30. november 2003

EM 2003 / 139

 

BETÆNKNING


Afgivet af Landstingets Formandskab

vedrørende


Forslag til landstingslov om vederlag og pension m.v. til medlemmer af Landsting og Landsstyre m.v.


Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Formandskab har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, (S),
Landstingsmedlem Augusta Salling, 1. nfm. (A)
Landstingsmedlem Aqqaluk Lynge, 2. nfm. (IA)
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, 3. nfm. (S)
Landstingsmedlem Per Berthelsen, 4. nfm. (D)

 

Forslagets indhold.
Forslaget omhandler Landstingsmedlemmer og Landsstyremedlemmers forhold vedrørende vederlag, pension, omkostningstillæg, boligforhold, rejseudgifter og familieledsagelse til Landstingets samlinger.

 

Forslagets behandling.
I sin behandling af forslaget til en ny vederlagslov har Formandskabet noteret, at partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut under forslagets 1. behandling har været enige om;

 

- at landstingsarbejdet under hensyn til de seneste års udvikling er at betragte som et fuldtids hverv, der skal vederlægges som sådant,

- at landstingsarbejdet må vederlægges på et niveau, der ikke gør hvervet økonomisk mindre attraktivt end varetagelse af andre ansvarsfulde hverv i det grønlandske samfund,

- at der er et åbenbart behov for tilgodeseelse af Landstingsmedlemmers mulighed for at foretage orienteringsrejser i Grønland hvert år under hensyn til at landet udgør én enkelt valgkreds,

- at betingelserne for udøvelse af hvervet som Landstingsmedlem i henseende til anvisning af bolig og betaling af flytteomkostninger i udgangspunktet må sidestilles sædvanlige ansættelsesvilkår på det grønlandske arbejdsmarked,

- at en tidssvarende pensionsordning for nuværende og fremtidige medlemmer af landstinget og landsstyret er påkrævet,

- at de særlige arbejdsforhold, der gør sig gældende for Landstinget, berettiger en årlig ledsagerrejse til Nuuk i forbindelse med samlinger for Landstingsmedlemmers ægtefælle/samlever og børn under 18 år,

- at omkostningstillægget til Landstingsmedlemmer fastholdes på niveau kr. 50.000,- årligt, men gøres skattepligtigt i det omfang det ikke anvendes på afholdelse af dokumenterede omkostninger i forbindelse med hvervet som Landstingsmedlem.

 

Formandskabet har således kunnet konstatere en meget bred tilslutning til hovedelementerne i det fremlagte forslag til ny vederlagslov.

Denne enighed giver anledning til fremsættelse af ændringsforslag vedrørende forslagets § 1, stk. 5 (Bemærkningerne side 8), således at Landstingsmedlemmer, der ønsker at flytte til Nuuk fra kysten, eller i forbindelse med valget til Landstinget mister deres bolig i Nuuk, vil få dækket flytteomkostninger i forbindelse med til- og fraflytning i lighed med de almindeligt gældende regler på det grønlandske arbejdsmarked.

Spørgsmålet har været rejst, om medlemmer, der vælger at flytte til Nuuk, efter en valgperiodes udløb kan sikres mulighed for at flytte tilbage til den fraflyttede lokalitet. Formandskabet ser ikke umiddelbart mulighed for at sikre en sådan tilbageflytning ved pålæg til vedkommende kommune eller en tidligere arbejdsgiver om at sikre boliganvisning i sådanne tilfælde. Det påhviler således et Landstingsmedlem, der vælger at flytte til Nuuk, selv at sørge for sikring af tilbageflytning til en anvist bolig ved aftale med vedkommende kommune eller arbejdsgiver.

