Bemærkninger til lovforslaget

Generelle bemærkninger

Den gældende landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd af 28. november 1985, som er ændret ved landstingslave af 14. maj og 23. oktober 1990,

svarer i alt væsentligt til den første kommunale styrelseslov i hjemmestyreregi, nemlig landstingslaven af 14. maj 1979, som imidlertid bygger på ældre folketingslove og ældre regler fra før Grønland opnåede status som en ligeberettiget del af det danske rige ved Grundloven af 1953.

Den gældende styrelsesordning er således kun i ringe grad tilpasset den samfundsmæssige udvikling, som Grønland har gennemlevet efter hjemmestyrets indførelse.

Med dette udgangspunkt besluttede Landstinget ved nedsættelsen af en Kommunalreform kommission på forårssamlingen 1992 at kommissionen i relation til den kommunale styrelseslovgivning skulle have følgende kommissorium:

"Kommissionen pålægges at gennemgå den gældende kommunale styrelseslov og fremkomme med forslag til forbedringer, forenklinger og moderniseringer. Herunder skal også den gældende tilsynsordning analyseres.

Kommissionen skal endvidere undersøge mulighederne for en effektiviseret kommunal økonomistyring, vurdere skatteudligningsordningen, og mulighederne for styrelsesmæssige tiltag, som sikrer en mindskelse af forskellene i de kommunale udskrivningsprocenter.

Kommissionen skal have afsluttet sine overvejelser inden udgangen af 1993 og fremkomme med en delredegørelse på FM 1994".

Denne frist er senere af Landstinget forlænget til EM 1994.

Kommissionen har endvidere søgt at tilpasse styrelseslovsrevisionen til vedtagelsen af den nye landstingslov om offentlighed i forvaltningen, om sagsbehandling i den offentlige forvaltning og om Landstingets ombudsmand.

Lovforslaget har været sendt til udtalelse hos hjemmestyrets myndigheder, KANUKOKA, kommunerne, rigsmyndighederne i Grønland, Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening i Danmark, Kommunernes Revisionsafdeling, Schøbel & Marholt og de grønlandske pengeinstitutter.

Kommissionen har vurderet, at behovet for ændringer og tilpasninger i forhold til den gældende landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd er så omfattende, at det er mest hensigtsmæssigt at udarbejde en ny lov i stedet for en ændringslov til den eksisterende landstingslov.

Kommissionen har med dette udgangspunkt udarbejdet foranstående forslag til en ny landstingslov om styrelsen af kommuner og bygder m.v., som i øvrigt bygger på følgende generelle principper:

LOVGIVNINGSNIVEAU:

Da et af hovedformålene med reformarbejdet er en forenkling af de kommunale strukturer, er det tilsigtet, at loven, hvor dette er muligt, gøres mindre detaljeret og alene kommer til at indeholde hovedbestemmelser og rammebestemmelser, mens det i øvrigt overlades til Landsstyret at fastsætte administrative retsforskrifter. Som et led Kommissionens ønsker om en højere grad af decentralisering tilsigtes det tillige, at detailregulering af procedureforskrifter i størst mulig grad overlades til de enkelte kommunalbestyrelser.

Det er endvidere tilsigtet, at styrelsesloven skal være en ren procedurelov således, at det overlades særlovgivningen at afgrænse kredsen af kommunale opgaver (kommunalfuldmagten), herunder kommunernes adgang til at deltage i erhvervsmæssig virksomhed.

Omvendt er det hensigten, at kommunale styrelsesregler i særlovgivningen, eksempelvis i sociallovgivningen, ved et opfølgningsarbejde på styrelseslovsreformen, skal søges ophævet i videst muligt omfang således, at de kommunale strukturer og forretningsgange fremover alene findes i landstingsloven om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., hvilket ikke mindst giver kommuner en højere grad af frihed til selv at fastlægge deres struktur.

VEJLEDNING:

Af hensyn til, at kommunerne som hovedregel ikke har ansat juridisk uddannet personale, vil Landsstyrets sekretariat stå for udarbejdelsen af en vejledning til brug for kommunalbestyrelserne og kommunernes administrative personale omkring lovens anvendelse i praksis.

Det er hensigten, at denne vejledning regelmæssigt skal følges af supplerende orientering til kommunerne omkring spørgsmål af praktisk betydning.

ÆNDRINGER I FORHOLD TIL GÆLDENDE LOV:

De vigtigste nyskabelser i forhold til den eksisterende styrelseslov kan kort gengives således:

Stadfæstelseskravet vedr. styrelsesvedtægter udgår. Der skal endvidere udarbejdes en normalstyrelsesvedtægt og en normalforretningsorden, som hvis ikke andet er vedtaget af kommunalbestyrelsen finder anvendelse og således, at procedureregier samles i forretningsordenen.

En højere grad af offentlighed omkring kommunalbestyrelsernes arbejde.

Frihed for kommunerne til selv at bestemme udvalgsstrukturen inden for vide rammer.

Adgang for kommunalbestyrelserne til at fritage medlemmerne for deres hverv midlertidigt eller for en tidsafgrænset periode som et orlovslignende arrangement.

Diæter og erstatning for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste afskaffes for møder i kommunalbestyrelser og stående udvalg, og i stedet indføres faste vederlag til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer. Fastsættelsen af de faste vederlag vil ske med udgangspunkt i erfaringerne med den igangværende forsøgsordning med faste vederlag.

Indførelse af en begrænset adgang for udvalgsformænd til at afgøre hastesager og sager, som ikke giver anledning til tvivl.

En skærpelse af borgmester-ansvaret ved, at kommunalbestyrelsen såfremt en borgmester ikke udfører sine pligter, kan suspendere borgmesteren under forudsætning af Landsstyrets stadfæstelse af beslutningen herom og under forudsætning af efterfølgende domstolsprøvelse.

Indførelse af supplerende bekendtgørelsesregler om kommunernes budget, regnskab og revision samt låntagning og adgang til at stille garantier og at påtage sig solidariske hæftelser. Endvidere formaliseres begrebet "budgetvejledning", som hidtil har haft karakter af en serviceydelse fra kommunernes landsforening.

Ændring af bygderådenes status fra rådgivende organer til egentlige bygdebestyrelser med dispositionsfrihed inden for rammerne af de kommunale budgetter, modsvaret af et lovmæssigt fastsat ansvar for bygdebestyrelsesmedlemmer som for kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvilket nærmere indebærer et tilsyn med bygdebestyrelsernes arbejde, sanktions- og indgrebsmuligheder fra tilsynsmyndighederne samt et kriminalretligt ansvar for overtrædelser af de i styrelsesloven fastsatte forpligtelser for kommunal- og bygdebestyrelsesarbejdet.

En mere hensigtsmæssig fordeling af de opgaver, som efter loven tilkommer centralmyndighederne, navnlig således at udarbejdelse af administrative retsforskrifter og godkendelsesbeføjelser generelt overgår til Landsstyret som en indenrigsministeriel funktion, mens Tilsynsrådet ændrer status til et rent legalitetstilsyn. Ændringen skal navnlig ses som en konsekvens af Landstingets vedtagelse af en forvaltningslovgivning og en ombudsmandslov og det deraf flydende behov for en mere tydelig adskillelse af de regelfastsættende fra de administrative funktioner og tilsynsmfunktionerne.

Endelig foreslås indført en kriminalretlig sanktionsmulighed for grove tilsidesættelser af de pligter, hvervet som borgmester og kommunalog bygdebestyrelsesmedlem indebærer, dels for at skabe en parallel til landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed og dels for at undgå, at grove overtrædelser evt. bliver henført under kriminalloven.

Skærpede sanktionsregler skal ikke mindst ses som en understregning af, at der generelt lægges op til en udvidet kompetence hos kommunal- og bygdebestyrelser.

ØKONOMISKE KONSEKVENSER:

Forslaget forventes ikke at medføre merudgifter for hjemmestyret.

 

 

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser:

Til § 1.

Bestemmelsen er ny, og har til formål at slå fast, at de kommunale styrelsesregler findes i landstingsloven om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m. v., og at disse regler finder anvendelse på alle spørgsmål om kommunernes og bygdernes styrelse, med mindre andet udtrykkeligt er fastsat isærlovgivningen.

Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med det under de generelle bemærkninger udtrykte ønske om, at særlovgivningen så vidt muligt bør renses for kommunale styrelsesregler.

Til § 2.

Til stk. 1.
Reglen svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1 med en terminologisk tilretning på grund af indførelsen af et bygdebestyrelsesbegreb.

Den hidtidige regel i § 2, stk. 1 om, at en kommunes navn kun kan ændres med tilsynsmyndighedens godkendelse foreslås afskaffet, idet navneændringer mere hensigtsmæssigt bør reguleres via lovgivningen om Grønlands administrative inddeling.

Endvidere foreslås den hidtidige § 3 om høringspligt af kommunalbestyrelsen ophævet som en konsekvens af forvaltningslovens vedtagelse.

Til stk. 2.
Det foreslås, at stadfæstelseskravet vedr. styrelsesvedtægter bortfalder, idet det er hensigten, at give kommunalbestyrelserne en større individuel frihed til at tilpasse den politiske struktur efter lokale ønsker og behov.

Det er her en forudsætning, at styrelsesvedtægten alene kommer til at indeholde de overordnede regler om kommunalbestyrelsens medlemstal, antal viceborgmestre, antal stående udvalg og disses myndighedsområde, bygdebestyrelsernes antal og disses medlemstal og myndighedsområde.

Det er endvidere hensigten, at gentagelser af styrelsesloven skal udgå af styrelsesvedtægterne, eksempelvis vedr. økonomiudvalgets myndighedsområde.

Uanset bortfaldet af stadfæstelseskravet, villegalitetstilsynet med kommunerne fortsat omfatte tilsyn med styrelsesvedtægternes lovlighed.

Til stk. 3.
Den gældende regel i § 1, stk. 3 foreslås videreført uændret. Kommunalbestyrelsen skal tilstræbe, at alle procedureregier vedr. kommunalbestyrelsen samles i forretningsordenen, og sådanne regler bør ikke forefindes i styrelsesvedtægten.

Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny og har til formål at sikre, at normalforretningsordenen og -styrelsesvedtægten i tilfælde af fortolkningstvivl skal anvendes. Bestemmelsen fritager imidlertid ikke kommunalbestyrelsen for at vedtage en selvstændig styrelsesvedtægt og forretningsorden for kommunen.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny, og er en konsekvens af bortfaldet af stadfæstelseskravet, for så vidt angår styrelsesvedtægten. Kravet om fremsendelse af forretningsordenen er en konsekvens af, at Tilsynsrådet også varetager et legalitetstilsyn med kommunalbestyrelsens procedureregier.

Til § 3.

Til stk. 1.
Reglen erstatter den hidtidige § 41, stk. 2 og 3, idet detailreglerne om sammensætningen af bygdebestyrelserne bør findes i valglovgivningen.

Til stk. 2.
Som en konsekvens af bygdebestyrelsernes udvidede kompetence i forhold til de eksisterende bygderåd foreslås indført en forretningsorden for bygdebestyrelsen på linie med kommunalbestyrelsens forretningsorden.

For at sikre ensartede procedureregier i samtlige bygder i den enkelte kommune foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde bygdebestyrelsens forretningsorden.

Til stk. 3.
For at sikre et ensartet udgangspunkt for bygdernes styrelse foreslås udarbejdet en standardforretningsorden for bygdebestyrelserne.

Til § 4.

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 2, stk. 2, men er konsekvensændring som følge af Landsstyrets overtagelse af den administrative regelfastsættelse og godkendelsen af diverse kommunale dispositioner.

Forinden kommunalbestyrelsen giver tilladelse til anvendelse af kommunevåbenet til anden brug end myndighedsbrug, bør man sikre sig, at anvendelsen sker på en sådan måde, at det klart fremgår for offentligheden, at den anden brug ikke har sammenhæng med de kommunale myndigheder.

Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne tillade private firmaer at anvende kommune-våbenet som eneste logo eller hovedlogo på biler eller brevpapir.

I modsætning til brugerbetaling, hvor der fastsættes en betaling svarende til værdien af den kommunale ydelse, vil en kommerciel anvendelse af kommune-våbenet kunne betinges af en egentlig afgift, som ikke skal beregnes svarende til brugerens økonomiske fordel ved at kunne benytte kommune-våbenet.

Kommunalbestyrelsen kan fastsætte afgiften som en engangsafgift eller som en periodisk afgift alt efter karakteren af den anvendelse af kommunevåbenet, der er givet tilladelse til.

Eksempelvis vil tilladelse til anvendelse af kommune-våbenet i en tryksag som led i et præsentations- eller reklamefremstød af isoleret karakter tale for fastsættelse af en engangsafgift, mens anvendelse over en længere periode som led i et logo på engangsbæreposer vil tale for en periodisk afgift.

Afgiften skal, som andre kommunale indtægter, budgetteres, eventuelt tillægsbevilges, hvis den fastsættes efter budgettets vedtagelse.

Det bør af tilladelsen til brug af kommune-våbenet klart fremgå, efter hvilke kriterier en afgift er fastsat, således, at det kan kontrolleres, at kommunen overholder lighedsgrundsætningen ved andre tilladelser af samme art.

Til § 5.

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 4.

Til § 6.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende § 5, stk. 1 og ændrer denne for så vidt, at bygdemedlemmer af kommunalbestyrelsen skal kunne indkalde til og lede det konstituerende møde på linie med bymedlemmer af kommunalbestyrelsen.

Det er endvidere præciseret, at konstituerende møde - uanset fristen til første mandag i juni - først kan træde sammen, når Valgbarhedsnævnets prøvelse af kommunalbestyrelsesmedlemmernes valgbarhed er afsluttet.

Til stk. 2.
Bestemmelsen afløser den hidtidige § 5, stk. 2, og tager højde for den situation, at det medlem, som har indkaldt til det konstituerende møde er forhindret i at deltage heri.

Til § 7.

Bestemmelsen samler de hidtidige bestemmelser fra §§ 6, stk. 1 og 3 og 17, stk. 3.

Til § 8.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 6, stk. 1. Bestemmelsen afskaffer begrebet kommunalbestyrelsesformand, idet borgmesterens opgaver som sådan er beskrevet i § 32. Det slås endvidere fast, at valg af borgmester er første punkt på det konstituterende møde.

Til stk. 2.
Bestemmelsen afløser den hidtidige § 6, stk. 2. Bestemmelsen er ændret således, at der ikke længere stilles krav om en anden afstemning før det bundne valg og evt. lodtrækning. De medlemsmæssigt relativt små kommunalbestyrelser og det begrænsede antal politiske fraktioner taler for en forenklet valgprocedure.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende styrelseslovs § 6, stk. 3.

Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 6, stk. 4, idet det dog er præciseret, at der ved valg af en enkelt viceborgmester anvendes flertalsvalg, mens der ved valg af to viceborgmestre skal anvendes forholdstalsvalg.

Til § 9.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende styrelseslovs § 7, stk. 1 med den modifikation, at den hidtidige adgang for personer, som i mindst 4 år i træk har været borgmester, til at begære sig fritaget for valg til borgmester eller viceborgmester, foreslås ophævet. Det anbefales, at der i valgloven alene opereres med adgang til fritagelse for valg til kommunalbestyrelsen, idet vælgerne ved at afgive stemme på en kandidat ved et kommunalbestyrelsesvalg må kunne gå ud fra, at den pågældende også vil kunne vælges til borgmester.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 7, stk. 2.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 7, stk. 3 med den tilføjelse, at ved valg til en ledigbleven viceborgmesterpost i kommuner med to viceborgmestre, er det en konsekvens af forholdstalsvalgmetoden, at den gruppe, som har udpeget den tidligere viceborgmester, også udpeger den nye.

Til § 10.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 9, stk. 1.

Den gældende bestemmelse i § 8 om særskilt underretningspligt til tilsynsmyndigheden om hvem, der er valgt til medlemmer af kommunalbestyrelsen og til borgmester og viceborgmester foreslås ophævet som overflødig, idet hjemmestyrets centraladministration i forvejen modtager indberetninger ad tre kanaler: Valgnævnet, Valgbarhedsnævnet og via indsendelsespligten for så vidt angår kommunalbestyrelsesreferater.

Til stk. 2.
Reglen er ny, og foreslås indført for at sikre den nyvalgte kommunalbestyrelse størst mulig frihed med hensyn til planlæggelsen af mødeaktivitet.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 9, stk. 2.

Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer med en enkelt terminologisk tilretning til den gældende lovs § 9, stk. 3.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny, og skal ses i lyset af ønsket om en styrkelse af offentligheden omkring kommunalbestyrelsesns arbejde.

Den fortegnelse over sagerne, som skal fremlægges kan, men skal ikke nødvendigvis, være identisk med dagsordensudkastet. Fortegnelsen skal dog som minimum indeholde en angivelse af sagernes emner. I fortegnelsen skal, med respekt af reglerne om tavshedspligt, medtages såvel sager, som foreslås behandlet for åbne døre som sager, som sager som foreslås behandlet for lukkede døre.

Det er alene lovgivningens regler om tavshedspligt, som begrænser pligten til at fremlægge udskrift af beslutningsreferatet. Det forhold at en beslutning er truffet for lukkede døre kan ikke i sig selv begrunde, at beslutningen ikke medtages i den udskrift af beslutningsprotokollen, som fremlægges.

Til § 11.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 10, stk. 1 med en terminologisk tilretning.

Der vil i normalforretningsordenen blive indføjet nærmere retningslinier for dørlukning.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 10, stk. 2.

Det skal tilføjes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen at regulere, hvorvidt personer, som tilkaldes i medfør af bestemmelsens 2. pkt. i givet fald vil være forpligtet til at efterkomme kommunalbestyrelsens anmodning, idet dette må afgøres konkret og ud fra pågældendes forpligtelser overfor kommunalbestyrelsen i henhold til anden lovgivning.

Det vil ikke være muligt efter bestemmelsens 2. pkt. at tilkalde et kommunalbestyrelsesmedlem, som er blevet erklæret inhabilt i den konkrete sag.

Den gældende § 10, stk. 30m begrænsninger i adgangen til at videregive oplysninger om sager behandlet for lukkede døre foreslås ophævet, da den vil blive overflødig ved gennemførelsen af landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny, og er indsat for at lovfæste - og dermed tydeliggøre gældende praksis.

Udtrykket "tilsynsmyndigheden" er benyttet i stedet for Landsstyret for at understrege, at retten til at overvære sager, som behandles for lukkede døre også omfatter områder, hvor der i lovgivningen måtte være fastsat en speciel tilsynsmyndighed, eksempelvis i sociale sager.

Til § 12.

Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny i den foreslåede udformning, og lovfæster en almindelig initiativret for kommunalbestyrelsens medlemmer, som samtidig erstatter den specielle initiativret i den gældende § 22 (som foreslås ophævet) for så vidt angår udvalgenes virksomhed.

Angår et medlemsforslag et anliggende, som ikke er undergivet kommunalbestyrelsens kompetence, eller hvis en vedtagelse af forslaget vil indebære en ulovlig beslutning, vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at afvise at realitetsbehandle forslaget, men borgmesteren kan ikke afvise at optage det på dagsordenen, hvis det er rettidigt indkommet.

Uanset forslagets art, vil borgmesteren dog under alle omstændigheder være forpligtet til at optage det på udkastet til dagsorden, hvis det er indkommet rettidigt.

2. punktum præciserer, at der ikke er tillagt kommunens udvalg nogen selvstændig kompetence, med mindre dette udtrykkeligt er fastsat i lovgivningen, og svarer til den gældende lovs § 22.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 11, stk. 1.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 11, stk. 2.

Til § 13.

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 12.

Til § 14.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 13, stk. 1.

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal føre en beslutningsprotokol foreslås afskaffet, idet der i grønlandsk administration ikke i nyere tid har været nogen protokoltradition, og der findes ingen regler om autorisation eller om føring af protokoller. Således nedfældes Landsstyres beslutninger i et referat. Det dokumentationskrav, der ligger til grund for den lovbestemmelse, som i dag findes i Grønland (og i Danmark) om protokollering af kommunalbestyrelsens beslutninger, vil på tilfredsstillende måde kunne opfyldes gennem krav om underskrivelse af et beslutningsreferat straks efter hvert møde.

Bestemmelsen er endvidere sprogligt tilrettet i forhold til den gældende regel således, at det klart fremgår, at det kun er medlemmer, som har deltaget i kommunalbestyrelsesmødet, som kan kræve mindretalsudtalelser tilført referatet.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 13, stk. 2.

Til § 15.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 14, stk. 1, og skal ses i sammenhæng med landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, som angiver de materielle betingelser for inhabilitet i konkrete sager.

Styrelsesloven angiver alene procedurereglerne for at erklære et medlem inhabilt.

Den tidligere præcisering i styrelsesloven af, at et medlem skal forlade mødet ved behandlingen af en sag, hvor pågældende er inhabil, findes nu i landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning § 3, stk. 3, og er derfor ikke længere nødvendig i styrelsesloven.

Spørgsmålet om et medlems inhabilitet er undergivet tilsynsmyndighedens prøvelsesret, men den endelige afgørelse ligger hos domstolene, som ikke er bundet af begrænsninger, som påhviler Tilsynsrådet, jf. forslagets § 54. Tilsynsrådet er således afskåret fra tage stilling til hensigtsmæssigheden i kommunalbestyrelsens sagsbehandling, eller om denne er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, ligesom Tilsynsrådet er pålagt begrænsninger i adgangen til at ophæve kommunale beslutninger.

Styrelsesloven indeholde ingen regler om generel inhabilitet i forhold til kommunalbestyrelsen, men det antages i praksis, at kommunaldirektøren og dennes stedfortræder ikke kan være medlem af kommunalbestyrelsen.

Til stk. 2.
Reglen er uændret i forhold til gældende lovs § 14, stk. 2.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny og har til hensigt at sikre, at den politiske magtbaIanee i kommunalbestyrelsen ikke forrykkes i tilfælde af, at et medlem erklæres inhabilt.

Hvis et medlem er fraværende af anden grund end inhabilitet, skal spørgsmålet om stedfortræderindkaldelse afgøres efter § 16 uanset, om det fraværende medlem ville være blevet inhabilt.

Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny, og har til hensigt at sikre, at reglerne om stedfortræderindkaldeise ved inhabilitet ikke kan misbruges til at blokere for en beslutning i en sag, hvori der er et klart flertal i kommunalbestyrelsen for en bestemt beslutning eller hvor lovgivningen eller juridisk bindende aftaler foreskriver, at der træffes afgørelse inden en bestemt frist.

I tilfælde, hvor behandlingen af en sag ikke uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser kan udsættes, kan det inhabile medlem dog deltage i sagens behandling, hvis kommunalbestyrelsen ellers ville miste sin beslutningsdygtighed, jf.landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning § 4, stk. 2.

Til § 16.

Til stk. 1.
Bestemmelsen vedrører et medlems adgang til fravær fra og stedfortræderindkaldelse til et enkelt møde, og ændrer proceduren i forhold til den gældende lovs § 15, stk. 1.

Efter de gældende regler har borgmesteren pligt til at indkalde stedfortræderen, når han bliver bekendt med, at et medlem har forfald af en grund, som er omtalt i bestemmelsen.

Dette foreslås ændret til, at det er den pågældende gruppe, som har valgt medlemmet, som kan kræve stedfortræderen indkaldt til et enkelt møde.

Ændringen skal ses på baggrund af den forholdsvis vide adgang til stedfortræderindkaldeise, som der traditionelt har eksisteret i Grønland, men henset til den betydelige udvidelse af de kommunale opgaver, som er sket siden hjemmestyrets indførelse, forekommer det rimeligt, at adgangen til stedfortræderindkaldelse til et enkelt møde søges begrænset således, at indkaldelsen er betinget af en anmodning fra det pågældende medlems valggruppe i kommunalbestyrelsen.

Det er i den forbindelse uden betydning, om gruppen senere er blevet opløst eller ændret, idet begæringen om stedfortræderindkaldelse i tilfælde af uenighed i den oprindelige valggruppe i givet fald må træffes ved en flertalsbeslutning.

At stedfortræderindkaldelse til et enkelt møde ikke længere sker pr. automatik som led i borgmesterens almindelige mødeforberedelse stiller samtidig krav til kommunalbestyrelsens grupper om i så god tid som muligt at tage højde for kommunalbestyrelsens mødeplanlægning.

Det foreslås endvidere lovfæstet, at der er ubegrænset adgang til at kræve stedfortræderindkaldelse ved det konstituerende møde og ved 2. behandlingen af kommunens budget. Dette skyldes de meget væsentlige beslutninger, som træffes på disse møder, og som derfor ikke bør påvirkes vilkårligt af et medlems fravær.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og foreskriver automatisk stedfortræderindkaldelse ved lovlig forhindring af mindst 2 måneders varighed.

Reglen foreslås indført for at smidiggøre procedurerne omkring stedfortræderindkaldeise, når det vil være åbenbart, at en lovlig hindring for varetagelse af kommunalbestyrelseshvervet strækker sig over en længere periode, som skønsmæssigt er fastsat til minimum 2 måneder, eller gennemsnitligt 2 ordinære kommunalbestyrelsesmøder.

Reglen skal dog ikke ses som en almindelig hjemmel til at meddele fritagelse på orlovslignende vilkår til kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvilket ville stride mod, at medlemskab af kommunalbestyrelsen er et borgerligt ombud.

Der skal være tale om en absolut og varig forhindring i perioden. Eksempelvis kan den situation, at medlem ikke kan deltage i kommunalbestyrelsens møder, men kan deltage i udvalgsmøder, således ikke begrunde, at medlemmet fritages.

Der er intet krav om, at hindringen skal være af midlertidig karakter, idet konsekvenserne af fritagelse for resten af valgperioden i praksis vil være identisk med, at medlemmet formelt får tilladelse til at udtræde af kommunalbestyrelsen, nemlig:

1) at stedfortræderen indtræder i kommunalbestyrelsen og
2) det fraværende medlems valggruppe besætter vakante udvalgsposter.

Det er den kommunale valglovs regler om udtræden af kommunalbestyrelsen, som finder anvendelse - og ikke styrelsesloven - hvis et medlem midlertidigt opgiver sin bopæl i kommunen.

Til stk. 3.
Reglen svarer til den gældende § 15, stk. 1, sidste pkt.

Til stk. 4.
Reglen svarer til den gældende § 15, stk. 2, og fastslår, at uanset, om stedfortræderindkaldelse sker på begæring af en gruppe i kommunalbestyrelsen, stk. 1, eller på borgmesterens foranledning, stk. 2, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tage stilling til, om betingelserne for stedfortræderindkaldelsen er opfyldt, det vil navnlig sige, om der foreligger en lovlig fraværsgrund for det substituerede medlem, eller hvis stedfortræderen ikke er indkaldt, om dette bør ske.

Kommunalbestyrelsens afgørelse er undergivet tilsynsmyndighedens prøvelsesadgang, og vil i sidste ende kunne indbringes for domstolene.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny, og foreslås indført idet, det forekommer hensigtsmæssigt, at lade kommunalbestyrelsen stå frit med hensyn til spørgsmålet om, hvem der skal fungere som borgmester, ved den valgte borgmesters længerevarende fravær. Reglerne om viceborgmesterens overtagelse af borgmesterens opgaver i § 36, jf. § 8, stk. 3 og 4 omhandler således kun borgmesterens forfald, når dette ikke skønnes at vare i 4 måneder eller derover.

Er der ikke valgt ny borgmester efter nærværende bestemmelse fordi, en borgmesters midlertidige fravær skønnes at være af kortere varighed end 4 måneder, skal der fortsat ikke vælges ny borgmester, selvom det faktiske fravær overstiger 4 måneder. Der skal således alene vælges ny borgmester, når kommunalbestyrelsen på forhånd vurderer, at fraværet vil strække sig ud over dette tidsrum.

Er der valgt ny borgmester efter § 16, stk. 5, er denne valgt for hele borgmesterens fraværsperiode, og vil således ikke kunne afsættes, medmindre betingelserne i § 36 er opfyldt.

Til § 17.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser de hidtidige regler om mødediæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

Reglens foreslås indført på baggrund af den forsøgsordning, som har været gennemført i en række kommuner siden 1991, og som senest er blevet forlænget med virkning for kalenderåret 1994.

Ordningen blev mulig ved en ændring af styrelsesloven, som Landsstyret fremsatte på efterårssamlingen i 1990, efter opfordring fra KANUKOKA, og som blev vedtaget som landstingslov nr. 19 af 23. oktober 1990.

Stadig flere kommuner har ønsket at tilslutte sig ordningen, som dels gør det muligt for kommunerne på en bedre måde end hidtil at tage budgetmæssig højde for udgifterne til folkevalgte, dels indebærer administrative lettelser i kommunerne, da systemet med møde- og indtægtsafhængige ydelser var tungt at administrere og dels, principielt ligestiller alle kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsesmedlemmer i henseende til vederlæggelse. Det gøres også ved ordningen muligt at sikre en hensigtsmæssig mødetilrettelæggelse i kommunerne, idet vederlagenes størrelse er uafhængig af, hvor mange møder der holdes.

Forsøgsordningen har været forudsat udgiftsneutral for kommunerne for at undgå spekulationer i forhøjelser af den faktiske indtjening i forbindelse med forsøgsordningen, som alene har haft til hensigt at vurdere uhensigtsmæssigheder og ulemper ved en fast vederlagsordning.

