7. november 2003

EM2003/173, 172 & 171

 

BETÆNKNING

 

Afgivet af
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg
og
Landstingets Finansudvalg

 

vedrørende

 

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgifter 
(EM2003/173)

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om afgift på automatspil
(EM2003/172)

Forslag til landstingslov om ændring landstingslov om afgift af motorkøretøjer
(EM2003/171)

 

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

 

Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under udvalgsbehandlingen bestået af:

Landstingsmedlem Isak Davidsen (Siumut), formand
Landstingsmedlem Agathe Fontain (Inuit Ataqatigiit), næstformand
Landstingsmedlem Jensine Bertelsen (Atassut)
Landstingsmedlem Palle Christiansen (Demokraterne) – suppleant
Landstingsmedlem Ole Thorleifsen (Siumut)

 

Landstingets Finansudvalg har under udvalgsbehandlingen bestået af:

Landstingsmedlem Ole Thorleifsen (Siumut), formand
Landstingsmedlem Aqqalukasik Kanuthsen (Inuit Ataqatigiit), næstformand
Landstingsmedlem Isak Davidsen (Siumut)
Landstingsmedlem Augusta Salling (Atassut)
Landstingsmedlem Per Skaaning (Demokraterne)

Landstingets udvalg har efter 1. behandling under EM2003 gennemgået ovennævnte forslag med bemærkninger.

 

EM 2003/173 foreslår, at indførselsafgifterne på tobaksvarer forhøjes med 14,07 pct. Det drejer sig om indførselsafgifter på cigaretter, cigaretpapir, cigarer, cerutter, cigarillos og røgtobak.

Specifikt for cigaretter udgør afgiften inden forslagets vedtagelse 33,20 kr. for 20 stk. Med vedtagelsen af forslaget stiger afgiften til 37,80 kr. Dette er en stigning på 4,60 kr.

Forslaget forventes at indbringe et årligt merprovenu på 25 mio. kr, der er indregnet i Forslag til Finanslov 2004, hovedkonto 20.11.60 Budgetregulering. For 2003 forventes et merprovenu på 1,5 mio. kr.

 

EM 2003/172 foreslår, at afgifterne på gevinstgivende automatspil forhøjes med 9 pct. således den årlige afgift bliver mellem 59.000 og 71.000 kr, afhængigt af antallet af automater i den enkelte virksomhed.

Det foreslås videre, at afgifterne på morskabsautomater – d.v.s. ikke gevinstgivende automater- forhøjes med 9 pct. således den årlige afgift på disse bliver mellem 5.460 og 7.630 kr.

Forslaget forventes at indbringe et merprovenu på 1 mio. kr. i finansåret 2004 og i budgetoverslagsårene. Beløbet er indregnet i det fremlagte forslag til finanslov for 2004, hovedkonto 20.11.60 Budgetregulering.

Eftersom indehavere af de i forslaget omhandlede automater kan fratrække automatspilsafgiften ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, vil forslaget medføre et provenutab for kommunerne under ét på forventet maksimalt ca. 275.000 årligt. Det tilsvarende tab for landskassen forventes at andrage ca. 111.000 kr.

 

EM 2003/171 foreslår endelig, at der gennemføres forhøjelser af den årlige afgift på tre grupper af motorvogne samt motorcykler med 22 pct. fra 1. januar 2004.

Ændringerne i afgiften på årsbasis efter forslagets vedtagelse udgør:

Motorvogne med egenvægt indtil 900 kg stiger fra 4.884 kr. 5.958 kr.
Motorvogne med egenvægt fra 901 kg til 1.500 kg. stiger fra 6.864 kr. til 8.374 kr.
Motorvogne med egenvægt over 1.500 kg. stiger fra 8.976 kr. til 10.950 kr.
Motorcykler stiger fra 2.640 kr. til 3.220 kr.

Forslaget forventes at indbringe landskassen et årligt merprovenu på 7 mio. kr. i 2004 og budgetoverslagsårene. Dette beløb er indregnet i det fremlagte forslag til finanslov for 2004, hovedkonto 20.11.60 Budgetregulering.