Under forslagets 1. behandling blev der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved bestemmelsen i forslagets § 1, stk. 2 om reduktion af landstingsvederlaget, når den samlede indtægt fra offentlige stillinger og hverv overstiger 1,5 gange landstingsvederlaget. Bestemmelsen ansås dels at medføre en uhensigtsmæssig diskrimination af offentligt ansatte i forhold til ansatte i det private erhvervsliv og selvstændige erhvervsdrivende. Dels fandtes bestemmelsen på en uhensigtsmæssig måde at lægge begrænsninger på Landstingsmedlemmers aktive arbejdsliv og karriereplanlægningsmuligheder.

Det er i Formandskabet lagt til grund, at bestemmelsen helt kunne undværes under hensyn til, at vælgerne og pressen forud for valg til Landstinget af en kandidat kan afæske denne svar på spørgsmålet, om vedkommende helt vil hellige sig landstingsarbejdet eller opretholde andet arbejde eller hverv i valgperioden. Det vil herefter være op til vælgerne at beslutte stemmeafgivningens placering.

Det bemærkes videre, at de enkelte partier eller kandidatforbund vil være frit stillede i henseende til fastsættelse af betingelser for opstilling til valg til Landstinget for egne kandidater med henblik på imødegåelse af uønsket arbejde eller varetagelse af hverv udover landstingsarbejdet. Der fremsættes således ændringsforslag til ophævelse af forslagets § 1, stk. 2.

Inuit Ataqatigiit har rejst spørgsmålet om forhøjelsen af vederlaget til Landsstyremedlemmer kan anses rimelig under hensyn til, at Landsstyremedlemmer til stadighed har måttet betragte deres opgave som et fuldtidshverv, samt at ansvar og arbejdsbyrde ikke er ændret i forhold til tidligere. Formandskabet er enig i de af Inuit Ataqatigiit fremførte synspunkter på dette område. Denne enighed giver anledning til fremsættelse af ændringsforslag vedrørende forslagets § 6, stk. 1 (Bemærkningerne side 12), således at det årlige vederlag kommer til at svare til lønramme 38, skalatrin 51 incl. generelt tillæg. I forhold til lovforslaget nedsættes dette element af vederlaget således for såvel Landsstyremedlemmer som for Landstingets Formand og Landsstyreformanden fra kr. 388.085 til kr. 358.501 årligt.

Hidtidig erfaring med omkostninger i forbindelse med foretagelse af orienteringsrejser i Grønland tilsiger en forhøjelse af beløbsrammen for årlige orienteringsrejser nævnt i forslagets § 3, stk. 4 fra kr. 30.000 til kr. 50.000. Der stilles således ændringsforslag herom. Ændringsforslaget indebærer en årlig merudgift på kr. 600.000.

En Landstingssuppleant, som på ubestemt tid er trådt i et Landstingsmedlems sted, vil have samme behov for at foretage orienteringsrejser som et ordinært Landstingsmedlem. Der stilles således ændringsforslag om, at en landstingssuppleant, som på ubestemt tid er trådt i et Landstingsmedlems sted, indtræder i det pågældende landstingsmedlems ret til at foretage orienteringsrejser. Det vil sige, at ikke forbrugte midler inden for den beløbsramme, som er afsat til landstingsmedlemmet, overgår til landstingssuppleanten. Ved orlovs ophør genindtræder landstingsmedlemmet i retten til at foretage orienteringsrejser, i det omfang der stadig måtte være midler hertil inden for den nævnte beløbsramme.

 

Formandskabets indstilling.
Et flertal i Formandskabet bestående af Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut indstiller forslaget til vedtagelse men vil til 3. behandlingen fremsætte ændringsforslag i overensstemmelse med nærværende betænkning.

Et mindretal i Formandskabet bestående af Demokraterne er af den opfattelse, at forbedringen af landstings- og landsstyremedlemmernes vederlag og pension kommer på et dårligt tidspunkt henset til landets dårlige økonomi. Mindretallet kan derfor ikke støtte forslaget.

 

Jonathan Motzfeldt,
formand

 

Augusta Salling

 

Aqqaluk Lynge

 

Per Rosing-Petersen

 

Per Berthelsen