NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT Kalaallit Nunaanni Inatsisartut Inatsisartut Allattoqarfiat	GRØNLANDS HJEMMESTYRE Grønlands Landsting Landstingets Bureau
Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed		Ulloq/Dato: J.nr.	14. marts 2003 01.33.04.09-1

 

 

Vedr.: Anmodning om oplysninger i forbindelse med udvalgsbehandling af FM 2003/26 Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge

 

Kære Ruth Heilmann.

Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg har som led i udvalgsbehandlingen af ‘Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge’ nogle spørgsmål, som udvalget anmoder om at få besvaret skriftligt.

Udvalget mener, at det i § 5 stk. 2 bør tilføjes, at også politiet har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp. Udvalget ved, at politiet i nogle kommuner rapporterer til kommunen om alle unge under 15 år, som har overtrådt loven. Hvad er Landsstyremedlemmets mening om en sådan tilføjelse?

Udvalget ønsker at få præciseret, hvilke rettigheder et barn har, når det ifølge § 6, stk. 4 indlægges til observation på f.eks. psykiatrisk afdeling.

I § 13 står der, at beslutning om anbringelse af et barn uden for hjemmet skal indberet- tes til Landsstyret, og i § 30 står der, at beslutning om at en anbringelse uden for hjemmet skal ophøre, skal indberettes til Landsstyret. Udvalget ønsker at få at vide, om det er kommunernes rapportering til Landsstyret, der bliver refereret til. Udvalget ønsker endvidere at få at vide, hvordan Landsstyret vil sikre, at de modtager kommuner- nes rapporteringer, da der før i tiden har været problemer med at få disse.

Mht. § 24, stk. 2 ønsker udvalget at få oplyst, hvilke konkrete planer Landsstyret har for fastsættelse af bestemmelser om, at en døgninstitution i samarbejde med kommunal- bestyrelsen kan udføre socialpædagogiske opgaver.

Mht. § 26 ønsker udvalget at få fremlagt reglerne for aflevering, form og indhold for døgninstitutionernes årsberetninger.

Udvalget har den 6. marts 2003 modtaget et notat fra Landstingets Lovtekniske Funktion, hvori udvalget gøres opmærksom på følgende problemstillinger, som udvalget venligst anmoder Landsstyremedlemmet om at redegøre for.

Vedrørende lovteksten

Til § 5, stk. 2:

§ 5, stk.1, fastslår, at enhver, der får kendskab til at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunalbestyrel- sen.

§ 5, stk. 2, fastslår, at personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp.

Det fremgår ikke af lovbemærkningerne, i hvilket omfang overtrædelse af den skærpede underretningspligt er forbundet med ansvar efter kriminallovens regler, i kraft af forslagets § 40.

Udvalget ønsker at få dette præciseret af Landsstyremedlemmet.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår, at "hvis kriminallovens regler i medfør af lovforslagets § 40 skal finde anvendelse på overtrædelse af den skærpede underretnings- pligt, bør det i affattelsen af § 5, stk. 2 præciseres, at den skærpede underretningspligt kun er gældende i forhold til oplysninger, som den ansatte eller folkevalgte er blevet bekendt med i embeds medfør. Dette kan ske ved at benytte følgende formulering:

"Stk. 2. Personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de i medfør af deres stilling eller embede bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp. Samme skærpede pligt har personer i forbindelse med udøvelsen af hverv, der hviler på offentligt valg."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 6, stk. 2:

§ 6, stk. 1, bestemmer, at kommunalbestyrelsen skal undersøge et barns forhold, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at barnet trænger til særlig støtte.

§ 6, stk. 2, har følgende formulering:

" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 15 år."

Meningen med denne bestemmelse er, at undersøgelsen kræver samtykke fra forældre- myndighedsindehaveren, men også fra barnet selv, hvis barnet er fyldt 15 år. Bestem- melsen er imidlertid ikke hensigtsmæssigt formuleret, da den kan læses som et under- forstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersøgelsen kan gennemføres.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering:

" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og tillige fra barnet, hvis dette er fyldt 15 år."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 6, stk. 3:

Bestemmelsen har følgende formulering:

" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse).

