Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg Dato: 21.03.2003
J.nr. 01.33.04.09-1

 

Vedr. Anmodning om oplysninger i forbindelse med udvalgsbehandling af FM 2003/26

 

Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg har som led i udvalgsbehandlingen af ‘Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge’ nogle spørgsmål, som udvalget anmoder om at få besvaret skriftligt.

Hermed en skriftlig besvarelse af de af udvalget stillede spørgsmål.

1. Udvalget mener, at det i § 5 stk. 2 bør tilføjes, at også politiet har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp. Udvalget ved, at politiet i nogle kommuner rapporterer til kommunen om alle unge under 15 år, som har overtrådt loven. Hvad er Landsstyremedlemmets mening om en sådan tilføjelse?

Det er Landsstyrets helt klare opfattelse, at også politiet bør være omfattet af den skærpede indberetningspligt, men da politiet er en underlagt Rigsmyndigheden har Landsstyret ikke mulighed for at pålægge politiet en sådan forpligtigelse, uanset hvor hensigtsmæssigt det måtte være.

2. Udvalget ønsker at få præciseret, hvilke rettigheder et barn har, når det ifølge § 6, stk. 4 indlægges til observation på f.eks. psykiatrisk afdeling.

Interessen må først og fremmest bero på at man tager vare på barnets sundhed og velvære. Bestemmelsen vedr. § 6 er for at sikre at barnet får den rette hjælp og behandling i henhold til formålene med denne forordningsforslag.

Spørgsmålet om barnets rettigheder i forhold til bestemmelsen i § 6, stk. 2 er dermed barnet der er fyldt 15 år eller forældrene selv er interesseret i at få undersøgt den rette hjælp og behandling. Hvis barnet der er fyldt 15 år eller forældrene modsætter sig en undersøgelse eller hjælp, vil bestemmelsens stk. 3 træde i kraft. Det vil sige at undersøgelsen foretages uden samtykke, her vil det tvangsmæssige foranstaltninger træde i kraft. Når tvangsforanstaltninger træder i kraft tilbydes forældre en bisidder i forhold til bestemmelsen § 11 stk.1.

3. I § 13 står der, at beslutning om anbringelse af et barn uden for hjemmet skal indberettes til Landsstyret, og i § 30 står der, at beslutning om at en anbringelse uden for hjemmet skal ophøre, skal indberettes til Landsstyret. Udvalget ønsker at få at vide, om det er kommunernes rapportering til Landsstyret, der bliver refereret til. Udvalget ønsker endvidere at få at vide, hvordan Landsstyret vil sikre, at de modtager kommunernes rapporteringer, da der før i tiden har været problemer med at få disse.

Det er kommunernes rapportering af anbringelsen der er tale om i bestemmelserne § 13 og § 30. Interessen beror på at indsamle viden til statistiske oplysninger om hvor mange børn og unge der anbringes, i hvilken form, i hvor lang tid og hvilken årsag.

Der er overvejelser om at gøre rapporteringerne mere hensigtsmæssige og de muligheder der er for at forbedre indberetningsprocedurerne bliver taget op i forbindelse med udarbejdelse af bekendtgørelse og vejledning til forordningen.

4. Mht. § 24, stk. 2 ønsker udvalget at få oplyst, hvilke konkrete planer Landsstyret har for fastsættelse af bestemmelser om, at en døgninstitution i samarbejde med kommunalbestyrelsen kan udføre socialpædagogiske opgaver.

Hovedreglen for socialpædagogiske opgaver for døgninstitutionerne er løsning af de opgaver der ligger i institutionerne i forhold til institutionens målgruppe og målsætning.

Derudover vil der i fremtiden, afhængig af institutionens ressourcer og overskud, åbnes mulighed for, at institutionerne i samarbejde med kommunerne kan tilrettelægge særlige tiltag, udfra lokale behov.

Da der vil være tale om aktivitets udvidelser, skal der ske en forhandling mellem Landsstyret og KANUKOKA om, hvordan det praktisk og økonomisk kan lade sig gøre

5. Mht. § 26 ønsker udvalget at få fremlagt reglerne for aflevering, form og indhold for døgninstitutionernes årsberetninger

På grund af Døgninstitutionernes meget forskellige målgrupper og målsætninger, har det været nødvendigt at justere årsberetningen 2001, i forhold til skabelonen til årsberetningen 2002, som vedægges som bilag.

