NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT Kalaallit Nunaanni Inatsisartut
Inatsisartut AllattoqarfiatGRØNLANDS HJEMMESTYRE Grønlands Landsting
Landstingets BureauLandstingets Familie- og Sundhedsudvalg Ilaqutariinnermut Peqqissutsimullu Ataatimiitsitaliaq
/Her
Ulloq/Dato:
J.nr.
9. marts 2003
03FM/01.70.01-99
Vedr.:Lovteknisk notat om FM 2003/26: Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge
Hermed fremsendes til udvalget Landstingets Lovtekniske Funktions notat om Landsstyrets Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge.
Kopi af denne skrivelse tilgår Familiedirektoratet og Landsstyrets Sekretariat, Lovkontoret.
Med venlig hilsen
Stefan Knudsen
Landstingets Lovtekniske Funktion
Notat
vedrørende
Forslag til Landstingsforordning
om hjælp til børn og unge
FM 2003/26
Landstingets Lovtekniske Funktion har gennemgået ovennævnte forslag og finder anled- ning til særligt at gøre Landstingets Familie- og Sundhedsudvalg opmærksom på følgende problemstillinger:
Vedrørende lovteksten:
Til § 5, stk. 2:
§ 5, stk.1, fastslår, at enhver, der får kendskab til at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommu- nalbestyrelsen.
§ 5, stk. 2, fastslår, at personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssek- toren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp.
Det fremgår ikke af lovbemærkningerne, i hvilket omfang overtrædelse af den skærpede underretningspligt er forbundet med ansvar efter kriminallovens regler, i kraft af forslagets § 40.
Det forekommer vigtigt, at få præciseret dette, og udvalget kunne derfor overveje at fremsætte spørgsmål herom til Landsstyret.
Hvis kriminallovens regler i medfør af lovforslagets § 40 skal finde anvendelse på overtrædelse af den skærpede underretningspligt, bør det i affattelsen af § 5, stk.2 præciseres, at den skærpede underretningspligt kun er gældende i forhold til oplysninger, som den ansatte eller folkevalgte er blevet bekendt med i embeds medfør. Dette kan ske ved at benytte følgende formulering:
"Stk. 2. Personer, der er ansat i social-, skole- eller sundhedssektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, når de i medfør af deres stilling eller embede bliver bekendt med, at et barn har behov for hjælp. Samme skærpede pligt har personer i forbindelse med udøvelsen af hverv, der hviler på offentligt valg."
Til § 6, stk. 2:§ 6, stk. 1, bestemmer, at kommunalbestyrelsen skal undersøge et barns forhold, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at barnet trænger til særlig støtte.
§ 6, stk. 2, har følgende formulering:
" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 15 år."
Meningen med denne bestemmelse er, at undersøgelsen kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, men også fra barnet selv, hvis barnet er fyldt 15 år. Bestemmelsen er imidlertid ikke hensigtsmæssigt formuleret, da den kan læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersø- gelsen kan gennemføres.
Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering:
" Stk. 2. Undersøgelsen skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindeha- veren og tillige fra barnet, hvis dette er fyldt 15 år."
Til § 6, stk. 3:Bestemmelsen har følgende formulering:
" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse).
Også her kan bestemmelsen læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at undersøgelsen kan gennemføres. Hensigten med bestem- melsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at undersøgelsen kan gennem føres uden samtykke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå, og bestemmelsen affattes således:
" Stk. 3. Hvis det er nødvendigt at foretage undersøgelsen for at afgøre, om der er risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling, kan kommunal- bestyrelsen uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og barnet beslutte at gennemføre undersøgelsen."
Til § 9, stk.1:"foranstaltning" bør ændres til "hjælpeforanstaltning".
Til § 10, stk. 1:§ 10, stk. 1 har følgende ordlyd:
" § 10. Kommunalbestyrelsen kan uanset om der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og barnet, der er fyldt 15 år, beslutte at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade (...)" (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)
Sætningen kan læses som et underforstået krav om, at barnet skal være fyldt 15 år for at kunne anbringes uden for hjemmet. Hensigten med bestemmelsen er imidlertid netop at skabe hjemmel for, at barnet kan anbringes uden for hjemmet uden samtykke uanset barnets alder. Derfor bør ", der er fyldt 15 år," udgå.
Landstingets Lovtekniske Funktion foreslår i stedet følgende formulering af § 10, stk.1:
" § 10. Kommunalbestyrelsen kan, uanset om der foreligger samtykke fra for- ældremyndighedens indehaver og barnet, beslutte, at barnet anbringes uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet, eller
4) andre adfærds- eller eller tilpasningsproblemer hos barnet. "
Til § 10, stk. 2:I henhold til § 10, stk. 2, kan der kun træffes afgørelse om tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet.
