Landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1995 om ændring af landstingsforordning om leje af boliger.

 

§ 1.

I Landstingsforordning nr. 3 af 13. juni 1994 om leje af boliger foretages følgende ændringer:

 

1. I § 4 indsættes som stk. 8:
"Stk. 8. I kommuner, hvor den fælles personaleboligpulje udgør en forholdsvis stor andel af det samlede antal udlejningsboliger, kan udlejer og kommunalbestyrelse med landsstyrets godkendelse indgå aftale om at fravige den i stk. 2 nævnte prioritetsrækkefølge for anvisning af ledige boliger i en tidsbegrænset periode."

2. I § 14 indsættes som stk. 4:
"Stk. 4. Lejeren har efter forudgående anmeldelse til udlejer ret til at udføre rimelige og hensigtsmæssige forbedringsarbejder m.v. i boligen og ved fraflytning få godtgørelse for de afholdte udgifter. Udlejer kan nægte lejeren at forbedre det lejede, når særlig vægtige grunde taler herfor. Nærmere regler for godtgørelse ved fraflytning fastsættes af landsstyret."

3. § 30, stk. 2, affattes således:
"Stk. 2. Såfremt hjemmestyret eller kommunen opsiger lejemålet som følge af renovering eller sanering af det lejede, j f. stk. l, nr. 2, skal lejeren anvises en erstatningsbolig, jf. § 4, stk. 2, nr. 3, og stk. 6. Pligten til anvisning af erstatningsbolig gælder kun, såfremt lejeren har overholdt lejekontrakten i det opsagte lejemål."

4. I § 30 indsættes som stk. 3:
"Stk. 3. Lejere, der er anvist erstatningsbolig som følge af renovering, jf. stk. 2, har fortrinsret til anvisning af en bolig i den renoverede ejendom efter endt renovering. Fortrinsretten gælder kun, såfremt lejeren har overholdt lejekontrakten i den anviste erstatningsbolig, og såfremt lejeren opfylder øvrige betingelser for anvisning af en bolig."

5. I § 30 indsættes som stk. 4:
"Stk. 4. Lejere, der er anvist erstatningsbolig som følge af sanering, j f. stk. 2, har fortrinsret til anvisning af en bolig i ejendomme, der opføres i samme boligområde til erstatning for de sanerede boliger. Fortrinsretten gælder kun, såfremt lejeren har overholdt lejekontrakten i den anviste erstatningsbolig, og såfremt lejeren opfylder øvrige betingelser for anvisning af en bolig."

6. I § 33, stk. 2 indsættes som sidste punktum:
"Beløbet nedrundes til nærmeste hele kronebeløb."

7. I § 33 indsættes som stk. 8:
"Stk. 8. Gebyr for påkrav som nævnt i stk. 2 kan endvidere opkræves for lejemål, der er indgået før forordningens ikrafttræden uanset bestemmelsen i § 36, stk. 2."

 

§ 2.

Forordningen træder i kraft den 15. november 1995.
Stk. 2. § l, nr. 3, 4 og 5 har dog virkning for lejemål i ejendomme, hvor renovering eller sanering er påbegyndt før forordningens ikrafttræden.




Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1995




Lars Emil Johansen

/

Daniel Skifte