17. september 2004

EM 2004/28

 

Forslag til landstingsforordning til ændring af landstingsforordning om takstmæssig hjælp.

 

Forelæggelsesnotat.
(Landsstyremedlem for Familie og Sundhed)

 

1. behandling.

Landsstyrets ændringsforslag er en del af en skattereform, og er en konsekvensændring, som følge af at man gør takstmæssig hjælp skattepligtig. Samtidig understøttes det, at modtagere af takstmæssig hjælp, på lige fod med andre lønmodtagere, bidrager til samfundet via betaling af skat.

Forslaget betyder, at takstmæssig hjælp kommer til at udgøre 90 % af mindstelønnen for en ikke-faglært lønmodtager efter overenskomsten mellem S.I.K. og Landsstyret i stedet for de nuværende 55 % af mindstelønnen. Modtagere af takstmæssig hjælp vil efter den foreslåede forhøjelse få udbetalt omtrent det samme rådighedsbeløb som tidligere, idet der samtidig indføres en beskatningshjemmel i indkomstskatteloven således, at ydelsen gøres skattepligtig.

Allerede i dag indgår sociale ydelser i form af alders- og førtidspensionister, revaliderings- og orlovsydelser samt uddannelsesstøtte i den skattepligtige indkomst. Landsstyret finder det derfor naturligt, at takstmæssig hjælp, som en lønmodtager modtager som erstatning for mistet lønindtægt ved eksempelvis arbejdsløshed og sygdom, på samme måde indgår i den skattepligtige indkomst.

Det er sideløbende målsætningen med omlægningen af den takstmæssige hjælp at forbedre fordelingspolitikken, fjerne samspilsproblemer mellem sociale sikringsydelser og øge incitamentet til at tage arbejde.

I bloktilskudsaftalen mellem Hjemmestyret og kommunerne for budgetåret 2005 er det nærmere beskrevet, hvorledes Landsstyret forventer at holde beskatningen af den takstmæssige hjælp budgetneutral for kommunekasserne.

Bruttoficeringen medfører, at den skattepligtige indkomst for de enkelte modtagere af takstmæssig hjælp forhøjes. Dette vil få betydning for de ydelser, der beregnes på baggrund af den skattepligtige indkomst. Landsstyret har som del af arbejdet med skatte- og afgiftsreformen nedsat en analysegruppe, der er ved at foretage en analyse og vurdering af de indkomstafhængige overførselsindkomster eksempelvis børnetilskud og boligsikring, således at det sikres, at de i forvejen svage grupper af befolkningen ikke rammes utilsigtet.

Forslaget har været sendt i høring hos relevante høringsparter, og høringssvarene er indarbejdet i det endelige forordningsforslag.

Med disse bemærkninger vil Landsstyret overlade forslaget til Landstingets velvillig behandling.