Også her kan bestemmelsen læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersøgelsen kan gennemføres. Hensigten med bestemmelsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at undersøgelsen kan gennemføres uden samtyk- ke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå, og bestemmelsen affattes således:

" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre, om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet beslutte at gennemføre undersøgelsen."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 9, stk.1:

"foranstaltning" bør ændres til "hjælpeforanstaltning".

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 10, stk. 1:

§ 10, stk. 1 har følgende ordlyd:

" § 10. Kommunalbestyrelsen kan uanset om der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade (...)" (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)

Sætningen kan læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år for at kunne anbringes uden for hjemmet. Hensigten med bestemmelsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at barnet kan anbringes uden for hjemmet uden samtykke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå.

Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering af § 10, stk.1:

" § 10. Kommunalbestyrelsen kan, uanset om der foreligger samtykke fra forældremyn- dighedens indehaver og barnet, beslutte, at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet, eller
4) andre adfærds- eller eller tilpasningsproblemer hos barnet. "

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 10, stk. 2:

I henhold til § 10, stk. 2, kan der kun træffes afgørelse om tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet.

Landstingets Lovtekniske Funktion formoder, at det beror på en fejl, at der alene henvises til § 10, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 2-4 vil kunne iværksættes, uden at der foreligger begrundet formodning om, at proble- merne ikke vil kunne løses under barnets forbliven i hjemmet.

En sådan retstilstand stemmer dårligt overens med beskyttelsen af retten til et familieliv i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Problemstillingen ville kunne undgås ved at henvise til "§ 10, stk. 1" i stedet for alene "§ 10, stk. 1, nr. 1".

Landstingets Lovtekniske Funktion forslår derfor følgende affattelse af § 10, stk. 2:

" Stk. 2. Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 14, stk. 2:

"øvrige hjælpeforanstaltningerne" bør erstattes af "øvrige hjælpeforanstaltninger".

Udvalget forventer, at Landsstyret fremsætter ændringsforslag i overensstemmlese hermed.

Til § 27, stk. 2, 2. pkt.:

§ 27, stk. 2, 2. pkt. har følgende formulering:

" Igangværende foranstaltninger kan fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse).

Den anvendte formulering efterlader næppe juridisk tvivl om, at der kræves både samtykke og rimelig udsigt til at nå målet. Af hensyn til brugere uden juridiske for- udsætninger, kunne det overvejes yderligere at understrege, at der et tale om et dobbelt- krav, ved at anvende følgende formulering:

"Igangværende hjælpeforanstaltninger kan med den unges samtykke fortsætte efter det 18. år, forudsat at der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 28, stk. 1, 1. pkt.:

For at understrege, hvem der træffer beslutning om anbringelsens ophør, kunne det overvejes at omformulere "Inden der træffes beslutning" til "Inden kommunalbestyrel- sen træffer beslutning".

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Til § 38, stk. 2 og 4:

§ 38, stk. 2, har følgende affattelse:

" Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage forældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb."

I bemærkningerne til bestemmelsen er anført følgende:

"Kommunen kan fritage den ene eller begge forældre for betaling, såfremt betalingsforpligtelsen betyder, at pågældende efter en konkret vurdering vil få vanskeligheder ved at sikre sig og sin familie det nødvendige til opretholdelse af et rimeligt leveniveau."

For at lade det fremgå af selve loven, hvilke omstændigheder der kan fritage forældrene for betaling, bør det overvejes at sætte de i bemærkningerne nævnte forudsætninger ind i selve bestemmelsen (§ 38, stk. 2), eller eventuelt at bemyndige Landsstyret til at fastsætte bestemmelser om fritagelse for forældrebetaling (gennem en udvidelse af § 38, stk. 4).

