Almindelige bemærkninger

 

Landstingsforordning om søtransport af gods til, fra og i Grønland blev med virkning fra 1. november 1992 indført i forbindelse med omdannelsen af KNI.

I overensstemmelse med Landsstyrets ønske om at indføre et nyt fragtsystem, der er baseret på en højere grad af omkostningsægthed, blev afgiftsprocenten for søtransport af gods fra og i Grønland fastsat til 0 fra og med den 1. januar 2002, og fra og med den 1. maj 2003 blev afgiftsprocenten for gods til Grønland ligeledes fastsat til 0.

På denne baggrund foreslås § 6 i Landstingsforordning om søtransport af gods til, fra og i Grønland ophævet.

I overensstemmelse med hvad der gælder i anden lovgivning foreslås det i § 8, at kredsen af ansvarssubjekter udvides til også at omfatte, anpartsselskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde m.m., samt Hjemmestyret, kommuner og kommunale fællesskaber.

Forslaget vil ikke have hverken økonomiske eller administrative konsekvenser.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1, nr. 2

Da der ikke længere skal betales afgift for søtransport af gods fra, i og til Grønland er der intet behov for at kunne afgøre bødesager administrativt. Såfremt bestemmelsen i § 1, om at søtransport i erhvervsmæssigt øjemed til, fra og i Grønland udøves uden tilladelse fra Landsstyret overtrædes, vil bødespørgsmålet således skulle afgøres af Politimesteren i Grønland eller af domstolene.

Ansvarssubjektet i sådanne bødesager er blevet præciseret i stk. 2. Det foreslås, at personkredsen af ansvarssubjekter udvides i overensstemmelse med, hvad der gælder i anden lovgivning.

 

Til § 2

Det foreslås, at § 6 i Landstingsforordning om søtransport af gods til, fra og i Grønland ophæves med virkning fra 1. januar 2004.

Det foreslås, at reglerne i Landstingsforordningen fortsat skal anvendes på afgiftsmæssige forhold vedrørende perioden 1. januar 2001 til og med 31. december 2003.