1. april 2003

FM 2003/33

 

Æ n d r i n g s f o r s l a g

til

Forslag til Landstingsforordning nr. xx af xx. xx 2003 om ændring af landstingsforordning om boligfinansiering.
(Ændrede løbetider på anlægslån til privatpersoner, virksomheder og selskaber til opførelse af boliger)

 

Fremsat af Landsstyret til anden behandlingen.

 

Til § 1

 

1. § 1 nr. 1 affattes således:

"1. § 5, stk. 2 affattes således:
"Stk. 2. Lån efter § 4 stk. 1 og 2 er rente- og afdragsfrie i 20 år fra datoen for ibrugtagnings-tilladelsen, jf. stk. 1, hvorefter de afvikles som annuitetslån over 15 år med en forrentning svarende til Nationalbankens diskonto plus 3%.""

2. § 1 nr. 2 affattes således:

"2. § 5, stk. 3 affattes således:
"Stk. 3. Medmindre långiver bestemmer andet, forfalder lånet til betaling ved ejerskifte, jf. dog stk. 5. Lånet forfalder dog altid til betaling, når:
1) Renter og afdrag på lånet ikke betales, og låntager ikke har betalt restancen senest 7 dage efter, at skriftligt påkrav herom er fremkommet til låntager.
2) Låntager undlader at holde boligen forsvarligt vedlige, og misrøgt og dermed forringelse af långivers pantsikkerhed er konstateret, jf. § 8.""

 

Til § 2

3. § 2 affattes således:

"§ 2.

Forordningen træder i kraft den 1. maj 2003 med virkning for lånetilsagn meddelt i henhold til bevilling på Landstingsfinanslov 2003 eller senere, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 2 finder anvendelse på lån og lånetilsagn meddelt efter den 1. januar 1999."




Grønlands Hjemmestyre, den xx. xx 2002.




Hans Enoksen

/

Mikael Petersen

 

Bemærkninger til forordningsforslaget

 

Almindelige bemærkninger

Fremsættelse af ændringsforslaget til forordningsforslaget sker på baggrund af Landstingets debat af forordningsforslagets 1. behandling. Landsstyret finder på baggrund heraf, at der ikke skal ske fremskrivning af de offentlige lån i de 20 år, hvor de er rente og afdragsfri.

Der er samtidig tale om rettelse af sproglige og tekniske fejl.

Ændringsforslaget har være til høring hos KANUKOKA, Økonomidirektoratet samt til Lovteknisk gennemgang.


Administrative konsekvenser af forordningsforslaget

Ændringsforslaget vil ikke indebære en øget arbejdsbyrde i kommunerne eller i Hjemmestyret.


Økonomiske konsekvenser af forordningsforslaget

Ændringsforslaget vil medføre, at lånene i den rente- og afdragsfrie periode ikke fremskrives med byggeomkostningsindekset. I forhold til den gældende forordning er alene tale om forlængelse af den ikke indekserede periode fra 15 til 20 år, idet lånene efter den gældende forordning heller ikke fremskrives.

Den økonomiske konsekvens i forhold til den gældende forordning kan således sammenfattes i, at rentetabet, dvs. den rente- og afdragsfri periode, forlænges med 5 år fra 15 til 20 år.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1, nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at de offentlige lån er rente- og afdragsfrie i 20 år fra tidspunktet for ibrugtagningstilladelsen. Efter forløbet af de 20 år forfalder lånet til betaling og afvikles som en annuitet over 15 år.

 

Til § 1, nr. 2

Bestemmelsen omfatter alene en rettelse, idet en del af bestemmelsens tekst var faldet ud ved landstingsforordning nr. 1 af 21. maj 2002. Bestemmelsen regulerer, under hvilke forhold lånet forfalder til betaling.

 

Til § 1, nr. 3

Bestemmelsen angiver, hvornår forordningsforslaget træder i kraft. Som følge af, at en del af bestemmelsens tekst, omkring det forhold, at långiver kan bestemme, at lån ikke forfalder til betaling ved ejerskifte, var faldet ud ved landstingsforordning nr. 1 af 21. maj 2002, skal nærværende rettelse sættes i kraft med virkning fra 1. januar 1999. Dette sker for at sikre at låntagere i perioden fra 1. januar 1999 og til nu ikke er omfattet af anden retstilstand.