, der efter en ordlydsfortolkning ikke falder under § 1, stk. 1, men hvor der findes en lignende støtteværdig hændelse jfr. lovens formål.
Hovedsigtet med denne bestemmelse er hændelser af mere generel karakter. Disse hændelser kan være klimatiske forandringer som generelle temperaturstigninger medfører e.l. og katastrofer som storm e.l. Endvidere kan det være hændelser, som er mere markedsmæssigt, baseret såsom prisfald på fiskeri -, fangst- og landbrugsprodukter.
Herudover kan hændelser af konkret karakter, der ikke umiddelbart er omfattet af § 1, stk. 1 være omfattet af bestemmelsen, jfr. dog lovens formål.
Anvendelsen af § 1, stk. 2 må have undtagelsens karakter, jfr. "særlige omstændigheder". Opremsningen af begivenheder i § 1, stk. 2, er ikke udtømmende.
Den relevante interesseorganisation skal høres, jfr. § 3, stk. 4.
Til § 2
Tildelingen af støtte skal ske efter et skøn. De omstændigheder, som er nævnt i forslagets § 2, stk. 1 skal tillægges særlig betydning ved tildelingen af støtte.
Til § 2, stk. 1.
Ved "dækket" forstås, at der sker en udbetaling i anledning af hændelsen.
Efter § 2, stk. 1 må det ej heller være muligt at forsikre hændelsen offentligt eller privat.
Støtten må ikke virke konkurrenceforvridende på forsikringsmarkedet, jfr. landstingslov nr. 28 af 30. oktober 1992 om konkurrence. Dette betyder, at genetableringsstøtten ikke reelt må virke som et alternativ til en privat forsikring på det relevante marked for den konkrete forsikringstype.
Hvorvidt noget er muligt at forsikre afhænger af, om det er praktisk muligt at forsikre sig mod tabet igennem privat eller offentlig forsikringsydelse.
Ved "offentlig forsikring" menes der især udbetalinger efter anordning om ikrafttræden af lov om sikring mod følger af arbejdsskade i Grønland og lignende ordninger.
Ved "privat forsikring" menes der forsikringstjenesteydelser fra private forsikringsudbydere og lignende.
Landstingsloven er således sekundær i forhold til anden støtte. Dette gælder dog ikke i forhold til den støtte der ydes til køb af erhvervsredskaber i medfør af den til enhver tid gældende forordning om hjælp til det offentlige.
Hvis ansøger senere modtager støtte til dækning af samme interesse, kan der kræves tilbagebetaling efter § 5.
Tildelingen sker efter et skøn, hvor de i bestemmelsen nævnte kriterier har særlig vægt. Andre hensyn kunne være sociale hensyn jf. dog lovens formål. Et eksempel er en skade, der kunne være dækket af forsikring, men konkret ikke har været mulig for ansøgeren pga. høj forsikringspræmie sammenholdt med lav indkomst. I en sådan situation vil der kunne ydes genetableringsstøtte.
Til § 3
Til § 3, stk. 2.
Landsstyret skal senest ved landstingslovens ikrafttræden udfærdige et ansøgningsskema, som opfylder betingelserne for at lave forsvarlig sagsbehandling på baggrund af denne lovs krav. Der skal i dette ansøgningsskema kræves oplysninger om alle relevante forhold. Endvidere må der stilles betingelser om, at ansøger i form af budgetter e.l. kan sandsynliggøre, at støtten vil opfylde det formål landstingsloven forudsætter. Ansøgningsskemaet kan løbende tilpasses sagsbehandlingen.
Der kan fastsættes en særlig ansøgningsprocedure i de i § 1, stk. 2 omtalte tilfælde.
Det er ikke efter § 5 en gyldighedsbetingelse at borgeren underrettes om tilbagebetalingspligten. Imidlertid følger det af god forvaltningsskik, at der underrettes om, at støtten kan kræves tilbagebetalt. Dette kan gøres i det i § 3, stk. 2 nævnte ansøgningsskema.
Pligten til at oplyse om ændringer jfr. § 5, stk. 2, 2.pkt, bør bekendtgøres overfor ansøger. Dette kan gøres i ansøgningsskemaet.
Til § 3, stk. 3.
Oplysningerne skal være relevante for sagsoplysningen under hensyn til landstingslovens formål. Disse oplysninger kan eksempelvis være dokumentation for bortkomst i form af f.eks. politianmeldelse. Det kan være dokumentation for sygdom i form af lægeerklæring mm. Landsstyret fastsætter disse betingelser.
Til § 3, stk. 4.
Formålet med høring af den relevante interesseorganisation er at opnå en branchebestemt rådgivning i sagsbehandlingen af ansøgninger, hvor forvaltningen måtte have behov herfor. Kan en høring ikke indhentes uden væsentlig ulempe for administrationen, kan der alligevel udbetales støtte. I forslagets § 1, stk. 2 og § 4, stk. 2 omtalte tilfælde skal interesseorganisationen høres. KNAPK er pt. relevante interesseorganisation for erhvervsfiskere og erhvervsfanger. SPS er relevante interesseorganisation for landbrugere. Begge interesseorganisationer har under høringsrunden indvilliget i at deltage i høringen.
I begge tilfælde er høringssvaret fakultativ, dvs. høringssvaret ikke er retlig bindende for administrationen.
Til § 4
Til § 4, stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er, sammenholdt med landstingslovens formål, at udbetale støtte for hændelser, der har afgørende betydning for erhvervsudøvelsen. Derfor er der fastsat et minimumsbeløb for det tab, der kan søges støtte til. Det fastsatte maksimum er indsat for, at støtten kommer så mange borgere som muligt til gode. Pengene udbetales pr. rekvisition.
Til § 4, stk. 2.
Der kan dog i "særlige tilfælde" udbetales større beløb. Disse omstændigheder må have undtagelsens karakter. Et eksempel på særlige tilfælde er forhold omfattet af § 1, stk. 2. Det er op til Landsstyret herudover at fastsætte disse særlige tilfælde. Den relevante interesseorganisation skal høres, jf. § 3, stk. 4.
Til § 4, stk. 3.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en effektiv udnyttelse af den udbetalte støtte under hensyn til lovens formål. Redegørelsen skal således sikre, at støtten bliver brugt efter formålet.
Det skal ved udbetaling præciseres hvilke betingelser der stilles til redegørelsen. Landsstyret fastsætter disse betingelser og frister for indlevering af redegørelser. For at sikre, at rapporteringspligten bliver overholdt, kan Landsstyret således bl.a. bestemme, at der skal ske tilbagebetaling efter § 5, stk. 1, nr. 2, såfremt rapporteringspligten ikke overholdes.
Til § 5
Til § 5, stk. 1.
Efter § 5, stk. 1. nr. 1 kan Landsstyret træffe afgørelse om tilbagebetaling såfremt støtten er modtaget uberettiget. Denne bestemmelse vil kunne anvendes hvis en person ikke overholder rapporteringspligter som er blevet pålagt jr. § 4, stk. 3.