22. marts 2003

FM 2003/32

 

BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg

vedrørende

Forslag til landstingsforordning om

ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Isak Davidsen, Atassut, formand
Landstingsmedlem Kalistat Lund, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Jens Napaattooq, Siumut
Landstingsmedlem Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Palle Christiansen, Demokraterne

 

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har behandlet Landsstyrets Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri med bemærkninger.

Deputationer

Den 14. marts 2003 havde Jens Lars Fleischer og Martha Labansen fra KANUKOKA foretræde for udvalget. KANUKOKA’s repræsentanter påpegede bl.a., at kommunerne, såfremt forslaget vedtages i dets nuværende form, ikke længere vil have mulighed for at få støtte til udvidelse og forbedring af eksisterende boliger.

Spørgsmål

På foranledning af KANUKOKA’s betænkeligheder ved forslaget har Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg valgt at rette henvendelse til Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Boliger for at få klarlagt en række spørgsmål. Kopi af spørgsmålene og Landsstyremedlemmets svar er vedlagt nærværende betænkning som bilag.

Forslagets tekniske udformning

Landstingsloven er ændret fire gange siden 1992 uden udarbejdelse af en lovbekendtgørelse. Med en eventuel vedtagelse af nærværende forslag vil der således til den oprindelige landstingslov være knyttet 5 ændringslove.

Et sådant antal ændringer kan gøre en landstingslov eller landstingsforordning vanskelig at overskue for lovens brugere.

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg henstiller derfor til Landsstyret, at kommende ændringer i retstilstanden søges gennemført ved fremsættelse af et nyt, sammenskrevet lovforslag, således at de gældende regler om støtte til boligbyggeri påny kan samles i én enkelt lov.

Forslagets indhold

Udvalget kan principielt tiltræde forslaget til ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri.

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg finder det således positivt, at næsten tusinde låntagere vil kunne søge om eftergivelse af gæld samt tilskud til renovering, udvidelse eller modernisering af deres bolig.

Udvalget finder det endvidere hensigtsmæssigt, at anlægstilskuddet fra Landskassen til kommunalt byggeri fremover bliver fastsat i forhold til boligens størrelse. Dette må formodes at kunne bidrage til, at der bygges flest mulige boliger for de tilgængelige midler.

Udvalget går således også ind for, at der maksimalt ydes tilskud til 130 kvadratmeter, uanset om boligen er større. Udvalget vil hertil føje den præcisering, at eksempelvis dobbelthuse på 150 kvadratmeter i denne forbindelse anses for to boliger à 75 kvadratmeter.

Ændringsforslag

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har imidlertid bemærket, at der ikke længere vil blive ydet tilskud til opførelsen af udendørs trapper, skure og andre dele af bebyggelsen, der ikke hører til det egentlige boligareal. Hermed bliver det kommunen alene, der skal finansiere byggeriet af disse udenomsfaciliteter, der både er meget anvendte og som regel nødvendige.

Et enigt Infrastruktur- og Boligudvalg finder dette uhensigtsmæssigt og henstiller derfor til, at Landsstyret forinden 2. behandlingen fremkommer med ændringsforslag, der kan tilsikre, at kommunerne ikke påføres ekstraomkostninger ved det nævnte forhold.

Endvidere ser udvalget det som problematisk, at der med forordningsforslaget sættes fast beløb på størrelsen af tilskud pr. kvadratmeter, idet der ikke tages højde for prisudviklingen i samfundet. Med et fast beløb vil tilskuddet i praksis blive mindre år for år.

Et enigt udvalg ser frem til, at Landsstyret ved 2. behandlingen fremkommer med ændringsforslag til bestemmelsen eller på anden vis redegør for, hvordan denne uhensigtsmæssige virkning kan undgås.

Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg ønsker i samme forbindelse en forsikring om, at solidariteten med yderdistrikterne fastholdes for at undgå, at eksempelvis højere fragtpriser gør det umuligt for kommunerne at holde byggeomkostningerne nede på 15.000 kr. pr. kvadratmeter.

Forordningsforslaget indeholder en ny § 22, stk. 5. Bestemmelsen har til formål at fremskynde selvbyggeres arbejde med kommunale byggesæt, således at både retten til byggesættet og lånet fra Landsstyret bortfalder, hvis huset ikke er opført i løbet af en periode på 2-3 år. I den forbindelse ønsker udvalget at tilskynde til, at instruktørbistanden til selvbyggere overgår fra A/S Boligselskabet INI til kommunerne, idet kommunerne i højere grad end boligselskabet har medarbejdere med de dertil krævede fagkundskaber. Forbedret adgang til instruktørbistand vil medvirke til, at flere huse bliver færdigbyggede inden for tidsfristen.

