26. marts 1998

FM 1998/25

 

Bemærkninger til landstingslov nr. # af ##. # 1998 om ændring af landstingslov nr. 18. af 31. oktober 1996 om fiskeri.

 

Almindelige bemærkninger

Loven indeholder en udvidelse af lovens reguleringsområde som følge af Grønlands internationale forpligtigelser.

Udvidelsen af lovens reguleringsområde falder i tråd med bestemmelserne i FN's havretskonvention, FN-aftalen om vandrende og stærkt migrerende fiskebestande samt FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri.

Loven omfatter tillige en licenspligt for grønlandske fartøjer ved fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium.

Loven omfatter tillige en lovteknisk præcisering af tilknytningskravet i forbindelse med bemanding af grønlandske fiskefartøjer.

Nærmere bestemmelser om lovændringerne gennemføres igennem lovens tilhørende bekendtgørelser om fiskeri.


Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget forudsættes ikke at medføre merudgifter for landskassen.

 

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

§ 1.

Ifølge den nugældende bestemmelse i præamblen begrænser loven sig at omfatte det erhvervsmæssige og det ikke erhvervsmæssige fiskeri i Grønland og på Grønlands Fiskeriterritorium, samt det grønlandske erhvervsmæssige fiskeri uden for dette territorium. Ændringen i præamblen indebærer, at loven udvides til at omfatte udenlandske fartøjers landinger eller omladning i Grønland.

De konkrete bestemmelser som følge af udvidelsen fremgår af ny § 12 stk. 3 og ved ændringer i § 26, stk. 1 og 2.


§ 6 stk. 5

Bestemmelsen foreslås ændret, således at dispensationsadgangen udvides.

En person, som ønsker at få licens til fiskeri, f.eks. licens til fiskeri efter hellefisk, skal opfylde følgende betingelser:

l) fast tilknytning til det grønlandske samfund;
2) folkeregisteradresse i Grønland, og have haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående to år;
3) fuldt skattepligtig i Grønland og have været fuldt skattepligtig i Grønland i de forudgående to kalenderår.
4) skal i de forudgående to kalenderår have været beskæftiget med erhvervsfiskeri, og mindst 2/3 af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed skal i de forudgående to kalenderår stamme fra erhvervsfiskeri. Med virksomhed som erhvervsfisker sidestilles virksomhed som fanger, fåreholder, renavler og lignende.

Disse betingelser medfører, at unge mennesker og andre, som vil ind i fiskerierhvervet, ikke har mulighed for selv at få licens til fiskeri efter licenspligtige arter, medmindre disse personer i mindst 2 år er besætningsmedlemmer på et fiskefartøj. Dispensationsmuligheden vil primært blive benyttet for følgende personer:

1. Personer, som hidtil ikke har haft et hovederhverv og som vil ernære sig ved fiskeri.
2. Personer, som tidligere har haft fiskeri som hovederhverv, og som af en eller anden grund har forladt erhvervet, og som nu vil tilbage til fiskerierhvervet igen.


Ny § 9 stk. 2

Bestemmer at "erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium kun kan udøves med fartøjer, der i kraft af ejerforhold er hjemmehørende i Grønland og må ikke indledes førend der er opnået licens hertil af Landsstyret."

Bestemmelsen er en konsekvens af Grønlands internationale forpligtigelser til at licensiere fartøjer som er indregistreret i Grønland ved deres fiskeri i NAFO og NEAFC - reguleringsområderne og ved fiskeri i internationale farvande.

Grønland har i de forløbne år ikke fuldt udnyttet sine fiskerirettigheder i internationalt farvand og i havområder hvor andre lande har fiskerijurisdiktion. Disse uudnyttede fiskerirettigheder har bevirket tiltagende interesse fra rederier som ikke er indregistreret i Grønland.

En sådan licenseringspligt sammenholdt med pligten til at opfylde ejerskabskravene i lovens § 6 for grønlandske fartøjer vil eliminerer udenlandske fartøjers bekvemelighedsomflagning til Grønland med henblik på fiskeri på grønlandske fiskerirettigheder uden for Grønland.


