Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 54 af 29. december 1994 om valg af afdelingsbestyrelser i hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger.

I henhold til § 7, stk. 4 i landstingsforordning nr. 3 af 13. juni 1994 om leje af boliger fastsættes:

 

Kapitel l
Generelt

§ 1. Ved udlejer forstås A/S Boligselskabet INI, såfremt ejeren af udlejningsboligerne, hjemmestyret eller en kommune, har indgået aftale med selskabet om drift og administration af boligerne.

 

Kapitel 2
Indkaldelse til afdelingsmøde

§ 2. Beboerne i en boligafdeling i hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger kan selv tage intitiativ til afholdelse af det første afdelingsmøde eventuelt ved henvendelse til udlejer med anmodning om indkaldelse til afdelingsmøde.
Stk. 2. Til afdelingsmøde indkaldes samtlige boligtagere i afdelingen. Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel ved opslag på passende sted, annoncering eller brev til samtlige boligtagere. Samtidig skal udlejer indkaldes skriftligt.
Stk. 3. Adgang til afdelingsmødet og stemmeret på dette har boligtagere i afdelingen, disses ægtefæller eller hermed ligestillede personer. Hver husstand har 2 stemmer uanset husstandens størrelse. Udlejer har tillige adgang til afdelingsmødet, men uden stemmeret. En boligtager kan give møde ved fuldmagt.
Stk. 4. Afdelingsmødet vælger selv sin dirigent.
Stk. 5. Såfremt beboerne ikke selv har taget initiativ til at indkalde til afdelingsmøde, er udlejer forpligtet til at gøre dette inden den 1. januar 1996.

 

Kapitel 3
Valg af afdelingsbestyrelse

§ 3. På afdelingsmødet træffes afgørelse om, hvorvidt afdelingsbestyrelse skal oprettes. Afgørelse træffes ved stemmeflertal blandt de tilstedeværende. Hvert lejemål har 2 stemmer.
Stk. 2. Afdelingsmødet kan ved stemmeflertal blandt de tilstedeværende beslutte, at bestyrelsen i en allerede eksisterende beboerforening skal være afdelingsbestyrelse, såfremt
1) et flertal af boligtagerne er tilsluttet beboerforeningen,
2) beboerforeningen kun har medlemmer, der bor i afdelingen, og
3) antallet af bestyrelsesmedlemmer er i overensstemmelse med § 4, stk. 1.
Stk. 3. Et senere afdelingsmøde kan beslutte, at der skal vælges afdelingsbestyrelse efter reglerne i stk. 1.

§ 4. I afdelinger med indtil 50 husstande består afdelingsbestyrelsen af en formand og 2 medlemmer, der vælges på afdelingsmødet. I større afdelinger kan afdelingsmødet beslutte, at der skal vælges yderligere 2 medlemmer. Der vælges desuden suppleanter for formanden og medlemmerne.
Stk. 2. Valgbare som medlemmer til afdelingsbestyrelsen er boligtagere i afdelingen, disses ægtefæller samt hermed ligestillede personer.
Stk. 3. Resultatet af valget meddeles til udlejer med angivelse af, hvem udlejer skal henvende sig til vedrørende afdelingens drift.
Stk. 4. Afdelingen afholder rimelige udgifter i forbindelse med afdelingsbestyrelsens arbejde i henhold til afdelingens budget. Der tillægges ikke afdelingsbestyrelsen vederlag for dens virksomhed.

§ 5. Hvert andet år afgår formanden. Af bestyrelsens øvrige medlemmer afgår halvdelen hvert år. Afgangsordenen bestemmes for samtidig valgte medlemmer ved lodtrækning og ellers ved den rækkefølge, medlemmerne er valgt. Genvalg kan finde sted.

§ 6. Er der i en afdeling ikke valgt afdelingsbestyrelse, eller har en afdelingsbestyrelse nedlagt sit hverv, uden at en ny afdelingsbestyrelse er valgt, varetager udlejer de funktioner, der er henlagt til afdelingsbestyrelsen .