Selve årsberetningen vil som lovet blive omdelt til det samlede Landsting senere under forårssamlingen.

Direktoratet regner med at der for årsberetningen 2004, også vil være behov for justeringer, måske vil det blive nødvendigt at adskille årsberetningerne for børn og unge institutioner henholdvis handicapinstitutionerne.

6. Til § 5, stk. 2:

§ 5, stk.1, fastslår, at enhver, der får kendskab til at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunalbestyrelsen.

§ 5, stk. 2, fastslår, at personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp.

Det fremgår ikke af lovbemærkningerne, i hvilket omfang overtrædelse af den skærpede underretningspligt er forbundet med ansvar efter kriminallovens regler, i kraft af forslagets § 40.

Udvalget ønsker at få dette præciseret af Landsstyremedlemmet.

Kriminallovens regler er almengyldige regler og vil derfor også være gældende for de i § 5 stk 2 omtalte personer.

Landsstyret har imidlertid fundet det mest formålstjenligt ikke at fremhæve strafsanktionen, men netop appellere til det moralske ansvar de omtalte personer har for barnets trivsel.

De i § 5 stk 2 omtalte personer har alle forudsætninger for at opdage meget tidligt, hvis der er problemer i barnets liv. Landsstyret finder, at det for alle parter er en meget vanskelig situation, og at det ikke vil tjene noget formål at true de implicerede fagpersoner med straf .

Det må være op til den enkelte at vurdere, hvornår grænsen er for det et barn skal tåle uden der gribes ind.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår, at "hvis kriminallovens regler i medfør af lovforslagets § 40 skal finde anvendelse på overtrædelse af den skærpede underretningspligt, bør det i affattelsen af § 5, stk. 2 præciseres, at den skærpede underretningspligt kun er gældende i forhold til oplysninger, som den ansatte eller folkevalgte er blevet bekendt med i embeds medfør. Dette kan ske ved at benytte følgende formulering:

"Stk. 2. Personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de i medfør af deres stilling eller embede bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp. Samme skærpede pligt har personer i forbindelse med udøvelsen af hverv, der hviler på offentligt valg."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Ud fra besvarelsen af ovenstående finder Landsstyret ikke anledning til at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering.

7. Til § 6, stk. 2:

§ 6, stk. 1, bestemmer, at kommunalbestyrelsen skal undersøge et barns forhold, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at barnet trænger til særlig støtte.

§ 6, stk. 2, har følgende formulering:

" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 15 år."

Meningen med denne bestemmelse er, at undersøgelsen kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, men også fra barnet selv, hvis barnet er fyldt 15 år. Bestemmelsen er imidlertid ikke hensigtsmæssigt formuleret, da den kan læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersøgelsen kan gennemføres.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering:

" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og tillige fra barnet, hvis dette er fyldt 15 år."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Landsstyret har taget kritikken til efterretning, men finder ikke anledning til at foretage rettelser i forslaget til Landstingsforordning.

8. Til § 6, stk. 3:

Bestemmelsen har følgende formulering:

" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse).

Også her kan bestemmelsen læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersøgelsen kan gennemføres. Hensigten med bestemmelsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at undersøgelsen kan gennemføres uden samtykke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå, og bestemmelsen affattes således:

" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre, om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet beslutte at gennemføre undersøgelsen."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Når der i bestemmelsen er gjort opmærksom på 15 år, er det netop fordi både forældre og barn normalt skal samtykke for at undersøgelsen kan gennemføres, hvis barnet er fyldt 15 år. For børn under 15 år er det nok, at forældrene samtykker.

Landsstyret har i bestemmelsen ønsket at fremhæve at netop 15 år er afgørende for om barnet alene kan samtykke.

Endvidere har Landsstyret ønsket at tydeliggøre at problemstillingen yderligere kompliceres med hensyn til samtykke når barnet er fyldt 15 år.

Landsstyret finder ud fra ovenstående ikke anledning til korrektioner.

9. Til § 9, stk.1:

"foranstaltning" bør ændres til "hjælpeforanstaltning".

