BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Erhvervsudvalg

vedrørende

Forslag til Landstingslov om ligestilling af kvinder og mænd

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Erhvervsudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Jørgen Wæver Johansen, Siumut, formand
Landstingsmedlem Otto Jeremiassen, Atassut, næstformand
Landstingsmedlem Ole Dorph, Siumut
Landstingsmedlem Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Marie Fleischer, Demokraterne

 

Landstingets Erhvervsudvalg har efter 1. behandlingen under FM2003 gennemgået Forslag til Landstingslov om ligestilling af kvinder og mænd med bemærkninger.


Høringssvar

Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af afgivne høringssvar. Udvalget noterer sig, at følgende organisationer, foreninger, og offentlige

myndigheder er blevet hørt i 2002 : Ligestillingsrådet i Grønland, KANUKOKA, De grønlandske kvindeforeningers sammenslutning, Aalisatut Piniartullu Nuliaasa Aappaasalu Peqatigiiffiisa Kattuffiat, Saaffiginnittarfiit Qimarnguiillu Kattuffiat, SIK, Grønlands Arbejdsgiverforening, HST, Atorfillit Kattuffissuat, IMAK, PIP Sundhedskartellet/PPK, Sorlak, Nuummi Arnat Suleqatigiit, Arnat Partiiat, Udenrigskontoret, Indenrigskontoret, Direktoratet for Økonomi, Administrationsdirektoratet, Skattedirektoratet, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, Direktoratet for Sundhed, Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Bygder, Direktoratet for Miljø og Natur, Råstofdirektoratet.

Udvalget bemærker, at lovforslaget blev sendt i høring d. 17. juni 2002 med en svarfrist til den 17. juli. 2002. Det undrer udvalget, at to høringsparter, henholdsvis Grønlands Statistik og Lovkontoret, fik en høringsfrist fra d. 26. juli 2002 til d 1. august. HST modtog en høringsanmodning d. 25. juni 2002 med en svarfrist d. 26. juni. 2002.


Forslagets tekniske udformning.

Landstingets Lovtekniske Funktion har udarbejdet et notat vedrørende mangler og uhensigtsmæssigheder i forslaget. Notatet er vedlagt nærværende betænkning som bilag. Et enigt udvalg skal opfordre Landsstyret til at fremsætte ændringsforslag i overensstemmelse med notatets anbefalinger. Udvalget ønsker, at Landsstyret fremover er særdeles opmærksomme på de lovtekniske notater, som Landstingets Lovtekniske Funktion fremsender.


Forslagets indhold.

Udvalget bifalder, at Landsstyret har taget initiativ til at fremlægge et lovforslag om ligestilling af mænd og kvinder. Et samlet udvalg kan principielt støtte intentionerne bag lovforslaget.

Udvalget ser tillige positivt på lovforslagets generelle formål om, at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd med udgangspunkt i kønnenes lige værd og værdighed. Ligestilling handler grundlæggende om, at både mænd og kvinder har lige rettigheder og derfor bør stilles lige i alle livets forhold. I hverdagen handler ligestilling ofte om lige løn for lige arbejde, lige muligheder for uddannelse og beskæftigelse mv. Ligestillingsprocesen er derfor ikke afsluttet med vedtagelsen af loven. Bestræbelserne for ligestilling bør tillige kontinuerligt foregå i et sammenspil med borgerne, virksomhederne, uddannelsesstederne, og interesseorganisationerne.

Det nuværende lovforslag vil erstatte de hidtidige gældende danske lovbestemmelser om ligestilling. Udvalget bifalder dette og ser det som glædeligt, at det grønlandske samfund i stadig højere grad selv udformer de bestemmelser, som skal regulere borgernes hverdag. Udvalget ser dette som et skridt på vejen mod en større selvbestemmelse for det grønlandske samfund.