Forsøgsordningen har imidlertid afsløret nogle uhensigtsmæssigheder, som Landsstyret skal tage højde for ved fastlæggelsen af detailreglerne, jf. nærmere den foreslåede stk. 7:

Der er således en række private erhvervsdrivende som ved indførelsen af faste vederlag har oplevet en utilsigtet indtægtsnedgang ved frierhververhonorarernes bortfald, og en række offentligt ansatte har ligeledes oplevet økonomiske tab, ikke isoleret set på grund af de faste vederlag, men på grund af de særlige regler om lønfradrag i forbindelse med varetagelse af borgerligt ombud.

Det forudsættes, at der så vidt muligt ved fastlæggelsen af satserne for de faste vederlag sikres et niveau, som gør det attraktivt for såvel private erhvervsdrivende som for privat ansatte lønmodtagere og offentligt ansatte at gå ind i kommunalpolitik.

Ved fastsættelsen af borgmestervederlaget, jf. § 37, stk. 1 forudsættes taget højde for borgmesterens arbejde som medlem af kommunalbestyrelsen.

Om vederlæggelse af viceborgmestre, der er i funktion som borgmestre, henvises til § 37, stk. 2.

Til stk. 2.
I overensstemmelse med hidtil gældende regler (§ 16, stk. 3 og § 49) bør kunne ydes et tillægsvederlag for formandskab i kommunalbestyrelsens stående udvalg eller i bygdebestyrelsen.

Også for disse vederlag fastsætter Landsstyret maksimalsatserne, jf. stk. 7.

Til stk. 3.
For så vidt angår andre hverv, som udføres efter valg af kommunalbestyrelsen og for kommunalbestyrelsesmedlemmers deltagelse i kurser, som har relevans for kommunalbestyrelseshvervet, forekommer det rimeligt, at der bør kunne ske en særskilt vederlæggelse, i overensstemmelse med disse hvervs tidsbegrænsede karakter, hvilket ikke mindst har betydning for ikke kommunalbestyrelsesmedlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen til kommunale hverv, jf. § 18, stk. 8.

Endvidere forekommer det hensigtsmæssigt at vederlæggelse af suppleanter, der indkaldes til enkelte møder eller i forbindelse med faste kommunalbestyrelsesmedlemmers korterevarende fravær i øvrigt, vederlægges med diæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

Da det faste vederlag ikke knytter sig til en forudsat mødeaktivitet men til selve hvervet som kommunal- eller bygdebestyrelsesmedlem, vil der ikke skulle ske fradrag heri ved indkaldelse af stedfortræder, med mindre fraværet har en varighed på 2 måneder eller derover, jf. stk. 4.

Til stk. 4.
Der foreslås indført en adgang til at overføre det faste vederlag til en stedfortræder, som indtræder i kommunalbestyrelsen i mindst 2 måneder, uanset, om det faste medlems fravær kan henføres til § 16, stk. 1 eller § 16, stk. 2.

Såfremt en stedfortræder modtager diæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af forventninger til en kortvarig funktion, men det efterfølgende viser sig, at funktionen varer i 2 måneder eller derover, vil der i udbetalingen af det faste vederlag skulle ske afkortning for allerede udbetalte diæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

Til stk. 5.
Det foreslås endvidere, at en tilsvarende regel som angivet i stk. 4, skal gælde for det kommunalbestyrelsesmedlem, som varetager hvervet som formand for et stående udvalg i mindst 2 måneder.

Til stk. 6.
Reglen er videreført fra den gældende § 16, stk. 5, og fastholder det almindelige princip om, at folkevalgte som udfører rejseaktivitet i forbindelse med hvervet, uanset vederlæggelsesformen, har krav på godtgørelse for opholds- og rejseudgifter.

Bestemmelsen har navnlig betydning for bygdebeboeres deltagelse i kommunalbestyrelses- og udvalgsmøder.

Det forudsættes, at reglen administreres med udgangspunkt i de for tjenestemænd gældende regler.

Til stk. 7.
Ud over det anførte om niveauet for de faste vederlag forudsættes, at satserne er uregulerede, således, at det beror på en konkret politisk vurdering med udgangspunkt i løn- og prisudviklingen, om satserne skal forhøjes, idet uregulerede satser er det lettest administrerbare for lønkontoreme.

Det forudsættes i den forbindelse, at faste vederlag udbetales månedsvis via de eksisterende lønsystemer således, at ydelserne beskattes på linie med lønydelser.

Det forudsættes videre, at kommunalbestyrelserne efter en konkret vurdering af kommunalbestyrelsens og udvalgenes mødeaktivitet kan vælge at yde vederlag i henhold til § 17, stk. 1 med en brøkdel (maks 1/1) eller procentsats fra 100 til O således, at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer opnår samme sats.

Der vil derimod være mulighed for at en kommunalbestyrelse, efter en vægtning af arbejdsbyrden, individuelt kan graduere satsen for et tillægsvederlag til udvalgs- og bygdebestyrelsesformænd.

Til stk. 8.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at alle medlemmer af en kommunal- eller bygdebestyrelse stilles lige.

Til § 18.

Til stk. 1.
I modsætning til de gældende regler i §§ 17, stk. 1 og 19, stk. 2 og 3 foreslås kommunalbestyrelsens pligt til at nedsætte udvalg indskrænket til at gælde et økonomiudvalg.

Pligten til at nedsætte et socialudvalg og et kultur- og undervisningsudvalg foreslås således afskaffet i styrelseslovssammenhæng, og den tilsvarende pligt i særlovgivningen til nedsættelse af disse udvalg er allerede modificeret således, at der kan dispenseres fra denne forpligtelse.

Det vil således fremover efter styrelsesloven være op til kommunerne selv at tilrettelægge deres udvalgsstruktur i overensstemmelse med speciallovgivningens krav til opgaveløsning.

Kommunalreform Kommissionen anbefaler, at der efter den foreslåede ændring i styrelsesloven omkring kommunernes udvalgsstruktur foretages en generel gennemgang af særlovgivningen med henblik at få tilpasset denne således, at eksisterende forpligtelser for kommunerne til at nedsætte specielle udvalg eller administrationsgrene ophæves, og der i stedet alene foreskrives en pligt til løsning af bestemte opgavetyper.

Som en konsekvens af den foreslåede ændring vil normalstyrelsesvedtægten fremover ikke komme til at indeholde detailregler om stående udvalg og disses opgaver, men Landsstyret vil som tilsynsmyndighed kunne kontrollere, at styrelsesvedtægterne for de enkelte kommuner ikke strider mod kommunernes forpligtelser efter særlovgivningen.

Som en konsekvens af, at økonomiudvalget fremover er det eneste lovpligtige udvalg efter styrelsesloven er det fundet rigtigst at beskrive dette udvalgs opgaver direkte i styrelsesloven og ikke i styrelsesvedtægten.

Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelser med 3 eller 5 medlemmer fremover ikke skal kunne nedsætte udvalg. Dette hænger sammen med den foreslåede tilføjelse i sidste pkt., nemlig at udvalgene ikke må udgøre over halvdelen af kommunalbestyrelsens medlemstal:

Udvalg som udgør et flertal i kommunalbestyrelsen vil dels stride mod det grundlæggende demokratiske princip, at mindretal, som ikke er repræsenteret i udvalgene gennem kommunalbestyrelsen skal have indsigt i og indflydelse på udvalgsarbejdet, og dels vil det stride mod princippet om, at kommunalbestyrelsens beslutninger skal træffes i offentlige møder, hvilket ikke vil være tilgodeset ved, at et flertal reelt kan binde kommunalbestyrelsen på et ikke offentligt udvalgsmøde.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og har til hensigt at præcisere, at i modsætning til de i stk. 7 nævnte særlige udvalg, er valg til økonomiudvalg og stående udvalg forbeholdt kommunalbestyrelsens medlemmer, hvilket først og fremmest skyldes, at disse udvalg efter loven er bemyndiget til at træffe afgørelser på kommunalbestyrelsens vegne, mens de særlige udvalg alene har en begrænset bemyndigelse til at varetage bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller de stående udvalg.

Samtidig foreslås den gældende lovs § 24, stk. 1, om at valg til udvalg eller anden repræsentation forudsætter, at vedkommende kandidat er bragt i forslag i kommunalbestyrelsen, ophævet, som værende uden selvstændig mening.

Endvidere foreslås som noget nyt indført faste suppleanter til udvalgene for at sikre, at udvalgene, som normalt består af 3 til 5 medlemmer, kan holde møder med fuldtallig bemanding.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 17, stk. 2, og angiver et delegationsforbud ved udpegning af personer til udvalg, bestyrelser og lignende, hvor kommunalbestyrelsen eller kommunen i henhold til bestemmelser uden for styrelsesloven skal være repræsenteret.

Til stk. 4.
1. pkt. svarer til den gældende lovs § 17, stk. 3, 1. pkt.
2. pkt. svarer til gældende § 17, stk. 3, 2. pkt., bortset fra henvisningen til den modifikation, der ligger i den foreslåede stk. 5, og angiver, at kommunalbestyrelsen ikke ved valg af personer til udvalg m. v. kan træffe beslutning om, at valgene skal gælde for en kortere periode end kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny, og lovfæster den hidtidige praksis i landet, at kommunalbestyrelsen i løbet af funktionsperioden kan gennemføre ændringer i kommunens udvalgsstruktur, i udvalgenes medlemstal eller i udvalgenes arbejdsopgaver i overensstemmelse med procedurereglerne i § 2, stk. 2 om styrelsesvedtægtsændringer.

Til stk. 6.
Ændringer i strukturen som anført i stk. 5 indebærer en så væsentlig ændring i forudsætningerne for valg til økonomiudvalg og stående udvalg, at der skal ske omkonstituering af disse udvalg, hvis blot et enkelt kommunalbestyrelsesmedlem kræver det. Der vil ved den fornyede konstituering være adgang til at anmelde en ny gruppedeling.

Til stk. 7.
Bestemmelsen svarer f. s. v. angår 1. pkt. til gældende lovs § 17, stk. 4. 2. pkt. har til formål at præcisere, at alene kommunalbestyrelsen har kompetence til at fastlægge disse særlige udvalgs sammensætning og virksomhed.

Hvorvidt de generelle regler, som gælder for udvalg skal finde anvendelse på de i stk. 8 nævnte særlige udvalg, kan ikke besvares entydigt:

Det kan imidlertid siges, at for så vidt disse regler er udtryk for generelle offentligretlige grundsætninger, eksempelvis reglerne om udarbejdelse af dagsorden og referat, vil kommunen være forpligtet til også at anvende disse regler på udvalg nedsat efter § 18, stk. 7.

Øvrige bestemmelser i kapitel 3, som vedrører udvalg, må antages at . være gældende i det omfang, kommunalbestyrelsen ikke har truffet modstående bestemmelse, bortset fra de regler, som er specifikke for økonomiudvalget og de stående udvalg, det vil navnlig sige reglerne om besættelse på det konstituerende møde og om omkonstituering ved ændringer i udvalgenes medlemstal m.v.

Til stk. 8.
Bestemmelsen afløser den hidtidige § 17, stk. 5 og tydeliggør at valg til kommunens udvalg med videre er borgerlige ombud. Der er tale om en mere klar kodificering af den gældende retstilstand på området.

Til § 19.

Bestemmelsen er ny, og tilsigter, at der tilvejebringes et ensartet styringsgrundlag i de små kommuner, som ikke kan nedsætte udvalg.

Til § 20.

Bestemmelsen er ny, og er - sammen med § 33, stk. 20m borgmesterens rolle som chef for administrationen - den eneste bestemmelse i styrelsesloven, som omhandler kommunens administration.

Bestemmelsen markerer, at administrationen er et led i styrelsessystemet med kommunalbestyrelsen som overordnet organ.

Kommunalbestyrelsen kan, med mindre andet er fastsat i lovgivningen, frit fastsætte bestemmelser om delegation til forvaltningen.

Til § 21.

Til stk. 1.
Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 18, stk. 1 med den modifikation, at økonomiudvalgets medlemstal ikke længere udtrykkeligt er maksimeret til 4, idet den nødvendige begrænsning i medlemstallet klart fremgår af § 18, stk. 1.

Til stk. 2.
Bestemmelsen afløser § 18, stk. 2 og 3 i den gældende lov, og er konsekvensrettet i lyset af, at økonomiudvalgets opgaver fremover alene forudsættes reguleret i loven og ikke i styrelsesvedtægten.

Det er generelt hensigten med bestemmelsen, at økonomiudvalget af koordinationshensyn er udstyret med stærke beføjelser, da det ellers kan befrygtes, at der sker en for kommunestyret meget uheldig udvikling i retning af et sektoropdelt styre. Det er vigtigt, at der i økonomiudvalget og i kommunalbestyrelsen sikres et overblik over de mange kommunale opgaver og dermed reelle muligheder for en prioritering og styring af opgaverne.

Ad nr. 1):
Bestemmelsen svarer med en moderniseret formulering til den gældende § 18, stk. 2, jf. dog nedenfor om udtrykket "indseende".

Ad nr. 2):
Bestemmelsen erstatter den tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 18, stk. 2, som antagelig beror på en fejlformulering om, at udvalget alene har "indseende" med løn- og personaleforhold. Bemærkningen om, ansættelse og afskedigelse af kommunaldirektør er dels en kodificering af gældende praksis i de fleste kommuner og dels en markering af den store betydning, kommunaldirektørposten har for kommunens ledelse.

Ad nr. 3):
Bestemmelsen afløser den eksisterende lovs § 18, stk. 2.

Ad nr. 4):
Bestemmelsen afløser den gældende § 18, stk. 3, og tydeliggør udvalgets planlægningsopgaver.

Til § 22.

Til stk. 1.
Bestemmelsen skal ses som led i det generelle ønske om at skabe større frihed for kommunerne til at selv at indrette deres styrelsesform.

Den i § 22 foreslåede model er en mellemform mellem et udvalgsstyre og et magistratsstyre, idet flere kommuner har udtrykt ønske om større kompetence til udvalgsformændene, og kan således også ses som et supplement til den udvidede kompetence udvalgsformændene foreslås tillagt i § 24, stk. 2.

Den foreslåede ordning vil også kunne være et effektivt instrument til at styrke økonomiudvalget som det planlæggende og koordinerende organ, og det muliggøres, at der i højere grad kan varetages tværgående helhedshensyn ved prioriteringen af kommunens ressourcer. En inddragelse af udvalgsformændene i økonomiudvalget vil tillige forbedre de informationsmæssige kanaler mellem økonomiudvalget og de stående udvalg.

Er antallet af stående udvalg ulige, skal der for at opfylde kravet i § 18, stk. 10m, at et udvalg skal bestå af et lige antal medlemmer, udpeges yderligere et medlem af økonomiudvalget.

