Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 11 af 20. august 2004 om miljøgodkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
I medfør af § 7, § 16, stk. 2 og stk. 3 og kapitel 5, § 46 og § 47 i landstingsforordning nr. 12 af 22. december 1988 om beskyttelse af miljøet, som senest ændret ved landstingsforordning nr. 1 af 21. maj 2004 fastsættes:
Kapitel 1
Definitioner§ 1. En emissionsgrænseværdi er en grænseværdi for udledningen af et givet stof, som ikke må overskrides. Grænseværdien kan angives som en koncentration (f.eks. mg/m3) eller som total udledt stofmængde pr. tidsenhed (f.eks. g/s eller kg/time).
Stk. 2. En immissionsgrænseværdi er en grænseværdi for et givet stof i omgivelserne. Grænseværdien angives som en koncentration (f.eks. mg/m3) for de enkelte stoffer.
Kapitel 2
Område§ 2. Denne bekendtgørelse fastsætter regler om miljøgodkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Bekendtgørelsen skal anvendes i sammenhæng med kapitel 4, 9, 10 og 11 i landstingsforordningen om beskyttelse af miljøet.
Stk. 2. Særligt forurenende virksomheder m.v. er de virksomheder, anlæg og indretninger, der er optaget på listen i bilag 1.
Kapitel 3
Godkendelse§ 3. Særligt forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i § 2, stk. 2, nævnte liste, må ikke anlægges eller påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt.
§ 4. Bestående virksomheder, anlæg eller indretninger af de kategorier, der er optaget på den i § 2, stk. 2, nævnte liste, kan ansøge om godkendelse efter reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 5. De i §§ 3 og 4 nævnte virksomheder, anlæg eller indretninger må ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.
§ 6. Direktoratet for Miljø og Natur kan, såfremt der skønnes at være særligt behov for en undersøgelse af forureningsforholdene, påbyde, at der for bestemte virksomheder, anlæg eller indretninger, uanset om sådanne er optaget på den i § 2, stk. 2, nævnte liste eller ej, inden en nærmere angiven frist skal ansøges om godkendelse som nævnt i § 3.
Kapitel 4
Ansøgning om godkendelse§ 7. Ansøgning om godkendelse i henhold til §§ 3-6 skal være skriftlig og skal ledsages af de i bilag 2 angivne oplysninger. Såfremt oplysningerne ikke er relevante for den pågældende virksomhed m.v., bør dette angives i ansøgningen.
§ 8. Ansøgning om godkendelse indgives til Direktoratet for Miljø og Natur.
Kapitel 5
Afgørelse om godkendelse§ 9. Der kan ikke meddeles godkendelse, såfremt virksomheden, anlægget m.v. ikke er anlagt i overensstemmelse med kommune- og eventuel områdeplan for det pågældende område.
§ 10. Direktoratet for Miljø og Natur kan meddele godkendelse, såfremt det findes godtgjort, at virksomheden har truffet tilstrækkelige foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening samt tilrettelagt virksomhedens drifts på en sådan måde, at den i mindst muligt omfang giver anledning til forurening og gener i omgivelserne.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om virksomheden har truffet foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen, skal der tages hensyn til den teknologiske udvikling, idet der lægges vægt på, at:
1) risikoen for, at driften medfører gener i omgivelserne er mindsket bedst muligt,
2) mulighederne for at begrænse energi- og råvareforbruget er udnyttet,
3) mulighederne for at substituere særligt skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet,
4) mulighederne for at optimere produktionsprocesserne er udnyttet, f.eks. ved benyttelse af lukkede systemer, og
5) affaldsfrembringelse undgås, og hvor dette ikke kan lade sig gøre, at mulighederne for genanvendelse og recirkulation er søgt udnyttet.§ 11. Godkendelsen skal indeholde en miljøteknisk beskrivelse og vurdering af det ansøgte projekt.
Stk. 2. Den miljøtekniske beskrivelse skal indeholde angivelse af de omstændigheder, der er lagt til grund for godkendelsen, herunder placeringen af virksomheden, forureningens art og omfang og de foranstaltninger, som virksomheden har oplyst at ville udføre til imødegåelse af forurening.
Stk. 3. Den miljøtekniske vurdering skal indeholde en redegørelse for, at forudsætningerne, jf. § 11, for at meddele godkendelse er opfyldt.
Stk. 4. I godkendelsen skal anføres de fastsatte vilkår med hensyn til virksomhedens etablering og drift. I vilkårene kan der fastsættes:
1) Emissionsgrænseværdier, maksimal luftmængde og afkasthøjde for hvert afkast, hvor der udledes forurenende stoffer til luften.
2) Emissions- og immissionsgrænseværdier samt maksimal spildevandsmængde for hvert afløb, hvor der udledes forurenende stoffer til fjorde og havet, samt ved udledning af kølevand grænser for den overtemperatur, som det udledte kølevand højst må have i forhold til recipientens naturlige temperatur.
3) Støjgrænser.
4) Krav til egenkontrol, som virksomheden skal foretage, herunder angivelse af måle- og beregningsmetode, målingernes hyppighed, metode til at vurdere om grænseværdierne er overholdt, tidspunkterne for indberetning af resultaterne af egenkontrollen, samt om prøveudtagning og analyse kan udføres af virksomheden selv eller skal udføres af et akkrediteret laboratorium.
5) Krav til beskyttelse af jord, terræn, grundvand, vandløb, søer, is og hav.
6) Krav til håndtering og opbevaring af affald på virksomheden.