Landstingets Lovtekniske Funktion formoder, at det beror på en fejl, at der alene henvises til § 10, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at tvangsfjernelse efter § 10, stk. 1, nr. 2-4 vil kunne iværksættes, uden at der foreligger begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets forbliven i hjemmet.
En sådan retstilstand stemmer dårligt overens med beskyttelsen af retten til et familieliv i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Problemstillingen ville kunne undgås ved at henvise til "§ 10, stk. 1" i stedet for alene "§ 10, stk. 1, nr. 1".
Landstingets Lovtekniske Funktion forslår derfor følgende affattelse af § 10, stk. 2:
" Stk. 2. Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formod- ning om, at problemerne ikke kan løses under barnets forbliven i hjemmet."
Til § 14, stk. 2:"øvrige hjælpeforanstaltningerne" bør erstattes af "øvrige hjælpeforanstaltninger".
Til § 27, stk. 2, 2. pkt.:§ 27, stk. 2, 2. pkt. har følgende formulering:
" Igangværende foranstaltninger kan fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen." (Landstingets Lovtek- niske Funktions fremhævelse).
Den anvendte formulering efterlader næppe juridisk tvivl om, at der kræves både samtykke og rimelig udsigt til at nå målet. Af hensyn til brugere uden juridiske forudsætninger, kunne det overvejes yderligere at understrege, at der et tale om et dobbelt-krav, ved at anvende følgende formulering:
"Igangværende hjælpeforanstaltninger kan med den unges samtykke fortsætte efter det 18. år, forudsat at der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen."
Til § 28, stk. 1, 1. pkt.:For at understrege, hvem der træffer beslutning om anbringelsens ophør, kunne det overvejes at omformulere "Inden der træffes beslutning" til "Inden kommunal- bestyrelsen træffer beslutning".
Til § 29, 1. pkt.:§ 29, 1. pkt. har følgende affattelse:
"Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at en anbringelse uden for hjemmet ikke må ophøre, hvis det strider mod barnets behov".
Med bestemmelsens affattelse sættes lempeligere krav til opretholdelse af en tvangsfjernelse (og til tvungen opretholdelse af en frivillig anbringelse uden for hjemmet) end til selve tvangsfjernelsen. I henhold til § 10 kan tvangsfjernelse således kun finde anvendelse, "når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade".
Det bør overvejes, om ikke det er mest hensigtsmæssigt, at stille samme krav til (tvungen) opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet, som til en tvangs- fjernelse. Det bør herved også tages i betragtning, at forældremyndighedshaverens incitament til at gå med til en frivillig anbringelse af barnet uden for hjemmet mindskes, hvis kravene til (tvungen) opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet gøres lempeligere end kravene til tvangsfjernelse.
På den baggrund anbefales det at formulere § 29, 1. pkt., således:
"Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at en anbringelse uden for hjemmet ikke må ophøre, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling herved lider alvorlig skade".
Til § 38, stk. 2 og 4:38, stk. 2, har følgende affattelse:
" Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage forældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb."
I bemærkningerne til bestemmelsen er anført følgende:
"Kommunen kan fritage den ene eller begge forældre for betaling, såfremt betalingsforpligtelsen betyder, at pågældende efter en konkret vurdering vil få vanskeligheder ved at sikre sig og sin familie det nødvendige til opretholdelse af et rimeligt leveniveau."
For at lade det fremgå af selve loven, hvilke omstændigheder der kan fritage forældrene for betaling, bør det overvejes at sætte de i bemærkningerne nævnte forudsætninger ind i selve bestemmelsen (§ 38, stk.2), eller eventuelt at bemyndi- ge Landsstyret til at fastsætte bestemmelser om fritagelse for forældrebetaling (gennem en udvidelse af § 38, stk.4).
Man vil hermed kunne opnå mere faste rammer for, hvornår en kommunal- bestyrelse kan fritage for forældrebetaling, således at forældre ved, hvordan kommunalbestyrelsen kan forventes at administrere adgangen til at fritage for forældrebetaling. Det vil være uheldigt, hvis forældre (med rette eller urette) føler sig presset til bestemte dispositioner i samarbejdet med myndighederne omkring hjælpeforanstaltninger, af frygt for at blive pålagt betaling.
Til § 38, stk. 4:Det kunne, som ovenfor nævnt, overvejes at overlade det til Landsstyret at fast- sætte regler for, hvornår forældre kan fritages for betaling eller få eftergivet skyldige beløb. Dette kunne gøres med følgende formulering af stk. 4:
"Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse samt om muligheden for at eftergive skyldige beløb og for at fritage forældre for betaling."
