21. januar 2003 EX2003/13
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Finansudvalg
vedrørende
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om midlertidig
landstingsbevillingslov for finansåret 2003
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Finansudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, Siumut, formand
Landstingsmedlem Jakob Sivertsen, Atassut, næstformand
Landstingsmedlem Ole Thorleifsen, Siumut
Landstingsmedlem Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Per Skaaning, Demokraterne
Et flertal i Landstingets Finansudvalg bestående af Siumut og Atassut indstiller forslaget til Landstingets vedtagelse.
Et mindretal i Landstingets Finansudvalg bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraterne er ikke enige i den form, hvori forslaget oprindeligt er forelagt Landstinget og bemærker, at de tidsmæssige rammer for udvalgets behandling af forslaget ikke har givet udvalget mulighed for nærmere at vurdere de problemstillinger, som indgik i debatten under forslagets førstebehandling.
Mindretallet har på denne baggrund fundet det mest forsvarligt at fremsætte et ændringsforslag, hvorefter bevillingen først kan udmøntes efter godkendelse fra Finansudvalget. Dette vil give udvalget den fornødne tid til en nærmere vurdering af de ovennævnte problemstillinger.
Mindretallet opfordrer samtidig Landsstyret til senest i forbindelse med førstebehandlingen af finanslovsforslaget for 2003 at fremlægge en redegørelse for Landstinget. Redegørelsen skal omfatte en nærmere beskrivelse af, hvorledes Landsstyret agter at afhjælpe rentabilitetsproblemerne i det kystnære fiskeri, herunder en status for arbejdet med strukturtilpasningen i det kystnære fiskeri.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Finansudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Per Rosing-Petersen
Siumut, siulittaasoq
Jakob Sivertsen
Atassut, siulittaasup tullia
Ole Thorleifsen
Siumut
Josef Motzfeldt
Inuit AtaqatigiitPer Skaaning
Demokraatit