17. september 2004 EM 2004/27
Bemærkninger til forordningsforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning:
Landsstyret fremsætter ændringsforslaget på baggrund af henvendelser fra A/S Boligselskabet INI og Landstingets Ombudsmand. Landsstyret ønsker på den baggrund, at præcisere regelgrundlaget og samtidig sikre lejerne, at der sker en regulering af boligsikringen ved huslejeændringer.
2. Forslagets hovedpunkter:Forslaget til ændring af forordningen giver mulighed for at regulere boligsikringen i løbet af regnskabsåret, hvis huslejen ændres. Dette forbedrer lejernes retsstilling, da det sikrer dem, at hvis huslejen stiger, vil boligsikringen samtidig blive reguleret.
Landstingets Ombudsmand har i en meddelelse til Landsstyret påpeget en uklarhed i regelgrundlaget om fortsat ydelse af boligsikring. Ombudsmanden har kritiseret den nuværende praksis, hvor modtagere af boligsikring i forbindelse med den årlige regulering af boligsikringens størrelse skal indsende fornyet ansøgning med oplysninger om husstandens størrelse, sammensætning og indkomstforhold. Retsvirkningen af ikke at indgive fornyet ansøgning er på nuværende tidspunkt, at vedkommende mister retten til boligsikring.
Landstingets Ombudsmand har blandt andet påpeget, at gældende praksis ikke er i overensstemmelse med landstingsforordningens § 9, stk. 2, der udelukkende opererer med en regulering af boligsikringen. Der kan således ikke med hjemmel i en sagsoplysningsregel træffes afgørelse om, at en borger afskæres fra en ydelse, som borgeren har et materielt retskrav på efter loven.
Ombudsmanden gør ligeledes opmærksom på, at der er tale om oplysninger, som kommunen allerede formodes at være i besiddelse af.
Landsstyret deler Ombudsmandens opfattelse, og ønsker at præcisere regelgrundlaget, så det svarer til Ombudsmandens anbefalinger. Forslaget indebærer således, at der ikke længere er tale om, at der skal ske en fornyet ansøgning ved kommunernes årlige regulering af boligsikringen.
Modtagere af boligsikring er dog forpligtet til at underrette kommunen om ændringer i personlige og økonomiske forhold af betydning for fastsættelse af boligsikringen. Erfaringer fra kommunerne viser, at det er nødvendigt at sikre, at der ikke er sket ændringer i de oplysninger kommunen er i besiddelse.
A/S Boligselskabet INI har overfor Familiedirektoratet givet udtryk for det uhensigtsmæssige i, at alle boligafdelinger skal aflevere årsregnskab samtidig, da dette medfører store spidsbelastninger, ikke kun for boligselskabet, men også for Grønlands Hjemmestyres og kommunernes revision. Der er således mere end 100 boligafdelinger, der skal aflevere budget og regnskab samme dag, ligesom alle skal have en revisionspåtegning af ekstern revisor. Ændringen vil betyde en administrativ lettelse for boligforeningerne.
En konsekvens af den foreslåede ændring er, at boligafdelingerne selv kan vælge tidspunktet for aflevering af årsregnskabet.
En boligafdelings regnskabsår vil normalt være på 12 måneder, jf. Hjemmestyrets bekendtgørelse om udlejning af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme. Dette kan dog fraviges, hvis boligafdelingen ændrer regnskabsperiode.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige:Forslaget vil betyde en administrativ lettelse for kommunerne. Landsstyret forventer, at udgifterne til boligsikring vil holde sig på det nuværende niveau.
4. Administrative konsekvenser for borgerne:Forslaget får positive administrative konsekvenser for borgerne, da de ikke længere skal genansøge om boligsikring hvert år, men kun når der sker ændringer i egne forhold.
5. Høring af myndigheder og organisationer:Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
KANUKOKA, SIK, Grønlands Arbejdsgiverforening, A/S Boligselskabet INI, Landstingets Ombudsmand, ISI, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked, Skattedirektoratet og Økonomidirektoratet.
Landsstyret har på baggrund af ovennævnte høringssvar ændret § 9, stk. 1, 2. pkt., således at det nu fremgår, at for en lejebolig tilknyttet en boligafdeling, følger boligsikringsåret boligafdelingens regnskabsår. Er en lejebolig ikke tilknyttet en boligafdeling, følger boligsikringsåret kalenderåret.
Landsstyret har endvidere ændret forslagets § 9, stk. 2, således at modtagere af boligsikring har pligt til at underrette kommunen, når der sker ændringer i personlige og økonomiske forhold af betydning for fastsættelse af boligsikringen.
Høringssvarene har i øvrigt ikke givet anledning til ændringer af forslaget.
Bemærkninger til forordningsforslagets enkelte bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1
Konsekvensen af forslaget er, at modtagere af boligsikring sikres, at boligsikringen følger huslejeændringer. Med de nye regler skal boligsikringen reguleres ved huslejeændringer og ikke blot ved udgangen af boligsikringsåret.
Samtidig får de enkelte boligafdelinger mulighed for at ændre tidspunktet for aflevering af årsregnskab. På nuværende tidspunkt er alle boligafdelinger forpligtet til at aflevere deres årsregnskab ved årsskiftet.
Landsstyret har endvidere ønsket at imødekomme kritikken fra Landstingets Ombudsmand, og ønsket at ændre reglerne, så de følger Ombudsmandens anbefalinger. Der henvises til forslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget indebærer, at der ikke længere er tale om, at der skal ske fornyet ansøgning ved kommunernes årlige regulering af boligsikringen. Modtagere af boligsikring er dog forpligtet til at underrette kommunen om ændringer i husleje, personlige og økonomiske forhold af betydning for fastsættelse af boligsikringen. Det vil eksempelvis være oplysninger om husstandens størrelse, sammensætning og indkomstforhold.
Konsekvensen af ikke at indsende ovenstående oplysninger er, at kommunen kan foretage en skønsmæssig fastsættelse af de nødvendige oplysninger. Såfremt manglende angivelse af disse oplysninger har medført, at en person har fået udbetalt for meget i boligsikring, kan kommunen efter § 12 i landstingsforordningen om boligsikring i lejeboliger træffe beslutning om tilbagebetaling af boligsikring
Den enkelte lejer er selv ansvarlig for at gøre sig bekendt med boligafdelingens regnskabsår. Det følger blandt andet af bekendtgørelse om udlejning af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme, at lejer skal tilsendes et eksemplar af årsregnskabet.
Til § 2
Det foreslås, at ændringerne træder i kraft den 1. januar 2005.