Til stk. 2.
Valgproeeduren ved denne styrelsesform adskiller sig fra den "traditionelle" styreform ved, at formændene for de stående udvalg ikke vælges af disse, men i stedet vælges direkte af kommunalbestyrelsen på det konstituerende møde.

Dette indebærer, at udvalgene vil være afskåret fra i valgperioden at skifte formanden ud i modsætning til, hvad der gælder under det traditionelle udvalgsstyre.

Til stk. 3.
Forbuddet mod at et medlem kan udpeges til mere end en udvalgsformandspost sikrer, at det grundlæggende princip om, at hvert medlem kun kan have en stemme, overholdes.

Bestemmelsen om medregningen af formandspladser ved fordelingen af udvalgsposter sikrer en retfærdig fordeling af samtlige udvalgspladser.

Til stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan på et hvilket som helst tidspunkt i en valgperiode ved en ændring i styrelsesvedtægten beslutte at overgå til styreformen i § 22 eller at gå fra denne til et traditionelt udvalgsstyre.

Kommunalbestyrelsen kan dog ikke vedtage at skifte styreform for en kortere periode end valgperioden.

Til § 23.

Til stk. 1.
Bestemmelsen tilsigter ingen ændringer i forhold til den gældende lovregel om udvalgenes forretningsorden i § 20, stk, 4. Der ses ikke at være grund til specifikt at nævne, at udvalgene kan vælge en næstformand.

Kravet om en forretningsorden er ikke ensbetydende med, at der skal udarbejdes en skriftlig forretningsorden som for kommunalbestyrelsens vedkommende. Bestemmelsen betyder primært, at kommunalbestyrelsen er afskåret fra at vedtage procedureregier for udvalgenes forhandlinger.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 20, stk. 2, med den tilføjelse, at 65 udvalgenes virksomhed udøves i møder. Tilføjelsen er en præcisering af, at udvalgene på samme måde som kommunalbestyrelsen er kollegiale organer.

Til stk. 3.
Reglen afløser den gældende bestemmelse i § 20, stk. 4, sidste pkt. og er konsekvensrettet som følge af, at protokolkravet er ændret til et referatkrav.

Ved en generel henvisning til § 14, stk. 1, er de mindretalsgarantier, som gælder i relation til kommunalbestyrelsesreferaterne også gældende for udvalgene.

Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny, og gør udtømmende op med, hvornår ikke-udvalgsmedlemmer har ret til at overvære udvalgsmøder, idet udgangspunktet er, at udvalgsmøder ikke er undergivet mødeoffentlighed.

1. pkt. giver udvalget mulighed for at forlange bistand fra forvaltningen, men det tilkommer borgmesteren som øverste daglige leder af administrationen - evt. efter høring af udvalget og drøftelse med udvalgsformanden at bestemme, hvilken sekretærbistand, der skal stilles til rådighed for udvalget. Hvis udvalget ikke ønsker, at den udpegede sekretær overværer udvalgsmødet, kan udvalget modsætte sig dette, men kan ikke mod borgmesterens protest udpege en anden sekretær.

Uenighed mellem udvalget og borgmesteren om sekretærbistand må afgøres af kommunalbestyrelsen.

Også en kommunalt ansat, som af kommunalbestyrelsen er udpeget som sekretær for udvalget, kan af dette nægtes adgang til at overvære udvalgsmøderne, men udvalget vil være forpligtet til at rette sig efter kommunalbestyrelsens beslutning om sekretærbistand ved sagernes ekspedition i forvaltningen og i øvrigt uden for udvalgets møder.

Udvalget kan også tilkalde ansatte med henblik på at modtage oplysninger, mundtlige redegørelser og lignende. Et udvalg kan ikke give en generel tilladelse til at andre ansatte end udvalgets sekretær overværer udvalgsmøderne. Ansatte, som tilkaldes til udvalgsmøderne med henblik på sagsoplysningen har pligt til at deltage i møderne, med mindre kommunalbestyrelsen eller borgmesteren beslutter andet.

2. pkt. vedr. ikke-ansattes, herunder andre kommunalbestyrelsesmedlemmers, adgang til at overvære udvalgsmøder. Bestemmelsen præciserer, at disse personer alene kan tilkaldes til at overvære udvalgsmøder, hvis det er begrundet i hensynet til oplysningen af en bestemt sag. I modsætning til kommunalt ansatte, kan gruppen af ikke-ansatte kun overvære udvalgenes forhandlinger men ikke afstemningerne.

Bestemmelsen tilsigter en restriktiv praksis i relation til ikke-ansattes overværelse af udvalgsmøder, ikke mindst for at undgå, at andre kommunalbestyrelsesmedlemmer end udvalgsmedlemmerne deltager i udvalgsmøderne, idet der herved ville være en risiko for, at forhandlingerne flyttes fra offentlige kommunalbestyrelsesmøder tillukkede udvalgsmøder.

Til stk. 5.
Bestemmelsen indeholder en modifikation i forhold til stk. 4, 2. pkt., og har,

på grund af budgetarbejdets meget store betydning for kommunen, til hensigt at give de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som ikke er medlemmer af økonomiudvalget en bedre indsigt i spørgsmål, som har relation til budgetbehandlingen.

Til stk. 6.
Bestemmelsen er ny, og skal ses i lyset af Kommunalreform Kommissionens generelle ønske om skabe en større grad af åbenhed omkring de kommunale beslutningsprocesser.

Til § 24.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende § 20, stk. 1. Bestemmelsen om flertalsvalg i den gældende lov fremgår nu af lovforslagets § 28, stk. 1.

2. pkt. præciserer, at valg til udvalgsformand er et borgerligt ombud, men i modsætning til medlemskab af udvalg, vælges formanden ikke for kommunalbestyrelsens valgperiode, og vil således kunne afsættes ved flertalsvalg i udvalget.

3. pkt. har til hensigt at parallelisere de egentlig udvalgsformandsopgaver med borgmesterens opgaver, jf. lovforslagets § 32.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og har til formål at tilvejebringe muligheden for en mere smidig sagsgang i udvalgsarbejdet, ikke mindst henset til at indkaldelse til udvalgsmøder ofte vil være forbundet med vanskeligheder, hvor eksempelvis udvalgsmedlemmer har bopæl i en bygd.

1. pkt. vedr. udvalgsformandens adgang til at afgøre sager, som ellers skulle have været forelagt udvalget. udvalgsformanden er derimod ikke tillagt funktion som daglig leder af en gren af kommunens administration, og bestemmelsen ændrer således ikke ved grænsedragningen mellem udvalgets kompetence og den kompetence, borgmesteren har som daglig leder af administrationen.

Hvis et udvalg ønsker at tillægge formanden en kompetence, som ligger ud over bemyndigelsen til at afgøre hastesager og utvivlsomme sager, vil dette i et vist omfang kunne ske ved delegation, såfremt alle udvalgsmedlemmer er enige herom.

Ved fortolkningen af udtrykket sager, som "ikke giver anledning til tvivl", er det en betingelse, at udvalgsformanden skønner, at alle udvalgsmedlemmer og ikke blot et flertal i udvalget, anser sagen for utvivlsom.

2. pkt. om underretningspligt i forhold til borgmesteren ved hastesager er begrundet i hensynet til, at borgmesteren skal have mulighed for at udøve sine koordinerende beføjelser og beføjelsen til at gribe ind overfor udvalgenes forvaltning.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny, og præciserer, at de særlige formandsbeføjelser ikke ændrer ved udvalgsstyrets principielle opbygning. Formanden er således stadig undergivet udvalgets beslutninger.

Til § 25.

Til stk. 1.
Reglen er en videreførelse af den gældende lovs § 21, stk. 1.

Til stk. 2.
Bestemmelsen har hidtil stået i normalstyrelsesvedtægten, men i forbindelse med afskaffelsen af stadfæstelseskravet for styrelsesvedtægter foreslås bestemmelsen optaget i styrelsesloven.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 21, stk. 2.

Til § 26.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 23 med en sproglig tydeliggørelse af bestemmelsens sidste pkt.

Til § 27.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer med en sproglig tydeliggørelse til gældende § 24, stk. 2.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 24, stk. 3.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny og regulerer den situation, at kommunalbestyrelsen skal vælge både kommunalbestyrelses- og ikke kommunalbestyrelsesmedlemmer til et udvalg eller lign.

Ved valg af flere personer ved forholdstalsvalg forudsættes principielt, at alle der skal vælges er ligestillet således, at alle valggrupper har samme frihed ved besættelsen af de pladser, der tilkommer dem.

Som følge heraf vil den eller de grupper, som skal besætte den eller de sidste pladser have mere indskrænkede valgmuligheder, idet en bestemt kategori af medlemmer kan være udtømt.

Til stk. 4.
Bestemmelsen viderefører den gældende regel i § 24, stk. 4 om fremgangsmåden ved forholdstalsvalg efter d'Hondts metode. Bestemmelsen er suppleret af en regel om, at hvis en gruppe giver afkald på at besætte en ledig plads, fordeles denne mellem de andre grupper efter d'Hondts metode.

Da reglen i praksis har givet anledning til tvivl forudsættes, at der i den vejledning, som skal udsendes i forbindelse med denne styrelseslovs vedtagelse, jf. de generelle bemærkninger herom, gives en klar anvisning på d'Hondts metodes anvendelse i praksis.

Til § 28.

Til stk. 1.
Bestemmelsen gentager den gældende regel i § 24, stk. Som flertalsvalg, idet metoden dog foreslås beskrevet i bestemmelsen .

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og foreskriver specielt fremgangsmåden ved afstemninger i udvalg eller kommunalbestyrelsen om valg mellem flere ansøgere til kommunale ansættelser.

Som grundlag for behandlingen af en ansættelsessag må der foreligge oplysninger om samtlige ansøgere, og ved afstemningen kan enhver af disse bringes i forslag. Afstemningen kan således ikke, uden der er enighed herom begrænses til alene at vedrøre en del af ansøgerne, f. eks. dem som er omfattet af udvalgets eller administrationens indstilling.

Til § 29.

Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny, og tager højde for en situation, som ofte har givet anledning tvivl i praksis.

Til stk. 2.
Henset til, at udvalgene oftest holder et større antal møder end kommunalbestyrelsen, og at det oftest lille medlemstal i udvalgene tilsiger et behov for fuldtalligt fremmøde, jf. også bemærknnigerne til § 18, stk. 2, foreslås indført en fri adgang til at indkalde stedfortræderen til møde i udvalget.

Et kommunalbestyrelsesmedlem kan dog ikke vælge at trække sig midlertidigt ud af udvalg m.v. og samtidig fortsat deltage i kommunalbestyrelsesarbejdet, jf. også bemærkningerne til § 16, stk. 2, idet valg til økonomiudvalg og stående udvalg er pligtmæssige.

Det er den pågældende valggruppe, som afgør, om betingelsen for indkaldelse af stedfortræder er opfyldt.

Valggruppen er ikke forpligtet til at tildele en midlertidig vakant udvalgsplads til det fraværende medlems suppleant i kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen finder kun anvendelse på medlemmer, som er indvalgt i et udvalg, og ikke i tilfælde, hvor et medlem er født medlem, som det er tilfældet med borgmesterens medlemskab af økonomiudvalget. Ved borgmesterens forfald kan der således ikke indvælges et andet medlem i økonomiudvalget, men har viceborgmesteren overtaget den øverste daglige ledelse af administrationen, jf. forslagets § 36, stk. 2, overtager viceborgmesteren også formandsposten i økonomiudvalget.

Er viceborgmesteren allerede medlem af økonomiudvalget, vil der således opstå en ledig plads i udvalget, når viceborgmesteren indtræder i borgmesterens opgaver.

Til § 30.

Til stk. 1.
Reglen er ny, og lovfæster den hidtidige praksis for så vidt angår procedurereglerne om inhabilitet i udvalgenes behandling af konkrete sager.

I lighed med de for kommunalbestyrelsen gældende regler, jf. bemærkningerne til § 15, afgøres spørgsmål om, hvorvidt inhabilitet rent faktisk foreligger, i overensstemmelse med reglerne i landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Den praksis som foreslås lovfæstet går ud på, at der gælder samme regler om behandlingen af spørgsmål om konkret inhabilitet i udvalgene som i kommunalbestyrelsen.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er en parallel til § 15, stk. 20m kommunalbestyrelsesmedlemmernes underretningspligt overfor borgmesteren, såfremt der opstår tvivl om habilitetsspørgsmålet.

Til stk. 3.
Henset til, at mindretal i kommunalbestyrelsen ofte kun vil være repræsenteret i et udvalg med et enkelt medlem, anbefales det, at også mindretalsgarantierne i § 15, stk. 3 og 4 kommer til at gælde for udvalgsarbejdet.

Til stk. 4.
Der henvises til bemærkningerne ad stk. 3, idet bemærkes, at det henset til, at kommunalbestyrelsens udvalg normalt ikke har over 5 medlemmer, ikke forekommer hensigtsmæssigt at overføre reglen i § 15, stk. 4 om, at 2/3 af medlemmerne kan kræve behandlingen af en sag gennemført på trods af, at et medlem er fraværende som følge af inhabilitet, og stedfortræderen ikke er indkaldt, til udvalgenes sagsbehandling.

Til § 31.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 25, stk. 2.

Til stk. 2.
Bestemmelsen afløser den gældende § 25, stk. 3.

Den gældende regel foreslås modificeret på baggrund af en række uheldige eksempler fra praksis, hvor personer, som er ansat i underordnede stillinger eller i stillinger i bygderne uden nogen løbende eller tæt kontakt til kommunens politiske og administrative ledelse, har været afskåret fra medlemskab af kommunens stående udvalg.

Der foreslås derfor indført et afstandskriterium, som først og fremmest har til formål at udelukke en person fra medlemskab af udvalg, hvis den pågældende hyppigt ville være afskåret fra at deltage i sagernes behandling på grund af konkret inhabilitet, eller hvis medlemskab af udvalget ville medføre, at det pågældende medlem skulle deltage i tilsyn og kontrol med sin egen tjenstlige virksomhed.

Betænkelighederne vil navnlig gøre sig gældende i de tilfælde, hvor den ansatte varetager administrative funktioner af mere overordnet karakter.

Afgørende hensyn taler imod at tillade en dobbeltrolle i de tilfælde, hvor den ansatte er umiddelbart ansvarlig over for udvalget for et forvaltningsområde, og således som udvalgsmedlem vil skulle tage stilling til egne indstillinger i sagerne.

Nr. 1) omhandler tjenestegrenschefer inden for de sagområder, som er underlagt udvalget, og ansatte, som i henhold til praksis, stillingsbeskrivelse eller kompetencefordelingsplan er stedfortrædere for tjenestegrenscheferne. Som eksempler på tjenestegrenschefer kan nævnes socialchef, ledende skoleinspektør og kommuneingeniør.

