Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 52 af 29. december 1994 om anvisning og udlejning af hjemmestyrets og kommunernes boliger.

I henhold til § 4, stk. 7 i landstingsforordning nr. 3 af 13. juni 1994 om leje af boliger fastsættes:

 

Kapitel l
Generelt

§ 1. Ved udlejer forstås A/S Boligselskabet INI, såfremt ejeren af udlejningsboligerne, hjemmestyret eller en kommune, har indgået aftale med selskabet om drift og administration af boligerne.

 

Kapitel 2
Reglernes anvendelsesområde

§ 2. Bekendtgørelsen finder med de i stk. 2-5 nævnte undtagelser anvendelse på boliger, der tilhører Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på
1) klassificerede egentlige tjenesteboliger,
2) boliger, der af ejeren er reserveret til bestemte formål (øremærkede boliger, bygdelærerboliger, vakantboliger, erhvervsudvikling e.l.),
3) boliger til ejendomsfunktionærer, der er ansat hos udlejer,
4) boliger, der er specielt opført eller indrettet til handicappede eller bevægelseshæmmede,
5) boliger og lokaler, der anvendes til andet end beboelse.
Stk. 3. Bekendtgørelsens § 3, stk. l og §§ 13-14 finder ikke anvendelse på boliger, der stilles til rådighed som personalebolig for institutioner, der har bolignumre i den fælles personaleboligpulje, der fastsættes af landsstyret, jf. lejeforordningens § 4, stk. 3.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter, hvilke boliger i personaleboligpuljen, der betragtes som attraktive, og som ved ledighed skal opslås overfor institutioner og deres ansatte med ret til personalebolig. Stillingtagen til ansøgninger om sådanne boliger sker alene på grundlag af ansøgernes anciennitet i det offentliges tjeneste i Grønland. Bekendtgørelsens § 9, stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse ved flytning til en attraktiv bolig.
Stk. 5. Bekendtgørelsens § 3 og §§ 5-9 finder ikke anvendelse, hvis en bolig stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale problemer, eller hvis en bolig skal anvendes til opfyldelse af hjemmestyrets eller kommunernes genhusningsbehov i forbindelse med renoveringer.

 

Kapitel 3
Anvisning af ledige boliger

§ 3. Ledige boliger skal stilles til rådighed efter reglerne i §§ 4-5 til boligsøgende, der i længst tid har været optaget på en venteliste.
Stk. 2. Boligtagere, som ønsker en anden bolig (ønskeflytning), skal optages på en oprykningsventeliste, jf. iøvrigt §§ 9-11.

§ 4. Enhver person, der er fyldt 15 år, kan optages på ventelisten.
Stk. 2. Udlejer fører ventelisten samlet for hver kommune. Der kan etableres en fælles venteliste i kommunen for hjemmestyrets og kommunernes boliger. En boligsøgendes placering på ventelisten i en kommune kan ikke overføres til ventelisten i en anden kommune.
Stk. 3. Udlejeren opkræver ved optagelse på ventelisten et gebyr, der ikke i væsentligt omfang må overstige udlejerens udgifter ved administrationen. Yderligere administrationsgebyr opkræves en gang årligt ved ajourføring af ventelisten. Manglende betaling af gebyr medfører sletning på ventelisten.
Stk. 4. Boligsøgende, der er optaget på ventelisten, skal efter anmodning gøres bekendt med deres placering på listen.
Stk. 5. Stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse på oprykningsventelisten.

§ 5. Ved anvisning af boliger skal antallet af rum i boligen stå i forhold til den boligsøgendes familiestørrelse. Husstande med 2 eller flere børn har for trinsret til boliger med 4 eller flere beboelsesrum.
Stk. 2. Der kan tildeles et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer, hvis der på anvisningstidspunktet er mulighed derfor.
Stk. 3. Såfremt der lokalt viser sig vanskeligheder ved udlejning af boliger, kan der undtagelsesvist tildeles mere end et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer.

 

Kapitel 4
Afvisning

§ 6. Udlejeren kan afvise udlejning, hvis husstandsindkomsten ikke er tilstrækkelig stor til at kunne dække udgifterne til husleje, varme og el, eller hvis det vurderes, at lejeren ikke er i stand til at indbetale depositum.

§ 7. Udlejer kan afvise udlejning, hvis den boligsøgende er i restance med betaling af husleje/varmebidrag eller terminsydelse.

§ 8. Udlejer kan afvise udlejning til boligsøgende, hvis boligen vil blive beboet af flere end 2 personer pr. beboelsesrum.

 

Kapitel 5
Særlige fortrinsrettigheder

§ 9. For at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af hjemmestyrets og kommunernes boliger har boligtagere, der er optaget på opryknings ventelisten, og som samtidig afgiver en bolig, fortrinsret til at overtage hver fjerde ledige bolig til opfyldelse af ønskeflytninger indenfor samme kommune.
Stk. 2. Er den afgivne bolig en personalebolig, som var istandsat ved indflytningen, og som boligtageren har fået anvist før ikrafttræden af denne bekendtgørelse, skal boligtageren betale for den istandsættelse af bolig, der er nødvendig, for at den kan blive, som den var ved indflytningen.
Stk. 3. Istandsættelsesudgiften i stk. 2 nedsættes med 1/60'del for hver måned, boligtageren har beboet boligen.

§ 10. Udlejer kan beslutte, at fortrinsretten i § 9 kun kan udnyttes efter en boperiode i nuværende bolig.

§ 11. Hvis flere boligsøgende med fortrinsret efter § 9 ønsker den samme bolig, skal den udlejes til den boligsøgende, som i længst tid har været optaget på oprykningsventelisten, jf. §3, stk. 2.

 

Kapitel 6
Øvrige rettigheder

§ 12. Der kan ikke tillægges boligsøgende videregående fortrinsrettigheder end anført i § 9.

§ 13. Ud over bestemmelserne i lejeforordningen om brugsrettens overgang til andre kan udlejer tillade, at en person, der blev forsørget af en afdød boligtager, herunder afdødes børn under 18 år, fortsætter lejemålet.
Stk. 2. Stk. l finder tilsvarende anvendelse, hvis boligtageren på grund af alder eller sygdom flytter til et plejehjem eller lignende.

§ 14. Ved en boligsøgendes død overgår placeringen på ventelisten eller på oprykningsventelisten til den afdødes efterladte ægtefælle eller hermed ligestillede.
Stk. 2. Hvis en boligsøgende på grund af alder eller sygdom flytter til et plejehjem eller lignende, kan placeringen på ventelisten eller på oprykningsventelisten overdrages til den boligsøgendes ægtefælle eller hermed ligestillede.

§ 15. Bortset fra de i §§ 13-14 nævnte tilfælde kan overdragelse af lejemål og ventelisteplaceringer ikke finde sted.

 

Kapitel 7
Ikrafttræden

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1995.




Grønlands Hjemmestyre, den 29. december 1994




Emil Abelsen

/

Peter Beck