Landstingsforordning nr. 10 af 28. oktober 1993 om telekommunikation og teletjenester.

I medfør af §§ 7 - 8 og § 13, stk. 2-4 i Lov for Grønland nr. 943 af 23. december 1986 om el, vand og varme, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation m.v. fastsættes:

 

Kapitel 1.
Eneretsbestemmelser

§ 1. Grønlands Hjemmestyres eneret til offentlig telekommunikation omfatter anlæg og drift af telegrafer og telefoner herunder udbudet af følgende tjenester:
1) Telefonitjenester.
2) Tekst- og datakommunikationstjenester.
3) Udleje af faste kredsløb.
4) Mobilkommunikations- og satellittjenester.
5) Fremføring i telenettet af radio- og fjernsynsprogrammer.
Stk. 2. Fra Grønlands Hjemmestyres eneret undtages anlæg, som
1) anvendes til forsvarsmæssige formål,
2) af rigsmyndighederne eller af en kommune udelukkende anvendes i den indre tjeneste, eller
3) udelukkende anvendes inden for en ejendoms grænser eller mellem flere ejendomme, som tilhører samme ejer.

§ 2. Landsstyret kan bestemme, at apparater og materiel, der anvendes i forbindelse med det offentlige telekommunikationsnet, samt anlæg, der anvendes i særligt øjemed, skal være undtaget fra Hjemmestyrets eneret.
Stk. 2. Landsstyret kan for apparater og materiel, der tilsluttes eller anvendes i forbindelse med det offentlige telenet fastsætte regler og vilkår om:
1) indretning, udførelse, anbringelse, drift og benyttelse,
2) godkendelse, herunder typegodkendelse af udstyr og apparater,
3) kontrol af og tilsyn med udstyr og installationer.

 

Kapitel 2.
Koncessionsbestemmelser

§ 3. Landsstyret kan meddele koncession på anlæg og drift af de offentlige telekommunikationstjenester samt udbudet af disse, j f. § 1.
Stk. 2. Koncessionshaveren skal tåle, at der sker indskrænkninger i koncessionen i form af liberalisering eller indførelse af særrettigheder på de af stk. 1. omfattede områder.
Stk. 3. Landsstyret kan for koncessionen bl.a. fastsætte regler om:
1) koncessionshaverens anlæg og disses udbygning og drift samt tilsynet hermed,
2) takstfastsættelsen og principperne herfor samt abonnementsviIkårene for koncessionshaverens tjenester
på eneretsområdet,
3) koncessionshaverens pligt til at medvirke ved udarbejdelse af regler og vilkår for telemateriel, der tilsluttes eller anvendes i forbindelse med det offentlige telenet, samt at føre tilsyn og kontrol med udstyr og installationer,
4) forpligtelser til at udføre særlige opgaver uden særlig fortjeneste eller med underskud,
5) sikring og opretholdelse uden udgifter for Grønlands Hjemmestyre af samfundsvigtig telekommunikation under særlige forhold,
6) vederlagsfri medvirken i internationale og nationale samarbejdsorganisationer samt i specifikationsarbejde på telekommunikationsområdet,
7) overholdelse af vedtagelser truffet i det internationale og nationale samarbejde på telekommunikationsområdet, og
8) tilsyn med løn-, pensions- og øvrige ansættelsesvilkår samt normeringer,

§ 4. Koncessionshaveren opretter efter aftale med KNR de tekniske anlæg, som er nødvendige for spredning af KNR's billed- og lydprogrammer, og varetager anlæggenes drift.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler for betaling af koncessionshaverens udgifter i forbindelse med udførelse af de i stk. l nævnte opgaver.

§ 5. Koncessionshaveren kan aftale med andre virksomheder, at disse udfører teleforretninger i nærmere fastlagt omfang.

§ 6. Om oprettelse og drift af telekommunikation mellem Grønland og Danmark, mellem Grønland og Færøerne samt mellem Grønland og udlandet samarbejder koncessionshaveren med koncessionshaveren i Danmark (Tele Danmark).