Et enigt Infrastruktur- og Boligudvalg kan tilslutte sig forslaget, når Landsstyret har fremsat ændringsforslag i overensstemmelse med udvalgets ovenstående anbefalinger.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Infrastruktur og Boligudvalg overgive dette Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri til 2. behandling.

	Isak Davidsen Formand
Kalistat Lund Næstformand		Jens Napaattooq
Johan Lund Olsen		Palle Christiansen

---

Bilag

1. Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg bemærker, at der med den ny affattelse af § 1 i forordningen til støtte af boligbyggeri kun vil kunne blive ydet støtte til kommunernes opførelse af udlejningsboliger. Dermed vil Landskassen ikke længere blive brugt til støtte til udvidelse og forbedring af udlejningsboliger. Dette burde umiddelbart medføre en faldende udgift til kommunale udlejningsboliger. Det anføres imidlertid under bemærkningerne om forordningsforslagets økonomiske konsekvenser, at "det forventes, at Landskassens bevilling til støtte til kommunale udlejningsboliger bliver uændret". Udvalget ønsker en forklaring på sammenhængen mellem den uændrede bevilling og det reducerede tilskudsområde.

 

Siden 1995 har der til samtlige udlejningsboliger, der ejes af Hjemmestyret eller en kommune skulle være udarbejdet en drifts- og vedligeholdelsesplan. Over huslejen opkræves et bidrag til systematisk vedligeholdelse af de offentlige udlejningsboliger. Behovet for at yde tilskud til kommunerne til forbedring og udvidelse (modernisering) er således stærkt faldende.

Som led i MIFRESTA aftalen mellem Den Danske Stat og Grønlands Hjemmestyre, om ydelse af danske tilskudsmidler til renoveringsområdet i Grønland, har Hjemmestyret forpligtet sig til ikke at yde tilskud til modernisering, der indebærer standardløft. Generelt indebærer aftalen, at boliger (ejendomme) fra før 1982 ikke må moderniseres. Til disse ejendomme skal istandsættelse finansieres over boligernes drift.

Kommunerne opkræver over huslejen kapitalafkast på 1,5% af boligernes opførelsespris. Kommunerne modtager således kapitalafkast af såvel de 40%, som kommunen selv har ydet, og af de 60%. Kommunens reelle kapitalafkast ligger således på 3,75%, hvilket ligger over såvel inflationsraten som den variable realkreditrente (rentetilpasningsrenten). Det forekommer derfor urimeligt, at Hjemmestyret skal finansiere den nedslidning, der sker af de kommunale boliger, når kommunerne dels henter midler hertil via huslejen og delt opbærer et solidt kapitalafkast.

2. Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg noterer sig, at der overgås til et fast tilskud pr. boligkvadratmeter. Hvad er begrundelsen for, at udgiften til de øvrige nødvendige kvadratmeter i forbindelse med byggeriet, som f.eks. trappe- og opbevaringsarealer dermed overgår til kommunerne alene?

 

Omkostninger til det samlede areal beregnes på samme vis, som det altid har været. Der er ikke sket en ændring i dette forhold. Ændringen skulle gerne afspejle det faktiske forhold, at vådrum, f.eks. bad, bryggers og køkken er de rum, der er dyrest at etablere.

Efter den gældende ordning vil en kommune, der bygger forholdsvis små og derfor også forholdsvis dyre boliger, ikke kunne tilgodeses på samme måde som en kommune, der bygger stort og derved kan fordele de dyre kvadratmetre på et stort areal. Derfor, og for at afspejle virkeligheden, foreslås det, at de første kvadratmetre støttes med et højere beløb end almindelige værelseskvadratmetre.

3. Da lovforslaget formodes at være udarbejdet på grundlag af byggeomkostningerne i 2002, foreslår udvalget, at tilskuddet pr. kvadratmeter øges i overensstemmelse med prisudviklingen siden 2002.

 

Det overvejes, at udarbejde et regelsæt, hvor tilskudsgrænser for de forskellige støtteformer fremgår. Det er ikke afklaret om sådanne tilskud generelt bør fastsættes ved tekstanmærkning på Landstingsfinanslov eller i en særlig Landstingsforordning om tilskud og udlån på anlægsområdet.

4. Ligeledes henstiller udvalget til, at der indarbejdes en pristalsregulering af tilskuddet, da Hjemmestyrets støtte ellers vil blive mindre og mindre for hvert år.

 

Se besvarelse til spørgsmål 3.

5. Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg er vidende om, at det fra flere kommuners side findes uhensigtsmæssigt, at det er A/S Boligselskabet INI, der yder instruktørbistand til selvbyggerhusene, der bevilges i medfør af landstingsforordningen om støtte til boligbyggeri. Vurderingen fra disse kommuner synes at være, at kommunernes egne tekniske medarbejdere er bedre kvalificerede end INI’s. Udvalget vil derfor spørge, hvad Landsstyremedlemmet agter at foretage sig i denne forbindelse.

