Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Forslaget er udarbejdet som en konsekvens af samtidig foreslåede ændringer i landstingslov om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag (AEB-loven).
De foreslåede bestemmelser var medtaget som §§ 3 og 5 i det af landsstyret fremsatte forslag til landstingsforordning om uddannelsesstøtte (EM 2003/163). Som følge af, at landsstyret efter dette forslags 1. behandling trak forslaget tilbage, blev det nødvendigt af hensyn til disse bestemmelsers sammenhæng med forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag (EM 2003/162) og forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om erhvervsuddannelser og erhversuddannelseskurser (EM 2003/161) at fremsætte nærværende forslag for at kunne gennemføre den nyordning af praktikstøtten, der er foreslået ved disse to forslag.
2. Redegørelse for hovedpunkter i forslaget
Med § 2a, stk. 1 i forslaget indføres der hjemmel til, at uddannelsesstøtte kan ydes til arbejdsgivere som tilskud til de lønudgifter, som arbejdsgiverne har ved ansættelse af lærlinge på de erhvervsmæssige grunduddannelser og lærlinge der har praktik i Grønland og skoleophold i Danmark. Formålet hermed er at hjemle den udgiftsneutralitet for Grønlands Hjemmestyre og arbejdsgiverne, der er nærmere beskrevet i forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag.
Med § 2a, stk. 2 og 3 fastsættes det i sammenhæng med stk. 1, at tilskuddet til arbejdsgiverne fastsættes på finansloven, og at landskassens andel udgør halvdelen af det samlede tilskud til arbejdsgiverne, og at den anden halvdel finansieres i henhold til AEB-loven. Der gives samtidig landsstyret hjemmel til at fastsætte nærmere regler på området.
Ændringerne skal i øvrigt ses i sammenhæng med det af landsstyret samtidig fremsatte forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag, hvortil henvises for uddybning.
3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Der er ingen økonomiske konsekvenser heraf, hvis tilskuddets størrelse til arbejdsgiver fastsættes til 2.000 kr. pr. måned under hele uddannelsen pr. ansat lærling. Heraf skal landskassen finansiere halvdelen og AEB-midlerne den anden halvdel. Beløbet er beregnet ud fra et gennemsnit af landskassens og AEB-midlernes udgifter pr. elev. Beløbet udgør 1.787 kroner for lærlinge inden for uddannelserne kleinsmed, maskinarbejder og skibsmontør, 2.029 kroner for lærlinge inden for uddannelserne tømrer, VVS og maler samt 2.372 kroner inden for TNI-uddannelsen (den nye HK-uddannelse).
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Bestemmelserne og deres sammenhæng med den foreslåede ændring af AEB-loven forventes at medføre en admi-nistrativ forenkling, der også vil tilgodese arbejdsgiverne.
5. De miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser for borgere
Forslaget har ingen direkte konsekvenser for borgere.
7. Evt. andre væsentlige konsekvenser
Ingen.
8. Forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyre
Forslaget forventes ikke at ville medvirke til øget selvstyre eller give grundlag for øget selvsty-re. Forslaget hindrer på den anden side heller ikke en sådan udvikling.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Forslaget har som en del af forslag til landstingsforordning om uddannelsesstøtte i perioden 20. juni til 18. juli 2003 været til høring hos de på vedlagte høringsliste (bilag 1) anførte høringsparter.
KANUKOKA mener, at der bør være forskellige satser for hver type erhvervsuddannelse efter fordelingen af praktik og skoleophold, samt at omlægningen af uddannelsesstøtte det første år under skoleophold til løn under hele uddannelsen forudsætter en fornyet aftale mellem de afta-leberettigede parter, og finder det uklart om denne omlægning vil være udgiftsneutral.
KANUKOKA ønsker, at der i tilfælde af lønstigning skal kompenseres ved forhøjet tilskud fra Hjemmestyret.
KANUKOKA ønsker videre, at der ved bortfald af tilskud ved uddannelsens afslutning eller afbrydelse anvendes skæringstidspunkt den 15. i en måned, og ikke som foreslået den 20.
Landsstyret har haft drøftelser herom med KANUKOKA og Grønlands Arbejdsgiverforening og har på baggrund heraf ikke fundet anledning til at imødekomme KANUKOKA´s bemærk-ninger.
Administrationsdirektoratet har anmodet om at få oplyst, hvordan tilskuddet til enhederne i Grønlands Hjemmestyre til dækning af de forøgede lønudgifter til lærlinge ved de erhvervs-mæssige grunduddannelser skal udbetales, idet der som begrundelse herfor anføres, at de der-om senere fastsatte regler kan betyde, at det enkelte direktorat eller den enkelte underliggende institutioner i Grønlands Hjemmestyre skal foretage sagsbehandling med henblik på udbetaling af tilskuddet. Det kan hertil oplyses, at tilskuddet udbetales til hver enkelt arbejdsgiver ved overførsel til den pågældendes konto, og at der derfor ikke bliver tale om sagsbehandling hos de enkelte arbejdsgivere.
