12. oktober 2004 EM 2004/39
Forslag til landstingsforordning om uddannelsesstøtte.
(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke)
Svarnotat
2. behandling
Efter landstingsforordningsforslagets 1. behandling i Landstinget har Landstingets Kultur-, Uddannelses- og Kirkeudvalg afgivet en betænkning.
I betænkningen har udvalget, efter indstilling fra Landstingets Lovtekniske Funktion, anbefalet, at datoen 1. august 1996 ændres til 1. august 2005. Årsagen til forslaget om ændring er, at datoen 1. august 1996 ville få den utilsigtede konsekvens at renteberegningsreglerne i § 21 og § 22 formelt ville få tilbagevirkende kraft i 8½ år for al studiegæld, der er omfattet af § 36. Landsstyret har fulgt anbefalingen, og derfor fremsat et ændringsforslag til forslaget.
Landsstyret har med tilfredshed bemærket sig, at udvalget indstiller forslaget til vedtagelse i den form forslaget har, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med det lovtekniske notats anbefalinger.
Landsstyret har bemærket sig, at et mindretal i udvalget, bestående af Demokraterne, har fremsat mindretalsudtalelser vedrørende tilbagebetaling af uddannelsesstøtte og niveaudeling af studiestøtten til de uddannelsessøgende i Danmark. Landsstyret kan ikke tilslutte sig denne mindretalsudtalelse.
Landsstyret skal herefter indstille forordningsforslaget til vedtagelse i den ved ændringsforslaget nu foreliggende form.