 

Det kan oplyses, at der føres forhandlinger med KANUKOKA om såvel det hensigtsmæssige i fortsat at yde selvbyggerhuse under den nuværende form som om udførelse af instruktørbistand til de enkelte selvbyggere.

KANUKOKA har oplyst, at flere kommuner har haft stor succes med kommunale byggesæt, dvs. hvor det er kommunen, der modtager selvbyggersæt og mandetimetilskud til opførelse af husene. Landsstyret er generelt af den opfattelse, at den nye struktur på boliganlægsområdet i FFL2003 med puljer vil give den fleksibilitet, som flere kommuner har ønsket.

6. Med 60/40-ordningen er det tanken, at Hjemmestyret betaler 60% af opførelsesudgifterne, mens kommunen afholder de resterende 40%. Man kan forestille sig en aftale, hvor kommunen herudover afholder eventuelle uforberedte udgifter, men hvor aftalen fortsat er forankret i 60/40-ordningen. Udvalget har hørt forlydender om, at Direktoratet for Infrastruktur og Boliger i en sådan aftale har afbrudt sine udbetalinger under henvisning til, at der - når kommunen betalte mere end 40% - ikke længere var tale om en aftale efter 60/40-ordningen. Da lovens regler nødigt skulle stå i vejen for lovens formål, ønsker udvalget Landsstyremedlemmets principielle holdning til dette sagsforløb.

 

Landsstyret kan ikke genkende beskrivelse som et konkret forløb. Landstingforordningen om støtte til boligbyggeri, giver mulighed for, at den procentvise støtte på 60% kan ændres ved tekstanmærkning på de årlige Landstingsfinanslove. Således er noget byggeri blevet opført med 80/20, hvor Landskassen har ydet tilskud på 80%. Det skal dog bemærkes, at uanset procentsatsen for tilskuddet ændres, så er byggeriet i sin helhed forsat omfattet af Landstingsforordningen om støtte til boligbyggeri med tilhørende bekendtgørelser.

60/40 ordningen har været problematisk og kan virke som en bremseklods. Kommunerne har ikke være præcise nok ved angivelse af de forventede omkostninger ved deres ansøgning om støtte til boligbyggeri. Dette har medført, at Landsstyret gentagne gange har måtte søge Landstingets Finansudvalg om tillægsbevillinger, for at sikre at Landskassens 60% støtte var tilstede. Dette søges nu løst ved fast støttebeløb på kvadratmeter og ikke et støttebeløb på f.eks. 60% af en variabel omkostning. Derved bliver den enkelte kommune mere frit stillet. Det er vigtigt at huske at Landskas-sen er en tilskudsgiver og ikke bygherre.

7. Kommunale byggesæt er i Forslaget til Finanslov 2003 lagt ind under konto 87.72.22 Boligprogram for bygder og yderdistrikter. I den forbindelse ønsker udvalget svar på, hvor mange kommunale byggesæt der de senere år har været bevilget i de byer, der ikke hører under kategorien yderdistrikter.

Kommunale byggesæt har kun i et mindre antal været anvist til kommuner, der ikke hører under kategorien yderdistrikter. Det er vigtigt at huske, at de øvrige kommuner har kunnet betjene sig af 60/40 ordningen, andelsboliger og 10/40/50 boligfinansiering.

I det første årti, dvs. fra 1991 til 2000, er der bevilget i alt 228 kommunale byggesæt. Ca. 40% er ydet til byer, der ikke kan betragtes som yderdistrikter. Især Aasiaat Kommune, der har modtaget 52 kommunale byggesæt, har gjort brug af ordningen.

De kommuner der har brugt ordningen med kommunale byggesæt til gengæld ikke på samme tidspunkt gjort særligt meget brug af 60/40 ordningen.

Et kommunalt byggesæt på 105 m² bestod typisk af et Illorput 2000 hus plus mandetimetilskud.

Byggesættet har en værdi af ca.	500.000 kr.
Mandetimetilskuddet har værdi af ca.	60.000 kr.
Tilskud i alt	560.000 kr.

Ved ændringen fra 60/40 til fast tilskud, jf. FFL2003 hovedkonto 87.72.21 Støttet kommunalt ud-lejningsbyggeri vil alle kommuner kunne søge om:

Støtte 0-60 m²: 9.700 * 60 =	582.000 kr.
Støtte 61-85 m²: 8.500 * 25 =	212.500 kr.
Støtte 85-105 m²: 8.000 * 20 =	160.000 kr.
Total støtte fra Landskassen	954.500 kr.

For disse midler kunne kommunerne indkøbe Illorput 2000 byggesæt og fortsat have ca. 400.000 kr. tilbage til at opføre huset for. Det kan således rejse spørgsmålet, om kommunale byggesæt fortsat er så attraktive, som de tidligere har været.