Lovkontorets lovtekniske bemærkninger er indarbejdet i forslaget. Det samme gælder bemærkninger fra Landstingets Lovtekniske Funktion.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Hjemmestyret skal ikke fremover afholde udgifter til lærlingene på de erhvervsmæssige grunduddannelser og lærlingene med praktik i Grønland og skoleophold i Danmark. I henhold til den foreslåede ændring af AEB-loven påhviler det arbejdsgiverne at afholde alle lønudgifter til disse lærlinge, uanset om de er på skoleophold eller praktikophold.
Den nye ordning er baseret på, at det skal være udgiftsneutralt for hjemmestyret, arbejdsgivere, lærlinge og AEB-midler. Det medfører, at der er behov for indsættelse af denne bestemmelse, så der skabes mulighed for at bevilge uddannelsesstøtte som tilskud til arbejdsgivere, der an-sætter lærlinge.
I praksis er det hensigten, at der overføres et beløb fra finanslovskonto 40.13.50 Stipendier og børnetillæg til en nyoprettet konto, hvortil der ligeledes overføres et tilsvarende beløb fra fi-nanslovskonto 40.13.55 AEB-bidrag. Det bliver så den nyoprettede konto, der skal afholde til-skuddet til arbejdsgiverne. Ved årsregnskabet skal over- eller underskud mellemregnes med halvdelen til hver af kontiene 40.13.50 og 40.13.55.
I 2002 blev der brugt 19,8 mio. kr. fra AEB-midlerne til aflønning af lærlingene på de er-hvervsmæssige grunduddannelser. Ud fra aflønningerne i 2002 skal der således overføres 9,9 mio. kr. fra finanslovskonto 40.13.50 og det samme beløb fra konto 40.13.55 til den nye konto. Den nyoprettede konto skal kun afholde udgifterne til tilskud til arbejdsgiverne. De øvrige ydelser, lærlingene er berettiget til, så som børnetillæg, rejseudgifter og eventuelt godstrans-port, skal fortsat afholdes over henholdsvis 40.13.50, 40.13.60 Særydelser, rejseudgifter m.m., USF og 40.13.61 Særydelse, rejseudgifter m.m., KIIIP´s institutioner.
§ 2a, stk. 2 fastslår, at størrelsen af tilskuddet skal fastsættes på finansloven, og at hjemmestyret skal afholde halvdelen af den samlede udgift til tilskud til arbejdsgiverne, der ansætter lærlinge.
§ 2a, stk. 3 bemyndiger Landsstyret til at fastsætte regler om formål, administration af, betingelser for samt omfang og udbetaling af tilskud.
Forslaget lægger op til, at der kan fastsættes regler om formålet med tilskud til arbejdsgivere, der ansætter lærlinge. Et af de væsentligste formål er, at alle arbejdsgivere deltager aktivt i at få uddannet et tilstrækkeligt antal svende på et kvalificeret niveau, således at arbejdsmarkedets behov for uddannet arbejdskraft kan dækkes.
Landsstyret kan endvidere fastsætte regler om administration af tilskuddet. Landsstyret har til hensigt at fastsætte regler, der sikrer, at arbejdsgivere, der ansætter lærlinge, får tilskud, og at tilskuddet ophører, når lærlingekontrakten bortfalder. Endvidere kan der fastsættes regler om, hvem der administrerer, og hvorledes tilskuddet skal administreres.
Der kan fastsættes betingelser for at modtage tilskud. Det kan være regler om, at lærlingene skal være ansat på fuld tid, om at arbejdsgiveren ikke må være i restance med betaling af AEB-bidrag eller andre betingelser, som arbejdsgiveren eller lærlingen skal leve op til, før der kan bevilges tilskud.
Reglerne om omfang og udbetaling af tilskud vil hovedsageligt omfatte størrelsen af tilskuddet og den periodevise udbetaling, eksempelvis om der skal udbetales 2.000 kroner pr. måned, eller om der skal udbetales 6.000 kroner pr. kvartal. Der skal fastsættes regler om, hvorledes beregningen og størrelsen af udbetaling til arbejdsgivere opgøres, om det opgøres i forhold til lærlingens ansættelsesperiode, eller om arbejdsgiver kun får tilskud, hvis lærlingen er ansat på udbetalingstidspunktet.
Landsstyret forventer, at der på nuværende tidspunkt skal fastsættes regler om, at tilskuddet udbetales månedsvis bagud, og at der ikke udbetales tilskud, medmindre lærlingen er ansat den 20. i måneden.
Til § 2
Forordningens ikrafttrædelse er foreslået til den 1.januar 2004. Dette skyldes, at det fremsatte forslag til landstingslov om ændring af AEB-loven også træder i kraft denne dato. Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at den hermed foreslåede omlægning træder i kraft ved et kalenderårs begyndelse.