Under ét forventer Landsstyret, at de tre forslag samlet indbringer landskassen et provenu på 33 mio. kr. i 2004 og budgetoverslagsårene. Dette beløb er indregnet i det fremlagte forslag til finanslov for 2004, hovedkonto 20.11.60 Budgetregulering.

 

Et flertal i udvalgene bestående af medlemmerne fra Inuit Ataqatigiit og Siumut skal om forslagene bemærke:

Medlemmerne fra Inuit Ataqatigiit og Siumut tager Landsstyrets indstillinger til efterretning.

Formålet med lovforslagene er at skaffe øgede indtægter til Landskassen. Forslagene skal opfattes som en samlet "finansieringspakke" til udmøntning af finanslovsforslagets konto 20.11.60 Budgetregulering.

Medlemmerne fra de to partier finder de foreslåede afgiftsforhøjelser nødvendige og rimelige i fh.t. målene i Finansloven, hvorfor de bør nyde fremme.


Inuit Ataqatigiit og Siumut indstiller på denne baggrund forslagene til Landstingets vedtagelse.

 

Et mindretal i udvalgene bestående af medlemmerne fra Demokraterne skal om forslagene bemærke:

Medlemmerne fra Demokraterne støtter ikke de fremlagte forslag.

Demokraterne er imod den forøgelse af det samlede skattetryk, som vil være konsekvensen, hvis de tre nævnte forslag bliver vedtaget i Landstinget. Det nuværende skatteniveau er passende og bør ikke hæves.

Efter Demokraternes opfattelse burde Landsstyret have fundet relevante besparelser, i stedet for at pålægge samfundet nye afgifter. I den sammenhæng ville en relevant besparelse være at udskyde etableringen af Ilimmarfik.

Derudover er det vigtig for Demokraterne at påpege, at indførelsesafgifterne, som udgør størstedelen af afgiftsforhøjelserne, har en social slagside. Selvom priserne på tobaksvarer i Grønland er blandt de højeste i verden, har det ikke haft den ønskede effekt på forbruget af tobak. Da forbruget af tobak – efter et kort stykke tid – forventeligt vil være det samme som inden afgifternes vedtagelse, vil afgifterne medføre en økonomisk forringelse for særligt de grupper i samfundet, som har de laveste indkomster.

Endelig skal Demokraterne påpege, at en lang række af de kødvarer vi i dag importerer er pålagt indførselsafgifter. Disse afgifter blev i sin tid pålagt produkterne for at opsuge EU-tilskud. Imidlertid er disse EU-tilskud i dag bortfaldet, og Landsstyret kunne således overveje at fjerne disse afgifter, før man påtænker at indføre nye.

Demokraterne indstiller derfor forslagene til Landstingets forkastelse.

 

Et mindretal i udvalgene bestående af medlemmerne fra Atassut skal om forslagene bemærke:

Medlemmerne fra Atassut er imod, at Landsstyret vælger at finansiere koalitionens udgiftskrævende planer ved at forhøje henholdsvis motorkøretøjers afgifter, automatspils-afgifter samt indførselsafgifter.

For Atassut er det vigtigt, at Landsstyret arbejder for at finde de fornødne midler ved kompenserende besparelser på andre områder.

Landsstyret bør kun bruge forhøjelse af afgifter som en sidste mulighed, da afgifter og afgiftsforhøjelser ikke kan erstatte en sund og holdbar økonomistyring.

Atassut mener, at de konkrete afgiftsforhøjelser bør opfattes som økonomiske lappeløsninger, der skal finansiere Landsstyrets – på flere områder – ikke velgennemtænkte prioriteringer.

Atassut indstiller derfor forslagene til Landstingets forkastelse.

 

Ovennævnte udvalgsflertal indstiller på denne baggrund forslaget til Landstingets vedtagelse.

Med disse bemærkninger skal udvalgene overgive forslagene til 2. behandling.

 

For Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg:

 

For Landstingets Finansudvalg:

 

Isak Davidsen (S), Formand

 

Ole Thorleifsen (S), Formand

 

Agathe Fontain (IA)

 

Aqqalukasik Kanuthsen (IA)

 

Jensine Bertelsen (A)

 

Isak Davidsen (S)

 

Palle Christiansen (D) Augusta Salling (A)

 

Ole Thor Leifsen (S) Per skaaning (D)