30. marts 1998

FM 1998/18

 

Forslag til Landstingslov nr. ___ af ___om Grønlands Ligestillingsråd

 

Kapitel 1.
Nedsættelse af Ligestillingsrådet.

§ 1. Landsstyret nedsætter et Ligestillingsråd.

 

Kapitel 2.
Ligestillingsrådets opgave.

§ 2. Ligestillingsrådet har til opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder i det grønlandske samfund. Ligestillingsrådet kan, på eget initiativ, eller efter anmodning, undersøge forhold, der vedrører ligestilling.
Stk. 2. Ligestillingsrådet skal endvidere:
1) følge udviklingen i samfundet,
2) virke som rådgivende organ for hjemmestyret, kommunerne og private i spørgsmål om ligestilling,
3) fungere som kontaktled til rådgivende ligestillingsorganer m.v. i Norden og
4) tilskynde og medvirke til oplysning for borgere og myndigheder om ligestilling.
Stk. 3. Ligestillingsrådet aflægger hvert år en beretning til landsstyret om det forløbne års arbejde.

 

Kapitel 3.
Ligestillingsrådets organisation.

§ 3. Ligestillingsrådet består af en formand og otte medlemmer. Landsstyret udpeger formanden og de otte øvrige medlemmer for fire år ad gangen, begyndende ved Ligestillingsrådets nedsættelse. Landsstyret skal tilstræbe en ligelig fordeling mellem kønnene ved udpegelse af medlemmerne. Begge køn skal være repræsenteret med mindst tre medlemmer. De otte medlemmer udpeges efter indstilling fra de i stk. 2-4 nævnte organisationer og partier.
Stk. 2. Følgende organisationer indstiller hver så vidt muligt en mand og en kvinde:
1) De Grønlandske Kommuners Landsforening,
2) Saaffiginnittarfiit Qimarnguiillu Kattuffiat og
3) Grønlands Arbejdsgiverforening.
Stk. 3. De tre partier, der har størst repræsentation i Landstinget, indstiller hver så vidt muligt en mand og en kvinde.
Stk. 4. Følgende organisationer indstiller på skift så vidt muligt en mand og en kvinde:
1) De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning og Aalisartut Piniartullu Nuliaasa Aappaasalu Peqatigiiffiisa Kattuffiat,
2) Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat og Tjenestemænds og Overenskomstansattes Centralorganisation i Grønland.
Stk. 5. I Ligestillingsrådets første fire-års periode er det De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning og Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat, som kommer med indstillinger.

§ 4. Organisationerne, som er nævnt i § 3 stk. 2 og stk. 4, kan så vidt muligt indstille en mand og en kvinde, når deres medlem af Ligestillingsrådet
1) ikke længere er medlem af organisationen, eller
2) ikke længere er i stand til at varetage sit hverv.
Stk. 2. Partierne, som er nævnt i § 3 stk. 3, kan så vidt muligt indstille en mand og en kvinde, når deres medlem af Ligestillingsrådet ikke længere er i stand til at varetage sit hverv.

§ 5. Ligestillingsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.


Ligestillingsrådets sekretariat.

§ 6. Ligestillingsrådet opretter sit eget sekretariat til varetagelse af det daglige arbejde.
Stk. 2. Ligestillingsrådet har kompetence til at ansætte og afskedige sekretariatets personale. Angående vilkår for ansættelse og afskedigelse m.v. af sekretariatets personale er Ligestillingsrådet forpligtet til at følge de bestemmelser, der til enhver tid gælder for ansatte i Grønlands Hjemmestyre.

 

Kapitel 4.
Finansiering.

§ 7. Ligestillingsrådet finansieres gennem tilskud fra landskassen.
Stk. 2. Ligestillingsrådet har derudover mulighed for at søge midler fra private organisationer eller offentlige myndigheder til dets virksomhed.
Stk. 3. Ligestillingsrådet kan inden for sit formål jf. § 2, drive virksomhed, der medfører indtægter.

§ 8. Medlemmer af Ligestillingsrådet modtager vederlag, dagpenge og godtgørelse for rejseudgifter efter reglerne i Landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret, m.v. Disse udgifter afholdes inden for det årlige tilskud fra landskassen.


Budget og regnskab
.

§ 9. Ligestillingsrådet afgiver hvert år til landsstyret et forslag til budget for det følgende finansår. Forslaget skal indeholde overslag over forventede indtægter og udgifter. Ligestillingsrådet afgiver samtidig forslag til størrelsen af landskassens tilskud for det nævnte finansår.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter en frist for aflevering af forslag til budget samt forslag til størrelsen af landskassens tilskud for det kommende finansår.

§ 10. Ligestillingsrådets regnskabsår følger finansåret. Årsregnskabet revideres af en autoriseret revisor.

§ 11. Ligestillingsrådet forelægger, inden en af landsstyret fastsat frist, det reviderede årsregnskab bilagt revisionens bemærkninger for landsstyret til godkendelse.

 

Kapitel 5.
Ikrafttræden.

§ 12. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves Landstingslov nr. 17 af 8. november 1985 om Grønlands Ligestillingsudvalg.




Grønlands Hjemmestyre, den ______ 199_.




Jonathan Motzfeldt

/

Mikael Petersen