Afgrænsningen af den personkreds, som er omfattet af nr. 2) må bero på en konkret vurdering af indholdet af de funktioner, der er tillagt de pågældende.

Da den enkelte kommunalbestyrelse inden for vide rammer selv bestemmer, hvordan dens administration skal tilrettelægges, herunder hvilke funktioner og stillingsbetegnelser dens ansatte skal have, kan man ved afgrænsningen ikke alene lægge vægt på stillingsbetegnelsen. Man må lægge vægt på de beføjelser, der i henhold til organisations- og kompetencefordelingsplaner, stillingsbeskrivelser .m.v. er tillagt den pågældende. Det afgørende vil være, om den ansatte har et dagligt ledelsesansvar og selvstændigt leder et personale. Stillingens lønmæssige placering vil tillige kunne være et vejledende moment.

Som eksempler på ansatte, der udelukkes fra medlemskab af vedkommende udvalg efter bestemmelsen nr. 2), kan nævnes sekretariatsledere, afdelingsledere, kontorledere og andre med selvstændigt personaleansvar. Endvidere vil institutionsledere og andre med ledende administrative funktioner ved en institution, være afskåret fra medlemskab af det udvalg, institutionen hører under.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 25, stk. 4, og er sprogligt tilrettet til den foreslåede terminologi i stk. 2, men tilsigter ingen væsentlige ændringer i forhold til den gældende retstilstand.

Nr. 1) tilsigter ingen realitetsændring i forhold til den eksisterende § 25, stk. 4, nr. 1); det vil sige, at alle ansatte, som er beskæftiget med egentlige økonomiudvalgsopgaver, økonomi-, løn- og personaleforvaltning, er udelukket fra medlemskab af økonomiudvalget.

Nr. 2) og 3) erstatter den eksisterende § 25, stk. 4, nr. 2).

Nr. 2) vedrører specifikt ansatte i den del af forvaltningen der - uden at være omfattet af nr. 1) - forestås af økonomiudvalget, eksempelvis personer beskæftiget med planlægningsopgaver, og ansatte inden for forvaltningsområder, som uden direkte at høre under økonomiudvalget forestås af dette, eksempelvis skattevæsen og folkeregister.

Nr. 3) omfatter tjenestegrenschefer, men i modsætning til den foreslåede stk. 2, nr. 1) er stedfortrædere for tjenestegrenschefer ikke udelukket fra medlemskab af økonomiudvalget.

Til stk. 4.
Der foreslås indført en lovfæstelse af ægtefælleinhabilitet som en konsekvens af, at dette også er fastsat i landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Til § 32.

Bestemmelsen afløser den gældende § 26, og tilsigter ingen realitetsændringer i forhold til denne bestemmelse, men er konsekvens rettet som følge af, at protokolleringskravet i kommunalbestyrelsen er erstattet med et referatkrav .

Til § 33.

Til stk. 1.
Bestemmelsen skal afløse den gældende lovs § 27, stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter ingen realitetsændring i forhold til den gældende retstilstand, men det forudsættes, at der i vejledningen til styrelsesloven gives anvisninger på, hvorledes bestemmelsen skal administreres i praksis, idet rækkevidden af borgmesterens kompetence efter denne bestemmelse i praksis har givet anledning til usikkerhed.

Endvidere er bemærkningen i den gældende regel om, at borgmesteren drager omsorg for udførelsen af kommunalbestyrelsens beslutninger udeladt: I loVforslagets § 20 sammenholdt med § 33, stk. 2, fremgår administrationens rolle i forhold til kommunalbestyrelsen, og borgmesteren er tillagt ansvaret for administrationens ledelse, ligesom det er foreskrevet, at borgmesteren skal føre tilsyn med sagernes ekspedition. Den hidtidige bestemmelse om, at borgmesteren drager omsorg for udførelsen af kommunalbestyrelsens beslutninger er sprogligt set uheldig, idet den kan tolkes som udtryk for en indskrænkning i den kompetence borgmesteren tillægges efter §§ 20 og 33, stk. 2, hvilket ikke er korrekt.

Til stk. 2.
Bestemmelsens svarer til den gældende lovs § 27, stk. 2, 1. - 3. pkt.

Bestemmelsen er en smule omformuleret, men tilsigter ingen realitetsændring i forhold til gældende ret.

Den hidtil gældende bestemmelse i § 27, stk. 2, sidste pkt. om, at borgmesteren har den umiddelbare forvaltning af de anliggender, som ikke er henlagt til udvalgene foreslås ophævet som værende uden praktisk betydning:

Når der fremkommer nye opgaver for en kommune, skal disse opgaver placeres under udvalg, som efter styrelsesvedtægtens opgavefordeling er nærmest til at varetage disse opgaver. Hvis det ikke ved en fortolkning af styrelsesvedtægten kan afgøres, hvilket udvalg, en opgave hører under, må kommunalbestyrelsen træffe en afgørelse herom og om fornødent ændre styrelsesvedtægten.

De opgaver som traditionelt har været betragtet som borgmesteranliggender uden for udvalgene, har været sagsforberedelse og andre opgaver vedr. kommunalbestyrelsens interne forhold, men disse opgaver kan imidlertid ligeså godt indfortolkes under borgmesterens opgaver som formand for kommunalbestyrelsen, jf. § 32.

Bestemmelsen om borgmesterens varetagelse af opgaver, som ikke er henlagt til udvalgene strider også mod de foreslåede regler om udvalgsløst styre i mindre kommuner.

Til stk. 3.
Bestemmelsen, som tidligere var en normalstyrelsesvedtægtsbestemmelse, foreslås nu optaget som en lovbestemmelse som følge af bortfaldet af stadfæstelseskravet vedr. styrelsesvedtægter.

Til stk. 4.
Reglen er en uændret videreførelse af den gældende § 27, stk. 3.

Til § 34.

Til stk. 1.
Reglen er en videreførelse af den eksisterende § 20, stk. 5, og er af systematiske årsager flyttet til afsnittet om borgmesterens rettigheder og pligter. Henset til det generelle ønske om et højere informationsniveau om de kommunale beslutninger er bestemmelsen udvidet i forhold til den gældende bestemmelse til også at fastslå, at borgmesteren skal have tilsendt referat fra udvalgsmøderne.

Til stk. 2.
Reglen er ny, og skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 25, stk. 2 om udvalgenes samrådspligt i sager, som vedrører et andet udvalgs myndighedsområde.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny , og er et led i styrkelsen af borgmesterens muligheder for at koordinere den kommunale virksomhed.

Borgmesteren kan gribe ind overfor såvel sager, som behandles i et udvalg som overfor sager, der behandles administrativt. I sidst nævnte tilfælde, skal forelæggelsen for kommunalbestyrelsen ske gennem det pågældende udvalg, og om fornødent økonomiudvalget.

Udnyttelse af indgrebsretten kræver ingen særlig begrundelse ud over, at borgmesteren skal anse det for hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen tager stilling til sagen. Indgrebsretten kan eksempelvis således både udnyttes, hvor borgmesteren er enig i en truffen udvalgsbeslutning men finder, at den har et så principielt indhold, at kommunalbestyrelsen bør tage stilling og, hvor borgmesteren er uenig i en truffen udvalgsbeslutning.

Hvis et udvalg beslutter ikke at fremme en sag, borgmesteren har grebet ind overfor, vil udvalgets forpligtelse til at forelægge sagen for kommunalbestyrelsen bortfalde. Dette afskærer selvfølgelig ikke kommunalbestyrelsens medlemmer fra at tage sagen op i kommunalbestyrelsen, jf. § 12, stk. 1.

Til § 35.

Bestemmelsen er ny, og vedrører ikke gyldigheden af kommunernes indgåelse af de anførte retshandler, men er en legitimationsregel, som har til formål at tilvejebringe en klarhed om kommunernes tegningsregler, som ofte har været efterlyst i praksis, ikke mindst i finansieringsinstitutter og i forbindelse med registrering af dokumenter vedr. kommunernes faste ejendomme.

Den anden person, som skal underskrive de i lovbestemmelsen nævnte dokumenter, behøver ikke nødvendigvis at være et kommunalbestyrelsesmedlem eller en person ansat i kommunen, men pågældende skal blot opfylde de almindelige myndigheds- og habilitetsbetingelser for at kunne indgå retshandler.

De underskrivende personers legitimation vil kunne dokumenteres ved en udskrift af kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol.

Til § 36.

Til stk. 1.
Reglen er omformuleret i forhold til den gældende § 28 med henblik på at tydeliggøre reglen omkring viceborgmesterens funktion.

Bestemmelsen tager derimod ikke stilling til, i hvilke situationer borgmesteren har forfald, hvilket må bero på en konkret vurdering.

Der vil derimod i vejledningen til styrelsesloven kunne angives retningslinier for, i hvilke situationer borgmesteren har forfald fra en funktion.

Med hensyn til borgmesterens fravær fra kommunalbestyrelsens møder er det imidlertid klart, at ethvert fravær må medføre, at viceborgmesteren overtager mødeledelsesfunktionen.

Viceborgmesteren overtager kun hvervet som formand for økonomiudvalget i de tilfælde, hvor han har overtaget den øverste daglige ledelse af forvaltningen; se omkring dette emne også bemærkningerne til § 29, stk. 2.

Det er borgmesteren og i sidste ende kommunalbestyrelsen, som afgør, om forfald foreligger.

Med hensyn til administrative opgaver, vil det dog i vidt omfang være hensigtsmæssigt at lade kommunaldirektøren overtage den ledelsesmæssige funktion i borgmesterens forfald.

Til stk. 2.
Bestemmelsen har til fE>rmål at tydeliggøre, at i tilfælde af borgmesterens fravær fra arbejdet i kortere perioder, eksempelvis tjenesterejser eller sygdom, kan være behov for, at kommunalbestyrelsen går ind og pålægger viceborgmesteren at varetage samtlige borgmesterens opgaver, herunder ledelse af forvaltningen og dermed formandskabet i økonomiudvalget, såfremt borgmesteren ikke selv har anmodet viceborgmesteren om at træde i funktion.

Til § 37.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende § 29, stk. 1 og 3.

Det er hensigten, at der i forbindelse med denne styrelseslovs ikrafttræden skal ske en generel revision af vederlæggelsesreglerne for kommunalpolitikere.

Der skal således etableres tidssvarende pensions- og efterlønsregler, som sikrer alle afgående borgmestre en rimelig overgang til en pensionisttilværeise eller til det civile arbejdsmarked. Der skal samtidig søges gennemført en forsikringsordning, som på en hensigtsmæssig måde minimerer kommunernes risiko i henhold til pensionsforpligtelsen.

Borgmestrene er ikke omfattet af den gældende ferielovgivning.

Til stk. 2.
Reglen afløser den gældende § 29, stk. 2, og overlader på samme måde til Landsstyret at fastsætte regler for viceborgmestres - og evt. andre kommunalbestyrelsesmedlemmers, jf. bemærkningerne til § 36, stk. 2 - funktion i borgmesterens forfald .•

Henset til, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne overgår til vederlæggelse med faste vederlag i stedet for som nu, med mødediæter og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, vil Landsstyret kunne fastsætte såvel regler om et fast vederlag til viceborgmestre, som skal dække de med viceborgmesterhvervet følgende forpligtelser, som regler om vederlag for den faktiske funktion i borgmesterens forfald.

Til § 38.

Reglen er en videreførelse af den gældende § 30.

Det kommunale regnskabsår vil således fortsat svare til hjemmestyrets finansår.

Til § 39.

Til stk. 1.
Reglen viderefører den gældende lovs § 31, stk. 1, med den tilføjelse, at budgetoverslagsperioden ikke kan gøres kortere end 3 år. Tilføjelsen foreslås indsat for at markere vigtigheden af planlægningselementet i forbindelse med kommunernes budgetlægning.

Kommunerne vil ud over vedtagelsen af budgettet kunne træffe andre generelle beslutninger af betydning for kommunens økonomi, eksempelvis fastlæggelse af økonomiske rammer, regler for fremskrivning af indtægter og udgifter i henhold til en skønnet pris- og lønudvikling.

Kommunalbestyrelsen vil også eksempelvis, parallelt med det almindelige budget, kunne vedtage et "pengeløst" budget baseret på målsætninger og "succes-kriterier" .

En vedtagelse af et sådant "pengeløst" budget vil kunne have karakter af en gennemgang af kommunalbestyrelsens målsætninger om konkrete resultater i budgetåret.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og tydeliggør, sammen med forslaget til § 42, stk. 2, at enhver afholdelse af udgifter eller oppebæreise af indtægter forudsætter en budgetmæssig vedtagelse.

Bestemmelsen foreskriver endvidere en pligt for kommunen tillikviditetsog statusbudgettering, hvilket ikke blot har betydning for kommunens daglige likviditetsstyring, men også forpligter kommunen til at stille politiske mål til eksempelvis nedbringelse af restancemassen.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny, og forpligter kommunen til at budgettere svarende til reelt forventelige udgifter og indtægter. Det vil således efter denne bestemmelse ikke være lovligt for en kommune at underbudgettere offentlig hjælp eller overbudgettere skatte indtægterne for at omgå overskudskravet.

Kommunalbestyrelserne skal på ikke lovbundne områder afsætte bevillinger svarende til den politiske målsætning for budgetåret og prioriteringen heraf, men vil samtidig kunne reservere en beløbsramme enten på en drifts- eller anlægsbevilling eller som en decideret drifts- eller anlægsreserve til imødegåelse af uforudsete forskydninger i udgifter eller indtægter i forhold til det vedtagne budget.

Kommunalbestyrelsen vil således også være forpligtet til at foretage en realistisk vurdering af kommunens tilgodehavender, især restancemassen.

Til stk. 4.
Også denne bestemmelse er ny. Bestemmelsen fastslår, at en kommune alene må budgettere med drifts- eller likviditetsunderskud i det omfang,

1) dette underskud kan finansieres uden særskilt lånefinansiering
2) en nødvendig lånefinansiering i hele eller en del af budgetåret kan ske uden tilladelse fra Landsstyret eller
3) Landsstyrets tilladelse tillånefinansieringen er indhentet forud for budgettets vedtagelse.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny og skal ses som en imødekommelse af ønske fra såvel hjemmestyret som kommunerne om en klar vejledning om budgetteringsprincipper m. v.

86 log med, at det overlades til tilsynsmyndigheden at fastsætte detailforskrifter for kommunernes budgetlægning skabes der samtidig den nødvendige smidighed i budgetreglerne, som således vil kunne tilpasses og justeres i overensstemmelse med samfundsudviklingen.

