Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 8. december 2004 om krisecentre

I medfør af § 4, stk. 1, og § 6, stk. 2 i landstingsforordning nr. 6 af 28. april 1988 om institutioner med særlige formål for voksne, som ændret ved landstingsforordning nr. 5 af 11. maj 1993, fastsættes:

 

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter krisecentre, hvorved forstås et midlertidigt bosted for kvinder eller mænd, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.
Stk. 2. Kvinder og mænd kan være ledsaget af børn og modtager under opholdet rådgivning, omsorg og anden form for hjælp. Ophold på et krisecenter kan ske anonymt.

§ 2. Krisecentrets vedtægter skal indeholde bestemmelser om:
1) Krisecentrets formål.
2) Krisecentrets organisationsform og beslutningskompetence.
3) Hvordan krisecentrets økonomi administreres.
4) Procedure for vedtægtsændringer.
5) Hvordan krisecentrets midler skal anvendes, såfremt det nedlægges.
Stk. 2. Krisecentrets vedtægter skal godkendes af landsstyreområdet for Familier.

§ 3. Krisecentret skal udarbejde en årsberetning, der indeholder følgende:
1) Beretning om årets gang.
2) Aktivitetstal og statistiske oversigter.
3) Årets budget og forbrug.
4) Målsætning og handlingsplan for næste års aktiviteter.
Stk. 2. Årsberetningen skal indsendes til Familiedirektoratet inden den 1. marts det følgende år.

 

Indretningskrav

§ 4. Krisecentret skal indrettes således, at beboerne og deres eventuelle børn så vidt muligt har eget værelse.
Stk. 2. Der skal være adgang til bad, toilet, køkken samt opholdsrum.

§ 5. Krisecentret skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det til enhver tid kan godkendes af bygnings- og brandmyndighederne, samt arbejdstilsynet.

 

Godkendelse

§ 6. Krisecentre skal godkendes af landsstyreområdet for Familier.
Stk. 2. Krisecentret indgår en driftsoverenskomst med kommunen, der som minimum skal indeholde bestemmelser om:
1) Den overordnede målsætning for krisecentrets arbejde.
2) Antallet af pladser i krisecentret og de fysiske rammer.
3) En beskrivelse af de ydelser og tilbud, der tilbydes på krisecentret.
4) Procedurer for hvorledes, borgeren kan henvende sig på krisecentret og hvem, der kan få ophold på krisecentret.
5) Kommunens adgang og pligt til at føre tilsyn og omfanget heraf.
6) Personalepolitik.
7) Åbningstider.
Stk. 3. Kommunen indsender driftsoverenskomsten med indstilling om godkendelse af krisecentret til Familiedirektoratet.
Stk. 4. Kommunen skal udarbejde en årlig tilsynsrapport, som indsendes til Familiedirektoratet inden den 1. marts.

 

Driftstilskud

§ 7. Krisecentre, der har indgået driftsoverenskomst med den kommune, hvori de er beliggende, kan ansøge om driftstilskud fra Landskassen. Ansøgninger om driftstilskud indsendes til Familiedirektoratet, jf. § 8.
Stk. 2. Landskassen kan kun yde tilskud til dækning af driftsudgifter.
Stk. 3. Driftsudgifter omfatter:
1) Udgifter til lønninger.
2) Udgifter til husleje, varme, el, vand, renovation og almindelig vedligeholdelse af bygninger.
3) Udgifter til anskaffelse af inventar.
4) Udgifter til kontorhold (telefonabonnement, porto, papir og lign.).
5) Udgifter vedrørende akut hjælp til brugerne.
6) Udgifter i forbindelse med oplæring og efteruddannelse af krisecentrets frivillige og lønnede medarbejdere.

§ 8. Ansøgning om driftstilskud skal indeholde:
1) Driftsbudget for bevillingsåret godkendt af kommunalbestyrelsen.
2) Årsberetning, jf. § 3.
3) Seneste reviderede og godkendte årsregnskab, som opfylder betingelserne i stk. 2, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Årsregnskabet skal være revideret af en registreret eller en statsautoriseret revisor og være forsynet med en påtegning uden anmærkninger.
Stk. 3. Ansøgning modtaget i Familiedirektoratet inden den 1. marts indgår i den primære udlodning af tilskud. Ansøgning modtaget i Familiedirektoratet efter den 1. marts behandles i rækkefølge og tilskud udloddes i det omfang, der bevillingsmæssigt er dækning herfor.
Stk. 4. Nyoprettede krisecentre er fritaget fra kravet om at indsende regnskab.

§ 9. Driftstilskud bevilges for et kalenderår. Det bevilgede tilskud deles i to lige store portioner, hvor den første del udbetales inden den 1. maj, og den anden portion udbetales umiddelbart efter modtagelsen af regnskab for året forud for bevillingsperioden. Regnskabet skal være revideret af registreret eller statsautoriseret revisor og revisionspåtegningen skal være uden anmærkning.
Stk. 2. Landskassens driftstilskud fastsættes på baggrund af krisecentrets årsberetning og et af kommunalbestyrelsen godkendt driftsbudget for det enkelte krisecenter.
Stk. 3. Landskassens driftstilskud kan maksimalt udgøre 50 % af krisecentrets driftsudgifter, jf. de i § 7, stk. 3 nævnte udgifter.

§ 10. Hver enkelt krisecenter skal indsende et årsregnskab for bevillingsperioden. Årsregnskabet indsendes til Familiedirektoratet senest den 1. maj det efterfølgende kalenderår, jf. stk. 2.
Stk. 2. Årsregnskabet skal være revideret af en registreret eller statsautoriseret revisor, og revisionspåtegningen skal være uden anmærkninger.

 

Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2004.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 32 af 30. november 1992 om krisecentre.




Grønlands Hjemmestyre, den 8. december 2004.




Asii Chemnitz Narup

/

Bo Gatzwiller