Det foreslås blandt andet i lovforslaget, at der i udvalg og bestyrelser i offentligt regi, hvor Landsstyret har en udpegningsret, så vidt muligt skal være en sammensætning med halvdelen af hvert køn. Der er hos enkelte høringsparter udtrykt bekymring over, at der er en risiko for, at det i nogle tilfælde kan blive kønnet frem for kvalifikationerne, som vil være bestemmende for udpegningen af medlemmer til udvalg og bestyrelser.

Atassut og Demokraterne deler denne bekymring om, at lovgivningen i nogle tilfælde vil kunne vise sig at få uheldige sideeffekter. Siumut og Inuit Ataqatigiit finder ikke anledning til bekymring herom, i det der i lovforslagets bemærkninger tages højde for, at det ikke er kønnet, men kvalifikationerne som vil være bestemmende for den endelige udpegning af medlemmer i udvalg og bestyrelser. Der er tillige i lovforslagets bemærkninger anført, at den myndighed eller organisation, som indstiller, kan fravige bestemmelsen om at indstille både en mand og en kvinde, hvis der foreligger særlige grunde, der taler herfor.

Med henblik på at vurdere om lovgivningen efterleves, er der foreslået bestemmelser om årlige indberetninger om ligestilling fra offentlige forvaltninger, institutioner og private virksomheder med mere end 10 ansatte. Udvalget skal hertil bemærke, at Landsstyret i forlængelse af lovens ikraftsættelse bør overveje, hvorvidt der skal udarbejdes retningslinier for indrapporteringen således, at der sikres ensartethed i de data, der tilflyder myndighederne. Udvalget konstaterer, at de økonomiske konsekvenser af lovforslaget ikke er anført. Udvalget formoder, at der er taget højde for, at dataindsamling, bearbejdning, herunder rykkere om de lovpligtige indberetninger kan påføre administrationen ekstraomkostninger.


Erhvervsudvalgets holdning

Et flertal i udvalget bestående af Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit skal om forslaget bemærke:

Formålet med lovforslaget er at fremme en generel ligestilling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet såvel som i andre af samfundets funktioner. Loven tager udgangspunkt i, at mænd og kvinder er ligeværdige og derfor bør stilles lige i alle forhold. Flertallet i udvalget mener, at lovforslaget er et vigtigt redskab og at det sikrer, at vores værdier vedrørende ligestilling i den nuværende grønlandske kultur tilgodeses på et praktisk og konkret grundlag.

Ovennævnte udvalgsflertal indstiller på denne baggrund forslaget til Landstingets vedtagelse i den form forslaget har, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med Landstingets Lovtekniske Funktions anvisninger.

Et mindretal i udvalget bestående af Demokraterne skal om forslaget bemærke:

Demokraterne er af den overbevisning, at lovens krav om kønskvotering i udvalg og bestyrelser i offentligt regi, ikke er den rette fremgangsmåde. Udvælgelse til råd, nævn, bestyrelser m.m skal først og fremmest ske på baggrund af kvalifikationer. Demokraterne er tillige af den opfattelse, at vejen frem til mere ligestilling er at få identificeret og overvundet de barrierer, der eventuelt kan være medvirkende til at forhindre en fremmelse af ligestillingen i vores samfund.

Demokraterne er tillige af den opfattelse, at en lov ikke bør indeholde hensigtserklæringer, hvortil der vil være et utal af fortolkningsmuligheder. Når Landstinget vedtager en lov, bør denne også være formuleret utvetydigt således, at loven kan overholdes. Demokraterne kan således ikke støtte loven i dens nuværende udformning.

Ovennævnte mindretal indstiller på denne baggrund, at forslaget forkastes i dets nuværende form.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Erhvervsudvalg overgive Forslag til Landstingslov om ligestilling af kvinder og mænd til Landstingets 2. behandling.

 

Jørgen Wæver Johansen
Formand
 

Otto Jeremiassen

 

Ole Dorph

 

Ane Hansen

 

Marie Fleischer