Vedrørende de almindelige bemærkninger:
Til side 3, 6. afsnit (under Handicapforordningen):
Det fremføres, at forslaget tager sigte på almindelige børn og unge, og at forsla- gets bestemmelser suppleres af bestemmelserne i landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap for så vidt angår handicappede børn og unge. I overensstemmelse hermed anføres det i bemærkningerne til § 6, at en sag skal behandles efter landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap, hvis en undersøgelse viser, at barnet har et handicap. Imidlertid bestem- mes det i forslagets § 18, stk.1, at professionelle plejefamilier skal have "social- faglig baggrund eller lignende erhvervsmæssig erfaring, som giver særlige for- udsætninger for at tage sig af svært psykisk skadede og omsorgssvigtede børn og unge eller børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap." (Landstin- gets Lovtekniske Funktions fremhævelse). Endvidere er der flere steder i be- mærkningerne (side 1, 10, 15 og 16) henvisninger til forslagets relevans og virkning i relation til handicappede børn og unge.
Den tilsyneladende uoverensstemmelse bør afklares. Dette kunne f.eks. gøres gennem spørgsmål til Landsstyret.
Til side 4, 1. afsnit:Der savnes en fuldstændig angivelse af, hvem der har haft forslaget til høring. Dermed opfylder de almindelige bemærkninger ikke de krav, som fremgår af Landsstyrets Sekretariats Lovkontors vejledning om udarbejdelse af landstingslo- ve, -forordninger og bekendtgørelser.
Med henblik på at sikre Landstinget et fyldestgørende beslutningsgrundlag kunne udvalget overveje at indarbejde oplysning herom i udvalgets betænkning.
Et af de væsentligste formål med et lovforslags bemærkninger er at give Landstin- get et fyldestgørende grundlag for at vurdere forslagets begrundelse og forventede virkninger.
Vedrørende bemærkningerne til de enkelte bestemmelser:
Til § 5 generelt:Der savnes bemærkninger til § 5, stk. 2, herunder bemærkninger vedr. bestem- melsens sammenhæng med § 40. Bestemmelsens sammenhæng med reglerne i sagsbehandlingsloven (Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning) om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger (herunder særligt § 28, stk. 1 og stk. 2, nr. 3) kunne også med fordel have været berørt. Endelig burde bemærkningerne have berørt forholdet til reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i patientretstillingsloven (Land- stingsforordning nr. 5 af 31. maj 2001 om patienters retsstilling).
I henhold til patientretsstillingslovens § 23, stk. 1, har en patient som udgangs- punkt krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvel- sen erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Videregivelse af sådanne oplysninger uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan dog i henhold til patientretsstillingslovens § 26, stk. 2 ske, når:
det følger af lovgivningen, at oplysningen skal videregives og oplysnin- gen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myn- digheds sagsbehandling, eller
videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning afgør i henhold til § 26, stk. 2, selv, hvorvidt videregivelse af de fortrolige oplysninger er beretti- get. Såfremt oplysninger videregives, fordi videregivelse er nødvendig til beretti- get varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patien- ten, sundhedspersonen eller andre, skal den oplysningen angår i henhold til § 26, stk. 4, snarest muligt orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
Det burde i bemærkningerne have været præciseret, at den skærpede oplysnings- pligt efter forslagets § 5, stk. 2, kun kan gøres gældende i det omfang, sundheds- personen ikke er pålagt tavshedspligt i henhold til patientretsstillingsloven. Det kan ikke udelukkes, at der ellers i særlige tilfælde vil kunne opstå en konflikt mellem de to regelsæt.
Når et lovforslag er fremsat, kan der ikke rettes i forslagets lovbemærkninger. Manglende eller forkerte oplysninger i lovbemærkningerne kan kun afhjælpes gennem udvalgets betænkning. Udvalget kunne derfor overveje at anmode Lands styret om at redegøre for bestemmelsens sammenhæng med forslagets § 40, samt med reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i hhv. Landstings- lov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning og landstingsforordning om patienters retsstilling. Spørgsmålet og Landsstyrets besvarelse kan så vedlægges udvalgets betænkning som bilag.