Bestemmelsen forudsætter for så vidt ikke, at Landsstyret eller dettes forvaltning selv skal have udarbejdet budgetvejledningen, som eksempelvis vil kunne være udarbejdet af kommunernes landsforening og herefter autoriseret af Landsstyret ved en bekendtgørelse.

Til § 40.

Til stk. 1.
Reglen svarer til den gældende lovs § 32, stk. 1.

Til stk. 2.
Reglen afløser den gældende lovs § 32, stk. 2, idet det forekommer rimeligt, at kommunalbestyrelsen selv tilrettelægger forretningsgangene for budgetbehandlingen, herunder om proceduren for fremsættelse af ændringsforslag.

Landsstyret vil dog i normalforretningsordenen kunne optage bestemmelser, som svarer til den gældende retstilstand på området, nemlig, at 1. budgetbehandling er en generaldebat, mens der på 2. behandlingen sker en detaildrøftelse og afstemning om de poster, hvortil kommunalbestyrelsen skal tage bevillingsmæssig stilling.

En opretholdelse af denne opdeling er ønskelig af hensyn til, at medlemmerne dels kan få mulighed for både at forholde sig til budgettet på grundlag af et sammenhængende og opprioriteret oplæg, og dels tage stilling til det fremtidige budget med kendskab til de ønsker, der er fremkommet fra andre af kommunalbestyrelsens medlemmer.

Kommunalbestyrelsen vil under 1. behandlingen kunne træffe beslutning om ændring af budgetforudsætningerne med den virkning, at økonomiudvalget til 2. behandlingen må tilpasse budgetforslaget hertil.

Til stk. 3.
Reglen er ny for så vidt, som fristen for budgettets vedtagelse hidtil ikke har været reguleret i styrelsesloven men i normalstyrelsesvedtægten og i skattelovgivningen.

Der tilsigtes dog ingen ændringer i reglerne om tidsfristen for fastsættelsen af den kommunale skatteudskrivningsprocent.

Forslaget skal ses som en tydeliggørelse af, at Landsstyret skal fastsætte en frist for vedtagelse af budgettet som helhed.

Andet led i bestemmelsen, om Landsstyrets adgang til at fastsætte regler om budgetspecifikationen i forbindelse med budgetvedtagelsen er også ny, idet den hidtidige § 32, stk. 2 ikke angiver nogen adgang for tilsynsmyndigheden til at fastsætte sådanne regler.

Landsstyret vil endvidere i normalforretningsordenen kunne fastsætte regler vedrørende afstemningsrækkefølgen

Ved fastsættelsen af regler om budgetspecifikationen er Landsstyret bundet af § 39, stk. 2 og 4, hvorefter budgettet består af indtægter, udgifter og finansforskydninger. Det betyder, at man ikke kan sætte budgettet til afstemning som et samlet forslag, idet dette ville svare til, at man stemte om en bestemt drifts- og likviditetsresultat, hvilket ikke efter § 39, stk. 2 er en del af budgettet, men er en konsekvens heraf. Spørgsmålet om et overskudsmål er således en diskussion, som hører naturligt hjemme under 1. behandlingen af budgettet og udgør samtidig en ydre ramme for kommunalbestyrelsens dispositionsfrihed.

Kravet i § 39, stk. 4 om forbud mod en budgetvedtagelse, som forudsætter en låneoptagelse, som kommunalbestyrelsen ikke kan beslutte uden Landsstyrets forudgående godkendelse, indebærer også, at afstemningsproceduren skal foregå således, at det skal stå kommunalbestyrelsesmedlemmerne klart, hvornår vedtagelsen af en udgift eller mindreindtægt vil være ulovlig i henhold til § 39, stk. 4.

Ved fastsættelsen af et budgetspecifikationsniveau er der teoretisk muligheder, som strækker sig fra en samlet blokbudgettering af udgifterne og af indtægterne til en budgettering ned på specifikationskontoniveau. Disse yderpunkter forekommer dog ikke som hensigtsmæssige grænser i praksis, idet detaljeringsgraden ikke bør foregå på et niveau, som indskrænker den daglige dispositionsfrihed.

De foreslåede regler i § 40, stk. 3 skal ses også som specialregel i forhold til § 39, stk. 5, og den nærmere udmøntning af reglerne forudsættes at ske i budgetbekendtgørelsen.

Til stk. 4:
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 32, stk. 3.

Til § 41.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 32, stk. 4.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og tilsigter en styrkelse af nærdemokratiet.

Der stilles ikke særlige krav til indholdet af budgetinformationen ud over, at den alene må indeholde neutralt formulerede oplysninger om budgettet.

Informationen må således ikke indeholde politiske indlæg fra kommunalbestyrelsesmedlemmerne eller de partier, som er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, idet det ikke er en kommunal opgave at udsende pjecer med eller annoncere for politiske anskuelser.

Budgetinformationen kan ud over oplysninger om budgettet og budgetoverslagene indeholde oplysninger om kommunale aktiviteter i almindelighed.

Til § 42.

Til stk. 1.
Bestemmelsen skal afløse den gældende § 33, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende

bestemmelse bortset fra, at reglen om, at budgettet udgør den bindende virkning for den kommunale skatteudskrivning foreslås ophævet som overflødig i styrelseslovssammenhæng, idet det fremgår af landstingsloven om indkomstskat, § 28, at den kommunale skatteudskrivning sker med virkning for kalenderåret.

Til stk. 2.
Bestemmelsens 1. pkt. er identisk med gældende lovs § 33, stk. 1, 1. pkt., og er et forbud mod delegation af bevillingsmyndigheden.

Der er derimod intet til hinder for, at kommunalbestyrelsen gør disponering af visse bevillinger betinget af økonomiudvalgets godkendelse.

2. pkt. og 3. pkt. svarer til gældende lovs § 33, stk. 2.

4. pkt. er nyt, og er en af hensigtsmæssighedshensyn indsat undtagelse til hovedreglen i 1. pkt. om bevillingsmyndigheden.

Bestemmelsen har til formål at smidiggøre proceduren omkring budgetrokeringer.

Det er en forudsætning, at økonomiudvalget inden, der foretages rokeringer i henhold til kommunalbestyrelsens bemyndigelse, forhandler spørgsmålet med de berørte udvalg, jf. § 25, stk. 2.

Kommunalbestyrelsens bemyndigelse skal præcist angive, hvad den omfatter, herunder, hvorvidt den er begrænset til at angive beløbsstørrelser, udvalgsområder eller bevillingsområder. Det vil dog ikke være muligt at bemyndige økonomiudvalget til at rokere fra en driftsbevilling til en anlægsbevilling eller omvendt.

Til stk. 3.
Reglen svarer til den gældende bestemmelse i § 33, stk. 3.

Finansieringen af en tillægsbevilling skal fremgå klart af beslutningsreferatet, og angår både udgifts- og indtægts bevillinger, og det vil således ikke være lovligt eksempelvis at henskyde finansieringsspørgsmålet til et kommende budgetår eller at beslutte, at finansieringsspørgsmålet skal henlægges til en planlagt sparerunde senere på året.

Såfremt kommunalbestyrelsen ved budgetvedtagelsen har angivet hvilke aktiviteter en bestemt bevilling skal dække, skal en kompenserende besparelse på denne bevilling i forbindelse med en udgiftskrævende tillægsbevilling angive, hvilken ændring i de forudsatte aktiviteter kompenseringen vil medføre.

Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny, og angiver i 1. pkt., at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tage højde for eventuelle konsekvenser i overslagsårene af en tillægsbevilling for skabe et så præcist udgangspunkt for kommende års budgetlægning som muligt.

2. pkt. præciserer, at kravet om realisme i budgetlægningen og om forbud mod underskudsbudgettering i § 39, stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse på tillægsbevillinger.

Til § 43.

Nr. 1) skal afløse den gældende styrelseslovs § 34.

Den hidtidige ordning, hvorefter udgangspunktet har været et totalforbud mod kommunal låntagning, hvorfra tilsynsmyndigheden har kunnet gøre generelle undtagelser, har i praksis vist sig ikke at virke efter hensigten, nemlig at begrænse kommunernes risiko for 9t havne i gældsfælder som følge af overforbrug, idet en række kommuner som følge af den økonomiske afmatning, som satte ind i Grønland i sidste halvdel af 1980'erne, har opbygget ikke ubetydelige gældsbyrder uden forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden ved at overtrække deres konti i pengeinstitutter og gennem mellemregningen med hjemmestyret.

Denne gældsætning har tilsynsmyndigheden været nødt til at acceptere i form af løbende revisioner til og nye låneaftaler med banker og hjemmestyret for at undgå, at disse kommuner reelt trådte i betalingsstandsning.

Selvom retstilstanden er klart utilfredsstillende, må det vurderes, at problemet ikke kan løses gennem stramme lovregler om låntagning.

Problemet bør i stedet løses gennem dels mere hensigtsmæssige budgetteringsregier for kommunerne, jf. ovenfor, og dels bedre sanktionsmuligheder for tilsynsmyndigheden overfor de kommuner, som bevidst søger at gældsætte sig i strid med reglerne.

De forbedrede sanktionsmuligheder består efter nærværende lovforslag primært i kriminalisering af grovere overtrædelser af styrelsesloven.

Endelig vil en forenklet byrde- og opgavefordeling som dels giver kommunerne bedre muligheder for selv at lægge et serviceniveau på de udgiftstunge områder, det vil sige socialområdet og folkeskoleområdet og dels tilvejebringer et alternativ til de gældende mellemregningsregler, i sig selv være egnede styringsmæssige redskaber til at undgå unødvendig gældsætning.

Det må konkluderes, at en alt for stram lovregel vedrørende kommunal låntagning ikke bidrager til at bremse kommunal gældsætning, men tværtimod pådrager tilsynsmyndigheden et meget vanskelig administrerbart og også uheldigt medansvar for kommunernes budgetlægning og økonomistyring.

Det skal herved bemærkes, at det såkaldte Ilånecirkulære", som Tilsynsrådet udsendte i 1986 nok åbner op for en vis fleksibilitet i kommunernes adgang til at optage lån uden tilsynsmyndighedens mellemkomst, men cirkulæret vedrører hovedsagelig realkreditlån, hvilket efter realkreditinstitutternes praksis de seneste år ikke længere er muligt, hvorfor cirkulæret reelt i dag er uden betydning.

Cirkulæret fastslår endvidere, at kommunernes låntagning ved regnskabsårets afslutning ikke må overstige 15 pct. af drifts- og anlægsudgifterne. Reglen forekommer tilfældig, og har ikke haft nogen praktisk betydning.

Det anbefales i stedet, at det overlades Landsstyret at regulere den nærmere låntagningsadgang for kommunerne, hvilket skaber en betydelig større fleksibilitet, end tilfældet er i dag, og herunder giver det Landsstyret muligheden for at tilpasse den kommunale låntagning til den samfundsøkonomiske udvikling.

§ 43, nr. 2) og 3) afløser den gældende § 35.

På samme måde som med den kommunale låntagning forekommer det hensigtsmæssigt, at det generelt overlades til Landsstyret at fastlægge reglerne for kommunernes adgang til at kautionere, stille økonomiske garantier og påtage sig andre eventualforpligtelser, herunder solidarisk hæftelse, samt at give tilsagn om regelmæssige, ulovbundne økonomiske tilskud, eksempelvis reducerede huslejetakster for, erhvervslejemål.

§ 43 tilsigter imidlertid ikke at regulere, hvilke områder kommunerne kan subsidiere på den i nr. 2) og 3) angivne måde, idet dette forudsættes at ske i særskilt lovgivning om kommunernes erhvervsengagement.

Bestemmelser fastsat med hjemmel i § 43, nr. 2) og 3) skal alene angive grænserne for formen og omfanget af sådanne forpligtelser.

Generelt for tilladelser til dispositioner i medfør af nærværende § skal det anføres, at Landsstyret efter omstændighederne vil kunne betinge en tilladelse af krav til eksempelvis kommunens økonomistyring eller budgetlægning.

Formålet med sådanne betingelser vil navnlig kunne være at søge imødegå risici for kommunal gældsætning ud over lovens rammer og ubudgetterede tab.

Sådanne betingelser i form af krav må ikke betragtes som sanktioner i henhold til lovforslagets §§ 55 og 56.

Til § 44.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 36, stk. 1.

Til stk. 2.
Bestemmelsen skal afløse den gældende § 36, stk. 2, og er konsekvensrettet således, at den gældende regel som henviser Jil de særlige regler om "anbringelse af umyndiges midler" nu er erstattet af en henvisning til reglerne om anbringelse af fondes midler, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 97 af 15. marts 1985 som ændret ved bekendtgørelse nr. 144 af 16. marts 1988 og bekendtgørelse nr. 294 af 3. maj 1989.

Henset til, at det ikke ved styrelsesloven har været tilsigtet at regulere kommunernes adgang til at foretage erhvervsmæssige investeringer, foreslås adgang til anbringelse af kommunale midler efter styrelsesloven begrænset til obligationer, hvorved bemærkes, at dette ikke omfatter den i Justitsministeriets bekendtgørelse hjemlede adgang til anbringelse af fondsmidler i konvertible obligationer.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser § 36, stk. 3 i den gældende lov, og indsat for åbne for, at Landsstyret i særlige tilfælde kan tillade midler anbragt på anden måde.

Til § 45.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 37, stk. 2.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og præciserer kommunalbestyrelsens rolle i relation til regnskabsaflæggelsen.

Da regnskabet, jf. stk. 1, aflægges af økonomiudvalge~, skal det således ikke i gennem en "vedtagelsesprocedure" i kommunalbestyrelsen.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser den gældende § 37, stk. 1, og parallelt med budgetproceduren forudsættes det, at Landsstyret udarbejder de nærmere regler om regnskabsaflæggelsen.

Indtil videre vil regnskabsprincipperne bygge på den af det nu nedlagte budget- og regnskabsråd autoriserede administrationshåndbog for kommunerne, som de grønlandske kommuners landsforening i henhold til Tilsynsrådets bemyndigelse løbende foretager justeringer heri.

En kommende bekendtgørelse fra Landsstyret om kommunernes regnskabsforhold vil evt. kunne kædes sammen med detailbestemmelser vedr. revisionen, jf. nedenfor.

Til stk. 4.
Reglen skal afløse den gældende § 38, stk. 5, for så vidt angår revisionsbemærkninger til årsregnskabet.

Kommunalbestyrelsen kan efter den foreslåede bestemmelse ikke delegere besvarelse af revisionsbemærkninger til administrationen eller til et udvalg.

Om revision i løbet af regnskabsåret henvises til bemærkningerne til § 46, stk. 3 og 5.

Til stk. 5.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 39, stk. 1 for så vidt angår revisionsberetning og kommunalbestyrelsens besvarelse heraf.

Til stk. 6.
Reglen om, at regnskabet på samme måde som budgettet skal være tilgængeligt for kommunens beboere, svarer til den gældende § 39, stk. 2.

