Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 11 af 14. maj 2003 om foranstaltninger til sikring af undervisningens gennemførelse samt om skolens tilsyn med eleverne i skoletiden.
I medfør af § 25, stk. 2 i landstingsforordning nr. 8 af 21. maj 2002 om folkeskolen fastsættes:
Kapitel 1.
Foranstaltninger til sikring af undervisningens gennemførelseOrdensregler
§ 1. Skolebestyrelsen fastsætter ordensregler for skolen. Ordensreglerne udtrykker retningslinier for elevernes samvær og forskrifter for orden.
Stk. 2. Ordensreglerne har til formål at skabe tilfredsstillende rammer for undervisningens gennemførelse og hermed bidrage til opfyldelse af folkeskolens formål.§ 2. Skolebestyrelsen kan inden for de rammer, der er fastsat i bekendtgørelsen, fastsætte retningslinier for anvendelse af foranstaltninger over for elever, der ikke overholder skolens ordensregler.
§ 3. Skolebestyrelsen kan fastsætte retningslinier for underretning til hjemmet om elevens overtrædelse af skolens ordensregler og om kontakten mellem hjem og skole herom.
§ 4. Som et led i undervisningen udarbejder hver klasse eller hold sammen med lærerne ved starten af hvert skoleår interne mål for klassens eller holdets samvær.
§ 5. Elever, lærere, skoleleder, forældre og skolebestyrelse skal i samarbejde medvirke til et godt arbejdsklima i skolen, i de enkelte klasser og hold og til, at eleverne får forståelse for skolens regler og interne mål for samvær og orden.
Foranstaltninger
§ 6. Hvis en elev overtræder skolens ordensregler, skal læreren straks påtale det uacceptable heri over for eleven. Læreren skal gennem samtaler med eleven søge afklaret årsagen til overtrædelsen med henblik på at give eleven forståelse for ordensreglernes betydning for at forebygge yderligere brud på ordensreglerne.
Stk. 2. Hvis en elev gentagne gange eller groft overtræder skolens ordensregler, skal læreren straks påtale det uacceptable heri over for eleven og meddele eleven en skriftlig advarsel. Hjemmet skal samtidig hermed underrettes om den meddelte advarsel, herunder om begrundelsen og mulige virkninger af yderligere overtrædelser. Såfremt hensynet til undervisningen af klassen eller holdet gør det nødvendigt, vil skolen under iagttagelse af de i § 10, stk. 1 nævnte forudsætninger kunne tage den i § 8, stk. 1, nr. 1 nævnte foranstaltning i anvendelse.
Stk. 3. Hvis en elev efter en meddelt advarsel på ny overtræder skolens ordensregler, vil skolen under iagttagelse af de i §§ 10-11 nævnte forudsætninger kunne tage de i § 8 nævnte foranstaltninger til sikring af undervisningens gennemførelse i anvendelse.§ 7. I de tilfælde, hvor skolen har grund til at antage, at en elevs uacceptable opførsel skyldes sociale og emotionelle vanskeligheder, skal skolen efter fastsatte regler i stedet for iværksættelse af foranstaltninger efter § 8 rette henvendelse til Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning med henblik på vurdering af behovet for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
§ 8. Til sikring af undervisningens gennemførelse kan skolen over for en elev tage følgende foranstaltninger i anvendelse:
Overførsel til anden undervisning på skolen i enkelte timer eller resten af dagen, jf. § 9, stk. 1.
Udelukkelse fra undervisningen i indtil en uge, jf. stk. 2 og § 10, stk. 2.
Varig overflytning til parallelklasse ved samme skole, jf. stk. 2 og § 10, stk. 3.
Overflytning til en klasse på tilsvarende klassetrin ved en anden skole i byen, jf. stk. 2 og § 10, stk. 4.
Udskrivning af folkeskolen, jf. stk. 2 og § 10, stk. 5.
Stk. 2. De i stk. 1, nr. 2-4 nævnte foranstaltninger vil alene kunne anvendes over for elever på 4. 10. klassetrin, og den i stk. 1, nr. 5 nævnte foranstaltning vil alene kunne anvendes over for elever på 10. klassetrin.§ 9. Beslutning om iværksættelse af foranstaltninger over for en elev iværksættes af skolens leder, jf. dog § 11, stk. 2 og 4.
