Landstingslov nr. 22 af 3. november 1994 om kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed.
§ 1. Hvis ikke andet følger af lovgivningen, må en kommune alene investere i projekter, virksomheder eller institutioner med et erhvervsmæssigt sigte, i overensstemmelse med denne landstingslov.
Stk. 2. Ved projekter, virksomheder eller institutioner med et erhvervsmæssigt sigte forstås sådanne, som har til formål gennem fangst, fiskeri, landbrug, industriel virksomhed, handelsvirksomhed eller servicevirksomhed, herunder turisme, at tilvejebringe økonomisk overskud.
Stk. 3. Uden for denne landstingslov falder erhvervsmæssig virksomhed, som udøves af politiske partier, faglige organisationer, interesseorganisationer eller religiøse sammenslutninger samt erhvervsmæssig virksomhed som udøves af selskaber eller institutioner, som ejes 50 pct. eller derover af sådanne organisationer eller sammenslutninger.
Stk. 4. Uden for denne landstingslov falder investeringer som foretages i henhold til hjemmestyrets arbejdsmarkedslovgivning.§ 2. En kommunes investering skal ske i form af tegning eller køb af aktier eller anparter, indskud i form af ansvarlig kapital eller ansvarlig lånekapital, etableringstilskud eller som garanti for lån i finansieringsinstitutter. En kommune, som investerer i henhold til denne landstingslov, skal afholde investeringsudgiften som en drifts- eller anlægsudgift.
Stk. 2. En kommune kan afholde rimelige udgifter til projektering, forberedelse af eller undersøgelse mulighederne for investering i henhold til denne landstingslov.
Stk. 3. En kommune kan yde tilskud til eller deltage i organisationer, selskaber eller andre sammenslutninger, som har til formål at fremme erhvervsudviklingen i kommunen og eventuelt flere kommuner gennem rådgivning til projektudvikling og lignende service.
Stk. 4. En kommune må ikke uden Landsstyrets forudgående godkendelse investere i projekter, virksomheder eller institutioner med hovedsæde eller hovedforretningssted udenfor kommunen, med mindre der er tale om et projekt, en virksomhed eller en institution, som udelukkende eller hovedsagelig driver virksomhed her i landet, og hvor flere kommuner i fællesskab foretager investeringer efter denne landstingslov.
Stk. 5. En kommune må ikke selv drive eller have afgørende indflydelse på driften af et projekt, en virksomhed eller en institution, hvori den investerer.
Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af stk. l til 3 og 5.§ 3. En kommune må ikke investere i projekter, virksomheder eller institutioner, såfremt investeringen vil forrykke konkurrenceforholdet til allerede eksisterende virksomheder m.v.
§ 4. Har den eller de for et projekt ansvarlige, en virksomhed eller en institution eller ejerne heraf restancer til det offentlige, skal en kommune gøre en investering betinget af, at der overholdes en aftale om restancernes afvikling.
Stk. 2. En kommune må ikke uden Landsstyrets forudgående godkendelse foretage investeringer, herunder stille garanti, som har til formål at afvikle, nedbringe eller akkordere gæld eller imødegå afskedigelse af ansatte.§ 5. En kommune skal løbende orientere Landsstyret om sine investeringer i henhold til denne landstingslov, herunder om investeringernes art og omfang, og at de opfylder betingelserne i §§ l - 4.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler hvorefter, kommunerne ikke må forpligte sig ved investeringer over en bestemt beløbsgrænse forinden, Landsstyrets tilladelse foreligger.§ 6. Denne landstingslov træder i kraft den 1. januar 1995.
Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsbeslutning af 23. marts 1981 om retningslinier vedrørende kommunernes medfinansiering.
Grønlands Hjemmestyre, den 3. november 1994
Lars Emil Johansen/
Kaj Kleist