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Landsstyret skal dybt beklage ovennævnte forglemmelse. Fejlen vil blive rettet i forbindelse med at der fremsættes ændringsforslag til 2. behandlingen af forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

10. Til § 10, stk. 1:

§ 10, stk. 1 har følgende ordlyd:

" § 10. Kommunalbestyrelsen kan uanset om der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade (...)" (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)

Sætningen kan læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år for at kunne anbringes uden for hjemmet. Hensigten med bestemmelsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at barnet kan anbringes uden for hjemmet uden samtykke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering af § 10, stk.1:

" § 10. Kommunalbestyrelsen kan, uanset om der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og barnet, beslutte, at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet, eller

4) andre adfærds- eller eller tilpasningsproblemer hos barnet. "

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Landsstyret finder det vigtigt, at der understreges en særskilt pligt til, at barnet skal samtykke, når det er fyldt 15 år. Endvidere finder Landsstyret det vigtigt at understrege, at der kan træffes beslutning om anbringelse uden for hjemmet både, når forældrene ikke samtykker, men også hvis barnet, der er fyldt 15 år og forældrene ikke samtykker.

Landsstyret finder, at formuleringen af forslagets § 10 stk. 1 nr. 4 er mere hensigtsmæssigt end den af Landstingets Lovtekniske Funktions foreslåede formulering.

11. Til § 10, stk. 2:

I henhold til § 10, stk. 2, kan der kun træffes afgørelse om tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet.

Landstingets Lovtekniske Funktion formoder, at det beror på en fejl, at der alene henvises til § 10, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 2-4 vil kunne iværksættes, uden at der foreligger begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets forbliven i hjemmet.

En sådan retstilstand stemmer dårligt overens med beskyttelsen af retten til et familieliv i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Problemstillingen ville kunne undgås ved at henvise til "§ 10, stk. 1" i stedet for alene "§ 10, stk. 1, nr. 1".

Landstingets Lovtekniske Funktion forslår derfor følgende affattelse af § 10, stk. 2:

" Stk. 2. Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Landsstyret er enige i kritikken og vil i den anledning fremsætte ændringsforslag til 2. behandlingen af forslag til Landstingsforordning om børn og unge.

12. Til § 14, stk. 2:

"øvrige hjælpeforanstaltningerne" bør erstattes af "øvrige hjælpeforanstaltninger".

Udvalget forventer, at Landsstyret fremsætter ændringsforslag i overensstemmlse hermed.

Landsstyret beklager slåfejlen. Fejlen vil blive rettet i forbindelse med fremsættelse af ændringsforslag til 2. behandlingen af forslag til Landstingsforordning om børn og unge.

13. Til § 27, stk. 2, 2. pkt.:

§ 27, stk. 2, 2. pkt. har følgende formulering:

" Igangværende foranstaltninger kan fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse).

Den anvendte formulering efterlader næppe juridisk tvivl om, at der kræves både samtykke og rimelig udsigt til at nå målet. Af hensyn til brugere uden juridiske forudsætninger, kunne det overvejes yderligere at understrege, at der et tale om et dobbelt-krav, ved at anvende følgende formulering:

"Igangværende hjælpeforanstaltninger kan med den unges samtykke fortsætte efter det 18. år, forudsat at der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Indholdsmæssigt er der ingen forskel i de to formuleringer, og Landsstyret finder, at der alene er tale om hvilken formuleringen, der foretrækkes.

14. Til § 28, stk. 1, 1. pkt.:

For at understrege, hvem der træffer beslutning om anbringelsens ophør, kunne det overvejes at omformulere "Inden der træffes beslutning" til "Inden kommunalbestyrelsen træffer beslutning".

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Landsstyret finder ikke anledning til at foretage rettelser ud fra ovenstående.

15. Til § 38, stk. 2 og 4:

§ 38, stk. 2, har følgende affattelse:

" Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage forældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb."

I bemærkningerne til bestemmelsen er anført følgende:

"Kommunen kan fritage den ene eller begge forældre for betaling, såfremt betalingsforpligtelsen betyder, at pågældende efter en konkret vurdering vil få vanskeligheder ved at sikre sig og sin familie det nødvendige til opretholdelse af et rimeligt leveniveau."

