3. august 2004

EM 2004/33

Forslag til landstingsforordning om post.
(Landsstyremedlemmet for Boliger, Infrastruktur og Miljø)

 

Forelæggelsesnotat.

 

1. behandling.

 

På Landsstyrets vegne fremsætter jeg hermed forslag til landstingsforordning om post.

POST Greenland er et forretningsområde under TELE Greenland, og driver postvirksomhed i Grønland i henhold til Landstingsforordning om Grønlands Postvæsen. I 1997 blev Grønlands Postvæsen overdraget fra KNI Pilersuisoq til TELE Greenland. I den forbindelse blev lovgivningen for postvirksomhed ikke revideret, men der har gennem længere tid været behov for en modernisering af lovgivningen.

Jeg vil ikke gennemgå alle paragraffer i forslaget, men vil især henlede opmærksomheden på enkelte bestemmelser.

Især § 21 i den gældende forordning. Bestemmelsen giver TELE Greenland kompetencen til at pålægge transportører, som Air Greenland eller Arctic Umiaq Line, at medtage post. Endvidere giver bestemmelsen TELE Greenland kompetencen til at fastsætte vilkårene for denne befordring. Bestemmelsen medfører en fordel i POST Greenlands forhandlingssituation, og har da også givet anledning til tvister mellem parterne.

Med nærværende forslag præciser Landsstyret, at der i første omgang skal søges at opnå frivillige aftaler. I de tilfælde, hvor parterne ikke kan nå til enighed, kan Landsstyret pålægge transportørerne at medtage posten og fastsætte vilkårene herfor.

Med forslaget forslås også indsat en bestemmelse om opstilling af brevkasser for at gøre det praktisk muligt for POST Greenland at aflevere posten dér, hvor der finder omdeling sted.

Med forslaget bibeholdes det princip, at Landsstyret skal godkende taksten til Danmark og Færøerne. Dette gøres fordi langt hovedparten af den post der sendes fra Grønland har adressat indenfor Rigsfællesskabet.

Forslaget bringer endvidere erstatningsreglerne i overensstemmelse med reglerne i Verdenspost- konventionen, som er en global aftale, der letter afviklingen af forsendelse over landegrænser. Desuden præciseres erstatningsforpligtelsen for de enkelte forsendelser.

Med disse bemærkninger overlader jeg forslag til landstingsforordning om post til Landstingets velvillige behandling.