20. september 2004

EM 2004/27

Forslag til landstingsforordning til ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger.

 

Forelæggelsesnotat.
(Landsstyremedlem for Familie og Sundhed)

 

1. behandling.

Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at der er omdelt en rettet udgave af forslaget inklusive bemærkninger dateret 17. september 2004, til erstatning af tidligere omdelte forslag dateret den 3. august 2004.

Landsstyrets formål med at fremsætte ændringsforslaget er at sikre lejerne, at der sker en regulering af boligsikringen samtidig med huslejeændringer. Landsstyret har endvidere ønsket, at præcisere og forenkle regelgrundlaget.

Forslaget til ændring af forordningen giver mulighed for at regulere boligsikringen i løbet af kalenderåret, hvis huslejen ændres. Dette forbedrer lejernes retsstilling, da det sikrer dem, at hvis huslejen stiger, da vil boligsikringen samtidig blive reguleret i modsætning til nu, hvor boligsikringen kun reguleres med kalenderåret.

Landstingets Ombudsmand har kritiseret de gældende regler, hvor modtagere af boligsikring i forbindelse med den årlige regulering af boligsikringens størrelse skal indsende en ansøgning med oplysninger om husstandens størrelse, sammensætning og indkomstforhold. Kritikken går på, at der er tale om oplysninger, som kommunen allerede formodes at være i besiddelse af.

Indsender man ikke hvert år en ny ansøgning, vil man i dag miste retten til boligsikring. Ændringsforslaget sikrer, at der ikke længere skal ske en fornyet ansøgning ved kommunernes årlige regulering af boligsikringen.

Modtagere af boligsikring er dog stadigvæk forpligtet til at underrette kommunen om ændringer i personlige og økonomiske forhold af betydning for fastsættelse af boligsikringen. Erfaringer fra kommunerne viser, at det er nødvendigt at sikre, at der ikke er sket ændringer i de oplysninger kommunen er i besiddelse.

Forslaget vil betyde en administrativ lettelse for kommunerne, og vil få positive konsekvenser for borgerne, da de ikke længere skal genansøge om boligsikring hvert år, men kun når der sker ændringer i egne forhold.

Den årlige regulering af boligsikringen skal således foretages i kommunerne, udfra oplysninger kommunen allerede er i besiddelse af samt oplysninger om ændringer fra den pågældende lejer.

En konsekvens af de nuværende regler, om at boligsikring følger kalenderåret, er, at boligafdelingerne afleverer årsregnskab samtidig ved kalenderårets afslutning. Boligafdelingerne er ikke tvunget til dette, men gør det ud fra et hensyn til lejerne, der ellers ved en huslejeændring ikke samtidig vil få reguleret boligsikringen. Denne praksis medfører et stort arbejdspres for både A/S Boligselskabet INI og for Grønlands Hjemmestyres og kommunernes revision. Der er således mere end 100 boligafdelinger, der skal aflevere budget og regnskab samme dag, ligesom alle skal have en revisionspåtegning af ekstern revisor. Ændringen vil betyde en administrativ lettelse for boligafdelingerne.

En konsekvens af den foreslåede ændring er, at hvis boligafdelingerne vælger et andet tidspunkt for aflevering af årsregnskabet end kalenderåret, vil en ændring af huslejen medføre at boligsikringen samtidig ændres.

Landsstyret forventer, at udgifterne til boligsikring vil holde sig på det nuværende niveau.

Forslaget har været sendt i høring hos relevante høringsparter, og høringssvarene er indarbejdet i det endelige forordningsforslag.

Med disse bemærkninger vil Landsstyret overlade forslaget til Landstingets velvillig behandling.