Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 21 af 29. juli 1993 om fangst af hvid- og narhvaler.

I medfør af § 4, §§ 6 og 7 samt § 9 i Landstingslov nr. 12 af 22. november 1984 om erhvervsmæssig fangst og jagt som ændret ved landstingslov nr 4 af 16. maj 1990 og landstingslov nr 7 af 30. oktober 1991 om ændring af landstingslov om erhvervsmæssig fangst og jagt samt § 2, stk. l, § 18 og § 19 i landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning fastsættes:

 

Jagtberettigede personer

§ 1. Hvidhvalen (Delphinapterus leucas) og narhvalen (Monodon monoceros) kan kun fanges af personer med grønlandsk jagtbevis.

 

Nationalparken i Nord- og Østgrønland og Naturreservatet i Melville Bugten

§ 2. Hvid- og narhvaler er fredet i de farvande som Nationalparken i Nord- og Østgrønland samt Naturreservatet i Melville Bugten omfatter.
Stk. 2. Personer, der har fast bopæl i enten Upernavik, Avanersuaq eller Ittoqqortoormiit kommune, og samtidig har fast tilknytning til det grønlandske samfund, kan dog drive fangst og jagt som beskrevet i gældende regler om ovennævnte Nationalpark og Naturreservat.

 

Generelle jagtmetoder

§ 3. Fly, helikopter samt enhver form for motorkøretøjer må ikke anvendes under jagt på hvid- og narhvaler eller til befordring til og fra jagtområdet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation til anvendelse af snescootere til brug for hjemtransport af fangstbytte til hjemstedet, når is- og vejrforhold nødvendiggør hurtig og ekstraordinær indsats for at bjerge fangsten.
Stk. 3. Ved anvendelsen af rifler er mindste lovlige kaliber 7,62 mm, dog kan 5,64 mm. (cal. 222) bruges til aflivning på klods hold af harpuneret, garnfanget eller på anden måde sikret hvid- eller narhval. Kun ammunition med spidsskarpt kugle (hel mantel) er tilladt i hvid- og narhvalsfangsten.
Stk. 4. Aflivningen skal foregå så hurtigt og effektivt som muligt. Så snart hvalen hales op på land, skal flænsningen påbegyndes.
Stk. 5. Det er forbudt at anvende sprængstof, harpunkanon, haglgevær og salonriffel under hvid- og narhvalsfangsten.

§ 4. En kommune eller flere kommuner i fællesskab kan ved kommunal vedtægt fastsætte yderligere reguleringer, når specielle forhold taler for sådanne foranstaltninger. Den fælles kommunale vedtægt træder først i kraft efter, at landsstyret har godkendt vedtægten.

 

Fartøjer

§ 5. Fra fartøjer, som er på 25 BRT eller derunder er det tilladt at fange, sælge og indhandle hvid- og narhvaler.
Stk. 2. Fra fartøjer som er 50 BRT eller derunder, men større end 25 BRT er det tilladt at fange hvid- og narhvaler til eget forbrug. For denne kategori er det forbudt at sælge og indhandle hvid- og narhvaler.
Stk. 3. Fra fartøjer, som er større end 50 BRT er det kun tilladt at fange maximum 2 hvidhvaler og/eller narhvaler til sejladsproviantering pr. tur. For denne kategori er det forbudt at sælge og indhandle hvid- og narhvaler.

 

Omringning

§ 6. Ved omringning er det tilladt at fange op til 7 hvid- og/eller narhvaler pr. fartøj pr. dag.
Stk. 2. Aflivningen skal foregå så hurtigt og effektivt som muligt. Så snart hvalen hales op på land, skal flænsningen påbegyndes.
Stk. 3. Fangster ved omringning skal flænses på fangststedet så vidt muligt og alle spiselige dele hjemtages eller deponeres. Flænsningsområdet skal være ryddet for ubrugelige rester.
Stk. 4. Afmærkede partier af kød, mattak og spæk må ikke fjernes uden ejernes samtykke.