7) Krav til begrænsning af lugtgener.
8) Krav om hvordan virksomheden skal forholde sig i unormale driftssituationer.
9) Andre krav til virksomhedens indretning og drift, der er nødvendige for at sikre, at virksomheden ikke påfører omgivelserne væsentlig forurening, herunder ved uheld.
10) Krav om, at der ved ophør af driften skal træffes de nødvendige foranstaltninger for at undgå forureningsfare fra den ophørte virksomhed.
Stk. 5. De i stk. 4, nr. 1 og 2, nævnte emissionsgrænseværdier fastsættes for det punkt, hvor emissionerne udledes fra anlægget, og inden eventuel fortynding. Emissionsgrænseværdierne kan suppleres eller erstattes med andre parametre. Emissionsgrænseværdierne og de andre parametre kan fastsættes på grundlag af den bedste tilgængelige teknik, uden at der dog foreskrives anvendelse af en bestemt teknik eller teknologi.
Stk. 6. Meddelte vilkår i godkendelse er bindende.
Stk. 7. Godkendelsen kan gøres betinget af rapporteringspligt til Direktoratet for Miljø og Natur fra virksomhedens side, ligesom der kan fastsættes vilkår om virksomhedens udførelse af eller betaling for løbende miljøundersøgelser.§ 12. En godkendelse kan tidsbegrænses.
Stk. 2. Såfremt en godkendelse tidsbegrænses, kan dette gælde både godkendelsen som helhed og enkelte dele af godkendelsen.
Stk. 3. Ved anvendelse af tidsbegrænsning skal godkendelsen:
1) oplyse tidspunktet for udløbet af godkendelsen,
2) oplyse den gældende retsbeskyttelsesperiode, og
3) indeholde en særskilt begrundelse for tidsbegrænsningen.§ 13. Såfremt bygge- eller anlægsarbejder skal udføres, kan godkendelsen normalt ikke udnyttes inden klagefristens udløb.
§ 14. Direktoratet for Miljø og Natur kan bestemme, at godkendelse ikke er nødvendig for en bestemt virksomhed tilhørende en i bilag 1 *-mærket virksomhedskategori, såfremt virksomheden anlægges i overensstemmelse med en gyldig kommune- og eventuel områdeplan for det pågældende område, der er udlagt til denne art erhvervsvirksomhed.
§ 15. En godkendelse skal indeholde bestemmelse om, at den bortfalder, såfremt den ikke er udnyttet inden udløbet af en nærmere fastsat frist. Fristen må ikke overstige 2 år fra godkendelsens meddelelse.
§ 16. Afgørelse om godkendelse i henhold til §§ 3-6 træffes af Direktoratet for Miljø og Natur efter forudgående høring af kommunalbestyrelsen.
§ 17. Embedslægeinstitutionen skal høres i sager vedrørende godkendelser i henhold til denne bekendtgørelse.
§ 18. Ved meddelelse af godkendelse efter denne bekendtgørelse skal godkendelsen offentliggøres i landsdækkende blade samt på en for det pågældende sted normalt anvendt fremgangsmåde.
§ 19. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, jf. § 12, kan Direktoratet for Miljø og Natur ændre vilkårene herfor med en ny godkendelse, når det er miljømæssigt begrundet, eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller mindre forurenende produktionsmetoder.
Kapitel 6
Påbud og forbud§ 20. Overtrædes vilkårene for en godkendelse, jf. § 11, stk. 4, således at virksomheden, anlægget eller indretningen medfører forurening, der af Direktoratet for Miljø og Natur skønnes væsentlig, eller som overskrider det ved godkendelsen fastsatte, kan Direktoratet for Miljø og Natur påbyde iværksættelse af afhjælpende foranstaltninger.
§ 21. Kan forureningen ikke afhjælpes, eller overtrædes påbud i medfør af § 20, kan Direktoratet for Miljø og Natur nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden, anlægget eller indretningen fjernet.
§ 22. Medfører en forurening overhængende fare for sundheden, kan foreløbigt forbud mod fortsat drift umiddelbart nedlægges af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart herefter underrette Direktoratet for Miljø og Natur herom, hvorefter Direktoratet for Miljø og Natur tager stilling til forbudet.
§ 23. I den periode, godkendelsen er gældende, jf. § 12, kan der kun meddeles påbud eller forbud efter §§ 20 og 21, såfremt:
1) vilkårene for en godkendelse overtrædes,
2) der er fremkommet nye, væsentlige oplysninger om forureningens skadelige virkning,
3) forureningen medfører væsentlige miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse, eller
4) forureningen i øvrigt går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen.
Kapitel 7
Klage- og sanktionsbestemmelser§ 24. Alle afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kapitel 10 i landstingsforordningen om beskyttelse af miljøet.
§ 25. Bøde kan idømmes den, der:
1) Anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter § 3 eller § 5.
2) Undlader at indhente godkendelse efter § 7.
3) Overtræder påbud, forbud eller vilkår givet i henhold til § 11, stk. 4 eller §§ 20-22.
4) Udnytter en godkendelse inden klagefristens udløb i strid med § 13.
Stk. 2. Begås overtrædelserne af et aktie- eller anpartselskab, andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant idømmes bøde. Begås overtrædelserne af Hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der idømmes Hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bøde.
Kapitel 8
Ikrafttræden§ 26. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. september 2004.
Grønlands Hjemmestyre, den 20. august 2004
Jens Napãtôk
/
Marianne Jensen