24. november 2003

EM 2003/143

 

BETÆNKNING


Afgivet af Landstingets Formandskab

vedrørende


Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret.


Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Formandskab har under behandlingen bestået af:

Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, (S),
Landstingsmedlem Augusta Salling, 1. nfm. (A)
Landstingsmedlem Agathe Fontain som suppleant for Aqqaluk Lynge, 2. nfm. (IA)
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, 3. nfm. (S)
Landstingsmedlem Per Berthelsen, 4. nfm. (D)

Forslagets indhold.

Landsstyrets forslag til ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret angår overførsel af udvalgsbetjeningen af Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg fra Landsstyrets Sekretariat til Landstingets Bureau.


Forslagets behandling.

Under forslagets 1. behandling i Landstinget var der bred tilslutning til det af Landsstyret fremsatte forslag.

I forbindelse med 1. behandlingen udveksledes synspunkter vedrørende udvalgets kompetence og arbejdsform. Dette har givet anledning til at Formandskabet har sendt forslaget i høring hos Landstingets Lovudvalg såvel som Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Formandskabets høringsskrivelse og svarskrivelser fra de nævnte udvalg vedlægges denne betænkning.

Et af de emner der blev undergivet høring var spørgsmålet om anvendelse af den tidssvarende og i praksis indarbejdede betegnelse for Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Der er i høringssvarene ikke fundet betænkeligheder i forbindelse med ændring af udvalgets betegnelse i lovteksten. Formandskabet finder at betegnelsen "Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg" bør anvendes i fremtiden, hvorfor der fremsættes ændringsforslag til Landsstyrets forslag til ændring af landstingsloven om Landstinget og Landsstyret.

Formandskabet finder anledning til at understrege behovet for tidssvarende konkret formulering i lovsform af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs kompetence og arbejdsform i samspillet med Landsstyret. Indtil dette sker, arbejder udvalget i overensstemmelse med hidtidig praksis og Landstingets Forretningsorden.

Med hensyn til den gældende bestemmelse om at de to grønlandske Folketingsmedlemmer er tilforordnede udvalget, ser Formandskabet intet behov for opretholdelse af denne ordning. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg bør i denne henseende have samme betingelser som Landstingets andre stående udvalg, der selv afgør, hvorledes informationsudveksling og koordination med eksterne parter reguleres. Det bør således være udvalget selv, der afgør, hvorledes det nødvendige og ønskelige samarbejde med de to grønlandske Folketingsmedlemmer organiseres og gennemføres i praksis. Giver dette anledning til betænkeligheder i samarbejdet med Udenrigs- politisk Nævn eller Udenrigsministeriet, må sådanne betænkeligheder afklares og søges imødegået ved aftale med disse. Det anses i denne sammenhæng åbenbart, at Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg må bevare de bedst mulige samarbejdsrelationer med Udenrigspolitisk Nævn og Udenrigsministeriet.

De øvrige spørgsmål rejst af Formandskabet under forslagets behandling er indeholdt i vedlagte høringsskrivelse og svarskrivelser. Materialet overgives Landsstyret med forventning om, at spørgsmålene behandles i forbindelse med den forestående revision af landstingsloven om Landstinget og Landsstyret, herunder at den i høringssvarene omtalte høring af relevante parter vil blive foretaget.


Formandskabets indstilling.

Formandskabet indstiller at Landsstyrets forslag nyder fremme med de i vedlagte ændringsforslag indeholdte ændringer.

 

Jonathan Motzfeldt,
formand

 

Augusta Salling

 

Agathe Fontain

 

Per Rosing-Petersen

 

Per Berthelsen