 

Sassat

§ 7. Når sassat lokaliseres meldes dette så hurtigt som muligt, evt. ved hjælp af VHF-radio til relevante bygder/byer.
Stk. 2. Aflivningen skal foregå så hurtigt og effektivt som muligt. Så snart hvalen hales op på isen, skal flænsningen påbegyndes.
Stk. 3. Ingen deltagende fangere må fange mere, end de kan regne med at få transporteret bort med slæde straks efter afslutningen på sassat, eller i henhold til § 3, stk. 2.
Stk. 4. Deltagerne har pligt til at fjerne alle dele som hverken mennesker eller hunde kan anvende, inden fangststedet forlades.
Stk. 5. Afmærkede partier af kød, mattak og spæk samt fortøjede dyr må ikke fjernes uden ejernes samtykke, medmindre kommunale myndigheder under hensyn til de vejrmæssige forhold har tilkendegivet en frist for borttransport af fangstbyttet og denne frist er overskredet.

 

Rapportering og kontrol

§ 8. Ved hvid- og narhvalsfangster samt anskydninger skal disse meldes til hjemkommunen. Når der har været fangst, skal rapporteringen ske senest den 5. dag i den følgende måned. Art, antal køn (evt. alderskategori, han, hun, ung, unge), fangst- eller anskydningsdato og sted angives. Ligeledes skal det meddeles, om fangsten, fangsttabet eller anskydningen er sket med riffel, håndharpun, garn, ved omringning eller i sassat.
Stk. 2. Alle hvid- og narhvalsfangster fra sassat meldes til den lokale KNAPP straks efter sassat. Fangstrapportering skal ske på samme skema som nævnt i stk. 4. KNAPP er ansvarlig med hensyn til den videre foranstaltning af fangstrapporteringerne efter sassat til kommunen.
Stk. 3. Ham eller de personer, der deler fangstbyttet efter en omringningsfangst sørger også for fangst- og  anskydningsrapportering i henhold til stk. 1.
Stk. 4. Fangsten eller anskydninger optegnes på et skema, jf. bilag I, med oplysning om fangerens navn, cpr.nr., hjemkommune, fangstmåned, bådtype ved angivelse af BRT/fod og kategori, jf. § 5. Skemaet kan rekvireres på kommune- eller bygdekontoret.
Stk. 5. Kommunen indsender de modtagne skemaer til Direktoratet for fiskeri, fangst og landbrug, senest den 14. dag den efterfølgende måned, når der er indløbet fangstrapporteringer.

 

Indsamling af underkæber

§ 9. Enhver fanger, som nedlægger en hvid- eller narhval, har pligt til at medtage dyrets underkæbe, jf. bilag II, og aflevere denne til KNI eller Royal Greenland med oplysning om dato og lokalitet for nedlæggelsen, senest 14 dage efter fangsten.
Stk. 2. Ved fællesfangst afleveres samtlige underkæber af de rapporteringsansvarlige, der er nævnt i §§ 5 og 6 med angivelse af samlet fangsttal.
Stk. 3. KNI eller Royal Greenland videresender de indleverede kæber til: Grønlands Fiskeriundersøgelser, Box 570, 3900 Nuuk.

 

Dispensation

§ 10. Landsstyret kan til videnskabelige og andre formål meddele dispensation fra bekendtgørelsens bestemmelser.

 

Udførsel

§ 11. Udførsel af dele fra hvid- og narhval kan kun ske efter forudgående tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre, dog er det tilladt at udføre ovennævnte genstande i henhold til § 10.

 

Foranstaltninger

§ 12. Bøde kan idømmes den der overtræder §§1-3, §§5-9, og §11.
Stk. 2. Kød, mattak, kranium, stødtand samt andre dele af ulovligt nedlagte eller erhvervede hvid- og narhvaler kan ved overtrædelser af de ovennævnte paragraffer konfiskeres.
Stk. 3. Ved overtrædelse af de i medfør af bekendtgørelsen udstedte kommunale vedtægter kan der idømmes bøder og konfiskation af fangsten.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. august 1993, og samtidigt ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 19. juni 1992 om fangst af hvid- og narhvaler.
Stk. 2. De i medfør af Landsrådsvedtægt af 18. januar 1958 om sassat stadfæstede kommunale vedtægter eller udsendte skrivelser forbliver i kraft i det omfang de fastlægger yderligere betingelser for fangsten.




Grønlands Hjemmestyre, den 29. juli 1993




Hans Iversen

/

Henrik Leth


Bilag 1

Bilag 2