 

Kapitel 4
Afdelingernes ledelse

§ 7. Hvert år afholdes inden den 1. maj ordinært afdelingsmøde i hver afdeling. Afdelingsmødet indkaldes efter reglerne i § 2.
Stk. 2. Dagsordenen for afdelingsmødet skal omfatte følgende punkter:
1) Aflæggelse af afdelingsbestyrelsens beretning for det forløbne år.
2) Fremlæggelse af afdelingens årsregnskab til godkendelse.
3) Forelæggelse af årsbudget til orientering.
4) Valg af formand for afdelingsbestyrelsen og suppleant for denne, for så vidt formanden afgår, jf. § 5.
5) Valg af andre medlemmer af afdelingsbestyrelsen og suppleanter for disse, jf. § 5.
6) Indkomne forslag.
7) Eventuelt.
Stk. 3. Ekstraordinært afdelingsmøde afholdes, når afdelingsbestyrelsen finder anledning dertil, når mindst en ottendedel af husstandene i afdelingen ønsker et angivet emne behandlet, når der tidligere er truffet beslutning herom, eller når udlejer anmoder herom.

§ 8. Årsregnskab og budget for vedkommende afdeling skal være tilgængeligt for samtlige husstande i afdelingen senest l uge forud for det ordinære afdelingsmøde.

§ 9. Adgang til afdelingsmødet og stemmeret på dette har boligtagere i afdelingen, disses ægtefæller eller hermed ligestillede personer. Udlejer har tillige adgang til afdelingsmødet men uden stemmeret. En boligtager kan give møde ved fuldmagt.
Stk. 2. Enhver, der ifølge stk. l har adgang til afdelingsmødet, har ret til at få et angivet emne behandlet på mødet. Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære afdelingsmøde, skal være afdelingsbestyrelsen i hænde senest l uge før mødet. Forslag bekendtgøres for afdelingens boligtagere, senest 3 dage før mødet.
Stk. 3. Afdelingsmødets beslutninger træffes på grundlag af almindelig stemmeflertal blandt de tilstedeværende, idet hvert lejemål har 2 stemmer. Stemmeretten kan udøves ved fuldmagt. Afdelingsmødet kan beslutte, at den endelige afgørelse skal træffes ved urafstemning blandt afdelingens boligtagere, hvor hvert lejemål ligeledes har 2 stemmer uanset størrelse.

 

Kapitel 5
Afdelingsbestyrelsens opgaver

§ 10. Afdelingsbestyrelsen fører tilsyn med afdelingens vedligeholdelsestilstand og pasning samt påser, at der er god orden i afdelingen. Eventuel påtale sker til udlejer.
Stk. 2. Afdelingsbestyrelsen skal orienteres om udlejers ansættelse og afskedigelse af ejendomsfunktionærer.
Stk. 3. Ved en forretningsorden træffer afdelingsbestyrelsen nærmere bestemmelse om udførelse af dens hverv. Udlejer skal yde afdelingsbestyrelsen nødvendig bistand i forbindelse med hvervets udførelse, bl.a. ved udformning af en standardforretningsorden.
Stk. 4. Afdelingsbestyrelsens opgaver fremgår iøvrigt af §§ 8 og 10 i landstingsforordning om leje af boliger.

§ 11. Har en afdelingsbestyrelse besluttet, at der jf. § 10, stk. 3 i landstingsforordning om leje af boliger skal udføres rimelige forbedrings- og moderniseringsarbejder, og afdelingsbestyrelsen samtidig har tiltrådt den lejeforhøjelse, der er en følge heraf, skal udlejer søge forslaget gennemført.
Stk. 2. Afdelingsbestyrelsens beslutninger efter stk. l skal godkendes på et afdelingsmøde. Overstiger den påregnede lejeforhøjelse 5% af den gældende årshusleje, og fremsætter mindst en ottendedel af de tilstedeværende på afdelingsmødet krav herom, skal endelig godkendelse ske ved urafstemning blandt afdelingens boligtagere efter reglerne i § 9, stk. 3.

§ 12. Afdelingsbestyrelsen kan med afdelingsmødets godkendelse vedtage ændringer i den husorden, der er forelagt af udlejer. Forslag til husorden skal forud for afdelingsmødet omdeles til samtlige husstande.

 

Kapitel 6
Ophævelse af afdelingsbestyrelser

§ 13. Er mødeprocenten på afdelingsmødet meget ringe, kan udlejer efter forhandling med afdelingsbestyrelsen indkalde til afdelingsmøde med forslag om ophævelse af afdelingsbestyrelsen som eneste punkt på dagsordenen.
Stk. 2. Forslag om ophævelse af afdelingsbestyrelsen kan iøvrigt kun behandles på et ekstraordinært afdelingsmøde, jf. § 7, stk. 3, med forslaget som eneste punkt på dagsordenen.

 

Kapitel 7
Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1995.




Grønlands Hjemmestyre, den 29. december 1994




Emil Abelsen

/

Peter Beck