Til § 46.

Til stk. 1.
Reglen svarer til den gældende lovs § 38, stk. 1.

Der stilles ingen krav til revisionen ud over, at den skal være sagkyndig og uafhængig af kommunen. Revisionen skal således i sit arbejde påse, at den ikke pådrager sig et medansvar for de kommunale beslutninger.

Kravet om uafhængighed indebærer, at kommunen ikke vil kunne antage sin revision for en tidsbegrænset periode.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 38 stk. 2 bort set fra, at forbeholdet i den gældende lov om, at regnskabsområder kan være underkastet revision fra anden side udgår.

Dette indebærer, at princippet om en enhedsrevision slås fast, hvilket forekommer hensigtsmæssigt ud fra en betragtning om, at eksempelvis kommunernes kasse- og regnskabsfunktioner for hjemmestyret kun meget vanskeligt lader sig adskille fra kommunernes egen økonomi.

Imidlertid vil Landsstyret, jf. forslaget til § 46, kunne beslutte, at der kan fastsættes særlige revisions- og regnskabsbestemmelser på visse områder, eksempelvis revision af kommunernes forvaltning af hjemmestyremidler.

På særlige udgiftsområder, eksempelvis det sociale, hvor Landsstyret (Direktoratet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked) har væsentlige interesser, er der således intet til hinder for, at der i lovgivningen fastsættes specifikke regler for, hvad den kommunale revision skal påse, herunder påtegning af særlige regnskabsopgørelser m. v. og afgivelse af revisionsberetning.

Det er den kommunale revisions ansvar at påse, at generelle og specifikke regnskabs- og revisionsbestemmelser efterleves.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser den gældende § 38, stk. 3, og tilsigter ingen realitetsændringer ud over, at behovet for efterprøveise af edb-forskrifter bør nævnes særskilt på grund af, at edb indtager en stadig større rolle i kommunernes økonomiforvaltning.

Til stk. 4.
Bestemmelsen afløser den gældende § 38, stk. 4, og præciserer, at kommunalbestyrelsen ikke blot har en oplysningspligt overfor revisionen men tillige en egentlig dokumentationspligt. Det sidste vil navnlig få den praktiske betydning, at revisionen ikke selv vil være henvist til at tilvejebringe det nødvendige dokumentationsmateriale.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny, og præciserer, at revisionsbemærkninger afgivet som led i den løbende revision skal behandles på samme måde som revisionsbemærkninger afgivet ved revisionen af årsregnskabet.

Til § 47.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 40.

Det kommunale tilsyn omfatter ikke spørgsmål om overholdelsen af kasseog regnskabsregulativet, men en tilsidesættelse vil kunne medføre anmærkning fra revisionens side, hvilket tilsynsmyndigheden er kompetent til at forfølge, idet kommunalbestyrelsens pligt til at følge op på revisionsbemærkninger er en lovmæssig forpligtelse, jf. § 45, stk. 4 og 5 og § 46, stk. 5.

Til § 48.

Bestemmelsen er ny, og har til formål at sikre, at der kan udarbejdes ensartede regler for kommunernes kontering, regnskabsaflæggelse og revisionsprocedurerne.

Formålet med ensartede regler er ikke mindst at sikre, at der kan tilvejebringes sammenlignelige oplysninger om økonomiske forhold i forbindelse med kommunernes opgavevaretagelse.

En væsentlig del af sådanne bestemmelser findes allerede i det budget- og regnskabssystem, som KANUKOKA i øjeblikket administrerer for hjemmestyret.

En formalisering i form af en bekendtgørelse vil imidlertid gøre reglerne ufravigelige for kommunerne, som vil kunne supplere reglerne med eksempelvis tidsfrister.

Som anført til § 45, stk. 3, vil det kunne overvejes at samle reglerne i en regnskabs- og revisionsbekendtgørelse.

Til § 49.

Til stk. 1.
Reglen svarer til den gældende § 41, stk. 1.

Terminologien er ændret således, at bygderådsbetegnelsen er ændret til bygdebestvrelser, idet det er Kommunalreform Kommissionens ønske, at det skal være muligt for kommunalbestyrelserne i højere grad end hidtil at tillægge bygderne selvbestemmelse over egne forhold.

Til stk. 2.
Reglen afløser § 41, stk. 2.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at foreskrive for detaljerede procedureregier for valg af bygdebestyrelsens formand, idet dette valg henset til bygdernes begrænsede medlemstal bør kunne foregå på en mere uformel måde end borgmestervalg.

Reglerne om, hvem som kan vælges til medlem af bygdebestyrelsen reguleres i den særlige valglovgivning, og en henvisning hertil eller en gentagelse af valglovens regler forekommer overflødigt, hvorfor den gældende § 41, stk. 1, 1. og 2. pkt. og stk. 3 foreslås ophævet.

Til stk. 3.
Reglen viderefører den gældende lovs § 41, stk. 4.

Til § 50.

Til stk. 1.
Reglen foreslås indført som afløsning af de gældende regler i §§ 43 til 49.

Det forekommer uhensigtsmæssigt, at der i vidt omfang skal gælde samme, detaljerede procedureregier for bygdebestyrelsernes virke som kommunalbestyrelsesarbejdet.

Den foreslåede lovændring skaber samtidig mulighed for, at kommunalbestyrelserne bedre end nu kan tage højde for de ofte meget forskelligartede forhold fra bygd til bygd.

At fastlæggelsen af bygdernes forretningsorden foreslås overført fra bygdebestyrelsen selv til kommunalbestyrelsen skal ses som en markering af, at bygderne forventes tillagt større beslutningsmæssige beføjelser, hvorfor det er vigtigt, at der skabes forvaltningsmæssigt præcise procedureregier for bygdebestyrelsernes arbejde, som er koordineret med kommunalbestyrelsens egne procedureregier.

Efter den hidtidige retstilstand har der ikke foreligget noget krav om en skriftlig forretningsorden for bygderne, men dette foreslås ændret ved nærværende lovforslag, hvilket også er en konsekvens af, at den detaljerede regulering af bygdernes styrelse i selve styrelsesloven foreslås afskaffet.

Kommunalbestyrelsens fastsættelse af forretningsordensbestemmelser for bygdebestyrelserne kan kun ske efter i høring i bygdebestyrelsen, jf. § 51.

Vederlæggelse af bygdebestyrelsens medlemmer sker efter § 17.

Til stk. 2.
I forbindelse med bortfaldet af detail reguleringen af bygdernes styrelsesordning i på lovniveau foreslås det, at der indføres en række ufravigelige minimumskrav til forretningsordenen.

Der er tale om grundlæggende forvaltningsretlige principper i overensstemmelse forvaltningslovens krav.

Til stk. 3.
Reglen er en generel habilitetsregel, som foreslås indført som en konsekvens af forventningerne til, at bygdebestyrelserne tillægges større kompetence.

Reglen er endvidere udtryk for, at Tilsynsrådet i praksis har haft forespørgsler fra flere kommuner ved r. problemstillingen med en kontormedhjælper på bygdekontoret, som tillige var medlem af bygderådet.

Til stk. 4.
Reglen indeholder en garanti for bygdebestyrelsens medlemmer svarende til den, som gælder for mindretal i kommunalbestyrelsens udvalg, jf. § 26.

Reglen gælder kun sager, hvor bygdebestyrelsen har beslutningsmyndighed.

I sager hvor bygdebestyrelsen i medfør af forslagets § 49, jf. nedenfor, enten afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen eller afgiver udtalelse til denne, vil et mindretal i bygdebestyrelsen kunne benytte sig af retten til at kræve mindretalsudtalelser tilført referatet.

Til § 51.

Reglen svarer uden ændringer til den gældende lovs § 42, stk. 2.

Til § 52.

Til stk. 1.
Reglen svarer til den gældende lovs § 42, stk. 1, og tager udgangspunkt i det princip, som også fremgår af § 3, nemlig at bygdebestyrelsernes kompetence beror på delegation fra kommunalbestyrelserne.

Reglen har imidlertid i praksis givet anledning til betydelig fortolkningstvivl om omfanqet af kommunalbestyrelsens delegationskompetence.

Det har således navnlig være usikkert i hvilket omfang, kommunalbestyrelsen kunne uddelegere kompetence til at disponere bevillingsbeløb til bygderne.

Den eksisterende regel foreslås derfor suppleret af forslaget til stk. 3 i nærværende §.

Som en konsekvens af, at bygdebestyrelsernes kompetence hviler på delegation, har kommunalbestyrelserne pligt til at sikre sig, at de fornødne administrative ressourcer er til rådighed for bygdebestyrelsen, idet kommunalbestyrelsen har et tilsynsansvar overfor bygdebestyrelserne. En kommunalbestyrelse, som uddelegerer beslutningskompetence til en bygdebestyrelse uden at sikre sig, at bygdebestyrelsen' administrativt er i stand til at løse opgaven, vil således kunne ifalde ansvar efter forslagets §§ 55 og 56.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 49, stk. 2, sidste pkt.

Uden den foreslåede tilføjelse i stk. 3 ville det ikke være muligt for kommunalbestyrelserne at afsætte dispositionsbeløb til bygdebestyrelserne.

Dette er således fortsat tilfældet for så vidt angår dispositioner, som ligger ud over en bemyndigelse, bygdebestyrelsen har fået i medfør af stk. 3.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny, og angiver for det første, at bygdebestyrelserne kan tildeles et driftstilskud over det kommunale budget.

Bestemmelsen angiver for det andet bygdebestyrelsernes anvendelsesmuligheder for et sådant dispositionsbeløb.

Bestemmelsen angiver imidlertid ikke, i hvilket omfang den administrative kompetence på et område kan delegeres til bygdebestyrelserne, idet dette afgøres med udgangspunkt i stk. 1. Omvendt er delegation af kompetence en forudsætninQ for afsættelse af et dispositionsbeløb som foreslået således, at en vedtagelse i medfør af stk. 3, automatisk indebærer en delegation af beslutningskompetence inden for den økonomiske ramme, som dispositionsbeløbet angiver.

Det vil derfor som hidtil være muligt at uddelegere beslutningskompetence til en bygdebestyrelse uden, at der følger et økonomisk ansvar med.

Har en bygdebestyrelse forbrugt et dispositionsbeløb, er bygdebestyrelsens beslutningskompetence, som er knyttet til beløbet således samtidig bortfaldet.

Kommunalbestyrelsen vil dog, som anført, teoretisk set, kunne give bygdebestyrelsen en dispositionskompetence, som er videregående end den økonomiske kompetence i medfør af stk. 3, eller tillægsbevilge et yderligere dispositionsbeløb.

Dette bør imidlertid høre til undtagelserne, da det netop er tanken med at afsætte et dispositionsbeløb, at indføre en administrativ lettelse for bygderne ved, at de overgår til rammestyring, som afsættelse af et dispositionsbeløb er udtryk for.

Det vil stride mod principperne for rammestyring, at dårlig forvaltning af den ved rammestyringen tildelte kompetence skal kunne præmieres ved tildeling af supplerende kompetence.

Konsekvensen af, at et dispositionsbeløb er forbrugt som følge af dårlig forvaltning bør derfor altid medføre, at der ikke tillægsbevilges yderligere beløb, at der ikke tildeles supplerende beslutningskompetence.

Udnyttelse af et rammebeløb skal ske inden for rammerne af lovgivningen på området. Dette er navnlig aktuelt ved afsættelse af dispositionsbeløb til kultur og folkeoplysning samt sociale udgifter. Der forventes endvidere af Kommunalreform Kommissionen udarbejdet et forslag til lovgivning om kommunal erhvervsengagementer.

Til stk. 4.
Bestemmelsen har til formål at sikre kommunalbestyrelsens indsigt i bygdebestyrelsens aktiviteter.

Der vil supplerende i bygdens forretningsorden kunne indsættes bestemmelser, som foreskriver yderligere dokumentationskontrol, herunder også på områder, hvor en bygd ikke har fået tillagt økonomisk kompetence, jf. stk. 3.

Til § 53.

Bestemmelsen tillægger bygdebestyrelsens formand det umiddelbare ansvar for bygdebestyrelsens virksomhed.

Bestemmelsen har også den praktiske betydning, at bygdebestyrelsens formand altid vil kunne fungere som bygdens kontaktperson for kommunalbestyrelsen.

Til § 54.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den § 50, stk. 1 i den gældende lov.

Det eksisterende grønlandske tilsynsråd er i sin opbygning og i sine opgaver i betydelig grad forskelligt fra de danske tilsynsråd, som er regionale myndigheder.

Dette hænger sammen med, at ordningen er videreført fra før hjemmestyrets indførelse, hvor Grønland havde status på linie med et amt.

I Danmark består tilsynsrådene af amtmanden Uuridisk kyndig embedsmand) som formand og 4 amtsrådsmedlemmer (politikere).

I Danmark er Indenrigsministeriet ankeinstans for tilsynsrådene, men der er en funktionsopdeling således, at Indenrigsministeriet tager sig af den regelfastsættelse, som i Grønland ligger i Tilsynsrådet, således at de danske tilsynsråds opgave i henhold til den kommunale styrelseslov alene er det, som ovenfor er beskrevet som legalitetstilsynet.

Tilsynsrådet blev i Grønland organiseret således, at Landshøvdingen blev formand for Tilsynsrådet, mens Landsrådet og KANUKOKA udpegede de øvrige 4 medlemmer, ligesom Indenrigsministeriet udgik som regelfastsættende myndighed, således at denne myndighed i stedet blev lagt hos Tilsynsrådet, fordi regelfastsættelse i Grønland generelt hørte under Grønlandsministeriet, hvis repræsentant i Grønland var Landshøvdingen.

Ved hjemmestyrets indførelse videreførtes denne ordning uanset, at Grønlands amtslignende status bortfaldt, idet formanden herefter blevet landsstyremedlem (i praksis Landsstyreformanden) og Landsrådet som udpeger af 3 medlemmer, blev erstattet af Landstinget.

Det tilsynsråd som kendes fra den hidtidige lovgivning er således karakteriseret ved, at Landstinget, som jo er lovgiver, har et flertal, og Tilsynsrådet er såvel regelfastsættende myndighed, udøvende myndighed (legalitetstilsynet) og har i visse situationer tillige en domstolslignende kompetence idet, Tilsynsrådet kan pålægge tvangsbøder og gøre personligt erstatningsansvar gældende mod kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Der er ingen reel ankeadgang, idet det kun er Tilsynsrådets egne medlemmer, som kan indbringe Tilsynsrådets afgørelser for Landsstyret.

Den gældende konstruktion er også betænkelig i relation til ombudsmandens kompetence, idet denne har en kompetence overfor kommunerne, men ikke overfor det tilsynsråd, som de kommunale beslutninger kan indklages for, da dette i dag har status som et parlamentarisk udvalg.