For at lade det fremgå af selve loven, hvilke omstændigheder der kan fritage forældrene for betaling, bør det overvejes at sætte de i bemærkningerne nævnte forudsætninger ind i selve bestemmelsen (§ 38, stk. 2), eller eventuelt at bemyndige Landsstyret til at fastsætte bestemmelser om fritagelse for forældrebetaling (gennem en udvidelse af § 38, stk. 4).

Man vil hermed kunne opnå mere faste rammer for, hvornår en kommunalbestyrelse kan fritage for forældrebetaling, således at forældre ved, hvordan kommunalbestyrelsen kan forventes at administrere adgangen til at fritage for forældrebetaling. Det vil være uheldigt, hvis forældre (med rette eller urette) føler sig presset til bestemte dispositioner i samarbejdet med myndighederne omkring hjælpeforanstaltninger, af frygt for at blive pålagt betaling.

Af ovennævnte årsager finder udvalget det hensigtsmæssigt, at § 38, stk. 4 udvides og får følgende formulering, foreslået af Landstingets Lovtekniske Funktion:

"Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse samt om muligheden for at eftergive skyldige beløb og for at fritage forældre for betaling."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Det har aldrig været Landsstyrets hensigt at opstille generelle regler for, hvornår forældrene kan fritages for betaling.

Der kan ikke herske tvivl om, at forældrene har forsørgerpligten for børn under 18 år, og det vil altid bero på et konkret skøn, om forældrene skal fritages for denne forsørgerpligt.

Det er Landsstyrets opfattelse, at netop faste entydige regler, for hvornår forældrene kan fritages for betaling, vil medføre, at der fra forældrenes side tænkes i økonomi og ikke i, hvad der er bedst for børnene.

De forhold Landsstyret finder skal have indflydelse på det konkrete skøn, vil blive angivet i den vejledning til Landstingsforordning for børn og unge, der forventes udarbejdet

 

Vedrørende de almindelige bemærkninger

16. Til side 3, 6. afsnit (under Handicapforordningen):

Det fremføres, at forslaget tager sigte på almindelige børn og unge, og at forslagets bestemmelser suppleres af bestemmelserne i landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap for så vidt angår handicappede børn og unge. I overensstemmelse hermed anføres det i bemærkningerne til § 6, at en sag skal behandles efter landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap, hvis en undersøgelse viser, at barnet har et handicap. Imidlertid bestemmes det i forslagets § 18, stk.1, at professionelle plejefamilier skal have "socialfaglig baggrund eller lignende erhvervsmæssig erfaring, som giver særlige forudsætninger for at tage sig af svært psykisk skadede og omsorgssvigtede børn og unge eller børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse). Endvidere er der flere steder i bemærkningerne (side 1, 10, 15 og 16) henvisninger til forslagets relevans og virkning i relation til handicappede børn og unge.

Udvalget ønsker, at Landsstyremedlemmet kommer med en afklaring af denne uoverensstemmelse.

Landsstyret finder ikke at der er nogen uoverensstemmelse i ovennævnte bemærkninger.

Det er yderst relevant at der i forordningen også er taget stilling til den mulighed at også handicappede børn og unge kan have adfærdsproblemer eller sociale problemer når de bor hos forældrene. Disse problemer kan også her betyde at den handicappede må ydes hjælpeforanstaltninger eller anbringes udenfor hjemmet på grund af behov for støtte eller omsorgssvigt.

Der skelnes mellem disse forordninger, hvor Landstingsforordning om hjælp til handicappede er hjemmelsgrundlag for at af yde hjælpemidler i forhold til det konkrete handicap. Og Landstingsforordning om hjælp til børn og unge er hjemmelsgrundlag for at yde hjælpeforanstaltninger i forhold socialrelaterede problemstillinger..

 

Vedrørende bemærkningerne til de enkelte bestemmelser

17. Til § 5 generelt:

Der savnes bemærkninger til § 5, stk. 2, herunder bemærkninger vedr. bestemmelsens sammenhæng med § 40. Bestemmelsens sammenhæng med reglerne i sagsbehandlingsloven (Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning) om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger (herunder særligt § 28, stk. 1 og stk. 2, nr. 3) kunne også med fordel have været berørt. Endelig burde bemærkningerne have berørt forholdet til reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i patientretstillingsloven (Landstingsforordning nr. 5 af 31. maj 2001 om patienters retsstilling).

