Bemærkninger til forordningsforslaget

 

Almindelige bemærkninger

Forordningsforslaget er en tilretning, som sker som led i den igangværende modernisering af andelsboligordningen. Der er tale om forenkling af foreningens realkreditlån i de tilfælde, hvor byggeomkostningen overstiger 15.000 kr. pr. m². Endvidere er forordningsforslaget en konsekvens af et ønske om bedre styring af Anlægs- og Renoveringsfonden. For at sikre at lånetilsagn enten aktiveres eller aflyses og fjernes fra Anlægs- og Renoveringsfornden, indføjes en bestemmelse om, at udstedte tilsagn har en begrænset løbetid.

Tidligere har Landskassens og kommunalbestyrelsens lån respekteret en realkreditbelåning svarende til 26,33% af 15.000 kr. pr. m². I de tilfælde hvor byggeomkostningen overstiger 15.000 kr. pr. m² har andelsboligforeningen enten skulle finansiere denne del ved realkreditfinansier, der er efterstillet i forhold til Landskassens og kommunalbestyrelsens lån, eller ved ekstraordinære indskud fra andelsboligforeningens medlemmer.

I konkrete sager, har det vist sig, at de ikke har været muligt at opnå efterstillet realkreditfinansiering for den del af byggeomkostningerne, der overstiger 15.000 kr. pr. m². Det har ligeledes vist sig at være særdeles svært for andelshaverne, at fremskaffe ekstraindskud på op imod 215.000 kr. ud over et indskud på 126.000 kr.

Forordningsforslaget har været til lovteknisk gennemgang og til høring i KANUKOKA, Økonomidirektoratet samt i Andelsboligforeningernes fællesforening.


Administrative konsekvenser

Forordningsforslaget vil ikke medføre øgede administrative byrder for kommunerne eller Hjemmestyret.


Økonomiske konsekvenser

For de enkelte andelsboligforeninger vil forordningsforslaget forenkle deres låneoptagelse. Forordningsforslaget vil ikke medføre økonomiske konsekvenser for kommunerne eller Hjemmestyret.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1, nr. 1

Bestemmelsen har primært til formål at sikre, at udstedte tilsagn enten anvendes eller annulleres. Ved udstedelse af et tilsagn overføres bevillingen til Anlægs- og Renoveringsfonden. Bevillingen udbetales herefter fra fonden efter byggeriets færdiggørelse. Såfremt et byggeri ikke gennemføres, er det vigtigt, at bevillingen fjernes fra fonden og kan prioriteres til andre formål.

Bestemmelsen indebærer, at Landsstyret i særlige tilfælde kan dispensere fra anførte tidsgrænser. Her tænkes primært på forhold, hvor byggeriet er godt igang samt tilfælde, hvor der alene ventes på udstedelse af ibrugtagningstilladelsen.

Hovedhensynet bag dispensationsbestemmelsen er, på de ene side, at de midler der er overførte til Anlægs- og Renoveringsfonden kommer i arbejde, og på den anden side, at byggeri der i mindre grad afviger fra tidsplanen gennemføres.

Formålet er fortsat at få opført flere private boliger. Det skal blot sikres at tilsagnsskrivelser ikke mugner i Anlægs- og Renoveringsfonden.

 

Til § 1, nr. 2

Bestemmelsen indebærer at en andelsboligforenings realkreditlån maksimalt kan andrage 6.000 kr. pr. m². En andelsboligforening kan realkreditfinansiere 26,33% af en opførelsesomkostning på 15.000 kr. pr. m², svarende til 3.950 kr.

Såfremt opførelsesomkostning pr. m² overstiger 15.000 kr., skal andelsboligforeningen finansiere denne del af opførelsesomkostningen ved andelshavernes egetindskud på 7% og resten ved et realkreditlån, der maksimalt kan andrage 2.050 kr. pr. m².

Samlet kan der således realkreditfinansieres en opførelsesomkostning på 17.204 kr. pr. m².

Kommunalt lån, 33,33% af 15.000 kr. 5.000,00
Landskasse lån, 33,33% af 15.000 kr. 5.000,00
Andelshavers egetindskud 7% af 15.000 kr. 1.050,00
Realkreditfinansiering 26,33% af 15.000 kr. 3.950,00
Total 15.000,00
Extra andelshavers egetindskud 7% af 2.204 kr. 154,00
Extra realkreditfinansiering 93% af 2.204 kr. 2.050,00
Total 17.204,00
 

Heraf:

andelshavers egetindskud 1.204,00
realkreditfinansiering 6.000,00
offentlig lån 10.000,00
Total 17.204,00

 

Til § 2

Det foreslås, at ændringerne træder i kraft den 1. maj 2003. Samtidig foreslås en overgangsordning, der giver mulighed for, at en andelsboligforening, der allerede har modtaget lånetilsagn efter de gældende regler, kan vælge at overgå til den nye ordning, såfremt andelsboligforeningen er i færd med at bygge boliger.