§ 7. Landsstyret kan i koncessionen pålægge koncessionshaveren at varetage følgende:
1) Forvaltning af Landstingslov nr. 11 af 15. december 1987 om foranstaltninger mod forstyrrelser af radiomodtagning.
2) Forvaltning af tilladelser til oprettelse og udbygning af fællesantenneanlæg og kabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer i privat beboelse i henhold til Landstingsforordning nr. 3 af 17. maj 1990 om radio- og fjernsynsvirksomhed.

§ 8. Landsstyret kan pålægge formanden og næstformanden i koncessionshaverens bestyrelse pligt til at give Landsstyret underretning om forhold vedrørende koncessionshaverens virksomhed.
Stk. 2. Formanden og næstformanden i koncessionshaverens bestyrelse skal oplyse Landsstyret om forhold, som måtte skønnes at have Landsstyrets interesse.

 

Kapitel 3.
Tavshedspligt og afvisning

§ 9. Koncessionshaverens ansatte samt de i koncessionshaverens datterselskabers ansatte har pligt til at hemmeligholde al kommunikation via telenettet.
Stk. 2. Pligten til hemmeligholdelse vedvarer, efter at ansættelsesforholdet er ophørt.
Stk. 3. Tilsvarende gælder for personale hos virksomheder, der udfører teleforretninger for koncessionshaveren .

§ 10. Privat telekorrespondance, der skønnes at være farlig for statens sikkerhed, eller som indeholder noget ulovligt, usømmeligt eller fornærmende, kan afvises eller standses.

 

Kapitel 4.
Anbringelse af teleinstallationer og telekabler

§ 11. Koncessionshaveren kan foretage anbringelse af teleinstallationer, telekabler og ledninger m.v. efter reglerne i Landstingsforordning om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse.
Stk. 2. Koncessionshaveren har herunder ret til at anbringe telekabler med tilhørende installationer i og på offentlig og privat ejendom. Der skal ved udførelsen af anlægget i videst muligt omfang tages hensyn til ejers eller brugers ønsker ved placeringen.
Stk. 3. Koncessionshaveren kan efter forudgående underretning til bruger eller ejer forlange adgang til fremmed areal, bygninger og boliger med henblik på tilsyn med og udførelse af arbejder i forbindelse med teleanlæg.
Stk. 4. Al skade og ulempe, som forvoldes i forbindelse med anbringelse, tilstedeværelse og vedligeholdelse af kabelanlæg og tilsynet hermed på fremmed, offentlig eller privat ejendom, vil være at erstatte efter de i Grønland gældende almindelige erstatningsregler.

§ 12. Hvor en installation eller et kabelanlæg, som tilhører koncessionshaveren, er anbragt, må der ikke uden koncessionshaverens tilladelse foretages noget bygnings- eller jordarbejde eller iværksættes nogen anden foranstaltning, hvorved anlægget kan udsættes for forstyrrelse eller beskadigelse.

 

Kapitel 5.
Driftsforstyrrelser

§ 13. Koncessionshaveren er ikke pligtig til at yde erstatning for følgerne af forstyrrelse eller forsinkelse i driften af de anlæg, der omfattes af Hjemmestyrets eneret.

 

Kapitel 6.
Overtrædelser

§ 14. For overtrædelse af bestemmelserne i denne landstingsforordnings § l, § 9 og § 12, og bestemmelser udfærdiget i medfør heraf, kan idømmes bøde.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådan.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der pålægges kommunen eller  det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 15. Ved overtrædelse af bestemmelserne i denne landstingsforordning eller bestemmelser udfærdiget i medfør heraf, finder kriminallovens regler om konfiskation tilsvarende anvendelse.

 

Kapitel 7.
Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 16. Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. januar 1994.
Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsforordning nr. 7 af 19. december 1986 om telekommunikation og  teletjenester. Regler og vilkår udstedt i medfør af Landstingsforordning nr. 7 af 19.december 1986 vil dog fortsat være i kraft indtil de afløses af nye bestemmelser i medfør af nærværende forordning.
Stk. 3. Denne landstingsforordning kan i henhold til § 9 i Lov for Grønland nr. 943 af 23. december 1986 efter aftale med ministeren for Grønland sættes i kraft for de dansk-amerikanske forsvarsområder, der er oprettet i henhold til traktat af 27. august 1951 om forsvaret af Grønland.




Grønlands Hjemmestyre, den 28. oktober 1993




Lars Emil Johansen

/

Kuupik Kleist