I henhold til patientretsstillingslovens § 23, stk. 1, har en patient som udgangspunkt krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Videregivelse af sådanne oplysninger uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan dog i henhold til patientretsstillingslovens § 26, stk. 2 ske, når:

1. det følger af lovgivningen, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, eller

2. videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning afgør i henhold til § 26, stk. 2, selv, hvorvidt videregivelse af de fortrolige oplysninger er berettiget. Såfremt oplysninger videregives, fordi videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, skal den oplysningen angår i henhold til § 26, stk. 4, snarest muligt orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

Det burde i bemærkningerne have været præciseret, at den skærpede oplysningspligt efter forslagets § 5, stk. 2, kun kan gøres gældende i det omfang, sundhedspersonen ikke er pålagt tavshedspligt i henhold til patientretsstillingsloven. Det kan ikke udelukkes, at der ellers i særlige tilfælde vil kunne opstå en konflikt mellem de to regelsæt.

Udvalget anmoder Landsstyremedlemmet om at redegøre for bestemmelsens sammenhæng med forslagets § 40, samt med reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i hhv. Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning og landstingsforordning om patienters retsstilling.

Kriminallovens regler er almengyldige regler og vil derfor også være gældende for de i § 5 stk 2 omtalte personer.

Landsstyret har imidlertid fundet det mest formålstjenligt ikke at fremhæve strafsanktionen, men netop appellere til det moralske ansvar de omtalte personer har for barnets trivsel.

De i § 5 stk 2 omtalte personer har alle forudsætninger for meget tidligt at opdage, hvis der er problemer i barnets liv. Landsstyret finder, at det for alle parter er en meget vanskelig situation, og at det ikke vil tjene noget formål at true de implicerede fagpersoner med straf .

Det må være op til den enkelte at vurdere, hvornår grænsen er for det et barn skal tåle uden der gribes ind.

Ikke alene vil kriminallovens bestemmelser veje tungere end både sagsbehandlingsloven og patientretstillingslovens regler, men også den moralske forpligtelse alle mennesker har til at hjælpe andre som lider uret, vil bevirke at tavshedspligten omkostningsfrit vil kunne sættes ud af kraft for de berørte personer.

21. Til § 10:

Første afsnit af bemærkningerne til §10 har følgende affattelse:

"Bestemmelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, er blevet mere klar i forhold til gældende forordnings bestemmelser. Det er blevet præciseret, hvornår en kommune skal gribe til handling og foretage anbringelse uden samtykke. Sondringen mellem § 9 om at yde hjælpeforanstaltninger i samarbejde med forældremyndighedsindehaver og § 10 om tvangsmæssig indgriben er klar." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)

Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at § 10, som bestemmelsen er formuleret, ikke i sig selv forpligter kommunen til at gribe til handling. Det fremgår således af § 10, at kommunen kan handle. Hvis hensigten har været at forpligte kommunen til at foretage tvangsanbringelse, i tilfælde hvor der af nærmere bestemte årsager er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og hvor samtykke til anbringelse uden for hjemmet ikke har kunnet opnås, bør det overvejes at ændre bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse hermed.

Udvalget ønsker, at Landsstyremedlemmet kommer med en afklaring for hensigten i § 10, første afsnit.

Det har aldrig været Landsstyrets hensigt at pålægge kommunen en handlepligt. Det er op til kommunen i den enkelte sag at vurdere hvilken hjælpeforanstaltning, der skal iværksættes. Det har alene være hensigten at præcisere hvilke kriterier der skal indgå i vurderingen af om der skal handles.

Andet afsnit af bemærkningerne til § 10 har følgende affattelse:

"Behovsprincippet betyder, at der kan ske anbringelse uden for hjemmet, når barnets basale behov ikke kan opfyldes, og barnet har særligt behov for omsorg og pleje, eller når der er risiko for alvorlig skade på barnets / den unges udvikling og sundhed."

