21. november 2003 EM 2003/160
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingslov om Videnscenter for børn og unge
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Enos Lyberth, Siumut, formand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, næstformand
Landstingsmedlem Doris Jakobsen, Siumut
Landstingsmedlem Jensine Berthelsen, Atassut
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, Demokraterne
Landstingsmedlem Marie Fleischer, Demokraterne, suppleant
Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg har efter 1. behandlingen under EM 2003 gennemgået forslaget og har følgende bemærkninger.
Høringssvar
Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af afgivne høringssvar. Udvalget konstaterer, at følgende er blevet opfordret til at afgive høringssvar: Hjemmestyrets centraladministration, Grønlands Statistik, Ilisimatusarfik, Landsbiblioteket / Groenlandica, KANUKOKA, SIK, IMAK, AK, HST, Den grønlandske arbejdsgiverforening, KNAPK, Tulararfik, Sorlak, PIP (Pædagogernes Landsforening), PPK (Sundhedskartellet), Arnat Peqatigiit Kattufiat og Krisecentersammenslutningen.Udvalgets bemærkninger
Videnscenter om børn og unge blev igangsat som et projekt i 2001. Formålet med videnscenteret er at indsamle og systematisere viden om børn og unges vilkår i Grønland med udgangspunkt i barnet, f.eks. barnets familiemæssige, sociale, sundheds-, skole- og boligmæssige forhold.Udvalget mener, at der er brug for adgang til viden om børn og unges vilkår, således at man i det fremadrettede arbejde har bedre mulighed for at planlægge og handle på baggrund af viden. Udvalget er således yderst tilfreds med, at Landstinget og Landsstyret med dette forslag vil have et vigtigt redskab til at kunne planlægge og træffe politiske beslutninger på børne- og ungeområdet fremover. Med Videnscenter om børn og unge er der etableret en vigtig institution, som giver både politikere, forskere, studerende, fagfolk og andre interesserede mulighed for at indhente oplysninger om børn og unges levevilkår.
Årsberetningen
Videnscenter om børn og unge skal ifølge § 2, stk. 3, aflægge en årsberetning til Landsstyret om det forløbne års arbejde. Videnscenterets årsberetning afgives inden den 1. april i det efterfølgende år, således at eventuelle økonomiske konsekvenser vil kunne indarbejdes i forberedelserne til forslag til finanslov for det kommende år.
Udvalget lægger vægt på, at Landsstyret sikrer, at der i årsberetningen om videnscenteret bliver vedlagt en status af den økonomiske drift, da centeret har mulighed for at søge ekstern finansiering af aktiviteter og drive virksomhed, der vil medføre indtægter og udgifter, som ikke nødvendigvis behøver fremgå af finansloven.
Antal bestyrelsesmedlemmer
Landsstyret foreslår, at Videnscenter om børn og unge ledes af en bestyrelse, som udpeges af Landsstyret efter indstilling fra relevante instanser, og at Landsstyret har mulighed for at supplere bestyrelsen med personer, der har særlig fagkundskab om børn og unges vilkår i Grønland. Bestyrelsen skal sikre en bred og tværfaglig indsats samt udgøre et netværk omkring videnscenteret.
I lovforslagets § 3, stk. 2, er det foreslået, at bestyrelsen skal bestå af 7 - 10 medlemmer. Det er udvalgets holdning, at en bestyrelse bestående af op til 7 medlemmer er tilstrækkelig, idet udvalget mener, at når en bestyrelse er for bredt sammensat, bliver udgifter til rejser og dagpenge for store. En bestyrelse bestående af op til 7 medlemmer vil hænge bedre sammen med de rammer, som bestyrelsen vil få bevilget at arbejde under.
Med hensyn til sammensætningen af bestyrelsesmedlemmerne mener udvalget, at også KANUKOKA bør indstille et bestyrelsesmedlem, idet udvalget vurderer, at KANUKOKA er i besiddelse af en særlig indsigt vedrørende børn og unges forhold, som kan være af stor værdi for videnscenteret. Dette vil også kunne medvirke til at fremme kommunernes kendskab til videnscenterets arbejde og fremme anvendelsen heraf som beslutningsgrundlag i kommunernes administration. Udvalget har i øvrigt bemærket, at også Grønlands Arbejdsgiverforening i sit høringssvar har fremsat forslag herom.
Til gengæld finder udvalget, at kun 3 medlemmer bør udpeges af Landsstyret (det vil sige af henholdsvis det Landsstyremedlem, som har daginstitutioner og folkeskolen under sit ansvarsområde, det Landsstyremedlem, som har sundhed og forebyggelse under sit ansvarsområde samt det Landsstyremedlem, som har sociale anliggender under sit ansvarsområde).
Udvalgets formand bør udpeges af Landsstyret blandt samtlige indstillede.
Endelig opfordrer udvalget Landsstyret til at overveje at give Sorlaq og Idrætsforbundet indstillingsret i stedet for Grønlands Landsbibliotek, da også disse organisationer må vurderes at have en værdifuld indsigt vedrørende børn og unges vilkår.
Samarbejde med andre forskningsrelaterede institutioner i Norden
Udvalget vil opfordre til, at Videnscenter om børn og unge samarbejder med andre forskningsrelaterede institutioner i Norden, f.eks. Socialforskningsinstituttet i Danmark. Gennem samarbejde med andre institutioner i Norden vil viden om børn og unges levevilkår i Grønland kunne sammenholdes med international viden og erfaringer på området. Hvis videnscenterets virksomhed omfatter internationale undersøgelser om effekter af sociale programmer, kan dette medvirke til at forbedre vidensgrundlaget om effekter af foranstaltninger på børne- og ungeområdet.
Udvalgets indstilling af forslaget
Et enigt udvalg indstiller på denne baggrund forslaget til Landstingets vedtagelse i den form forslaget har, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med ovenstående anbefalinger fra udvalget.Med disse bemærkninger skal Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Enos Lyberth, formand Agathe Fontain, næstformand
Doris Jakobsen
Jensine Berthelsen
Astrid Fleischer Rex