Ny § 12 stk. 3

Bestemmer at "Landsstyret kan fastsætte regler for udenlandske fartøjers landing eller omladning i Grønland eller Grønlands Fiskeriterritorium for fangster taget udenfor Grønlands Fiskeriterritorium."

Den nye bestemmelse hænger lovteknisk sammen med udvidelsen af lovens præambel og ændringerne i § 26 stk. 1 og 2.

Bestemmelsen er en konsekvens af Grønlands forpligtigelser som følge af internationale aftaler i NAFO og NEAFC´s regi.

Grønland er en kyststat og medlem af de to regionale mellemstatslige fiskeriorganisationer NAFO (North West Atlantic Fisheries Organization) og NEAFC (North East Atlantic Fisheries Commission). Organisationerne regulerer fiskeri i det åbne hav, udenfor kyststaternes 200 sømile fiskerijurisdiktionsområder.

I perioden op til 1997 blev der indgået en række aftaler om regulering af fiskeriadgangen til NAFO og NEAFC-reguleringsområderne og kontrollen med fiskeriet heraf. I den forbindelse har Grønland pligt til at deltage i kontrollen med ikke medlemstaters fiskeri i reguleringsområderne. Således skal der bl.a. foretages kontrol med udenlandske fartøjers landing til grønlandske havne eller omladning i Grønlands jurisdiktionsområde af fangster taget i reguleringsområderne.

Landsstyret vil på baggrund af de nye bestemmelser i denne paragraf og ændringerne i § 26 stk. 1 og 2 udfærdige bekendtgørelser som implementerer kontrolbestemmelserne fra NAFO og NEAFC.


§ 15 stk. 4

Bestemmelsen § 15 stk. 4 blev indført ved revisionen af fiskeriloven ved Landstingets efterårssamling i 1996. Bestemmelsen giver mulighed for, at personer eller selskaber i det kystnære rejefiskeri kan eje op til 10 % af det samlede kvoteandele. Procent-delen foreslås nedsat til 6 % for derved at sikre en større spredning af ejerne til kvoteandele til kystnære rejefiskeri.


§ 22. stk. 1. nr. 2

er lovteknisk justeret således at den dækkes ind af definitionen i § 3, stk. 4 om fortolkning af "fast tilknytning til det grønlandske samfund" i lovens kapitel 2 om definitioner.

Den lovtekniske justering til "at en bestemt del af besætningen skal være personer med fast tilknytning til det grønlandske samfund (besætningsandel)" skal ligge til grund for en revision af Hjemmestyrets bekendtgørelse om bemanding af grønlandske fiskefartøjer.


§ 26. stk. 1

I konsekvens af ny § 12 stk. 3 er Landsstyrets grundlag for udstedelse af regler om kontrol med overholdelse af bestemmelserne i loven og i regler udstedt efter loven udvidet med hjemmel til at implementere de til enhver tid gældende kontrolforpligtigelser ifølge internationale aftaler.

Frem til og med 1997 blev der i NAFO indgået en række aftaler for medlemstaterne om regulering af fiskeriadgangen og kontrollen med fiskeriet heraf. Aftalerne er indgået som konsekvens af et stigende ureguleret fiskeri fra fartøjer som er indregistreret i lande, som ikke er medlemmer af organisationen. Det uregulerede fiskeri medfører pres på ressourcerne i reguleringsområderne og de tilstødende kyststaters fiskeriterritorier. Bestemmelserne skal sikre sanktionsmuligheder over for fartøjer indregistreret i lande som ikke er medlemmer i NAFO for deres uregulerede fiskeri.


§ 33. stk. 1. nr. 1

I konsekvens af konkrete pålæg i ny § 9, stk. 2 for erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium om at dette kun kan ske med fartøjer, der i kraft af ejerforhold er hjemmeboende i Grønland og tillige ikke må indledes førend der er opnået licens hertil af landsstyret, udvides foranstaltningsbestemmelserne til at omfatte § 9, stk. 2.