Det citerede afsnit giver det indtryk, at der kan ske tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, uden at der nødvendigvis er tale om risiko for alvorlig skade på barnet/den unge. Ifølge ordlyden af § 10, er netop denne risiko imidlertid en betingelse for tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet.

Udvalget ønsker på denne baggrund en uddybende forklaring på bemærkningerne. I samme forbindelse ønsker udvalget uddybet, hvilke andre adfærds- eller tilpasningsproblemer der i medfør af § 10, stk. 1, nr. 4, kan give anledning til at anbringe barnet uden for hjemmet.

Der er alene tale om en oplistning af årsager, som kan begrunde anbringelse uden for hjemmet. Frygten, for at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, er det bærende element i betingelserne for anbringelse uden for hjemmet.

22. Til 27, 3. afsnit:

I henhold til § 24, stk. 2, kan igangværende hjælpeforanstaltninger fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil, og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen.

Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at det ikke fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, om der er nogen øvre aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp. Bestemmelsens titel "hjælp til børn og unge" giver anledning til at tro, at hjælpeforanstaltninger næppe fortsætter ud over 25-30-årsalderen.

Udvalget anmoder Landsstyremedlemmet om et fortolkningsbidrag i relation hertil.

I anledningen om den debat der har været i forbindelse med . forordningsarbejdet har praktikerne savnet lovgrundlag således at ydelse af hjælp til unge over 18-20 årige kan fortsætte. For at tilgodese unge, som endnu ikke er parate til at stå på egne ben (det vil sige umodne unge), kan fortsat få hjælp udover de er fyldt 18-20, er der lavet forslag til bestemmelse med hjemmel til at yde hjælpeforanstaltninger. Det er selvfølgelig ikke meningen at voksne på 25 år skal have hjælp i forhold til en forordning om hjælp til børn og unge, men alene hensigten at der kan ydes den unge hjælp til formålet i handleplanen er opfyldt.

Handleplanen skal være lavet før den unge er fyldt 18 år, samme regler gælder at intentionen med handleplanen skal være opfyldte før hjælpeforanstaltningen ophæves.

Det bemærkes i samme forbindelse, at der ikke i forordningen er hjemmel til at pålægge personer over 18 år at betale for hjælpeforanstaltninger.

Har Landsstyremedlemmet overvejet, om der er behov for en sådan hjemmel?

Det er med vilje at Landsstyret ikke har fastsat nogen bestemmelse om at den unge skal pålægges betaling for en ydelse i forhold til hjælpeforanstaltning til unge over 18 år . Hjælpen skal betragtes som et pædagogisk tiltag, som skal være til gavn for den unge selv, med det formål, at den unge overkommer rimelig helskindet til en voksen tilværelse som muligt. Det er Landsstyrets interesse at forebygge eventuelle senere nedture for voksne, en forebyggelse som ved en tidlig indsats kan forebygges.

23. Til § 38:

§ 38 har følgende ordlyd:

" § 38. Når en kommunalbestyrelse anbringer et barn uden for hjemmet, skal forældrene pålægges at betale udgifterne ved anbringelsen helt eller delvis.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage forældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en afgørelse om betaling hvis forældrenes økonomiske forhold har ændret sig væsentligt.

Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse.

En anbringelse uden for hjemmet kan i henhold til forslagets § 27, stk. 2 opretholdes efter 18-årsalderen, hvis den unge giver sit samtykke og der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen. "

Forslaget indeholder (som tidligere nævnt) ingen hjemmel til at pålægge myndige unge at betale for hjælpeforanstaltninger, som opretholdes i medfør af § 27, stk. 2.

Udvalget formoder, at det ville være hensigtsmæssigt at præcisere, at forældre ikke kan pålægges at betale udgifter forbundet med opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet i medfør af § 27, stk. 2. Hvad er Landsstyremedlemmets holdning til dette?

Det fremgår af myndighedsloven at forældre alene har forsørgerpligt over for børn under 18 år som ikke har indgået ægteskab. Det er almindeligt kendt i samfundet at der ikke eksisterer en forsørgerpligt for børn over 18 år og landsstyret finder derfor ikke anledning til at præcisere dette yderligere.

 

 

Med venlig hilsen

Ruth Heilmann