1. september 2004

EM 2004/31

Forslag til Landstingsforordning nr. xx af xx 2004 om ændring af Landstingsforordning nr. 15 af 6. november 1997 om sundhedsvæsenets ydelser m.v.
(Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed)

 

Forelæggelsesnotat

 

1. behandling

 

Med ændringsforslaget til Landstingsforordning om sundhedsvæsenets ydelser ønsker Landsstyret, at der gives hjemmel til, at Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for sundhedspleje til børn og unge.

I de nuværende regler om sundhedspleje, som fremgår af § 11 og § 12 i landstingsforordning om sundhedsvæsenets ydelser, er der i store træk kun fastsat, at sundhedsplejen til børn og unge skal omfatte almen sundhedsvejledning, observation af barnets sundhedstilstand og særlig vejledning og bistand til forældrene.

Landsstyret ønsker, at der gives mulighed for at fastsætte uddybende regler for sundhedsplejen, således at det kan reguleres hvad den skal omfatte og hvordan den skal organiseres for at leve op til de internationale forpligtelser som Grønland har.

Jeg anmoder derfor på Landsstyrets vegne Landstinget om velvillig behandling af ændringsforslaget.