Man vil hermed kunne opnå mere faste rammer for, hvornår en kommunalbestyrelse kan fritage for forældrebetaling, således at forældre ved, hvordan kommunalbestyrelsen kan forventes at administrere adgangen til at fritage for forældrebetaling. Det vil være uheldigt, hvis forældre (med rette eller urette) føler sig presset til bestemte dispositioner i samarbejdet med myndighederne omkring hjælpeforanstaltninger, af frygt for at blive pålagt betaling.

Af ovennævnte årsager finder udvalget det hensigtsmæssigt, at § 38, stk. 4 udvides og får følgende formulering, foreslået af Landstingets Lovtekniske Funktion:

"Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse samt om muligheden for at eftergive skyldige beløb og for at fritage forældre for betaling."

Udvalget mener, at det er hensigtsmæssigt at følge Landstingets Lovtekniske Funktions formulering. Hvad mener Landsstyremedlemmet om dette?

Vedrørende de almindelige bemærkninger

Til side 3, 6. afsnit (under Handicapforordningen):

Det fremføres, at forslaget tager sigte på almindelige børn og unge, og at forslagets bestemmelser suppleres af bestemmelserne i landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap for så vidt angår handicappede børn og unge. I overensstem- melse hermed anføres det i bemærkningerne til § 6, at en sag skal behandles efter landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap, hvis en undersø- gelse viser, at barnet har et handicap. Imidlertid bestemmes det i forslagets § 18, stk.1, at professionelle plejefamilier skal have "socialfaglig baggrund eller lignende erhvervs- mæssig erfaring, som giver særlige forudsætninger for at tage sig af svært psykisk skadede og omsorgssvigtede børn og unge eller børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse). Endvidere er der flere steder i bemærkningerne (side 1, 10, 15 og 16) henvisninger til forslagets relevans og virkning i relation til handicappede børn og unge.

Udvalget ønsker, at Landsstyremedlemmet kommer med en afklaring af denne uo- verensstemmelse.

Vedrørende bemærkningerne til de enkelte bestemmelser

Til § 5 generelt:

Der savnes bemærkninger til § 5, stk. 2, herunder bemærkninger vedr. bestemmelsens sammenhæng med § 40. Bestemmelsens sammenhæng med reglerne i sagsbehandlings- loven (Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvalt- ning) om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger (herunder særligt § 28, stk. 1 og stk. 2, nr. 3) kunne også med fordel have været berørt. Endelig burde bemærkningerne have berørt forholdet til reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i patientretstillingsloven (Landstingsforordning nr. 5 af 31. maj 2001 om patienters retsstilling).

I henhold til patientretsstillingslovens § 23, stk. 1, har en patient som udgangspunkt krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Videregivelse af sådanne oplysninger uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan dog i henhold til patientretsstillingslovens § 26, stk. 2 ske, når:

det følger af lovgivningen, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbe- handling, eller

videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning afgør i henhold til § 26, stk. 2, selv, hvorvidt videregivelse af de fortrolige oplysninger er berettiget. Såfremt oplysninger videregives, fordi videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, skal den oplysningen angår i henhold til § 26, stk. 4, snarest muligt orien- teres om videregivelsen og formålet hermed.

Det burde i bemærkningerne have været præciseret, at den skærpede oplysningspligt efter forslagets § 5, stk. 2, kun kan gøres gældende i det omfang, sundhedspersonen ikke er pålagt tavshedspligt i henhold til patientretsstillingsloven. Det kan ikke udeluk- kes, at der ellers i særlige tilfælde vil kunne opstå en konflikt mellem de to regelsæt.

Udvalget anmoder Landsstyremedlemmet om at redegøre for bestemmelsens sammen- hæng med forslagets § 40, samt med reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i hhv. Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning og landstingsforordning om patienters retsstilling.

