30. marts 2003

FM 2003/08

 

BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Lovudvalg

vedrørende

Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om Landstinget og Landsstyret

Afgivet til lovforslagets 2. behandling

 

Landstingets Lovudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Isak Davidsen, Atassut, formand
Landstingsmedlem Ole Dorph, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Enos Lyberth, Siumut
Landstingsmedlem Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, Demokraterne

 

Landstingets Lovudvalg har efter 1. behandlingen gennemgået Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om Landstinget og Landsstyret med bemærkninger.


Inddragelse af øvrige landstingsudvalg.

Udvalget har i forbindelse med sin behandling af forslaget opfordret Landstingets Udvalg til Revision af Landskassens Regnskaber (Revisionsudvalget) til at kommentere forslaget.

Kopi af Revisionsudvalgets besvarelse er vedlagt nærværende betænkning som bilag.


Forslagets indhold.

Forslaget indeholder to elementer: Dels skabes der med forslaget en udtrykkelig hjemmel for Revisionsudvalget til at foretage forvaltningsrevision. Dels præciseres reglerne for offentliggørelse af Landstingets forhandlinger.

Landstinget vedtog under forårssamlingen 2002 at pålægge Landsstyret at fremsætte forslag til ændring af gældende regler, således at der skabes klar hjemmel for Revisionsudvalget til iværksættelse af forvaltningsrevision. Landstinget besluttede samtidig at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal fremkomme med forslag til styrkelse af rammerne for Landsstyrets varetagelse af Hjemmestyrets aktionærrolle og til styrkelse af Landstingets kontrol hermed.

Med nærværende forslag til landstingslov har Landsstyret imødekommet Landstingets beslutning, hvorved Revisionsudvalget sikres et udtrykkeligt grundlag for forvaltningsrevision.

For så vidt angår den resterende del af Landstingets beslutning fra forårssamlingen 2002, bemærker Lovudvalget, at en arbejdsgruppe er nedsat og har påbegyndt den ønskede analyse af, hvorledes rammerne for Landsstyrets varetagelse af Hjemmestyrets aktionærrolle og Landstingets kontrol hermed kan styrkes. Arbejdsgruppens analyse forventes at munde ud i en række konkrete forslag, herunder i fornødent omfang forslag til lovgivningsinitiativer. Henset til opgavens omfang og kompleksitet må der forventes at hengå nogen tid, inden arbejdsgruppen vil være i stand til at afslutte sin analyse. Lovudvalget har imidlertid noteret sig, at der under forslagets førstebehandling fra flere sider med betydelig vægt blev givet udtryk for et ønske om en snarlig udvidelse af Revisionsudvalgets kompetence f.s.v.a. adgangen til indsigt i hjemmestyreejede aktieselskaber. Skulle arbejdsgruppen på den baggrund finde det muligt inden førstkommende efterårssamling at afgive en delbetænkning vedr. dette spørgsmål, vil Lovudvalget hilse det velkommen.

Det foreliggende forslag er imidlertid et første vigtigt skridt i den proces, som blev igangsat med Revisionsudvalgets beretning fra oktober 2000. Dette, såvel som de skridt, som vil følge, er i høj grad frugten af Revisionsudvalgets overvejelser, og Revisionsudvalget har dermed ydet et betydningsfuldt bidrag til Grønlands demokratiske, parlamentariske og forfatningsmæssige udvikling, hvilket fortjener anerkendelse.

Lovudvalget finder i naturlig forlængelse af denne konstatering anledning til at takke Landsstyret for Landsstyrets loyale og velvillige imødekommelse af Landstingets ønsker, og for det konstruktive samarbejde omkring en revision af regelgrundlaget for Revisionsudvalgets kompetence.

Lovudvalget tilslutter sig endvidere den af Landsstyret foreslåede præcisering af reglerne for offentliggørelse af Landstingets forhandlinger.

Et enigt udvalg indstiller derfor forslaget til Landstingets vedtagelse.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Lovudvalg overgive forslaget til 2. behandling.

 

Isak Davidsen
Atassut, Formand

 

Ole Dorph
Siumut

 

Enos Lyberth
Siumut

 

Ane Hansen
Inuit Ataqatigiit

 

Astrid Fleischer Rex
Demokraterne


Bilag (Foreligger ikke elektronisk)