§ 10. Overførsel til anden undervisning, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, kan kun ske, hvis hensynet til undervisningen af resten af klassen eller holdet gør det nødvendigt. Overførslen er tillige betinget af, at eleven forudgående har haft lejlighed til at udtale sig og så vidt muligt af forudgående meddelelse til hjemmet herom.
Stk. 2. Udelukkelse af en elev fra undervisningen, jf. § 8, stk 1, nr. 2, er betinget af, at forældrene og eleven forudgående har haft lejlighed til at udtale sig og af forudgående meddelelse til hjemmet herom. Det er tillige en betingelse, at eleven i udelukkelsestiden er under fornødent tilsyn. Udelukkelse kan kun i særlige tilfælde finde sted mere end én gang inden for samme skoleår.
Stk. 3. Varig overflytning af en elev, jf. § 8, stk. 1, nr. 3, er betinget af, at eleven og forældrene forudgående har haft lejlighed til at udtale sig og af forudgående meddelelse til hjemmet derom.
Stk. 4. Overflytning til en klasse på tilsvarende klassetrin, jf. § 8, stk. 1, nr. 4, er betinget af, at eleven, dennes forældre og skolelederen ved den nye skole kan tilslutte sig overflytningen, og at overflytningen ikke vil medføre merudgifter for kommunen.
Stk. 5. Udskrivning af folkeskolen af en elev på 10. klassetrin, jf. § 8, stk. 1, nr. 5, besluttes af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra skolelederen. Før indstilling afgives, skal eleven have haft lejlighed til at udtale sig. Er eleven undergivet forældremyndighed, skal tillige forældrene eller værgen have haft lejlighed til at udtale sig. Hvis eleven kan tilslutte sig udskrivningen, kræves der ikke tilslutning fra kommunalbestyrelsen, dog skal skolen sikre, at der iværksættes et erhvervs- og uddannelsesforløb for eleven.§ 11. Legemlig eller psykisk straf må ikke anvendes.
Stk. 2. For at afværge, at elever øver vold mod andre eller ødelægger eller beskadiger ting, kan der anvendes magt i fornødent omfang.
Stk. 3. Hvis der anvendes magt, skal der straks indgives en skriftlig indberetning til skolelederen, som straks foranlediger underretning til forældrene.
Stk. 4. En elev, over for hvem der anvendes magt, kan af læreren omgående udelukkes fra klassen for resten af undervisningslektionen, hvorefter skolelederen på baggrund af lærerens indberetning træffer beslutning om de nødvendige videre foranstaltninger.
Kapitel 2
Tilsyn med eleverne i skoletiden§ 12. Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for, at der på den enkelte skole etableres fornødent tilsyn med eleverne i undervisningstiden, i frikvarterer og spisepauser mv.
Stk. 2. Skolebestyrelsen kan inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte rammer fastsætte nærmere retningslinier for skolens tilsyn med eleverne.
Stk. 3. Skolens leder træffer beslutning om udøvelsen af tilsynet.
Stk. 4. Ved fornødent tilsyn forstås tilsyn med et indhold og et omfang, der findes nødvendigt og tilstrækkeligt ud fra vurderingen af de konkrete forhold, herunder
- elevernes alder
- aktivitetens art
- de stedlige forhold og
- lokalernes indretning og udstyr.
Stk. 5. Hver enkelt lærer er forpligtet til at medvirke til ordnens opretholdelse og til at gribe ind i tilfælde, hvor der sker brud på skolens orden, eventuelt ved at rette henvendelse til skolens leder. Den enkelte lærers tilsynspligt er således ikke begrænset til tilfælde, der følger direkte af lærerens skema eller arbejdsfordeling.§ 13. Skolens pligt til at føre tilsyn med eleverne indtræder 10 minutter før undervisningen begynder og ophører ved udløbet af det tidsrum, som naturligt medgår til, at eleverne forlader skolen ved undervisningens ophør.
Stk. 2. I tilfælde, hvor elever møder mere end 10 minutter før undervisningens begyndelse, eller hvor elever ikke forlader skolen direkte efter undervisningens ophør, fx venter på fritidsundervisning eller andre særlige forhold, må der indgås en særlig aftale om tilsynets udførelse, såfremt de lokale myndigheder anser et tilsyn for nødvendigt.
