30. marts 2003 UPA 2003/21
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Lovudvalg
vedrørende
Forslag til landstingstingslov om ændring af landstingslov om Grønlands Ligestillingsråd
Afgivet til lovforslagets 2. behandling
Landstingets Lovudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Isak Davidsen, Atassut, formand
Landstingsmedlem Ole Dorph, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Enos Lyberth, Siumut
Landstingsmedlem Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, Demokraterne
Landstingets Lovudvalg har efter 1. behandlingen under FM 2003 gennemgået forslaget med bemærkninger.
HøringssvarLovudvalget konstaterer, at der ikke i lovforslagets bemærkninger er redegjort for indholdet af de indhentede høringssvar. Udvalget finder dette beklageligt, idet lovbemærkningerne bør udformes, således at de giver Landstinget et fyldestgørende beslutningsgrundlag.
Gennem indhentet kopi af de afgivne høringssvar konstaterer Lovudvalget, at kun IMAK, PPK samt Grønlands Ligestillingsråd har afgivet høringssvar med bemærkninger. Høringssvaret fra Grønlands Ligestillingsråd er dog modtaget efter fristens udløb. Atorfillit Kattuffissuat, HST og Direktoratet for Boliger og Infrastruktur har afgivet høringssvar uden bemærkninger.
PPK og IMAK har peget på, at IMAK burde indgå blandt gruppen af organisationer, der arbejder med børn og unge. Ressortdirektoratet har imidlertid i et høringsnotat afvist dette med den begrundelse, at IMAK hører blandt de 3 største lønmodtagerorganisationer og derfor i forvejen er indstillingsberettiget i kraft af forslagets affattelse af § 3, stk. 2.
PPK og IMAK har endvidere foreslået, at valget af indstillingsberettigede organisationer og foreninger m.v. skal tage udgangspunkt i følgende kategorisering:
- Organisationer m.v. der har varetagelse af børn og unges interesser som sit primære formål
- Lønmodtagerorganisationer, der primært beskæftiger hhv. mænd og kvinder
- Arbejdsgiverorganisationer m.v. (herunder også Hjemmestyret og kommunerne som arbejdsgiver)
Direktoratet har i stedet har valgt at tage udgangspunkt i indstillingerne fra Ligestillingsrådet. Det fremgår af ressortdirektoratets høringsnotat, at direktoratet ikke nødvendigvis finder, at PPK og IMAKs forslag til kategorisering er mere logisk end den kategorisering, som er anvendt i lovforslaget.
Grønlands Ligestillingsråd har i et høringssvar afgivet efter fristens udløb givet udtryk for et ønske om, at SORLAK udgår fra gruppen af indstillingsberettigede under § 3, stk. 5 (organisationer, der arbejder for børn og unge, eller varetager interesser for ansatte, der arbejder inden for børn og unge området). Ligestillingsrådet begrunder dette ønske med, at rådsarbejdet bør være upolitisk. Grønlands Ligestillingsråd har endvidere ønsket, at KNAPK føjes til, under § 3, stk. 7, således at KNAPK og Mandegrupperne i Grønland i forening skal indstille en mand.
Da Ligestillingsrådets høringssvar er afgivet efter fristens udløb, er høringssvaret ikke kommenteret i ressortdirektoratets høringsnotat.
Landsstyremedlemmet for Erhverv har imidlertid i en skrivelse til udvalget oplyst, at der efter forslagets fremsættelse er afholdt et møde mellem Ligestillingsrådet og Direktoratet for Erhverv. Ligestillingsrådet har under dette møde erklæret sig indforstået med, at Landsstyret har ønsket at bibeholde SORLAK som indstillingsberettiget organisation, men har foreslået at KNAPK placeres i den indstillingsberettigede kategori, som omfatter de tre største arbejdsgiverforeninger.
Landsstyremedlemmet har oplyst, at Landsstyret agter at fremsætte ændringsforslag i overensstemmelse hermed.