Til § 10:Første afsnit af bemærkningerne til §10 har følgende affattelse:
"Bestemmelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, er blevet mere klar i forhold til gældende forordnings bestemmelser. Det er blevet præciseret, hvornår en kommune skal gribe til handling og foretage anbringelse uden samtykke. Sondringen mellem § 9 om at yde hjælpeforan- staltninger i samarbejde med forældremyndighedsindehaver og § 10 om tvangsmæssig indgriben er klar." (Landstingets Lovtekniske Funktions fremhævelse)
Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at § 10, som bestemmelsen er formuleret, ikke i sig selv forpligter kommunen til at gribe til handling. Det fremgår således af § 10, at kommunen kan handle. Hvis hensigten har været at forpligte kommunen til at foretage tvangsanbringelse, i tilfælde hvor der af nærmere bestemte årsager er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og hvor samtykke til anbringelse uden for hjemmet ikke har kunnet opnås, bør det overvejes at ændre bestemmelsens ordlyd i overensstem- melse hermed.
Andet afsnit af bemærkningerne til § 10 har følgende affattelse:
"Behovsprincippet betyder, at der kan ske anbringelse uden for hjemmet, når barnets basale behov ikke kan opfyldes, og barnet har særligt behov for omsorg og pleje, eller når der er risiko for alvorlig skade på barnets / den unges udvikling og sundhed."
Det citerede afsnit giver det indtryk, at der kan ske tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, uden at der nødvendigvis er tale om risiko for alvorlig skade på barnet/den unge. Ifølge ordlyden af § 10, er netop denne risiko imidlertid en betingelse for tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet.
Når et lovforslag er fremsat, kan der ikke rettes i forslagets lovbemærkninger. Manglende eller forkerte oplysninger i lovbemærkningerne kan kun afhjælpes gennem udvalgets betænkning. Udvalget kunne derfor overveje at præcisere reststilstanden i udvalgets betænkning, f.eks. med følgende kommentar:
"Behovsprincippet betyder, at der kan ske anbringelse uden for hjemmet, når barnets forbliven i hjemmet indebærer en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges udvikling eller sundhed, medmindre det vurderes, at denne risiko kan elimineres gennem anvendelse af andre og mindre indgribende hjælpeforanstaltninger."
Endelig skal Landstingets Lovtekniske Funktion gøre opmærksom på, at man med fordel i bemærkningerne kunne have uddybet, hvilke andre adfærds- eller tilpasningsproblemer der i medfør af § 10, stk. 1, nr. 4, kan give anledning til at anbringe barnet uden for hjemmet. Udvalget kunne eventuelt anmode Landsstyret om at redegøre herfor, og vedlægge spørgsmålet og Landsstyrets svar som et bilag til udvalgets betænkning.
Til 27, 3. afsnit:
I henhold til § 24, stk. 2, kan igangværende hjælpeforanstaltninger fortsætte efter det 18. år, hvis den unge giver samtykke hertil, og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen.
Landstingets Lovtekniske Funktion bemærker, at det ikke fremgår af bemærknin- gerne til bestemmelsen, om der er nogen øvre aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp. Bestemmelsens titel "hjælp til børn og unge" giver anledning til at tro, at hjælpeforanstaltninger næppe fortsætter ud over 25-30-årsalderen. Udval- get kunne overveje at anmode Landsstyret om et fortolkningsbidrag i relation hertil. Spørgsmålet og Landsstyrets svar vil så kunne vedlægges udvalgets be- tænkning som et bilag.
Det bemærkes i samme forbindelse, at der ikke i forordningen er hjemmel til at pålægge personer over 18 år at betale for hjælpeforanstaltninger. Det bør evt. overvejes, hvorvidt der er behov for en sådan hjemmel.
Til § 38:§ 38 har følgende ordlyd:
" § 38. Når en kommunalbestyrelse anbringer et barn uden for hjemmet, skal forældrene pålægges at betale udgifterne ved anbringelsen helt eller delvis.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan kommunalbestyrelsen fritage forældrene for betaling eller eftergive skyldige beløb.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en afgørelse om betaling hvis forældre- nes økonomiske forhold har ændret sig væsentligt.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter bestemmelser om forældrebetalingens størrelse."En anbringelse uden for hjemmet kan i henhold til forslagets § 27, stk. 2 oprethol- des efter 18-årsalderen, hvis den unge giver sit samtykke og der er rimelig udsigt til at nå de mål, der er fastsat i handleplanen. "
Forslaget indeholder (som tidligere nævnt) ingen hjemmel til at pålægge myndige unge at betale for hjælpeforanstaltninger, som opretholdes i medfør af § 27, stk.2. Det bør på den baggrund overvejes at præcisere, at forældre ikke kan pålægges at betale udgifter forbundet med opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet i medfør af § 27, stk. 2.
9. marts 2003 Stefan Knudsen & Kent Fridberg