Tilsynspligtens område
§ 14. Tilsynet omfatter i stedlig henseende elevernes ophold og færden i skolens bygninger og på skolens arealer. Tilsynet omfatter endvidere elevernes overholdelse af skolens forskrifter på vejarealet umiddelbart ud for skolen. Elevernes skolevej i øvrigt, herunder eventuelle befordringsordninger, som benyttes af eleverne, er ikke omfattet af skolens tilsyn.
§ 15. Hvor undervisningen er henlagt til lokaliteter uden for skolen, skal der, når forholdene kræver det, etableres fornødent tilsyn med elevernes færden mellem de pågældende undervisningssteder. Tilsynspligten omfatter tillige en eventuel fælles befordring til og fra arrangementer, som skolen forestår.
Tilsynets nærmere indhold
§ 16. I undervisningstiden påhviler det læreren at føre tilsyn med de elever, som skal undervises.
Stk. 2. Hvis der i en klasse dannes hold eller grupper, der opholder sig i forskellige lokaler, kan tilsynet med eleverne udøves gennem bl.a. forudgående instruktion. Tilsvarende gælder, når en elev som led i undervisningen forlader skolens område.
Stk. 3. Kun hvis vægtige grunde taler herfor, kan der gives den enkelte elev tilladelse til at forlade skolen i undervisningstiden.§ 17. Hvor undervisningen foregår i lokaler og på steder, som rummer særlige risikomomenter, f. eks. fysik-/kemilokaler, sløjdlokaler og idrætslokaler og -anlæg, påhviler der skolen en skærpet tilsynsforpligtelse.
Stk. 2. Hvis der på specielle områder er givet særlige sikkerhedsforskrifter eller lignende, påhviler det skolen at påse, at disse forskrifter overholdes.§ 18. I tilfælde, hvor undervisningen afbrydes af skemabundne mellemtimer, kan elever på ældstetrinnet vælge at opholde sig på skolen eller forlade den.
Stk. 2. Skolebestyrelsen kan beslutte, at bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i frikvarterer og ved tilfældigt opståede mellemtimer.
Stk. 3. Hvor særlige grunde taler derfor, kan skolens leder uanset bestem melserne i stk. 1 og 2 forbyde enkelte elever at forlade skolen. Endvidere kan forældrene forlange, at deres barn forbliver på skolen i frikvarterer og mellemtimer.
Stk. 4. Hvor hensynet til det forsvarlige ikke taler imod, kan der, efter et konkret skøn, gives en elev tilladelse til at forlade skolen.
Tilsynet under ekskursioner mv.
§ 19. Tilsynet omfatter elevernes deltagelse i ekskursioner, virksomhedsbesøg, idrætsarrangementer, sejlads og lignende, der arrangeres eller formidles af skolen. Tilsynet omfatter endvidere lejrskoleophold og skolerejser, der indgår i skolens virksomhed, eller hvor skolen er arrangør.
§ 20. Under elevernes ophold i praktik mv. i virksomheder og institutioner er eleverne ikke undergivet et egentligt tilsyn fra skolens side. Imidlertid påhviler det skolen at gribe ind, hvor man bliver opmærksom på, at hensynet til eleven tilsiger det.
Stk. 2. Eleverne er i praktikperioden omfattet af de sikkerhedsforskrifter, der gælder for vedkommende arbejdsplads, og som er fastsat i eller i henhold til lovgivningen om arbejdsmiljø.§ 21. Badning under ekskursioner, lejrskoler, skolerejser eller lignende må alene finde sted, hvis det kan foregå under betryggende forhold.
§ 22. Det påhviler skolens lærere og elever at henlede skolelederens opmærksomhed på faremomenter, der skyldes indretning af skolens bygninger, skolegårdens indretning mv.
Kapitel 3
Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2003.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 15. april 1991 om fremme af god orden i folkeskolen samt Kultur- og Undervisningsdirektionens cirkulære nr. 8/80 om tilsyn med eleverne.
Grønlands Hjemmestyre, den 14. maj 2003.
Arkalo Abelsen/
Lise Lennert Olsen