19. oktober 1998

EM 1998/92

 

Almindelige bemærkninger

Som led i landsstyrets finanslovsforslag for 1999 foreslås automatspilsafgiften på gevinstgivende automater forhøjet 200 pct.

Forslaget er finanspolitisk motiveret i et ønske om at inddrage en større del af de store overskud på automatspil, som i dag tilfalder indehaverne af automatspil.

Forhøjelse af automatspilsafgiften forventes at indbringe et merprovenu på 9 mio. kr i finansåret 1999 og i budgetoverslagsårene, således at den samlede årlige automatspilsafgift vil udgøre 13, 5 mio. kr. Da automatspilsafgiften for januar kvartal forfalder til betaling den 10. december forventes et merprovenu på 2,25 mio. kr. i finansåret 1998. Den forhøjede automatspilsafgift vil påvirke skatteprovenuet, idet indehaverne af automatspil kan fratrække automatspilsafgiften ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bl.a. som følge af anvendelse af de skattemæssige afskrivninger forventes provenutabet, som maksimalt vil andrage ca. 3,5 mio. kr. årligt, ikke at slå fuldt igennem de første par år. Det maksimale provenutab for kommunerne under eet vil andrage ca. 2,5 mio. kr., heraf ca. 1 mio. kr. for Nuuk Kommune og ca. 1 mio. kr. for de næststørste 4 kommuner. Det maksimale provenutab for landskassen vil andrage ca. 1 mio. kr., hvilket anses for indeholdt i den usikkerhed, der allerede er i budgetskønnet for landsskatterne på 492 mio. kr.

Afgiftsforhøjelsen vil ikke have administrative konsekvenser.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser


Til § 1

Det foreslås, at afgiften for første gevinstgivende automatspil forhøjes fra kr. 18.000 til kr. 54.000, for det andet fra kr. 20.000 til kr. 60.000 og for hvert af de efterfølgende fra kr. 22.000 til kr. 66.000.


Til § 2

Det foreslås, at landstingsloven skal træde i kraft den 30. november 1998 således, at de ændrede afgiftssatser får virkning første gang for den afgift, der vedrører januar kvartal 1999.