Forslagets tekniske udformning.Forslaget indeholder enkelte tekniske fejl og mangler:
- Lovforslagets titel bør skrives med fede typer.
- Lovforslagets undertitel er ved en fejl anbragt under indledningen til § 1.
- KNAPK er i forslaget kategoriseret som en organisation, som arbejder for børn og unge eller varetager interesser for ansatte, der arbejder inden for børn og unge området.
Et enigt Lovudvalg opfordrer Landsstyret til at fremsætte ændringsforslag til korrektion heraf.
Forslagets indhold.Forslaget indebærer, at antallet af medlemmer i Ligestillingsrådet reduceres fra 11 til 7, hvilket angives at være begrundet i økonomiske hensyn.
Forslaget indebærer endvidere en ændring af rådets sammensætning.
Efter de gældende regler udpeges ét medlem efter indstilling fra:
- KANUKOKA
- SIK
- De grønlandske arbejdsgiverforeninger
- Tjenestemænds og Overenskomstansattes Centralorganisation i Grønland
- KNAPK
- De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning
- Sorlak
- Det største parti i Landstinget
- Det næststørste parti i Landstinget
- Det tredjestørste parti i Landstinget
Efter forslaget udpeges ét medlem efter indstilling fra:
- De tre største lønmodtagerorganisationer
- De tre største arbejdsgiverforeninger
- KANUKOKA og Tularafik (forening for de landsdækkende døgninstitutioner)
- KNAPK, Sorlak, PIP (Pædagogernes Landsorganisation), AK, og PPK
- Arnat Peqatigiit Kattuffiat og Krisecentersammenslutningen
- Mandegrupperne i Grønland
Forslaget indebærer således, at den partipolitiske repræsentation ophører, mens organisationer m.v., hvis arbejde er relateret til børn og unge, opnår en styrket repræsentation. Dette er begrundet i et ønske fra Grønlands Ligestillingsråd om, at ligestillingsarbejdet i højere grad skal tage afsæt i børn og unge.
Et enigt Lovudvalg tilslutter sig medlemsreduktionen og den ændrede medlemssammensætning.
Ud fra et ønske om at styrke ligestillingsarbejdet i bygderne finder Inuit Ataqatigiit det dog ønskeligt, at bygdebestyrelsernes sammenslutning gives mulighed for at deltage som observatør under rådets møder. Inuit Ataqatigiit opfordrer Landsstyret til at fremsætte ændringsforslag til imødekommelse heraf.
Atassut finder det uhensigtsmæssigt, at reglerne for rådets sammensætning kræver en ligelig fordeling af mænd og kvinder. En række indstillingsberettigede organisationer og foreninger m.v. er pålagt at indstille såvel en kvinde som en mand, hvoraf Landsstyret udpeger den ene. Landsstyret skal ved udpegelse af medlemmerne tilstræbe en ligelig fordeling mellem kønnene. Begge køn skal således være repræsenteret med mindst 3 ud af 7 pladser i rådet. Atassut finder ikke, at disse regler er hensigtsmæssige. De indstillingsberettigede grupper skal gives frihed til at indstille de personer, som de pgl. grupper anser for bedst egnede. Ligestilling er et spørgsmål om at give alle lige muligheder - uden skelen til personens køn.
Udvalgets indstillinger.Et flertal i udvalget bestående af Siumut, Atassut og Demokraterne indstiller forslaget til vedtagelse i den form, som forslaget har, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med de opfordringer, som er fremsat af et enigt udvalg.
Et mindretal i udvalget bestående af Inuit Ataqatigiit indstiller forslaget til vedtagelse i den form, som forslaget har, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med dette mindretals opfordringer og med de opfordringer, som er fremsat af et enigt udvalg.
Med disse bemærkninger overgiver Lovudvalget forslaget til 2. behandling.
Isak Davidsen
Atassut, FormandOle Dorph
SiumutEnos Lyberth
SiumutAne Hansen
Inuit AtaqatigiitAstrid Fleischer Rex
Demokraterne