13. maj 2004

FM2004/19

 

BETÆNKNING

 

Afgivet af Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg

 

vedrørende

 

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indkomstskat.
(DIS-registrering for krydstogtssejlads samt særligt fradrag for visse lærlinge)

 

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Kalistat Lund, Siumut, formand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, næstformand
Landstingsmedlem Jensine Berthelsen, Atassut
Landstingsmedlem Per Skaaning, Demokraterne
Landstingsmedlem Ole Thorleifsen, Siumut
Landstingsmedlem Finn Karlsen, Atassut, suppleant

 

Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har efter 1. behandlingen under FM2004 gennemgået ovennævnte forslag med bemærkninger.

 

Høringssvar

Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af de afgivne høringssvar samt af de lovtekniske anbefalinger.

Udvalget konstaterer, at forslaget blev afleveret til høring hos Kanukoka, Økonomidirektoratet, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur samt Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke den 19. februar 2004 med høringsfrist til den 26. februar 2004 kl. 12.00. Udvalget finder det principielt uheldigt, at høringsfristen ikke har været længere, og henstiller til Landsstyret, at der generelt søges at give de høringsberettigede en rimelig svarfrist på fire uger.

Udvalget finder videre, at Landsstyret med fordel kunne have overvejet at høre SIK og KIK.

Udvalget konstaterer endelig, at ingen af de hørte parter har fremført bemærkninger til forslaget, og at de lovtekniske anbefalinger er indarbejdet i forslaget.

 

Forslagets indhold

Nærværende forslag tager sigte på to konkrete problemstillinger.

1. Særligt fradrag for visse lærlinge

Landstingets vedtog på efterårssamlingen 2003 en række af Landsstyret foreslåede ændringer i forordningerne om uddannelsesstøtte og om erhvervsuddannelser samt i AEB-loven. Ændringerne medførte bl.a., at visse lærlinge pr. 1. januar 2004 overgik fra at modtage en kombination af stipendier og elevløn til at modtage elevløn fra arbejdsgiverne under hele deres uddannelsesforløb incl. skoleophold. Overgangen fra stipendier til løn medførte imidlertid, at førnævnte lærlinge ikke længere oppebærer B-indkomst, hvorved deres mulighed for udnytte det skattefrie beløb for B-indkomst på 5.000 kr. årligt, jf. Landstingslov om indkomstskat § 15, er bortfaldet.

Nærværende forslags § 1 nr. 1 har som formål at afhjælpe denne utilsigtede reduktion i lærlingenes indkomst, hvorfor det foreslås, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 for de af § 1 nr. 1 omfattede lærlinge nedsættes til det beløb som den skattepligtige indkomst ville have været opgjort til, såfremt lærlingens løn udbetalt under skoleophold havde været B-indkomst, som det tidligere var gældende.

Denne ændring foreslås kun at have virkning i indkomståret 2004, idet Landsstyret skønner, at den forventede forhøjelse af de skattemæssige fradrag m.m. for 2005, jf. FM2004/18, vil kompensere lærlingene økonomisk for den mistede fradragsmulighed.

Udvalget finder det som udgangspunkt uheldigt, at forslaget reelt har tilbagevirkende kraft, idet forslaget jf. § 2 vil få virkning fra og med 1. januar 2004. Udvalget finder, at hensynet til borgernes retssikkerhed, og herunder ikke mindst borgernes muligheden for at kende loven, som udgangspunkt bør veje meget tungt, i fh.t. de hensyn man fra lovgivers side ønsker fremmet ved lovgivning med tilbagevirkende kraft. Dette gælder i særlig grad på skatteområdet. Da forslagets § 1 er af begunstigende karakter overfor borgerne finder Udvalget imidlertid ikke, at forslagets tilbagevirkende kraft bør vægtes negativt. Udvalget skal dog ikke undlade at henstille, at Landsstyret fremover udviser større rettidig omhu i lovgivningsarbejdet m.h.p. at undgå at tilsvarende forslag fremover vil blive nødvendige.

2. DIS-registrering for krydstogtssejlads

Med nærværende forslags § 1 nr. 2 skabes hjemmel til reelt at undlade beskatningen af lønningerne til besætningerne på grønlandske passagerskibe som sejler i krydstogtssejlads, såfremt fartøjerne er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Den konkrete baggrund for forslaget er udchartringen af Saqqit Ittuk til krydstogtssejlads i Grønland i 2004. Såfremt forslaget ikke vedtages må det forventes, at arrangøren af krydstogtet vil påmønstre skibet en ikke-grønlandsk besætning m.h.p. at reducere udgifterne til hyre.

Der eksisterer i dag, jf. indkomstskattelovens § 34, en tilsvarende ordning for:

1. Fuldt skattepligtige, der har erhvervet lønindkomst på DIS-registrerede fartøjer, der ikke sejler i grønlandsk territorialfarvand.

2. Fuldt skattepligtige, der har erhvervet lønindkomst på DIS-registrerede godsskibe, som sejler i fast rute mellem Grønland og udlandet, herunder Danmark og Færøerne.

3. Fuldt skattepligtige, der har erhvervet lønindkomst ombord på DIS-registrerede godsskibe, med en bruttotonnage på mindst 1.100, som sejler gods i fast rute mellem grønlandske havne fra og til de under pkt. 2 nævnte godsskibe samt tankskibe med en bruttotonnage på 450 eller derover.