De i denne lov fastsatte regler om Tilsynsrådet er udtryk for en modernisering, som indebærer, at regeludstedelse og godkendelsesprocedurer ligger i Landsstyret som en "indenrigsministeriel" funktion, mens legalitetstil synet (omgørelse af beslutninger, tvangsbøder og retsforfølging) ligger i et Tilsynsråd, hvor hverken Landstinget, Landsstyret eller KANUKOKA har majoritet

Efter nærværende lovforslag vil Tilsynsrådets rolle ud over, hvad der følger af lovens kapitel 7, være følgende:

modtagelse af styrelsesvedtægter for kommunerne (§ 2, stk. 5), Tilsynsrådet skal orienteres om tid og sted for kommunalbestyrelsens møder (§ 10, stk. 1 og 3),

Tilsynsrådet har ret til at være repræsenteret ved kommunalbestyrelsens behandling af sager for lukkede døre (§ 11, stk. 3),

Tilsynsrådet skal modtage referat fra kommunalbestyrelsens møder (§ 14, stk. 2),

Tilsynsrådet skal orienteres om besvarelse af revisionsberetninger (§§ 45, stk. 2 og 5 og 46, stk. 5)

 

Til stk. 2.
Bestemmelse svarer til den gældende lovs § 50, stk. 2.

Til § 55.

Bestemmelsen afløser § 51, stk. 1 i den gældende lov, og fastslår en sammensætning af Tilsynsrådet, som, jf. også ovenfor, har til formål at sikre, at det i sin løbende virksomhed opnår en høj grad af uafhængighed af såvel Landstinget som Landsstyret

Ved generelt at angive, at en stedfortræder kan indkaldes ved forfald, omfatter dette også muligheden for stedfortræderindkaldelse ved inhabilitet

Til § 56.

Til stk. 1.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 52, stk. 1, og fastslår, at der som minimum skal afholdes et årligt møde.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 52, stk. 2.

Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 52, stk. 3.

Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 52, stk. 4, dog at protokol kravet er afløst af et referatkrav.

Til § 57.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 53, stk. 1.

Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 53, stk. 2.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 53, stk. 3 og tydeliggør, at også medlemskab af en bygdebestyrelse i kommune, hvis forhold drøftes af Tilsynsrådet, medfører inhabilitet.

Den gældende lovs tilføjelse om, at stedfortræderen kan indkaldes ved inhabilitet er udeladt som overflødig, idet det i § 55 generelt er angivet, at stedfortræderen kan indkaldes ved forfald.

Til § 58.

Til stk. 1.
Reglen viderefører, med en moderniseret sprogbrug, den gældende lovs § 54, stk. 1.

Til stk. 2.
Reglen viderefører den gældende lovs § 54, stk. 2.

Til stk. 3.
Reglen er ny og foreskriver, at Tilsynsrådets sekretariat udpeges af Landsstyret, men ikke nødevendigvis er en del af Landsstyrets administration.

Sekretariatet forudsættes i sin sagsbehandling at være uafhængig af Landsstyret og for så vidt alene refererer til Tilsynsrådets formand, som ud fra almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om delegation vil kunne anmode sekretariatet om at afgøre enkelte sager eller visse sagstyper på sine vegne.

Til § 59.

Reglen afløser den gældende § 55, stk. 1, og tilsigter ingen ændringer heri.

Til § 60.

Reglen svarer til den gældende § 55, stk. 2.

Til § 61.

Bestemmelsen afløser den gældende § 56, stk. 1, og tilsigter ingen realitetsændringer heri.

Bestemmelsen hjemler dog ingen adgang til at substituere den annullerede afgørelse med en anden, da Landsstyret ikke er recidualklagenævn for kommunernes afgørelser.

Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny, og giver Tilsynsrådet mulighed for under visse nærmere angivne betingelser at suspendere en kommunal beslutning indtil, det er afgjort, om den skal sættes ud af kraft jf. stk. 1.

Bestemmelsen foreslås indført for at sikre Tilsynsrådet den fornødne tid til at tilvejebringe det relevante beslutningsgrundlag til spørgsmålet om lovligheden af en kommunal beslutning uden at blive afskåret fra annullation som følge af, at beslutningen i mellemtiden er bragt til udførelse.

Reglen foreskriver, at en beslutning, som er bragt til udførelse kun vil kunne annulleres under visse, nærmere angivne betingelser, hvilket skyldes, at en beslutning, som er bragt til udførelse, må borgerne som udgangspunkt kunne have tillid til.

Dette forbud mod annullation af effektuerede beslutninger findes dog at burde begrænses i den situation, som foreligger, når 1) - 3) er opfyldt.

Det vil således være ubegrundet at forbyde en suspension af en ulovlig bebyrdende forvaltningsafgørelse, som den af afgørelsen bebyrdede borger ønsker annulleret. Hvis der i et sådant tilfælde ikke er nogen klageinstans, og der ikke et væsentligt modhensyn, navnlig til andre borgere, skal en gennemførelse af beslutningen ikke kunne sikre kommunalbestyrelsen imod en annullation, og dermed forringe borgernes retsstilling.

Da der kræves en skriftlig begæring fra borgerne om annullation eller suspension, vil der normalt ikke kunne blive tale om at annullere begunstigende forvaltningsafgørelser, som er bragt til udførelse.

Til stk. 3.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 56, stk. 2, 1. pkt. og er modificeret, idet det hidtidige udtryk "træffer Tilsynsrådet de nødvendige foranstaltninger" foreslås udeladt for at understrege, at Tilsynsrådet ikke kan træffe nye beslutninger på kommunernes vegne, jf. også bemærkningerne til stk. 1.

I det omfang der kan være behov for, at der stilles særlige krav til eksempelvis kommunens økonomistyring eller budgetlægning, må dette ske som vilkår for tilladelser til låntagning eller som anbefalinqer i forbindelse med Landsstyrets almindelige indenrigsministerielle funktion som ansvarlig ressortmyndighed for styrelseslovgivningen.

At en kommune har fulgt Landsstyrets anbefalinger i en given sag vil kunne få betydning for en efterfølgende vurdering af nedsættelse eller bortfald af et erstatningsansvar for kommunalbestyrelsens medlemmer, jf. § 55, stk. 5 og § 56.

Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 56, stk. 2, 2. pkt.

Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny og sigter til indførelse af et erstatningsretligt bodsinstitut som alternativ til et sagsanlæg. Betingelserne for at anlægge sag skal dog være opfyldt, hvilket vil sige, at kommunen skal have lidt et tab, og medlemmet skal være erstatningsansvarligt efter grønlandsk rets almindelig erstatningsregler.

Der er ikke tale om solidarisk hæftelse for de medlemmer, som skal betale bodsbeløbet, og der skal fastsættes et beløb for hver medlem.

Hvis flere medlemmer er pålagt bod, og kun nogle af disse ønsker at acceptere boden, vil Tilsynsrådet kunne stille sagen for de pågældende i bero, til domstolsafgørelse foreligger for de medlemmer, som ikke har ønsket at betale boden.

Grønlands Landsret har meddelt, at bod pålagt efter nærværende bestemmelse vil kunne tvangsfuldbyrdes umiddelbart efter den grønlandske retsplejelovs kap. VII, § 1, stk. 3.

Til stk. 6.
Reglen er ny, men svarer til Tilsynsrådets hidtidige praksis på området.

Reglen foreskriver således, at et medlem har pligt til at stemme for en beslutning, som medlemmet ved eller bør vide, at kommunalbestyrelsen har pligt til at træffe, og omvendt har et medlem pligt til at stemme mod en beslutning, som vedkommende ved eller bør vide er ulovlig.

Medlemmet bliver ikke kun ansvarlig ved at undlade at stemme men tillige, hvis vedkommende er udeblevet fra mødet uden lovlig grund, og ved eller bør vide, at deltagelse i mødet kunne have forhindret den ulovlige beslutning eller undladelse.

Til stk. 7.
Bestemmelsen, som er ny, foreskriver, at sanktioner også kan finde anvendelse på et udvalg. som er bemyndiget til at træffe afgørelser på kommunalbestyrelsens vegne.

Endvidere vil bestemmelsen kunne anvendes på borgmesterens (ulovlige) beslutninger i henhold til lovens § 33, dvs. vedrørende hastesager og utvivlsomme sager, idet disse afgørelser må sidestilles med kommunalbestyrelsesbeslutninger. På samme måde kan bestemmelsen tænkes anvendt overfor udvalgsformænds ulovlige beslutninger i medfør af § 24, stk. 2.

Da udvalgene i enhver henseende er underlagt kommunalbestyrelsens beslutninger, med mindre andet følger af lovgivningen, jf. § 12, stk. 1, vil Tilsynsrådet normalt kunne nøjes med at rette henvendelse til kommunalbestyrelsen og derved undgå et direkte indgreb overfor udvalget.

Bygdebestyrelserne er undergivet tilsvarende sanktionsmuligheder som de stående udvalg og økonomiudvalget.

Til § 62.

Bestemmelsen er ny, og indsat for at sikre domstolene en lempelsesmulighed.

Til § 63.

Til stk. 1.
Bestemmelsen, som er ny, giver kommunalbestyrelsen særlige indgrebsmuligheder over for en borgmester, som vægrer sig ved at udføre sin opgave.

En sådan situation er ikke acceptabel, når borgmesteren er fast aflønnet, men ikke kan afsættes.

Den foreslåede stk. 1 vedrører den situation, at en borgmester nægter at udføre en enkelt eller nogle få afgrænsede opgaver.

Til stk. 2.
Suspension og evt. efterfølgende afsættelse af borgmesteren kan kun ske ved grov eller gentagen vægring.

Til stk. 3.
Bestemmelsen fastslår, at Tilsynsrådet skal foretage en prøvelse af suspensionsbeslutningen, herunder om denne er sagligt begrundet.

Til stk. 4.
Obligatorisk domstolsprøvelse forekommer rimelig set i forhold til indgrebets alvorlige karakter.

Det er kommunalbestyrelsen, som er sagsøger, og Landsstyret som tilsynsmyndighed er således ikke part i sagen.

Til stk. 5.
Reglerne om nedsat løn i suspensionsperioden svarer til de for tjenestemænd gældende regler.

Til § 64.

Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 58, stk. 1, men er udvidet til også at åbne mulighed for samarbejde bygderne imellem.

Bestemmelsen tager sigte på kommunale samarbejder uden for erhvervsområdet, der som nævnt flere gange ovenfor, forudsættes udskilt til særlig lovgivning.

Kommunalreform Kommissionen kan imidlertid stærkt anbefale, at kommunerne og bygderne på alle forvaltnings- og serviceområder søger at etablere samarbejdsformer med henblik på at reducere omkostningerne.

Det er derfor Kommunalreform Kommissionens klare ønske, at Landsstyret Ikke blot vil vise stor imødekommenhed ved ønsker om samarbejde mellem flere kommuner og flere bygder, men at Landsstyret direkte søger at kortlægge mulighederne for sådanne samarbejdsmodeller.

Til stk. 2.
Reglen svarer til gældende lovs § 57, stk. 2.

Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny og har til formål at modvirke unødige retssager i forbindelse med et kommunalt fællesskabs opløsning, eller en kommunes udtræden af fællesskabet.

Til § 65.

Bestemmelsen afløser den gældende § 60, og er konsekvensrettet som følge af nedlæggelsen af Det offentlige Aftalenævn for Grønland og indførelsen af en særlig tjenestemandslovgivning i hjemmestyreregi.

Det er tanken, at den skete liberalisering af kommunetilsynets kontrol med personaleområdet ved ophævelsen sammenhængen mellem normeringer og klassificeringer med indførelsen af normeringsmæssige rammer for kommunerne og klassificeringsspørgsmålets overgang til arbejdsmarkedets parter som alternativ til den gamle ordning skal tages op til vurdering efter vedtagelsen af nærværende styrelseslov med henblik på evt. yderligere liberaliseringer.

Til § 66.

Reglen viderefører den gældende lovs § 59 med den tilføjelse, at det forekommer hensigtsmæssigt, at oplysningspligten også omfatter Tilsynsrådet, hvor Landsstyret ikke længere er direkte repræsenteret.

Til § 67.

Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny:

Indførelse af en kriminalisering af grove overtrædelser af styrelsesloven, vil være et yderst formålstjenligt supplement til reglerne om ophævelse og suspension af kommunale beslutninger, tvangsbøder og personligt ansvar, og vil være en logisk parallel til de netop indførte reglerne om ansvarlighed for landsstyremedlemmerne.

Indførelsen af et kriminalretligt ansvar indikerer samtidig en markering af, at den kommunale beslutningskompetence og kommunalpolitikernes ansvar har været stærkt voksende siden seneste gennemgribende revision af styrelsesloven i 1985.

Til stk. 2.
Bestemmelsen foreslås indsat for at undgå grundløse, bagatelagtige eller tvivlsomme anmeldelser til politiet af overtrædelser af styrelsesloven.

Til § 68.

Til stk. 1.
Loven foreslås sat i kraft pr. 1. januar 1995 samtidig med forvaltningsloven, offentlighedsloven og den ny ombudsmandslov, hvilke landstingslove nærværende styrelseslov på en række punkter knytter sig til.

Til stk. 2.
Ingen bemærkninger.

Til stk. 3.
Der vil efter lovens vedtagelse skulle tages stilling til, hvilke bekendtgørelser og cirkulærer, navnlig fra Tilsynsrådets side, som skal ændres eller ophæves.

Det forekommer navnlig påkrævet med nye administrative bestemmelser på det økonomiske område.

Der vil endvidere skulle udarbejdes en ny standardstyrelsesvedtægt og, som noget nyt, en grønlandsk normalforretningsorden for kommunerne.

Til § 69.

Til stk. 1.
Bestemmelsen sikrer, at de gældende vederlæggelsesordninger videreføres indtil, Landsstyret har udarbejdet ny administrative regelsæt på området.

Til stk. 2.
Bestemmelsen sikrer, at kommuner med 3 eller 5 kommunalbestyrelsesmedlemmer fortsat kan opretholde en uændret udvalgsstruktur indtil, Landsstyret har udarbejdet de nødvendige, nye regler i medfør af § 19.

Til stk. 3.
Henset til at loven først muligvis vedtages af Landstinget på et tidspunkt, hvor enkelte kommunalbestyrelser allerede har vedtaget budgettet for 1995 med udgangspunkt i de hidtil gældende regler, bør der sikres disse kommuner en mulighed for at foretage nødvendige tilretninger af budgettet senest på førstkommende ordinære kommunalbestyrelsesmøde i 1995.

Til stk. 4.
Bestemmelsen sikrer kontinuitet i legalitetstilsynet med kommunerne til et nyt Tilsynsråd kan påbegynde sin virksomhed, hvilket først skønnes muligt efter først kommende landstingsvalg.