Til § 10:

Første afsnit af bemærkningerne til §10 har følgende affattelse:

"Bestemmelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, er blevet mere klar i forhold til gældende forordnings bestemmelser. Det er blevet præciseret, hvornår en kommune skal gribe til handling og foretage anbringelse uden samtykke. Sondringen mellem § 9 om at yde hjælpeforanstaltnin- ger i samarbejde med forældremyndighedsindehaver og § 10 om tvangsmæssig indgriben er klar." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)

Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at § 10, som bestemmelsen er formu- leret, ikke i sig selv forpligter kommunen til at gribe til handling. Det fremgår således af § 10, at kommunen kan handle. Hvis hensigten har været at forpligte kommunen til at foretage tvangsanbringelse, i tilfælde hvor der af nærmere bestemte årsager er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og hvor samtykke til anbringelse uden for hjemmet ikke har kunnet opnås, bør det overvejes at ændre bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse hermed.

Udvalget ønsker, at Landsstyremedlemmet kommer med en afklaring for hensigten i § 10, første afsnit.

Andet afsnit af bemærkningerne til § 10 har følgende affattelse:

"Behovsprincippet betyder, at der kan ske anbringelse uden for hjemmet, når barnets basale behov ikke kan opfyldes, og barnet har særligt behov for omsorg og pleje, eller når der er risiko for alvorlig skade på barnets / den unges udvikling og sundhed."

Det citerede afsnit giver det indtryk, at der kan ske tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, uden at der nødvendigvis er tale om risiko for alvorlig skade på barnet/den unge. Ifølge ordlyden af § 10, er netop denne risiko imidlertid en betingelse for tvangs- mæssig anbringelse uden for hjemmet.

Udvalget ønsker på denne baggrund en uddybende forklaring på bemærkningerne. I samme forbindelse ønsker udvalget uddybet, hvilke andre adfærds- eller tilpasnings problemer der i medfør af § 10, stk. 1, nr. 4, kan give anledning til at anbringe barnet uden for hjemmet.

Til 27, 3. afsnit:

I henhold til § 24, stk. 2, kan igangværende hjælpeforanstaltninger fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil, og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen.

Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at det ikke fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, om der er nogen øvre aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp. Bestemmelsens titel "hjælp til børn og unge" giver anledning til at tro, at hjælpeforan- staltninger næppe fortsætter ud over 25-30-årsalderen.

Udvalget anmoder Landsstyremedlemmet om et fortolkningsbidrag i relation hertil.

Det bemærkes i samme forbindelse, at der ikke i forordningen er hjemmel til at pålægge personer over 18 år at betale for hjælpeforanstaltninger.

Har Landsstyremedlemmet overvejet, om der er behov for en sådan hjemmel?

Til § 38:

§ 38 har følgende ordlyd:

" § 38. Når en kommunalbestyrelse anbringer et barn uden for hjemmet, skal forældre- ne pålægges at betale udgifterne ved anbringelsen helt eller delvis.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage for- ældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en afgørelse om betaling hvis forældrenes økonomiske forhold har ændret sig væsentligt.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse."

En anbringelse uden for hjemmet kan i henhold til forslagets § 27, stk. 2 opretholdes efter 18-årsalderen, hvis den unge giver sit samtykke og der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen. "

Forslaget indeholder (som tidligere nævnt) ingen hjemmel til at pålægge myndige unge at betale for hjælpeforanstaltninger, som opretholdes i medfør af § 27, stk. 2.

Udvalget formoder, at det ville være hensigtsmæssigt at præcisere, at forældre ikke kan pålægges at betale udgifter forbundet med opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet i medfør af § 27, stk. 2. Hvad er Landsstyremedlemmets holdning til dette?

 

Den grønlandske oversættelse af dette brev følger snarest.

Udvalget ønsker svar snarest og om muligt inden den 21. marts 2003.

 

Med venlig hilsen

på vegne af Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg

Ellen Christoffersen, formand