Udvalget har i sit arbejde overvejet, hvorvidt andre grønlandske fartøjer med fordel vil kunne omfattes af DIS-ordningen. Særlig interesse har Udvalget tillagt muligheden for at omfatte grønlandske fiskefartøjer af ordningen m.h.p. at sikre beskæftigelsen indenfor fiskeriet.

Udvalget har erfaret, at DIS-ordningen blev etableret i Danmark i 1988 på baggrund af voksende international konkurrence. Danske fartøjer blev i stigende grad udflaget og påmønstret udenlandske besætninger, til skade for hjemlandet, der mistede såvel skatteindtægter som omsætning i land. En medvirkende årsag til udflagningen var mandskabsomkostningerne, der ofte vil være en af de mest betydende driftsomkostninger, som varierer med skibets flag.

Fartøjer optaget i DIS kan, med hjemmel i skattelovgivningen, reelt nøjes med at udbetale nettolønninger, der ikke beskattes, til besætningsmedlemmerne. Dette begrænsede historisk mandskabsomkostningerne i et sådant omfang, at de danske fartøjer atter blev hjemflaget. Ordningen har på denne måde fremmet beskæftigelsen samt sikret statskassen indtægter fra indirekte skatter etc. mod at give afkald på den direkte indkomstskat fra besætnings-medlemmerne. Der har således samlet formentlig været tale om et nettotab i fh.t. perioden forinden skibenes udflagning, hvilket imidlertid har været vurderet som den mindst ringe løsning på problemet.

Fiskerifartøjer kan ikke optages i DIS jf. Lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven) som bekendtgjort ved LBK nr. 273 af 11. april 1997 § 2 i hvilken bl.a. udelukkes fiskerifartøjer og stenfiskerfartøjer. Disse fartøjer har ikke været udflaget og påmønstret udenlandske besætninger i et problematisk omfang, hvorfor statskassen ikke har ønsket at give afkald på den almindelige indkomstskat fra besætningsmedlemmer på disse fartøjer.

Udvalget konstaterede på denne baggrund, at der næppe vil være mulighed for at inddrage grønlandske fiskerifartøjer under DIS-ordningen.

Udvalget skal på denne baggrund opfordre Landsstyret til at undersøge alternative muligheder for at fremme den grønlandske arbejdskrafts fortsatte konkurrenceevne m.h.p. at sikre den fortsatte grønlandske beskæftigelse indenfor fiskeriet.

Udvalget skal i denne forbindelse generelt opfordre til at erhvervsfremme og -subsidiering m.m. i videst mulige omfang sker enten direkte eller via relevant sektorlovgivning, således eksempelvis tilskud gives direkte til tilskudsmodtagerne frem for indirekte via begunstigende ændringer eller særordninger i indkomstskatteloven. Udvalget finder, at man på denne vis fremmer både enkelhed og klarhed i lovgivningen, hvilket i sidste ende er til gavn for borgernes retssikkerhed.

Forslagets provenumæssige virkninger.

Den i § 1 nr. 1 foreslåede nedsættelse af den skattepligtige indkomst for lærlinge forventes at medføre et provenutab for Landskassen på ca. 2 mio. kr. Denne indtægt for Landskassen kan, som tidligere berørt, imidlertid tilskrives et utilsigtet forhold, hvorfor indtægten ikke fremgår af finansloven eller de kommunale budgetter.

Den af § 1 nr. 2 omfattede krydstogtssejlads vil forventeligt ikke blive gennemført med grønlandske besætningsmedlemmer under de gældende bestemmelser, hvorfor den manglende skatteindtægt til Landskassen ikke kan betegnes som et tab.

Det er således Landsstyrets forventning, at forslaget samlet ikke vil få provenumæssige virkninger i fh.t. det budgetterede.

 

Et enigt Udvalg skal om forslaget samlet bemærke:

Udvalget skal indledningsvis udtrykke sin støtte til forslaget.

Det er for Udvalget væsentligt, at studerende og lærlinge sikres gode økonomiske betingelser under deres uddannelse, hvorfor Udvalget finder det glædeligt, at nærværende forslag modvirker en uforsætlig udhuling af lærlingenes økonomiske vilkår.

Udvalget finder det ligeledes glædeligt, at Landsstyret med nærværende forslag søger at forbedre de grønlandske besætningsmedlemmers muligheder for beskæftigelse. Det er Udvalgets forventning, at Landsstyret med den foreslåede ændring af indkomstskattelovens § 34 har sikret sig, at der herefter ikke er skattetekniske eller andre lovmæssige forhold, der forhindrer eller modvirker ansættelsen af grønlandske besætningsmedlemmer på passagerskibe, der sejler krydstogtssejlads i grønlandske farvande.

Udvalget skal opfordre Landsstyret til hurtigst muligt at søge kendskabet til nærværende forslag udbredt til relevante rederier o.a. for hvilke forslaget forventes at fjerne det økonomiske incitament til ikke at anvende grønlandske besætningsmedlemmer.


Et enigt Udvalg indstiller
på denne baggrund forslaget til vedtagelse

Med disse bemærkninger skal Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg overgive forslaget til 2. behandling.

 

Kalistat Lund
Formand

 

 

 

 

Agathe Fontain, næstformand Jensine Berthelsen
 

 

 

 

Per Skaaning Ole Thorleifsen